Af en bisonjægers dagbog 4


[HOME]

Af en bisonjægers dagbog 1

Af en bisonjægers dagbog 2

Af en bisonjægers dagbog 3

Af en bisonjægers dagbog 4

Af en bisonjægers dagbog 5

Af en bisonjægers dagbog 6

Af en bisonjægers dagbog 7

Af en bisonjægers dagbog 8

Af en bisonjægers dagbog 9

Af en bisonjægers dagbog 10

Af en bisonjægers dagbog 11

Af en bisonjægers dagbog 12

Af en bisonjægers dagbog 13

Af en bisonjægers dagbog 14

[FORRIGE]  [NÆSTE]


Engang i juni måned er jeg deroppe igen. Det er sidst på eftermiddagen, jeg tror klokken er 16-17 stykker. Da jeg er kommet et stykke ind ad asfaltvejen ser jeg en mand på cykel holde fremme i venstre side og tilsyneladende stirre ind i skoven.


Da jeg kommer nærmere ser jeg, hvad han stirrer på. Bisonerne eller i hvert fald nogle af dem står inde til venstre. Jeg siger et eller andet og ud fra hans svar spørger jeg, om han da tit cykler her igennem for at se dem? "Det er mig, der er skovfogeden, så jeg har sådan set ansvar for projektet", lyder svaret. Ja så. Ikke dårligt. Jeg benytter lejligheden til at spørge om det ene og det andet: Tyrekalven fra sidste år bliver først kønsmoden efter 4-5 år. Til den tid vil hannerne så skille sig ud og gå for sig selv og ligesådan med hunnerne. Ligesom hos elefanter og muligvis mange andre hovdyr? Ja nu er elefanter ganske vist ikke hovdyr, så vidt jeg husker - men alligevel.
 

Mens vi snakker kommer flokken helt ud af skoven og bestemmer sig til at anbringe sig midt på vejen. Der er show for alle pengene. Biler fra begge sider standser og folk hober sig op på begge sider.
Lidt efter går tyren hen og stiller sig ved skiltet ned mod Svinemosen. Ganske som skovfogeden forudsagde for et øjeblik siden. Så står den og holder mandtal og viser sig frem. Det gør den åbenbart tit. Der er lejlighed til at få taget nogle billeder. Det er nok det tætteste jeg endnu har været på dem.

 

Pas på! Bisoner på vejen En af kalvene
Så er der stillet op til familiefoto Kalve i forskellige størrelser

 

Så er der gået nogle måneder. Det er blevet oktober. Jeg har én gang været oppe og lede. Kørte rundt nogle timer uden at se det mindste glimt af en bison. Sådan er det jo også. Selv for os "eksperter" er der gange hvor det ikke lykkes. Skal man følge anvisningerne, skal man jo holde sig på stierne og eftersom der specielt nord for asfaltvejen kun er én sti kan de jo bare gemme sig der, hvis det passer dem.


Men denne lørdag går det bedre. En bil kommer kørende og standser ved nogle fodgængere længere fremme. Den fortsætter forbi mig, men vender et stykke tilbage og kommer tilbage forbi mig. Vinduet rulles ned og jeg bliver spurgt om jeg vil se bisoner? Ja, det er præcis hvad jeg er her for, hvor er de? Jo, jeg skal gå ned ad den gule sti der fremme så er de ude i rydningen, omkring der hvor der er nogle små broer over grøfterne.
Så er jeg med. Jeg kender udmærket dén gule sti, i det hele taget kender jeg vist efterhånden hver eneste sti i området - der er som nævnt heller ikke mange.


Jeg cykler ned ad den gule sti. Man skal have en MTB som min, geare helt ned, køre meget langsomt og helst ikke have for meget luft i dækkene - så kan det lade sig gøre. Det første stykke er nu nemt nok og inden længe har jeg passeret den første bro er dér er de. Det ser ud til, at der er fri leg i øjeblikket. De fleste ligger og tygger drøv - går jeg ud fra. Nogle står og æder lidt. Nogle af kalvene bevæger sig lidt rundt. De er mere spredt end jeg før har set dem, men da har de også altid været "på tur".

 

Fri leg på engen Det er ikke til at få alle på skudhold samtidigt


Mens jeg står og nyder synet dukker fodgængerne fra før op. De stiller sig lidt bagude på stien og iagttager og fotograferer. Lidt efter går jeg hen til dem og vi indleder en samtale. Her er der jo noget at snakke om. De viser sig at være nordmænd - fra Hamar. Det er dejligt at høre norsk igen. Efter at tante Wenche - det norske indslag i familien - er død hører jeg stort set aldrig norsk mere. Jeg nyder det. De har hus nede i Snogebæk (Dueoddevejen 4) og kommer til Bornholm i ferierne. Vi står der udenfor lands lov og ret og snakker længe. En halv time vil jeg tro. Imens tygger bisonerne videre på deres drøv.
 

Omsider bliver vi enige om, at søge hjemad. De skal hjem i morgen med den tidlige færge. Jeg beslutter at forsætte ad stien. Herved kommer jeg til at passere noget tættere forbi dem. Men holder jeg mig på stien, er der vel ikke nogen, der vil klandre mig for det?
 

Da jeg næsten har nået den "store" bro som er dér, hvor jeg kommer tættest på rejser den nærmeste bison sig og stirrer på mig. De er årvågne nok. Ved altid når man er i nærheden og kommer man tæt nok på (ca. 20 m vil jeg sige) skærpes deres opmærksomhed og de gør sig klar til aktion - Forhåbentlig flugt? Det er nu kun den nærmeste der reagerer og stirrer efter mig til jeg har bevæget mig langt nok. Så lægger den sig
igen.

To dage efter må jeg lige derop igen. Selv om det er to dage siden vælger jeg alligevel at starte, hvor jeg så dem sidst. Det gør de fleste forstår jeg på mange af dem jeg møder og snakker med. Altså kører jeg frem til den gule sti og den ad den. Der holder en bil ved stien. Lidt nede af stien spørger nogle jeg møder om jeg vil se bisonerne, for de er lige derinde i lysningen til højre. Ganske rigtigt jeg ser én af dem tydeligt, men om jeg havde set den, hvis ikke de havde sagt noget, ved jeg ikke. Der er åbenbart fri leg ligesom forleden. De fleste ligger ned. Nogle bevæger sig lidt rundt.

 

Man vender.... ...og drejer sig


Jeg traver lidt frem og tilbage på stien og venter på, om de mon skulle bryde op? Da der ikke synes at ske noget beslutter jeg at køre en tur rundt og komme ad den gule sti fra den anden side. Henne omkring Svinemosen møder jeg på skift nogle par, der ser ud som de er på bisonjagt og jeg fortæller dem, hvor de er. Da jeg nærmer mig stedet fra den anden side er der nogle flotte spor i mudderet på stien, som er lige lovlig mudret. Da jeg endelig når stedet, ser jeg kun én bison og netop som jeg passerer bestemmer den sig for at brage ind gennem budskadset. Det går sandelig ikke stille for sig. De plejer at være mere forsigtige med, hvor de træder. Nogle tilstedeværende mener, det måske var mig der skræmte den, men det tror jeg nu ikke på. Så tæt var jeg ikke på den. Efterfølgende bliver jeg klar over, at den nok pludselig var blevet bevidst om, at flokken var forsvundet, og så er det jo bare om at følge trop - når man er et flokdyr. Kort efter ankommer de to par jeg havde givet tippet. Desværre må vi meddele at de netop er forsvundet ind i skoven. Det ene par bor i Rønne og har aldrig set dem, det andet så dem i går nede ved Svinemosen. Da jeg kommer op til asfaltvejen ser jeg at der sker noget længere tilbage. Der holder 3-4 biler i vejsiden. Vi havde også talt om, at de muligvis kunne have taget retning så de ville krydse vejen.
 

Det synes at være netop, hvad der var sket. De havde været næsten helt fremme ved vejen, men så var de blevet skræmt, muligvis var det hestene, der fornylig er begyndt at gå i en mindre indhegning, der skræmte dem. Nu står de længere inde i skoven, men man kan tydeligt se dem. Det ene af de to par nåede at se dem tæt på, det andet ankommer først lidt efter, men når dog at se dem, før de lidt efter bevæger sig længere ind i skoven.
 

Det er tid til at køre hjem.

[FORRIGE]  [NÆSTE]