[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 21
Søndag 02.05.10
Næste morgen er vi tidligt af sted. Ved 8-tiden tror jeg. Inden det bliver for
varmt.
Nu troede jeg, at det bare skulle blive en nem nedtur til Tinas Guesthouse, der
ligger nede ved den nederste vej. Men først skal vi forbi flere farlige steder
bl.a. et vandfald vi skal krydse. Der er nu ingen problemer, men man skal
koncentrere sig og holde sig mod klippen på stien - for der er l - a - n - g - t
ned.
 |
 |
|
| Vandfaldet langt fra | Yangtze's vande |
Det sidste stykke er ikke så galt, så vi er vist nede 10.30.
Vi støder igen på de to tyske piger, der har været nede ved floden. Man skulle
ikke tro det muligt, men der er en sti helt ned til Yangtzes buldrende vand.
Vi støder på en belgier, der gerne vil derned og også gerne med tilbage med
minibus til Janes Guesthouse, hvor det hele startede i går. Så er vi 6 til turen
tilbage.
Vi tre + belgieren begiver os på vej ned ad stien, vi må dog først have hjælp af
en venlig kineser for at finde hen til hvor stien begynder.
 |
 |
|
| Et kig tilbage hvor vi kommer fra | Vandfaldet tættere på |
Der er et skilt med en historie om lærerens familie, der byggede denne sti, og
en gammel kone, der opkræver 10 RMB for vedligeholdelse af stien. Det virker
meget rimeligt, så vi betaler.
Når man står deroppe og skal ned, fatter man ikke det kan lade sig gøre, og når
man er der nede og skal op fatter man det heller ikke. Der er kæder at holde i
de værste steder. Bernie vil ikke med det sidste stykke, men bliver oppe i
skyggen, et sted hvor der er lavet en indskæring i klippen til stien. Så kan vi
lade vores ting blive hos hende.
Bevæbnet med kameraer går vi 3 nu de sidste par hundrede meter ned og tager
billeder og mediterer lidt ved Yangtzes vand, der allerede på dette sted er helt
brunt. Vi står ved en af Kinas livsnerver. Den virker frygtindgydende.
Efter en hård opstigning når vi igen Tinas Guesthouse og spiser frokost. De to
tyske piger kan kinesisk, de arbejder i Shanghai, og den ene formidler kontakten
til Janes Guesthouse, hvorfra vi kan få en minibus til 150 RMB i stedet for de
180, de forlanger her udenfor.
Også denne vej er under konstruktion, eller i hvert fald udvidelse, så det er en
time på en vej som den fra Wenchuan til Maoxian.
Ved Janes tager vi afsked med belgieren, som vil bo natten over på Guesthouse't
ved siden af.
Så sætter vi os ellers og venter og jeg får udvekslet e-mail adresse med Marcus
og Bernie. Vi ses nok igen - i Danmark eller i Østrig, nærmere betegnet Wien.
Måske vi også kan mødes senere, de kommer til Chengdu på et tidspunkt og skal
til Xi`an som jeg også har tænkt mig at se igen.
Så kommer deres minibus til Shangri La. Chaufføren vil have 50 pr. person, hvor
Jane har lovet dem 30 RMB. Der er en lang diskussion, hvor særlig den ene tyske
pige brillierer med sit kinesiske. De får det som de vil have det - og vi tager
afsked. See you again.
 |
 |
|
| Yangtze bruser gennem kløften | Afsked med mine rejsekammerater |
Nu er der bare at vente på at flere passagerer tilbage til Lijiang dukker op. De
første, der kommer, vil til Shangri La, øv.
Jane dukker op med den besked, at der ikke ser ud til at være flere der skal til
Lijiang i dag.
Jeg må gå tilbage af vejen og over broen og finde busstoppet.
Det gør jeg så. En pige har bekræftet mig i at det er det rigtige sted. Hvor
længe mon det kan vare?
Der går ikke meget mere end 10 min så dukker der en stor fin bus op. Det er den
siger hun, og jeg rækker armen ud. "Lijiang? dui" siger chaufføren, jeg sætter
mig. Gad vide hvornår jeg skal betale?
Vi har et toiletstop i en by, og nu vil chaufføren gerne have penge. Han viser
med først to fingre og dernæst 5 at det åbenbart kun koster 25, så jeg sikrer
mig lige, at det er tilfældet ved at sige tallet "er shi wu". Dui. Det er
billigere end med minibussen og denne er meget mere behagelig!
Da jeg lige går ud lidt, får jeg øje på en anden vesterlænding. Han viser sig at
være amerikaner, har været 3 dage i Shangri La.
Vi ender med at tage en taxi sammen fra busstationen. Vi bor begge i den gamle
by. Der er ikke så langt så taxameteret, der starter på 7, kommer aldrig videre.
Jeg kommer på en ny 4-sengs stue og hvem sidder der allerede: Pete, min skotske
ven. Vi har begge overnattet samme sted på bjerget blot med 1 døgns forskel og
er kommet tilbage. Han skal videre til en by, hvor han kan tage toget til
Chengdu, jeg tager først tilbage til Kunming. Det lyder, som om den samlede
rejsetid, før jeg er tilbage i Chengdu, bliver kortere end hans, men jeg bliver
i
Kunming til jeg har fået vasket og tørret tøjet.
Jeg spiser bare her på Garden Inn, mine stegte ris er lige kommet på bordet - og
en 620 ml Dali Beer.