Bremen - Espelkamp


  

[HOME]

  1. København-Lübeck

  2. Lübeck-Holm/Seppensen

  3. Holm/Seppensen-Eversen

  4. Eversen-Bremen

  5. Bremen

  6. Bremen-Espelkamp

  7.  Espelkamp

  8. Espelkamp

  9. Espelkamp-Celle

  10. Celle-Lübeck

  11. Lübeck-København 

  

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev 6

 

Fredag 11.05.12

Jeg sover dejligt... Klokken 4 vågner jeg dog og ligger og hoster en times tid, men sover så videre til kl.7. Nori og jeg snakker videre under morgenmaden. Jeg får flere detaljer fra hans tur i Peru, Bolivia og Chile. Vi har begge været i Macchu Pichu, Copacabana på Isla del Sol i Titicacasøen og han var også på en kort tur i Chile hvor vi begge var i Calama. Han var dog ikke på cykel her men bare med rygsæk.
Jeg får aldrig spurgt, hvor gammel han er. Disse japanere ser unge ud. Men han har været lærer længe nok til at spare penge op til flere rejser. Han var på cykel New Zealand rundt med sin veninde i januar og februar i år, og nu altså fra Paris til Turku i Finland. Finland har han været i før. Og Australien, heller ikke på cykel. Han skal op igennem Jylland og med færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Jeg fortæller ham om hærvejen og vandskellet og på hans kort er der nogle grønne strækninger, jeg foreslår ham at tage. Jellinge-stenene er han meget interesserede i. Mere end 1000 år gamle... Og teksten om at her hviler Harald... som samlede alt Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Jeg fortæller ham også om stedet - i Tinnet Krat vistnok - hvor både Gudenåen og Skjernn Å udspringer.
Mens vi stadig spiser, kommer Ingo for at sige pænt farvel. Måske ses vi?

 

Jeg går med ned og ser Nori laste cyklen. Han lever på alle måder minimalistisk. Kun to tasker bagpå, telt og ekstra vandflaske på bagagebæreren. En fortaske der nærmest skal bindes fast og hvor han sætter låsen om til sidst. Han ser med interesse på mine TO flaskeholdere, for ikke at tale om beslaget til fortasken, der bare klikkes på.
Omsider er alt gjort fast og jeg får et billede af ham udenfor JH. Det er allerede blevet vemodigt at sige farvel...

 

Min japanske ven klar til afgang Parken på den anden side af banegården



Så laster jeg cyklen i cykelrummet, chekker ud og sætter mig til at skrive...

Imens kommer Ingo endnu engang forbi i forhallen og jeg spørger lige til Rhodonendron-parken. Men den er lidt for langt væk. Men på den anden side af banegården er der en park, der også er et besøg værd. Hvor alle de søfarende hjembragte træer til. Det må være passende at spise frokost der, inden jeg tager toget kl.14.19.


Med byen i baggrunden... ...og planterne i forgrunden

 

Bürgerpark er virkelig et besøg værd. Det første indtryk er lidt som Dyrehaven, jeg må dog skuffet konstatere: "Bitte die Wiesen nicht betreten". Jeg finder et sted ved noget der hedder Emma See at spise frokost. Der er masser af bænke, men næsten ingen mennesker.
Cykler videre rundt. Den er stor. På en bro er et brudepar ved at blive foreviget. Der er vand i en kreds rundt om et stort midterafsnit i parken og et sted kan man leje både. Et andet sted er der en lille zoologisk have. Ikke med indgang og sådan, det er bare en del af parken. Det er ikke sjældne dyr, men nogle Alpaca lamaer har jeg aldrig set før. Mørkebrune, krøllet pels og unaturligt lange bøjelige halse.
Kører tilbage til banegården. Det er bedst at have tid til at orientere sig. Jeg forstår på ham i informationen, at jeg godt kan få cyklen med ind i toget med bagagen på, men derinde skal jeg nok tage den af, afhængig af hvor mange cykler der er. Vi får se... Nu har jeg fundet ud af hvilket spor jeg skal køre fra.
Toget der kører 14.09 har lutter smalle døre og jeg ser ingen skilte med cykler, så jeg forbereder mig på det værste, tager rygsækken på og kan nu fjerne taskerne på et øjeblik. Da kommer som sendt fra himlen en togdame. Fahrradmitnehmen? Det er afsnit D. Og det viser sig, at vognen er stort set af samme type som i Nykøbing toget, jeg efterhånden har været med et par gange. Ingen problemer overhovedet.
Vi er 3 minutter forsinket i ankomsten til Nienburg, hvor jeg skal skifte, så der er ikke meget tilbage af de 7 min til at komme ned med elevatoren og op på det næste spor. Heldigvis er der en ældre mand med elevatoren, der kan bekræfte, at det ER det tog, jeg har gættet på, der kører til Herford. Også i dette tog er cykelindstigning intet problem. I enden af toget - igen. Erfaringen er altså, at har man købt billet til et tog og sagt, man har cykel med - så er der
ingen problemer - højst kan der være for mange cykler - som i DK.
I Minden, hvor jeg står af, finder jeg straks Rathaus Cafe og får en cappucino og et stk. Sachertorte. Mindre kan ikke gøre det. Det er kun LIGE jeg kan spise op!


Weser løber syd - nord her så den er god at orientere sig efter. Jeg kører bare ud af byen i den retning, jeg mener må være den rigtige, så finder jeg en hovedvej, der fører mod Espelkamp. Let nok. Eneste gang jeg bliver forvirret, er da jeg har vist mine hjemmelavede kort fra Goggle Earth til nogle håndværkere og spurgt dem, hvor jeg er? Da er de galt på den, men straks efter kommer et vejkryds, der sætter det hele på plads. Og straks efter kommer jeg til "Auf der Horst". Jeg mener det er nr.4, men kan ikke se noget nummer på den første gård og da jeg er inde og se på døren på den anden side står der et andet navn. På den næste gård spørger jeg en dame, og får bekræftet, at det VAR den første. I det samme hører jeg Eberhard råbe....

41,3 km

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]