Af en bisonjægers dagbog 8


[HOME]

Af en bisonjægers dagbog 1

Af en bisonjægers dagbog 2

Af en bisonjægers dagbog 3

Af en bisonjægers dagbog 4

Af en bisonjægers dagbog 5

Af en bisonjægers dagbog 6

Af en bisonjægers dagbog 7

Af en bisonjægers dagbog 8

Af en bisonjægers dagbog 9

Af en bisonjægers dagbog 10

Af en bisonjægers dagbog 11

Af en bisonjægers dagbog 12

Af en bisonjægers dagbog 13

Af en bisonjægers dagbog 14

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]



Det er en smuk dag i det nye år. Efter endnu en gang vindstød af stormstyrke, så hurtigfærgen var aflyst og jeg måtte med den gamle færge, har vinden lagt sig noget og solen skinner fra en næsten skyfri himmel.

Jeg må op og se til mine venner. Det er der andre, der også har besluttet. Det er nemlig søndag og det er tydeligt, at bisonskoven er blevet lidt af et tilløbsstykke.

Jeg satser på at de er ved Svinemosen - og for en gangs skyld tager jeg ikke fejl. De står ude i rydningen. Og en større gruppe mennesker, der er på vej tilbage derude fra spørger jeg, om de er begyndt at lægge

 foder ud til dem? Ja, det er de.

Det er både godt og skidt. De er selvfølgelig nemme at lokalisere, men det er til gengæld svært at komme tæt på uden at genere dem.

Den gule sti, der fører gennem rydningen er fuldstændig kørt i smadder af den traktor, de bruger til at køre foderet ud. Jeg efterlader cyklen og begiver mig derhen af delvis uden for stien. Heldigvis er det omkring

 frysepunktet, så mudderet er nogle steder til at gå på. Der er tilsyneladende 2 store halmballer, hvor der står 2 ved den nærmeste og resten af flokken er ved den fjerneste.

De er meget roligere. Under normale omstændigheder må de trods alt bevæge sig lidt fra tid til anden for at få noget at spise. Her er det hele serveret - så at sige indenfor æde afstand.

 

Her er så de to.... ....og én i nærbillede

 

 

Jeg forlader den gule sti og følger traktorsporet lidt længere frem, hvor jeg finder et sted at stå og tage nogle billeder. Den nærmeste bison har observeret mig. Når jeg bevæger mig videre frem stirrer den i min

 retning. Altså skal jeg ikke tættere på. Jeg finder en gren på en træstub, hvor jeg kan støtte kameraet. Jeg har 30 x zoom i dette nye kamera. Det er mere end hvad praktisk er. Man kan simpelthen ikke holde det

 stille nok til at få skarpe billeder. Men hvis jeg ikke zoomer helt ind og i øvrigt har støtte, giver det rimelige billrder - døm selv. Jeg står vel på 30 m's afstand.

Så går jeg tilbage til den gule sti og videre af den, for at få nogle billeder fra en anden vinkel. Der er kommet 3 personer tværs over området og de har med besvær forceret åen og står vel på samme afstand som

 mig. Én af dem giver sig så målbevidst til at gå videre frem mod dyrene. Han går for tæt på, tænker jeg, og i det samme er den én, der fløjter og råber: "For tæt på!" et sted langt bag os. Nå - det var vi nok enige om.

Så vender jeg mig ellers og går tilbage ad den gule sti til cyklen.

 

 

 
Man kan dårligt skelne bison fra halm... ....men bortset fra én på mellemhånd er resten her

 

 

 

Omkring fugletårnet snakker jeg med et ældre ægtepar, som jeg også vekslede nogle ord med oppe ved parkeringspladsen. Alle fortæller næsten enslydende historier om, hvordan de de første mange gange ikke

så skyggen af en bison, men senere har set dem i det mindste flere gange. Og så udveksler vi ellers vores bedste oplevelser i bisonskoven. Han har en gang haft barnebarnet med, og de lå i græsset ganske tæt

på uden at være blevet opdaget og kunne høre dem pruste. Bagefter havde han spurgt barnebarnet, om han ikke var bange - Næh... Men morfar var bange, kan du tro - meget bange....

Det kan jeg levende sætte mig ind i.

 

 

 

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]