Endelig - i andet forsøg: Skt. Stephans Dom


   [HOME]

  1. København-Alpirsbach

  2. Alpirsbach

  3. Alpirsbach

  4. Alpirsbach-Tuttlingen

  5. Tuttlingen-Lindau

  6. Lindau-Feldkirch(A)

  7. Feldkirch-Landeck

  8. Landeck-Innsbruck

  9. Innsbruck-Zell am Ziller

  10. Zell am Ziller-Zell am See

  11. Zell am See 

  12. Zell am See-Pffarwerfen 

  13. Pffarwerfen-Tuttmoning

  14. Tuttmoning-Passau

  15. Passau-Linz

  16. Linz-Melk

  17. Melk-Wien

  18. Wien

  19. Wien

  20. Wien

  21. Wien

  22. Wien-København

  

[FORRIGE] [NÆSTE]

 

Rejsebrev 19

 

Mandag  08.08.11

Markus skal på arbejde, det er jo mandag. Jeg fik vasket mit tøj i går aftes, og det hænger her på et tørrestativ og er næsten tørt.
Jeg skal have tørret teltet, så jeg går ned i gården og ser hvordan jeg kan få det slået op. Men der er en masse tørresnore og jeg tager inderteltet fra, og får det hele op at hænge. Det fylder også det meste af gården.

Et bezirg svarer til en kommune, der har en styrelse af en slags. Jeg spurgte Markus hvor mange bezirge der var? Det vidste han ikke. Mange. Alt for mange, det var for dyrt. Alene her i Wien er der omkring 25. Bilnumrene knytter sig også til bezirget, sådan at "hovedstaden" lægger bogstaver til starten på nummeret - i stil med i Tyskland. Citroën'en her har f.eks. nummer der starter med MA for Marienbach. Og så er der et våbenskjold, der fortæller hvilket bundesland den hører til i. I dette tilfælde Burgenland.
Men det er megen administration med alle disse länder og bezirge.

Da jeg har tænkt mig at tage af sted på cykel rundt i byen for at få et overblik og besigtige Stephans Dom, som jeg ikke fik set sidst, ser jeg ned på gaden, den er vel tør nu? Det første jeg får øje på er en paraply. For sytten da, det regner. Det er denne silende østrigske regn. Teltet er for længst mere vådt end det var fra starten. Det må bare blive, hvor det er. Det eneste jeg gør er at forhindre at der samler sig søer.
Det er det sædvanlige: man ved aldrig hvornår det begynder - eller hvornår det holder op.

Omsider tager jeg mig sammen og kører. Regnen siler ned, det er ikke lige nu, jeg har lyst til at standse og se på kort. Men hvis jeg husker ret, må jeg komme til Ringen, hvis bare jeg følger Ganzlergasse og dens fortsættelse - nu i den rigtige retning - og cykler må benytte busbanerne.
Da jeg er nogenlunde gennemblødt (skulle have taget regnbukserne på), standser jeg og det viser sig at Museumsområdet. Står i tørvejr i en port og ser i bogen om Wien, jeg har lånt af Markus og Berni. En grøn spaziergangs linje starter lige her henne - den følger jeg.

Nu står jeg i tørvejr igen - i en søjlegang. Det pisser ned rent ud sagt.


Paraplyernes dag Udsigt mod Riesenrad

 

Efter at jeg har bevæget mig imellem forskellige læsteder stilner regnen så meget af, at jeg cykler videre mod domkirken, Skt. Stephans Dom. Jeg begynder i den gale retning, så jeg kommer til at gå hele vejen rundt, før jeg kommer til indgangen. Jeg kan godt lide den grå patina den har indvendigt. Der er både noget beskedent og noget himmelstræbende over den.
Man kan komme op i tårnene og forskelligt andet for penge. Efter prisen at dømme er Nordtårnet det højeste, så det må jeg prøve, højdeskræk eller ej.
Jeg bliver som den sidste stuvet ind i elevatoren, og så kører vi ellers op akkompagneret af Eddie Cochran og hans Summertime Blues. Sådan kan Wien altså også være.
 


Ørne på taget Udsigt mod nord


Gangbroerne svæver vist nærmest i den fri luft, men det generer mig ikke. Der er en flot udsigt over Wien og det regner ikke mere!


Fiaker'e holder klar Flere paraplyer


Da jeg er kommet ned og går gennem døren ud i kirken, er der en mand, der sniger sig ind den vej, der er ellers ikke håndtag på døren. Hvor dybt kan man synke? Og jeg tror, han blev skuffet, for det er to forskellige døre i elevatoren man går ud og ind af nede.

Jeg vil på konditorei, men "Aida", som ligger lige ved hjørnet er lidt for sofistikeret. Kagerne er for små - og alt er lyserødt!
Jeg traver rundt, men finder ikke noget. Står og overvejer. Så opdager jeg en hund lige bag mit hoved, og da jeg vender mig er den båret af en pige. Hun må da være lokal? Ja, hvis jeg ikke synes Aida er noget, så er der længere nede af Kärntner Str. noget med et blåt skilt, men der er også "Oberlaa", som hun godt selv kan lide. Nede til højre skal jeg se efter "ein brunnen", altså "mit wasser", som hun siger. Da jeg ser det, forstår jeg at "brunnen" ikke betyder brønd men springvand. Og ganske rigtigt - "Oberlaa" mit doppel a - ligger der henne til højre.

Jeg får et stykke hindbærtærte og en stor mocca og prøver at forestille mig koppen til en lille - hvordan mon man holder på hanken? Jeg gider ikke deres cappucino med flødeskum som tilsyneladende er det sædvanlige her. Kaffen er god. Jeg sidder ovenpå, det er et hyggeligt sted, hvor der kommer alle slags mennesker. Ved siden af sidder der to unge mennesker, der vist mest er kommet for at snakke. En enkelt mocciato har de fået. Men de fleste er ældre og ligner ikke turister, det er trods alt heller ikke overfor domkirken.
Jeg begiver mig videre ud i Wien.
 


Pas på toget - når du GÅR Der tænkes store tanker


Jeg krydser Donaukanal, hvor Anne-Marie og jeg cyklede for 2 år siden, og kommer ind i Brigittenau (20. bezirg) Så når jeg Donau og på Floridsdorfer Brücke krydser jeg over Donauinsel til den venstre bred. Tager retning mod TV-tårnet eller Donau Tower, som det også hedder. Det ligger i Donau Park, der virkelig er et fredfyldt område. På en bedre dag vil der nok være mange mennesker, nu er der nogle ældre mænd, der spiller skak mod store plastikbrikker. Jeg venter længe på det næste træk, men må til sidst opgive - de bliver ved med at diskutere. Ved siden af parken skyder UNO-city i vejret. Foran er nye (dyre?) lejligheder blevet bygget med udsigt over floden og flere er på vej. Det kaldes Donau City.
Derfra er der en bro - med U-bahn - tilbage til højre bred.
 


Nok en paraply Riesenrad


Kommer forbi et andet vartegn - pariserhjulet - og må lige gå lidt rundt. Det er Wiens Dyrehavsbakke med "Welts höchste Ketten Karrusel", som jeg IKKE skal op i, og alt hvad vi også har: rutsjebaner, spøgelsestog, hestevæddeløb, skydetelte...

Prøver så at finde hjem. Desværre slår Donaukanal et sving her sydpå og snyder mig. Broen jeg kommer over går nærmest nord-syd og ikke øst-vest som de øvrige. Så jeg kører sydpå i stedet for vestpå.
Må bide i det sure æble og tage kortet og brillerne frem. På denne måde får jeg også lært den resterende del af Gürtel (den anden ring) at kende og hjem kommer jeg.

Netop kommet ind i gården begynder det at regne, og jeg får travlt med at få teltet, der igen er næsten tørt, ned og ind i en rodet bunke.
Markus er der allerede og Berni er ved at lave pizza - med noget grovere mel - hun havde glemt at købe det almindelige. Jeg ser nogle af deres Kina billeder senere.
 

[FORRIGE] [NÆSTE]