20.05.18 Et ukendt sted i nærheden af
Kazitskijs Natten forløber nogenlunde rolig bortset fra, at en af fødselsdagsgæsterne
ved to lejligheder føler trang til at gå udenfor og synge. En udmærket
sangstemme, men lige lovlig gennemtrængende i den stille nat. Vort hjemlands
vemodige sange - tror vi. Kommer af sted lige efter 10. Da er der dækket op til den store brunch for de
overnattende gæster. Det ser ud til, at der allerede har været gudstjeneste, folk strømmer i
retning væk fra kirken, men samtidigt er nye øjensynligt på vej ind. Har de
flere forestillinger her i dette stærkt katolske land? Der har også været heftig
aktivitet på kirkegårdene både i går og i dag.
 |
|
| Èn kirke er ikke altid nok |
Det går mere op og ned, end jeg havde forventet, men et sted i én af bøgerne
stod der også noget om et udsigtspunkt over sø-HØJ-landet. Vejen bugter sig og stiger og falder og i ny og næ ses en dekorativ sø til en
af siderne - og vi er endnu ikke kommet ind i nationalparken. Der dukker endnu
en storkerede op med indhold.
 |
|
| Lige lidt af et hvidt hovede |
Finder spisestedet "overlooking the village square" i Labaneras, hvor vi sidder og venter på omeletten og øllet, mens hanen galer og hønsene kagler.
 |
|
| Frokost i Labaneras |
Nu hvor jeg har taget "underbenene" af er der selvfølgelig kommet nogle skyer, så det har været lidt køligt, men her på det seneste, har der været mere vedvarende sol.
Vi forhører os om vejen ind og rundt i nationalparken, nu vi er blandt lokale og faderen mente, at den var asfalteret. Hvis det holder stik, tager vi den. Det er en mindre omvej.
Den viser sig at være asfalteret og vi kører mod udsigtspunktet: Ladakalnis. Der ER virkelig en fremragende udsigt, og det er ikke mere end et par hundrede meter opad.
 |
|
| Udsigt fra Ladakalnis |
Desværre dukker det ønskede kaffested aldrig op. Dvs. der er ét, men det er for tidligt på sæsonen.
I morges bestilte vi et hus et sted ude i en skov til i aften. Har haft lidt e-mail korrespondance med dem i løbet af dagen. Vi skal ringe, når vi ved, hvornår vi vil være der.
Vi kører videre og nærmer os efterhånden de 70 km, da vi når "tilbage" til 102, som vi kørte på tidligere.
Undervejs var vi inde i en butik i Labaneras og købe forsyninger til i aften og i morgen tidlig. Vi kunne ikke købe noget i omegnen af huset, skrev hun.
Vi må stoppe og have nogle af de småkager, vi købte, for at holde det hele i gang lige før 102.
Så kører vi nordpå ad 102 til Kazitiskis, hvor vi kører ind og kigger på downtown. Der er nogle unge mennesker, der spiller basket, og peger over på det, der er butikken. Kaffe? Nej, ikke her.
Vi provianterer lige lidt mere. Skulle nødig gå ned af mangel på mad.
 |
|
| Det ligner ikke ligefrem døren til en butik - men det er det! |
Vi har fået en længere beskrivelse af vejen til huset, men også et telefonnummer, vi skulle ringe til. Da vi når frem til der, hvor vi skal dreje af, ringer Thomas. Desværre er der ingen, der tager den. Heller ikke i andet og tredje forsøg. Vi sidder lidt der og venter på en bænk ved et busstop. Det ser ikke godt ud.... Hvad gør vi her i ødemarken?
Snakker om at vente indtil klokken bliver 18. Men vi må jo hellere undersøge mulighederne, så jeg finder, hvad der synes at være det nærmeste. Et hotel i Visiginas, en by vi har tænkt at skulle se lidt på i morgen. Men der er 26 km....
Netop som jeg er ved at trykke på "Bestil", ringer telefonen. Det er værtinden. Thomas har en længere snak med hende, og vi ender med at køre ned ad vejen mod Rupinskai. Dem, der skal komme med nøglen, skal komme fra Ignalina, så de vil passere os og vise os vej. De taler dog ikke engelsk.
Vi kommer forbi et stort gylleanlæg, hvor man kan nå at tænke sit, men det er nu ikke i nærheden, vi skal bo. Vi kommer til der, hvor man IKKE skal til højre, men mere holde ligeud. Her går vejen fra at være en dårlig betonvej over til at være grus og endelig, når vi til den vej, som Google Maps ikke vil kendes ved.
 |
|
| Inden vejen blev rigtig dårlig |
Nu er vi udenfor lands lov og ret. Vejen er gået fra at være dårlig til at være decideret slet, men frem ad går det. Kilometer efter kilometer. Nu kører vi jo ikke hurtigt, så 3-4 km tager sin tid. Man kan MANGE gange nå at tænke, at det her kan ikke være rigtigt. Men vi bliver ved, hvad andet er der at gøre? Og underet sker. Efter slyngninger gennem skov og åbent landskab og skov igen, kommer vi pludselig ud af skoven og dér ligger huset, ved en lille sø med egen badebro.
 |
|
| "Langt ud i skoven lå et lille hus...." |
Formedelst 20 € kan man fiske og har lov til at fange én fisk. Det har vi ikke tænkt os. Parret med nøglerne venter allerede. Det er hendes forældre. Vi får fortalt, hvor vi vil sove, så mor kan lægge sengetøj på, får betalt og aftalt, hvordan vi gør med nøglen i morgen tidlig, og at vi skal ringe til udlejeren, når vi forlader stedet. Så langt så godt.
Der er ikke alt for varmt inden for og brændet i ovnen er lagt til rette, så vi tænder op og går i gang med herlighederne. En stærkt røget pølse, der er næsten umulig at skære over, men nem nok at spise, litauisk rugbrød og ost. Efter yderligere en kop kaffe af nyindkøbte pulvere og nogle rosinsnegle finder Thomas ud af, at sauna'en, som vi ellers havde sagt, vi ikke ville bruge, er blevet varm af at vi har fyret op i stuen. Der er et system, så varmen trækker ud gennem saunaen. Det er bare at smide vand på stenene. Så først Thomas og siden også jeg, går i sauna.
Så er der også kun tilbage at sige "Goodnight".
85.70 km