[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 16
Tirsdag 27.04.10
Jeg snakker en del med fyren i receptionen, mens jeg er her. Han er fin. Rimeligt
engelsk og imødekommende. Da jeg skal rejse, spørger han mig, om jeg mener, at det vil
være en god ide, hvis de selv har cykler. Jeg benytter lejligheden til at gøre
lidt reklame for Mix I Chengdu og deres måde at gøre tingene på. Hvor stor hans
indflydelse er, ved jeg ikke, manageren er vist hende, der nok er ældst, men som
kun taler meget lidt engelsk. Jeg siger også, at i så fald bliver de nødt til at
skaffe nogle bedre kort.
Jeg begiver mig ned til busstoppet, hvor jeg skal med 82 til vest-busstationen.
Kommer lige tidsnok til at se en 82 køre. Nå, de kommer tit to efter hinanden, har
jeg set. Og så står jeg ellers der og venter. Efter 25 min dukker mine tre politi
venner fra forleden op. Sikke et tilfælde. Jeg forklarer med fagter, at jeg har
givet de billeder, jeg har taget videre til pigen, så de skal nok få dem. Deres
73 kommer hurtigt.
Jeg venter videre. Da der kun er en time til bussen kører, dukker 3 rygsæk fyre
op. De skal også til Dali. De mener, at det tager en time dertil. En har ligesom
jeg allerede billet til bussen. Vi enes om at tage en taxi. Det lykkes at få prajet
én og også at stoppe 4 store vesterlændinge med bagage ind i bilen.
Han kører i hvert fald ikke den korteste vej, men utvivlsomt den hurtigste. På
lidt over en halv time er vi der, og det koster 23 RMB. Jeg giver ham 30, han har
gjort det godt, og får 5 af hver af de andre. Denne min første kinesiske
taxi-tur var en positiv oplevelse.
Jeg kommer til at sidde ved siden af russeren i bussen og vi snakker den første
times tid. Jeg nyder at tale engelsk med en, der kan sproget måske bedre end jeg,
med Sophia er det nogen gange lidt anstrengende.
Motorvejen er fremragende i lang tid, så jeg når at skrive lidt på PDA`en. Det
er første gang, jeg har prøvet det.
Da vejen bliver dårligere, må jeg opgive at fortsætte.
 |
 |
|
| På vej mod Dali | En landsby i "dinosaur land" |
Vi kører først gennem bredere dale, men når omsider frem til nogle pas, som
lastbilerne slider sig op over.
Kommer endelig ned til en stor by Xiaguan, eller New Dali eller bare Dali.
Vi bliver sat af ved en rutebilstation, ved ikke hvilken. Det er det oprindelige
Dali, vi skal til, og det er ca. 12 km mod nord.
Der er både taxier og minibusser, der alle vil køre os dertil for 60 RMB, men
det, mener vi, er for dyrt. Russeren synes, vi bare skal begynde at gå, så vil der
nok vise sig noget. Bus no.8 kører dertil, men vi ved ikke lige hvor langt der
er til jernbanestationen, som den kører fra.
For enden af gaden er der en scooter rickshaw, der vil køre os for 40. En
minibus chauffør blander sig. Hvad med 40, spørger jeg ham, og han lader, som om
jeg er sindssyg. Så er rickshaw føreren kommet ned på 30 og vi slår til, men kan
vi være der?
På nærmest mirakuløs vis lykkes det at stuve 3 granvoksne mænd og en lidt mindre
ind SAMMEN med deres omfangsrige bagage. Det må være et ømt syn. Vi kører, det
er lige motoren kan trække det. Vi er ikke kommet så langt, da han standser. Vi
bliver nødt til at ommøblere, mener han. Hvad jeg ikke har kunnet se for bagage
er, at russerens ene ben stikker ud - det er måske ikke så godt for sikkerheden.
Der kan være bagage på taget, og han har remme til at spænde det fast med.
 |
 |
|
| Tungt lastet trehjuler | Dali by night |
Og på denne måde tøffer vi nordpå mod DALI. Hurtigt går det ikke. Han
sparer på benzinen, hver gang det går ned ad bakke er det i frigear.
På et tidspunkt begynder det at regne, men der er et gardin at trække
for, der vist hjælper lidt. Jeg sidder heldigvis i læsiden.
Så på et tidspunkt går maskinen i stå, hvad man sådan set ikke kan
bebrejde den. Efter flere forgæves forsøg lykkes det kortvarigt at få
den i gang.
Jeg kan se at chaufføren stiger ud og går fremefter. To af de andre
benytter lejligheden til at strække benene. Han er henne at hente
benzin, det kan ikke være langt væk, for der går ikke 5 min. Så kører vi
igen, og snart drejer vi, og den slider sig opad mod målet.
Vi kommer af og finder op til en byport. Russeren begynder straks at gå,
det er åbenbart hans taktik. Jeg finder ud af, at jeg kan spørge, om det
er sydporten - zhi ge shi nan men ma? Og gamlingen gentager, at det er
det ganske rigtigt, altså skal man igennem for at komme ind i bykernen.
Jeg ser at det sted jeg har udset mig: Friends Guesthouse ligger her,
ganske som det skulle, og haster efter de andre, for at få dem til at
vende om og gå ind i byen, hvor Dali`s udgave af "The Hump" ligger. Så
her skilles vi, det var spændende, at snakke med russeren, selv om han
var født i 87 og ikke kunne huske betonkommunismen.