Rejsebrev 17
Lørdag 06.08.11
Vejret ser bare gråt ud. Som ud af ingenting begynder det at regne
straks jeg har været ovre at sætte mine linser i.
I løbet af et kvarter holder det lige så pludseligt op.
Skal man begå sig i Tyskland skal man have styr på floderne. Min nye
tyske ven, der ligger her ved siden af, er fra Minden. An der Weser,
siger han opklarende.Og hvordan er det så lige med Elben, Oder, Weser,
Main, Rhinen og Donau for nu lige at nævne dem jeg kan komme i tanker om
og ikke helt ved hvor løber, bortset fra Rhinen og Donau. Han er ellers
ret tavs. Direkte adspurgt indrømmer han, at han er på vej til Istanbul.
Ah, du auch, siger jeg. Nå så bagermesteren og hans ven er også på vej
dertil, siger han overrasket.
Klokken er 8.10 og jeg er klar. Det skulle blive 30 grader i følge
tyskeren, så det er bare om at komme af sted mens det er køligt.
Det er en kort opstigning til broen over til venstre bred - desværre.
Jeg har sikkert sagt det mange gange, men denne er den værste stigning.
Måske fordi det er fra morgenstunden. Lungerne hænger mig ud af halsen
det sidste stykke - men op kommer jeg.
Kører et godt stykke med en tysker fra München, der snakker godt
engelsk. Han drømmer om at køre Passau-Wien i ét stykke. Nåede denne
gang kun til Melk. Folk har skøre drømme, men det skal man da ha' ikke?
 |
 |
| Beyer's kaffeerosterei. Klasse! | Krems. Den unge mand til venstre er Eberhard - den tavse |
Han standser ved en kirke, og jeg kører videre. Møder min tavse ven igen
i Krems. Der er et sted lidt fremme, hvor de har super kaffe, fortæller
han. Rister selv, man kan få hvad man vil have. Det prøver jeg -
etiopisk. Vidunderlig. Manden har haft butikken i 60 år og er selv 80,
hvis ellers jeg har forstået hans tyske korrekt. Men han gør sig umage,
når han snakker til mig, kan jeg høre. Af det hen siger til de lokale
forstår jeg ikke meget. Han skulle lære russisk i skolen efter krigen,
området var under russerne - det vidste jeg ikke. Han husker
tilsyneladende ikke hvornår de forsvandt. Min tavse ven kommer forbi, og
ser at jeg sidder der, min cykel - let at kende på den rodede oppakning
- står jo udenfor. Senere er han der igen og er blevet mere åbenmundet.
Han har jo været af sted en uges tid fra Minden (an der Weser) og
trænger vel til at snakke. Det er fint nok, i tempo passer vi fint
sammen.
Så vi følges fra Krems og videre frem. Vi holder en pause et sted, hvor
Feuerwehr laver Ziller konkurrence på floden. Zille er et østrigsk ord
for båd, de nærmere krav til denne type kender jeg ikke, men der findes
også motor ziller. Han er henne og finde noget kraut i en bod. Senere
laver vi et coffee break et andet sted. På det tidspunkt er han begyndt
at gå mig lidt på nerverne, eller rettere: det er anstrengende at skulle
lytte til hans hurtige tysk hele tiden. Det siger jeg til ham, men det
siver ikke ind. Han snakker videre.
 |
 |
| Tilskuerne... | ...og kombatanterne |
Efterhånden kan jeg se, at jeg skal til at skynde mig, hvis jeg skal
være fremme ved Markus og Berni kl.18. Ganske vist får jeg en sms om at
dørklokken ikke virker, så jeg skal ringe når jeg er der, hvad der giver
mig lejlighed til at justere tiden til 18.30. Men også det bliver
hurtigt for tidligt.
Endelig kommer vi til et punkt, hvor vi må tage afsked. Han skal videre
langs Donau til campingpladsen, og jeg skal ind til et sted bag centrum,
Gablenzgasse. Vi får taget afsked på behørig vis.
Jeg spørger den første den bedste efter Gablenzgasse. Ganske vist har
jeg et kort over Wien med, men på cykel i en fremmed hovedstad? Man kan
ikke få hjælp nok. Og jeg er heldig - eller har jeg blot endnu engang
foretaget den helt rigtige vurdering? En sportstrænet mand på MTB på
35-45 år. Jo, han ved det, han skal ikke HELT så langt selv, men jeg kan
bare følge ham. Jeg halser efter, men mærker hvordan disse uger på
cyklen har givet mig uanede kræfter. Han spørger hvor gammel jeg er, og
tvivler på svaret. Det gør jeg også selv.
Jeg siger mange tak og giver ham hånden, da vi må skilles, men da ved
jeg allerede, at Wien er delt op i "bezirge" og at Ganzlergasse er i 16.
og 15. bezirg. Jeg skal bare følge u-bahn fra 18. hvor vi er nu, gennem
17. til 16. hvor den på et tidspunkt kommer på højre side. Og bezirg
nummeret står på gadeskiltene. Det går perfekt, men der er længere end
jeg ville have troet, men endelig kommer jeg til 16. Og endelig til en
gade uden navn. Jeg spørger omkringstående om ikke dette er Ganzlergasse?
Jo! Desværre er den ensrettet den anden vej så jeg må køre på fortovet
hele vejen til nr.33. Ankommer 18.35. I did it! Ziel erreicht! Markus
ich bin hier. Ganzlergasse 33! Og Markus kommer ned med den lille på
armen. Dejligt at se dem!
 |
| Den nytilkomne - Maximillian |
124.22 km
17.6 km/t
33.2 km/t
7:02:52 tim