[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 2
Mandag 12.04.10 Chengdu
Det har været en meget rodet første dag. Jeg har sat nogle nye på
maillisten, så jeg skylder nok lige en opsummering: Som man vil kunne
læse på min hjemmeside www.steenscykelside.dk var jeg i Kina i 2008 på
cykeltur, der brat blev afbrudt i Sichuan provinsen af jordskælvet. Nu
er jeg tilbage for at gense området, jeg befandt mig i og for at opsøge
nogle af dem, der tog sig af mig, da jeg var fanget en lille uge i byen Maoxian.
Det var meget diset, da vi landede i morges, og det har holdt sig hele
dagen. I løbet af eftermiddagen har det også regnet, omend kun lidt.
Byen er klart vokset i højden siden sidst. Det ene næsten færdige højhus
står ved siden af det andet. Jeg slås med stedets to computere en del af
eftermiddagen. De er utvivlsomt fyldt med alt muligt kedeligt stads,
hvad I forhåbentlig ikke er kommet til at lide under. Men jeg har vist
forspildt muligheden for nogen sinde at komme til at opdatere min
hjemmeside herudefra. Der er kun én pålidelig måde, og det er at have en
minicomputer med og lave det hele på og så sende/oploade over trådløst
netværk, når man kan komme til det.
 |
 |
|
| Nye bygninger er skudt i vejret... | ... og formanden har fået nye lyskurve |
Jeg er henne i "kiosken" ved siden af og købe et kinesisk SIM kort med
tilhørende nummer. Det koster 85 RMB, men jeg finder ikke helt ud af,
hvor mange af dem der er taletid. Laura har ganske vist fortalt mig et
nummer jeg kan ringe til for at få at vide, hvor meget der er tilbage,
men dels skriver min telefon bare firkanter I stedet for de kinesiske
tegn, dels passer ingen af de tal, der er med, det hun har vist mig, men
det er måske, fordi jeg slet ikke har brugt noget endnu.
De kinesiske RMB (ren min bi, folkets penge) svarer nogenlunde til
svenske, ca. 0,80 kr = 1 RMB.
Efter at have været på indkøb af te, kager, vaskepulver og klemmer og
fået min første kop grøn te lagde jeg mig lige på sengen. Og sov lige
et øjeblik før jeg vågnede helt fortumlet og ikke kunne finde ud af,
hvor jeg var.
Jeg går ikke ud og spiser, selv om det er dyrere her. 16 kr for et måltid
med en halvliters øl kan godt gøre én lidt doven.
Jeg er næsten ved at lægge mig i soveposen, da jeg får mit første opkald
på mit nye kinesiske telefonnummer. Det er ikke overraskende min bror, som
jeg har sendt det til. Han går bestemt lige så godt igennem, som var det
der hjemme. Og så sover jeg ellers. Er oppe ved 1-tiden hvor der er en
del høj snak udenfor, men sover ellers videre. På et tidspunkt er der
igen upassende høj tale. Jeg ender med at tænde lyset for at se på uret.
Jeg kan ikke tro mine egne øjne: Klokken er 9! Jeg har sovet 11 timer!!
Jeg ved ikke om det er sket før - nogensinde?
 |
 |
|
| Der arbejdes koncentreret... | ...og mindre koncentreret |
Tirsdag 13.04.10
Jeg lejer en cykel for 20 RMB. Til gengæld er der 500 i depositum. Udmærket
cykel til formålet. Får lånt noget værktøj så sadlen kan komme op I en mere
menneskelig højde. Cykler ud for at finde busstationen - der er langt. Jeg
bliver i tvivl om, hvor jeg er på kortet og kører et stykke tilbage igen, før jeg
begynder at spørge eller rettere jeg viser kortet med navnet på kinesisk. Alle
synes at kende den.
Endelig er jeg kommet for langt - det regner jeg også med, og han viser at jeg
skal til højre derhenne.
Der er larmende aktivitet. En masse billetluger og en stor tavle bagved med en
oversigt over hvor busserne kører hen og hvad det koster. Der er 191 km til
Maoxian, og det koster 46RMB - men mingtian - i morgen - det kan ikke lade sig
gøre. Det viser sig, at der er en informationsskranke og jeg spørger forsigtigt,
om hun kan lidt engelsk? A little... Jeg får bekræftet, at det åbenbart kun er
hver anden dag, man kan komme dertil. Afgangstiderne er 6.30 og 15.00. Jeg
beslutter at vente til torsdag med at tage af sted og kører hjem igen.
Det er endnu en grå og halvkold dag.
Jeg er i krig med en af de lokale computere igen. Helt galt er det ikke, men det
er lidt forvirrende med dette windows kinesisk. Tænk ikke at kunne læse! Jeg kan
kun forlade mig på hvor tingene står i menuerne. Hvad nummer er det nu lige "copy"
er?
Kortlæseren, jeg har med og som skulle gøre livet lidt lettere, kan den ikke lide,
men jeg får da lavet backup af mine foreløbige billeder på den alm. måde. Jeg
gør også forsøg på at logge mig på min hjemmeside, men det kan heller ikke lade
sig gøre. Sådan at oploade og downloade filer på fremmede computere må man nok
ikke her. Så hjemmesiden bliver nok ikke opdateret, før jeg kommer hjem. I må
nøjes med brevene uden billeder.
Senere kører jeg ud langs floden for at gense området ved ShangriLa Hotel, hvor
resterne af det gamle Chengdu stadig fandtes sidst. Det regner let. Det bliver
ikke helt den dejlige tur langs floden, som jeg mindes. Men jeg finder da først
China Pride, TV tårnet. Et kæmpe byggeri er i gang omkring det, og man kan slet
ikke gå langs floden, der er afspærret. Endelig når jeg hotellet, men det er nu
blevet til 2 himmelstræbende tårne. Bagved er der lavet en hel gade med pizza
pasta o.l. i noget, der skal ligne gammel stil. Lågen, jeg kiggede ud af dengang,
finder jeg også. Nu er den låst. Jeg kan se nogle af de gamle bygninger inde
bagved, men kan ikke komme derind. Længere henne er der dog en gyde, hvor man kan
passere ind til den gamle gade, men det viser sig, at hele området er hegnet ind
af en mur. Jeg gætter på, at der skal laves en rekonstruktion af det hele. Som
bygningerne står nu er de heller ikke bedre værd end at blive revet ned.
Efter jeg er kommet tilbage er Laura der, og da jeg siger, der ikke var nogle
busser til Maoxian i morgen, forstår hun det ikke og ringer straks til
busstationen og får at vide, at de ikke sælger billetter frem i tiden, kun pr.
dag. Nå, det var sådan det hang sammen. Så kan jeg jo godt tage af sted i morgen,
mener jeg, men så siger hun, at det ikke var godt i morgen, de sagde ikke
hvorfor. Alt er præcis så uigennemskueligt, som det plejer her. Jeg gør ,som Laura
siger, venter til i overmorgen.