24.05.18 Valmiera Det regnede i går aftes, så jeg var lidt spændt, da jeg hev gardinet op her
til morgen. Strålende sol! Har netop book'et næste nat i Valmiera. Det bliver 82
km, men så får jeg nogle mere behagelige dage bagefter. De første 17 km er nok
grus - men det er en genvej. Der har været noget "fancy" over dette sted. 50€ for et værelse, som der godt
kan sættes nogle fingre på. Ikke noget tandkrus. Ikke nogen kogekedel og kaffe
eller te. Ikke noget ordentligt bord og stol man kan skrive ved. Så havde jeg
det jo til gengæld for mig selv, så jeg satte mig bare nedenunder i sofaen.
 |
|
| Der sad jeg og spiste morgenmad |
Pigen her til morgen afslører sammenhængen. Det er et sted, der har specialiseret sig i bryllupper. Sidste år var det det mest populære sted at blive gift i Letland. Smukke omgivelser med en sø med en lille ø i lige udenfor. Nogle gange sidder man og spiser ude på øen. Der er også en robåd. Jeg tænker bare: myg? Har fået nogle stik her på det seneste. De er også mere almindeligt hotel i sommersæsonen.
 |
|
| Huset fra søsiden |
Det er de særeste steder, man havner.
Spurgte hvordan forholdet er mellem de baltiske folk. Hvad siger man om hinanden? Hendes bedste bud var, at esterne var langsomme og litauerne havde dollars i øjnene.
Jeg spurgte pigen om vejen til Giksi? Den var MEGET dårlig. Kørte hun på cykel der? Ja, en gang i mellem kørte hun turen på cykel. Hun lod ikke til at vide noget om de 22 km's vejarbejde, så jeg tænkte, at værre end det, kunne den vel ikke være?
 |
|
| På billeder ser grusveje som regel tilforladelige ud... |
 |
|
| ...men ser man nøjere efter.... |
Det var den. Allerede straks efter, at asfalten var ophørt, syntes der kun at være to alternativer: sand eller vaskebrædt. Allerede efter en halv km tænkte jeg, at jeg ville vende om, men så tænkte jeg, at den vel ikke kunne blive værre - kun bedre, og så fortsatte jeg. Den blev ikke værre. Men alle mine tanker om vejens beskaffenhed, havde manet skrækscenariet i jorden.
Efter godt 5 km passerer jeg et hus. En hund gør. Er den løs? Ja. Kommer den imod mig? Ja. Men da den ikke går direkte efter anklen - min totalt ubeskyttede ankel - slapper jeg lidt af og taler beroligende til den. Efter 4-5 ture frem og tilbage ved siden af mig, mener den, at jeg er jaget væk.
Én gang kommer jeg til noget med et navn. Ceci, tror jeg. Der er kun ét hus. En bil kører netop ud fra det med retning mod Nitaure. Den første jeg har set. Da jeg passerer huset, hører jeg lyden af en forfærdelig stor hund... Den har gudskelov kæde på.
Så er det ellers bare at nyde det smukke landskab, hvad der er vanskeligt, når man skal have opmærksomheden på vejen hvert sekund. Hastigheden er sjældent over 12 km/t. Oftest mindre. Og ikke noget med at lade den løbe frit ned ad bakke....
 |
|
| Det var betydeligt mere bakket end det fremgår her |
Efter Giksi kommer overraskelsen: Den gule vej videre er OGSÅ grus. Nå, knap så slem, og jeg møder sådan en vejskraber, der planerer vejen, men kun i den forkerte side. Et par km før hovedvejen begynder asfalten. To forbandede hunde kommer op imod mig fra huset ved hovedvejen, og jeg undviger i venstre side og kører ned ad A2 i den gale side. De optager ikke forfølgelsen.
 |
|
| Vejskraberen |
Jeg kører nordpå og til Cesis (udtales [tzesis]) for at spise frokost. Det bliver müsli med mælk, der har overlevet natten.
Der skal være turist info i følge skiltene, men den er sandelig svær at finde. For det første er den dårligt skiltet, og når man så endelig finder den, så er den flyttet. Nå, jeg er stædig, og nu har jeg fået et cykelkort over en rute langs med floden til Valmiera med flere sights undervejs. Den er 5 km længere, men hvad, der er kun 40 km tilbage.
Pigen cykler også, og vi diskuterer problemet med hundene. Hun har aldrig været ude for at blive bidt - og det ER blevet bedre. Så tager jeg en kaffe og en kage det anviste sted og ved præcis, hvor jeg skal finde cykelvejen. Kl. er 14.50.
Hmmm. Cykelvejen.... Først kører man ud af byen til det bliver grusvej, og så står der 5 km til Erglo Cliffs, og det er en bilvej og derfor vaskebrædt. Elendig. Men nu har jeg bestemt mig for at se én af attraktionerne, men 5 km kan være langt....
 |
|
| Den stille flod var det smukkeste |
Klinterne ved floden er ikke det store, men da jeg allerede har kørt 5 km ad denne forbandede vej, prøver jeg at fortsætte, for jeg skal kun godt en km tilbage, før jeg skal dreje ned af en anden vej. Den er faktisk noget bedre. Det er ikke mange biler, der kører her.
Vejen er sådan set ok, men også den slutter, og det i en bilvej. Totalt vaskebrædt. Efter en halv km kommer broen over floden, og er man først på den anden side, fanger bordet. Altså kører jeg lidt tilbage, for jeg har set, at der er en lille vej, der kan føre mig tilbage til hovedvejen P20. Til asfalt!
Den er meget sandet, og jeg må trække de første par hundrede meter. Så har jeg også brugt en time ekstra på flere dårlige veje. Nu må det være nok. Jeg ved ikke hvad de tænker på? Kalde det en cykelvej.... Det kan de ikke være bekendt.
Lige da jeg kommer tilbage til P20, er der en ung mand, der passerer på en MTB, og ham hægter jeg mig på. Der er kun 25 km tilbage til Valmiera. Jeg holder mig 10 m bag ham, og han hører musik, så han opdager mig aldrig, men til sidst drejer han fra, og så er jeg alene de sidste 18 km. Bortset fra at jeg er ved at blive kantet af en lastbil og påkørt forfra af en bil, der beslutter at overhale - cyklist eller ej - går det fint nok.
Må lige stives af med en Sneakers.
Kl. 17.55 ruller jeg op foran Cesu Iela 20. Jeg har book'et en seng i et 3-mands værelse hos denne dame, som jeg ikke bryder mig om. Gad vide, om der kommer flere?
Det varme vand er 5 min om at blive varmt. Gad vide om det var slået fra, og hun lige skulle se, om hun kunne få mig til at opgive?
En hård dag. Det var mange km på dårlige veje. Men hovedvejene er heller ikke perfekte, bortset fra belægningen. De kører for hensynsløst og hurtigt.
I morgen kører jeg ind i Estland. Valga ligger lige på den anden side af grænsen. Der skulle kun være 50 km.
Nu er det blevet tid til at gå i seng - det har jeg faktisk følt trang til siden jeg kom - og der er endnu ikke dukket nogle andre op. Men de sidder og ævler inde i stuen, som er lige ved siden af, kun adskilt af en dobbeltdør. I øvrigt står min cykel herinde. Det kostede 2€.
79.15 km