[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 20
Lørdag 01.05.10 Half Way Inn
Jeg har fået selskab af en kineser efter at Pete forlod mig. Hans vækkeur ringer
klokken seks. Men han skal tilsyneladende ikke op, men mig har han da fået
vækket. Nå, jeg sov vist også lidt over ti i går, så det går nok. Han står først
op efter at hans telefon har ringet længe efter syv, hvor jeg allerede har været
i
bad.
Vi skal af sted 8.30 og der går vist kun 10 min over tiden, så er der en gul
minibus til os. Der sidder to israelere. Vi snakker og snakker, Marcus,
Bernadette og jeg, det var godt, jeg mødte dem. Israelerne er også OK. Vejen er
skiftevis fremragende og meget dårlig, men vi når frem. Må dog skifte til en
anden minibus de sidste få km. Det er ved en bro, den første har vist ikke
tilladelse til at køre i det nye område.
Vi når frem til stedet, hvor det hele starter. Der er en beskrivelse af hvordan
man finder stien. 300 m videre til venstre, så til venstre og igen 300 m så 2 km
ud ad en asfalteret vej. Der skal de røde pile begynde.
Vi går sådan ca. 300 m. Der kommer en vej, det ser rigtigt ud, og jeg er på vej
op ad den. Marcus siger at km stenen på den anden side af vejen mangler. Den
anden gruppe, der er nogle hundrede meter foran os er heller ikke drejet. Så vi
fortsætter også. Det VAR selvfølgelig dér, så vi spilder en halv time, mens vi
går i støvet fra lastbilerne. Vejen er under konstruktion - som sædvanlig.
Endelig ser vi gruppen foran være inde ved et hus for at spørge. De går mod os,
så vi vender også og kommer på rette vej. Senere, da vi holder pause, indhenter de
os, det er en gruppe på 8-10 stykker. Mens vi sidder der, undersøger jeg min
højre støvle. Skarpe sten jeg træder på går tilsyneladende lige op igennem og op
i foden på mig. Det er, så jeg kommer med smertensudbrud.
Nu ser jeg årsagen: et søm hoved. Med lommekniven får jeg i løbet af et par
minutter lirket fyren ud. Halvanden cm flot, nyt kinesisk søm. Disse støvler har
gode såler!
Vi går først videre og ser ikke mere gruppen samlet.
 |
 |
|
| På vej op... | ...ad "The high trail" |
Eftersom det er 1.maj har jeg frygtet, at vi skulle gå i gåsegang 1000 mennesker
op ad bjerget - der er kun os 3.
Først et stykke på almindelige veje, stier, så kommer vi ud på kanten, hvor der
er langt ned - meget langt. I tidens løb er der gået en hel del til, men mest
under dårlige vejrforhold. Solen skinner, det er vidunderligt at gå her.
Det bliver en pragtfuld tur. Mine betænkeligheder ved at skulle gå opad i disse
højder, bliver gjort til skamme. Jeg puster ind imellem en del, men kan sagtens
holde trit med de unge mennesker.
Vi kommer til en landsby et sted hvor der ikke er så stejlt, det er i det hele
taget meget afvekslende terræn. Nogle gange let at gå gennem skovagtigt terræn,
nogle gange svært med klippe-og stenfyldte stier.
Vi kommer til "the 28 bends", der går det virkelig opad. På et tidspunkt sidder
vi på en naturlig bænk lige på et hjørne. Der er en storslået udsigt ned til
Yangtzes buldrende vande i dybet. Hvor langt ned er der? Måske op mod en
kilometer. Noget af det yderste på hjørnet ser ud som om det er ved at rive sig
løs, der er en stor revne, det føles ikke helt trygt, samtidig rejser vinden sig,
som den har gjort hele dagen fra tid til anden. Endelig når vi "The tea horse"
i
en ny landsby. Der spiser vi "frokost" og får serveret grøn te. To tyske piger
fra gruppen efter os er der allerede og spiser. De har "snydt" og brugt de
heste, man får tilbudt på "the 28 bends" ustandseligt. Så helt øde er her ikke -
der er penge at tjene.
 |
 |
|
| Med min røde kinesiske indkøbspose | En af de få landsbyer på vejen |
Mens vi er her, ringer min bror. Han har for vane at ringe, når jeg er de særeste
steder. Sidst befandt jeg mig i en tunnel i en bus. Det er utroligt, at der er
forbindelse disse steder.
Nu går vi alle 5 videre mod "The half way point". Her kommer de vildeste
strækninger. Klipperne rejser sig ujævnt og lodret til venstre og nede til højre
ligger klipper, man ikke er i tvivl om, hvorfra kommer. Nu skal det ikke ske i
dag, vel?
Jeg går hastigt forbi de værste steder. Klokken var blevet over seks, og der
skulle være halvanden time til halvvejs-stedet. Det passer præcis. Er der nu
noget sted at sove?
 |
 |
|
| En paraply er nyttig i mange situationer | "The halfway Inn" |
Der er to værelser tilbage, et med en dobbelt seng, et med to ret
brede senge. De to tyske piger vil helst have det første og Marcus og
Berni, som hun mest bliver kaldt, synes 200 er for meget for det andet,
så vi enes om, at de sover i den ene seng og jeg i den anden.
Marcus er startet med kroatisk som barn og har først lært tysk i skolen,
men han viser sig også at kunne lidt svensk.
Da vi er gået i seng og ligger og snakker bl.a. om sprog, siger han
pludselig: "På söndag skal min papa klippa gräsmattan" og det er helt
korrekt, men lyder så komisk her mellem alt vores engelsk og tysk.