Dag2 - Mål: Rheinstorf nær Lüneburg


[HOME]

Intro

Første samling

Vintertræning

Forårstræning

Dagen før dagen...

Dag 1 til Bentwisch

Dag 2 til Rheinstorf

Dag 3 til Hotel Seeblick

Dag 4 til Haus Duden (Wesel)

Dag 5 til Liège

Dag 6 til Sedan

Dag 7 til Essômes sur Marne

Dag 8 til Paris

Dag 9 i Paris

Dag 10 Hjemturen

 

[

TILBAGE]   [NÆSTE]

 

Jeg rekapitulerer lige fra i går:
"Og så talte han til én
og så sov han som en sten
og så peb hans næsefløje...."
Det er min værelseskammerat Thomas jeg hentyder til. Mens jeg sad og kæmpede en sidste gang med computeren, gjorde han som i ovenstående revyvise og det peb virkelig i dur og mol. Da jeg selv lagde mig ikke længe efter nåede jeg lige at overveje om jeg virkelig skulle gøre brug af de ørepropper, der var stillet til rådighed. På hver hovedpude lå der to små plastikposer med farvede dimser. Den ene var vingummier den anden ørepropper. Udover formen var det reelt umuligt at sige hvilke der var hvilke. Jeg spiste ingen af dem, så jeg ved endnu ikke hvordan ørepropper smager... Inden jeg havde besluttet mig, var jeg faldet i søvn....
 

Morgenmad kl.6 men den store taske skulle gerne være pakket og stillet ud til lastbilen inden 6.45, så der var lidt  stress på.
Efter sigende lød vejrudsigten på ingen regn, så jeg satte ikke min skærm på, hvilket jeg straks efter fortrød, eftersom det begyndte at regne lige før vi kørte. Nå, det blev ikke til så meget. Vi kørte nordud gennem Rostock for at finde vej 105 til Wismar. På et tidspunkt var vores gennemsnit 25,2 km/t, men det blev der siden lavet om på.
 

Efter første depot - altså ved omkring 50 km - blev mit trækkerhold kaldt frem. Trækkerholdene består af 6 ryttere som skiftes til at føre. Jeg startede heldigvis forrest til højre, vi kører jo to og to. Det betød at jeg kun skulle ligge forrest indtil første skift, eftersom ham forrest til venstre så trækker ind foran mig, mens de så rykker frem i venstre række. Men jeg havde lige nået at kværne 2 sandwich ved depotet, det var ikke nogen god cocktail med at ligge forrest. Jeg var hurtigt ved at miste pusten - men jeg holdt ud - og de næste gange havde maden fået sat sig nok
til at der ikke var nogle problemer - ikke alvorlige i hvert fald.
 

Jeg husker ikke hvornår vi blev afløst, men afløst blev vi. Til gengæld havnede jeg næsten bagest og det var næsten værre. Vi var stadig ude på åbne område i en modvind, der kun var lidt svagere end i går. Særlig op ad bakke arbejde elastikken på fuld tryk. Med det mener jeg, at farten foran går ned, hvorefter der bliver dannet en meget tæt klump. Så sætter alle de bageste selvfølgelig farten ned, hvorefter der omgående opstår huller, der skal køres op. Og jo længere tilbage du befinder dig, jo flere huller skal der køres op. Når det så oven i købet går opad, er det ingen spøg!!
 

Senere blev det værre. Der kom åbne stykker med sidevind. Hvis man følger med i cykelsport, vil man have hørt om sidevind. Så længe vinden til en vis grad kommer forfra yder de forankørende en vist læ, men ved vind fra siden, er alle lige ubeskyttede. Og når trækkerholdet så ynder at køre 34 km/t i de åbne områder, bliver man udfordret. Og så tillader de sig ovenikøbet at sætte farten ned til 28 km/t, når vi kommer ind i læ i skoven.... Der er noget jeg ikke forstår...?

 

Før disse prøvelser var der "rigtig" mad depot, hvor de havde lavet varm mad. Selv om jeg må indrømmer at det havde udseendet imod sig, smagte det vidunderligt. Og så var der campingstole til at sidde i!!!! Med kop/dåse holder. Der er virkelig mange stjerner til dem på service siden. Det gælder også mekaniker bilen, der er fremme med et nyt hjul på nul komma nul.
 

De afsluttende 30 km kørte vi på godt en time. Jeg kom til at køre ved siden af Lea og på en eller anden måde kom jeg til at begynde på historien om oldemor fra Norge og hendes farfar, der jo viste sig IKKE at være barnebarn af skarpretteren. Det er jo en ret kompliceret beretning, så det gik det meste af tiden med. Vi fik dog også lige vendt, hvor hun havde sine brune øjne fra - nemlig en omvandrende tømrer fra Spanien - og hvor efternavnet Wermelin stammede fra. På den måde kom vi i mål uden at tænke meget på træthed og ømme ben. (Mine ben bliver nu ikke ømme, de blive bare "tomme", hvor med jeg mener, at de ikke rigtig evner at træde hårdt mere.

 

Vi befinder os nu i Reinstorf i nærheden af Lüneburg. Værelset er nærmest en suite med en lille sofaafdeling. Eneste ulempe er at det er på 2. sal og L A N G T nede af en gang. Jeg har nået at tage bad, rense cykel, smøre kæde og se afslutningen på dagens etape i Tour'en. Det nåede vi desværre ikke i går, hvor de afgørende ting åbenbart skete...?
 

Klokken er 18.30. Nu skal jeg ned og høre om de har W-LAN her, så jeg kan få det lagt på bloggen.
 


203 km

 

[TILBAGE]   [NÆSTE]