Rejsebrev 1
Onsdag 20.07.11
Så sidder jeg i toget på vej mod Offenburg i Sydtyskland. Det var ikke
lige til at se på toget, hvor cyklen skulle ind, men jeg fandt det da.
Snakkede med et fransk par med en tandem. De havde ikke reservation til
cyklen, men det lykkedes dem at købe billet til den i toget - nå så det
var bare sådan man skulle havde gjort...
Det er ikke nemt at få cyklen ombord. Det er bare en alm. gammeldags
togdør, så al bagagen må af først, og op ad trin skal man...
Jeg sætter mig med franskmændene i en kupé. De har været det meste af
Danmark rundt. Campingpladsen i Hillerød var den bedste de oplevede.
Bare så I ved det.
Da billettøren kommer, fortæller han mig hvor jeg skal sidde. Det var
ikke den vogn og det nummer, jeg troede - det var cyklens. I liggekupéen
sidder der en familie bestående af far, mor og datter. Moderen er mørk
og datteren omkring 13. Faderen spørger, om det gør noget, at datteren
læser højt af Harry Potter? Nej, siger jeg, det bliver bare lidt
ligesom, da jeg fløj til Sydamerika, hvor jeg så min første Harry Potter
film - i flyet. Datteren læser på engelsk - hun er god. Familien er
nærmest tosproget via moderen. Søde mennesker.
Da "damerne" er forsvundet i spisevognen, kommer jeg til at snakke med
faderen. Han har læst sammenlignende sprogvidenskab i østasiatiske
sprog, nærmere bestemt: altai, koreansk, japansk og kinesisk. Han kan
tale koreansk og læse kinesisk. Han fortæller, særlig om kungfuciamisme,
og jeg får sat nogle af mine kinesiske oplevelser yderligere i
perspektiv. Jeg tror i det store og hele at mine opfattelser er rigtige,
men det er fantastisk at få dem bekræftet af en ekspert. Han er i det
hele taget en interessant person. Har undervist på uni i mange år, men
er desværre arbejdsløs i øjeblikket. Sverige er ved at sætte kinesisk på
skoleskemaet i grundskolen, fortæller han. Det er nok den vej, det
kommer til at gå i Europa. Og det bliver i fremtiden formodentlig os,
der mere kommer til at nærme os kinesisk værdier, end omvendt.
Vi står og snakker ude i gangen på vej ned gennem Jylland og jeg synes
endelig, jeg forstår Kina ved at snakke med en - dansker.
Senere, da papa og datteren er i spisevognen, snakker jeg med moderen.
Hun er amerikaner og de har åbenbart mødt hinanden i New York og så er
hun flyttet herover for - jeg tror hun sagde 26 år siden. Hun har talt
mest engelsk med den ældste datter, men den yngste - som er hende, der
er med - synes de skal tale dansk, særlig når veninderne er der.
Det bliver ikke nogen god nat. Vi holder en evighed i Hannover uden at
jeg endnu har sovet. En højttalerstemme advarer med mellemrum om, at der
kommer gennemkørende tog.
Senere falder jeg dog hen og hører ikke, da togmanden banker på og
forkynder, at det bliver Frankfurt om 20 min., der skal familien af og
videre med et andet tog.
2.94 km (til Birkerød St.)
Torsdag 21.07.11
Det er en diset grå morgen. Jeg ser ud i en række gårde med små
værksteder. Den første bil har M - München, men så kommer der F for
Frankfurt, men utrolig mange OF'er. Er det mon Offenburg, hvor jeg skal
af? Men der skulle være 2 tim igen? Forklaringen kommer, da vi langsomt
ruller igennem en banegård: Offenbach (Main) - vi mangler altså lidt
endnu. Jeg ser en enkelt tårnagtig bygning rejse sig i disen, men den
skyline man lige kan få et glimt af fra motorvejen, er der ikke noget
af.
Her kl. 7.30 er solen ved at bryde igennem, og det ser ud til at blive
den solrige dag, DMI havde forudsagt i går.
Vi holder i Mannheim, hvor der står, at vi er 10 min forsinkede. Efter
at være kørt igennem en lang tunnel, dukker vi igen frem parallelt med
motorvejen. Den motorvej jeg har kørt på så mange gange på vej mod
Mulhouse og sommerferien i Frankrig.
Nogle bølgende bakker begynder at kunne ses ovre mod venstre, og her
hvor vi har standset i Karlsruhe er der ingen tvivl: det er Schwarzwald.
Straks efter kommer en togdame og fortæller, at næste gang er det
Offenburg - og vi er ikke forsinkede - altså 8.56!
Jeg er i god tid nede og prøve at få min cykel ud af holderen. Det er
ganske rigtig ikke let, de står som sild i en tønde og forhjulene er
ligesom inde i en krog. Jeg må have den yderste til højre ud først - så
går det. Og ind med den igen. Så er jeg klar og går ned for at hente de
tasker, jeg har haft med mig i kupéen.
Bagagen er anbragt i nærheden af døren, cyklen står klar langs væggen
til at blive mingeleret ud, og vi tordner af sted med det flade Rhinland
til den ene side og Schwarzwalds bakker og toppe til den anden.
Når man er vant til bare at trykke på en knap, er disse gammeldags tyske
døre ikke så ligetil, men jeg finder da ud af, at man skal trykke til på
døren samtidig med, at man drejer håndtaget som beskrevet. Og ud kommer
jeg - med cyklen - og ind igen efter bagage - og ud - og ind efter det
sidste, og så står jeg og cyklen dér og bagagen ligger kastet rundt på
perronen.
Snart er jeg klar, og inden længe sidder jeg i et Bäckerei med en
cappucino og en sandwich med ost.
Senere er jeg så letsindig at vise mit kort til bagerjomfruen og spørge,
hvordan man finder den røde cykelrute? Det overstiger tydeligt hendes
evner, men hvordan jeg kommer imod Ortenberg, en af de første byer,
mener hun nok at vide.
Som det første skal jeg besøge Angela og Johannes i Alpirsbach. Angela
kender jeg fra Kina. Johannes er kæresten og de var begge at besøge mig
på Bornholm sidste år. Jeg ringer til hende som aftalt, og siger at jeg
mener at være fremme ved 16-riden.
I lighed med oppe ved Berlin er der forvirrende mange cykelruter og
tilsvarende skilte, det bliver dog efterhånden klart, at det er
Kinzigtal jeg skal følge og ruten forsvinder og dukker op på forvirrende
måde, men byerne på kortet hjælper mig på rette vej hovedsagelig på
cykelvej/sti.
 |
 |
| På vej... fra det flade land til Schwarzwald | Der var MEGET favorable ordninger for solceller |
Det har været fint sommervejr indtil videre, men efter nogle timer
begynder spredte dryp at indfinde sig, og det ender med at regne - ikke
meget, men dog...
Jeg holder ind ved en Aldi... og provianterer lidt. Scoop'et er en tysk
udgave af St.Albray til 2€. Den koster over det dobbelte derhjemme.
Så sidder jeg i tørvejr udenfor og spiser frokost - desværre ser regnen
ud til at fortsætte.
Det regner ikke SÅ meget, så jeg kører. Beslutter mig for ikke at tage
regnovertrækkene til taskerne på. Vi må se, hvordan det går uden...
Regnen tager lidt til. Inden så længe kan jeg mærke vandet gå gennem den
nylig imprægnerede regnjakke. Den er vist også fra 94... Må købe en ny,
når jeg kommer hjem. Jeg undlader også at tage regnbukserne på - de er
for varme og ubehagelige at køre i - så cowboybukserne er efterhånden
gennemblødte.
Det regner nu lidt mindre og jeg begynder at tørre, men vejen... Jeg har
skrevet en liste over de byer, jeg skal igennem, men cykelstien følger
ikke hovedvejen helt... Jeg skulle nødig køre op i en forkert dal...
Det er præcis hvad jeg gør. Jeg begynder at undre mig over, at ingen af
byerne fra listen står på de få skilte, jeg møder. Der kommer nogle
gamle mænd - min alder? - imod mig på MTB's. Jeg får standset dem og
spørger? Jeg er på gale veje! Jeg skal tilbage! Én af dem skal i min
retning, så på et tidspunkt skilles vi fra de andre, og jeg følger ham.
Hvor langt nåede jeg? 4-5 km vil jeg tro - altså næsten 10 km ekstra.
Hvordan gik det til? Jeg skulle være svinget til højre over en bro over
floden, have kørt lidt tilbage og svinget til venstre. det lagde jeg
ikke mærke til. Jeg tror ikke der var noget skilt!
Nå, sket er sket. Nu er jeg på rette vej og siger farvel og tak til min
følgesvend nogle km senere. Nu skal jeg bare blive ved så passer det med
kl. 16 som jeg sagde til Angela.
Så sker det! Pschyschhh! Fladt baghjul. Det regner stadig, så det er
heldigt, at det er lige ved en Imbiss: "Tina's truckstop". Der er noget
halvtag jeg kan stå i læ under.
Af med bagagen. Af med baghjulet. Ud med slangen. Hullet er for stort
til at lade sig diagnosticere. Luften siver ud så hurtigt som jeg pumper
den ind. Ekstra slangen! På med den. Føler omhyggeligt i dækket - der er
intet. Må have været et stort opretstående søm? Der er heller ikke noget
uden på dækket.
Klar igen. Så tager jeg lige en cappucino hos Tina. Hvor langt er der
til Alpirsbach? 15 km mener hun. Så behøver jeg ikke at ringe, jeg er
der lidt over 16.
Jeg kører 15 m. Pschyschhh! Nøjagtig det samme. Nu sidder jeg (står) i
suppedasen. Helvedes også...
Jeg ringer til Angela og forklarer situationen. Det ender med at hun
tilbyder at komme og hente mig. Hun mener cyklen kan være bag i bilen,
I mellemtiden lykkes det at lokalisere revnen i slangen - den første -
det er det talkum, der er indeni slangen, der fører mig på sporet. En
revne på en halv cm. Kan en alm. lap klare det? Det ser ud til at
lykkes.
Hun kommer, jeg tager forhjulet af og vupti er cykel og alt grejet inde
i bilen og vi kører til Alpirsbach.
For lige at give et overblik: Angela har boet i huset sammen med
morfaderen indtil han døde for 2 år siden. Så boede hun der alene en
tid. Nu læser hun i Konstanz og kommer kun i weekenderne, hvor hun dog
mest bor sammen med Johannes hos ham, hvor han har lejet sig ind. Han
har lige købt et stort hus - en tidligere børnehave - som han er ved at
restaurere og ombygge fra bunden af. Så det er et STORT projekt. Planen
er at færdiggøre 1.salen først og leje den ud, mens underetagen bliver
færdig så de engang? kan flytte ind sammen. Moderen kommer også og ser
til huset, altså det andet og sover der nogle gange. I nat skal jeg sove
der alene. Vejret er ikke til prøveopslagning af teltet.
Johannes kommer hjem og vi spiser sammen. I mellemtiden er moderen, der
også har været her, taget hjem til Donaueschingen små 50 km væk.
56.75 km distance
16.3 km/t gn.snits fart
36.2 km/t max. fart
3:28:32 tim tidsforbrug