[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 3
Fredag 01.04.11
Længere end til kl.21 i går aftes kunne jeg ikke trække den, så jeg tørnede
ind - med det resultat, at jeg vågnede et kvart i to og spekulerede på, om det
mon snart var morgen. Så lå jeg ellers og øvede tysk med mig selv et par
timer. Jeg endte med at stille uret for ikke at gå glip af morgenmaden mellem
8 og 9.
Det havde jeg nu ikke behøvet. Kl.7.15 ringede Per Post og vækkede mig. Jeg
fortalte ham, at jeg var i Tyskland, som jeg havde sagt jeg ville være! Da det
åbenbart ikke var hans privat telefon, havde vi en hyggelig snak, selv om jeg
godt kunne høre, at han også skulle videre.
Der er ikke langt til Rheinsberg, der må siges at være første mål: 9 km. Det
blæser en halv pelikan fra siden, men der er nogenlunde læ i skoven.
Fra Rheinsberg drejer vejen videre mod Gransee, så jeg får medvind - en helt
ny og vidunderlig fornemmelse.
Jeg er altså forholdsvis hurtigt i Gransee, hvor der skulle være en “alte
stadtmitte”. Det skulle der også i Rheinsberg i.flg. Kortet, men jeg så den
ikke.
 |
 |
| Russisk mindesmærke for faldne | Mod Schulzendorf |
Men her passer det. Et temmelig langt stykke intakt bymur med forsvarstårne.
Absolut et besøg værd.
Herfra går B96 direkte mod Berlin, og den følger jeg. Desværre er landet
fuldstændig åbent og den halve pelikan er der endnu og kommer direkte ind i
siden på mig. Og der er ikke cykelsti og kun ét spor i hver retning, så det er
lidt af en prøvelse efterhånden som trafikken intensiveres mod Berlin. Der er
støvstorm ude på markerne omkring os. Jeg har stor glæde af det lille bakspejl
jeg har anskaffet, så er jeg klar hver gang en ny hale af biler skal udenom.
Nogle - få - venter pænt til der ikke er modkørende, men de fleste har ikke
tid. Nu har vejen også en rimelig bredde, men når de kommer med 80 km/t er det
ikke behageligt.
Jeg overvejer, at søge mod cykelvejen Copenhagen-Berlin som jeg har kort over
her i Brandenburg, men der er LANGT.
Altså holder jeg ud og når til Lövenberg, hvorfra der kun er 19 km til
Oranienburg og vanen tro, er der cykelsti det sidste stykke, ligesom der også
i de mindre byer jeg passerer, er gå/cykel fortov.
Jeg når frem og finder skiltningen til venstre mod Gedenkstätte Sachsenhausen.
I ankomsthallen er der nogle bagagebokse og jeg må have to af de store for at
få plads til alt mit habengut.
Da jeg har kørt min cykel hen for at bære bagagen ind, har jeg tænkt mig, at
lade den blive stående her udenfor. Men sådan skal det ikke være. En mand
fortæller mig ret bestemt, at den skal hen “um die ecke”. Ja, ja... “Ordnung
muss sein”
 |
 |
| Tysk mindesmærke for faldne | Husk "dødsmarcherne" |
Jeg sidder udenfor og spiser inden jeg går ind. Tænker jeg måske ikke har lyst
til noget bagefter.
Nogen fornøjelse kan man jo ikke sige det er, men meget bevægende. Særlig de
indledende posters ude på muren, hvor citater fra fanger fortæller om hvad der
sker til sidst i krigen. Hvordan de hvide busser kommer fra Skandinavien og
hvordan alle der kan krybe eller gå bliver sendt ud på disse “dødsmarcher”
ledsaget af SS-mænd. Lige indtil de møder amerikanske eller russiske
kampvogne.
Det passer fint med et afbræk i cyklingen og det skader i hvert fald ikke
endnu en gang at få understreget, hvorfor totalitære regimer skal afskaffes.
Længe leve det arabiske forår!
 |
 |
| Gedenkstätte Sachsenhausen | "Arbeit macht frei" |
Jeg er der nok næsten to timer. Så trænger jeg til at komme på cyklen igen. Da
den førnævnte cykelvej skal gå lige her i nærheden, spørger jeg efter den i
informationen. Den er helt sikkert længere end den lige vej ad B96, men hvis
jeg bare kan blive ført hele vejen uden at skulle andet end følge skiltene,
vil jeg alligevel komme hurtigt frem.
 |
 |
| Der er ikke så mange barakker tilbage | Vi må aldrig glemme... |
Altså finder jeg den. Så er det, jeg kommer i tanker om “die Himmels Pagode”,
en kinesisk restaurant, der er udformet som en kopi af “Temple of Heavens” i
Beijing, dog ikke i samme størrelse - større! Når jeg kommer i tanker om den,
er det fordi jeg pludselig ser, at jeg er i Hohen Neuendorf, hvor den skal
ligge.
Jeg spørger en mor med et barn. Hun kender den, men mener det er en halv time
på cykel i en anden retning, altså opgiver jeg den. Men cykelvejen fører mig
ud i en skov, hvor skiltningen bliver mangelfuld. Jeg finder dog, ved hjælp af
de forskellige kort jeg har ud af, hvad vej jeg skal, og på et tidspunkt
kommer jeg ved en station til et oversigtskort og ser, at B96, hvor den skal
ligge på, ikke er langt væk. En ældre mand på en MTB skal den vej forbi, så
jeg følges med ham. Han er den første, der har levet under det gamle DDR, der
uopfordret siger, at det er bedre nu end før. Ellers er det almindelige, at
der er fordele og ulemper ved begge systemer. Manden her arbejdede på et
stålværk i DDR-tiden. Nu er han 68 og på pension.
Jeg takker for følgeskabet og krydser vejen til pagoden. Jeg kan ikke komme
til at sidde sådan at jeg kan se cyklen, så jeg må ud og hente resten af
bagagen. Egentlig havde jeg bare tænkt mig en kop te - eller måske en kande.
Rigtig grøn kinesisk te altså, men nu synes jeg godt, jeg vil have en kage
til. Har de det? Ja, da. Og hun viser mig kortet med en hel del kager, der er
helt igennem tyske. Dem kan jeg få alle andre steder også. Klokken er næsten
halv seks, så jeg beslutter mig for at spørge efter min kinesiske favorit:
Gong Bao Ji Ding. Jo det kan de godt klare. Så jeg ender med at spise en kæmpe
portion og drikker te til, ganske som i Kina. Det er virkelig lækkert, selv om
jeg synes, der er for få jordnødder i. Hvad jeg ikke kan lade være med at
bemærke, da han spørger om det har “geschmeckt”? Hvorefter jeg tilføjer, at
hver kok vist laver det på sin måde, for jeg har i hvert fald aldrig fået det
helt ens.
 |
 |
| Hvor ser man ikke det? | "Die Himmelspagode" |
Klokken er blevet over seks, før jeg er på vej det sidste stykke mod
Berlin. Jeg ved ikke helt, hvor langt det er. Et skilt siger 33, hvilket vil
bringe mig op på en total i dag på 105 km, så det kører jeg efter.
Jeg sendte en sms til Burghard, som jeg skal bo hos, men da der ikke kom noget
svar, tænkte jeg at jeg hellere måtte ringe på hans fastnet. Nej, han havde
ikke set nogen besked, men hvor var hans mobil egentlig? Nå, til opladning...
Jeg kører videre på gå/cykel fortovene i skiftevis den ene og den anden side -
det tager man ikke så nøje her, det er faktisk lidt kinesisk.
Jeg kører og kører og overser muligvis, at B96 drejer skråt frem på et
tidspunkt. Vejen kommer i hvert fald til at hedde noget, jeg ikke husker fra
min Google Earth research, så jeg spørger nogle unge mænd, hvordan jeg lettest
kommer til Kreuzberg. Lige ud og så til venstre ved en eller anden plads.
Da jeg kommer til noget, jeg tror er pladsen, spørger jeg igen og skal ganske
rigtig til venstre og bare blive ved lige ud. Det er Müller Strasse viser det
sig og jeg får snart i det meget fjerne øje på Fehrnseeturm.
Til sidst får jeg den dårlige ide, at følge et skilt, der viser til Kreuzberg.
Dårlig fordi vejen ender ved Hovedbanegården, nej ender gør den ikke, men den
forsvinder ned under og det er ikke for cykler!!! Jeg burde være kørt tilbage,
det ikke særlig lange stykke, men i stedet tosser jeg rundt og spørger mig
for, og svarene er desværre ikke alt for entydige. Nu er jeg jo imidlertid
kommet ind på mit Berlin kort, så jeg tager sagen i egen hånd og ender med at
krydse Unter den Linden og finde Friedrich Str., Leipziger Str. og endelig
Oranien Str.og den skal jeg bare blive ved ud ad indtil jeg kommer til Oranien
Platz, hvor Burghard bor.
Det er stort set mørkt, da jeg når frem efter 108 km.
108 km
17.3 km/t
32.1 km/t
6:13:03 tim.