[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 30
Tirsdag 11.05.10
Begge alarmer er stillet til 6.00, men jeg vågner længe før. Jeg er også blevet
dårligere til at komme hurtigt ud af døren om morgenen.
Jeg laver min egen mysli af banan, æble, appelsin og yogurt, der mangler bare en
smule frø og havreflager, så er den mangen til den jeg plejer at spise.
Går ud af døren præcis 6.40. Bussen kommer inden længe og 7.10 står jeg på
busstationen. Men hellere for tidligt end for sent.
Der er skilte med navne på destinationer ved hver af udgangene, så man kunne tro
man bare skal vente på at den rigtige kommer op. Men da tiden er inde til at den
første bus til Jiuzhaigou skal køre, går jeg hen og viser min billet til damen.
Jo, den er god nok, jeg kan godt stige ombord. Det er den sidste bus til
venstre.
Og 8.05 kører vi udelukkende kinesiske turister - og mig. Inden så længe er vi
på vej ud af Chengdu og på expressvejen mod millionbyen Mianyang, der også blev
ilde tilredt ved jordskælvet.
Motorvejen flankeres af grimme reklameskilte. Der er I det hele taget ikke for
kønt på det første stykke, men vi arbejder os ud af Chengdu bækkenet og ind I de
lave bakker omkring.
Fra Deyang er der pænt grønt til begge sider.
 |
 |
|
| Forskellige typer... | ...ved rastepladsen |
På et tidspunkt kværner begge mine sidemænd I deres mobiler. Ham til venstre er
særlig ihærdig. Jeg tror han taler en halv time I træk. Han mister forbindelsen
et par gange, men det lader han sig ikke gå på af.
I Mianyang nord drejer vi fra og fortsætter mod Jiangyou og kort efter er der
toilet stop. Da er myslien også rendt igennem, så det passer fint.
Og så bevæger vi os ellers ind I bjergene og chaufføren kaster bussen fra side
til side, men holder sig på vejen.
Min sidemand til venstre taler I telefon halvdelen af vejen. På et tidspunkt
hiver han en til frem, men taler dog kun I en af gangen.
Der er tæt trafik men det forhindrer ikke chaufføren I at overhale alt og alle.
Hen kører råt selv efter kinesiske forhold. Men vi kommer frem.
Næste stop er I Pingwu. Der kommer jeg I snak med det unge par foran mig. De
taler udmærket engelsk, arbejder I amerikanske firmaer I Beijing.
Det næste lange stykke op I de høje bjerge taler vi, mens trafikken dør ud og
bjergene bliver højere. Til sidst må jeg sige om ikke vi skal se på udsigten I
stedet for at tale politik.
Vi når I uendelige slyngninger 3355 m I følge min højdemåler, så går det nedad
på samme måde gennem en slugt med en brusende flod. Vejen har hele tiden været
fra god til excellent.
Vi er netop standset ved en tibetansk bebyggelse, da min bror vanen tro ringer.
Jeg er altid de særeste steder.
Vi ender I Nanping I ca. 1500 m`s højde. Mine to sidemænd, der heller ikke
lignede resten af selskabet, står af her. Det anede mig nok, at de var
forretningsfolk af en slags.
Så arbejder vi os ganske langsomt opad igen, nu kører vi mod flodens brusen. Vi
har passeret flere politikontroller I dag og her til sidst tror jeg det går
galt. Vi kommer med alt for stor fart - og pludselig står betjentene der, men
chaufføren får hugget bremserne I og standser kun et lille stykke efter dem. Han
får lov til at køre videre.
Men igen er det på et hængende hår. En gammel dame bevæger sig pludselig over
vejen, han hugger bremserne I og kaster nærmest bussen udenom hende. Held eller
forstand? Han har kørt på grænsen hele dagen, til gengæld er de 10 timer er
blevet skåret ned til ca. 9, da vi når frem til Jiuzhaigou. 2145 m siger
højdemåleren.
 |
 |
|
| Bjergene vokser på vej til Jiuzhaigou | Fremme i Jiuzhaigou |
Jeg begiver mig af sted på de 2-3 km der mindst er til det hostel, de
havde flyer fra hos Mix. Og hvor en new zealænder jeg snakkede med I går
aftes havde boet. Mærkeligt han ikke talte om det blå pladehegn der er
sat op langs vejen her. Kun et tilfælde får mig til at se gennem en
sprække og få øje på deres blå skilt.
Jeg havde tænkt mig det skulle være billigt, dorm til 30, men da jeg har
set enkeltværelset til 60 - og jeg får 5 I rabat for mit medlemskab -
tager jeg det. Der er skrivebord og TV og elkedel, lige hvad jeg har
brug for.
Aftensmaden bliver vist kold I dag. Mine 4 bananer klarer ikke 2 dage
mere, så jeg må hellere spise de to nu og de to sidste til frokost I
morgen.
Jeg nyder virkelig at sidde her ved skrivebordet og skrive og drikke
grøn te og spise småkager.
Jeg leder efter CCTV9 og finder en kinesisk fodboldkamp. Det ene hold er
foran 1-0. Ikke længe efter bliver der scoret igen af de blå til 2-0.
Hvem mon der spiller, tænker jeg, de blå har mindst én udlænding på
holdet, nemlig Josemoto, der scorer. Så ser jeg at jeg kan læse det
andet holds navn: bei - jing + 2 tegn mere. Jeg har det fra
nummerpladerne. Bilerne har tegnet "jing" og knallerter eller
motorcykler "bei".
Der er kun én bus om dagen til Songpan, nemlig 7.30, siger receptionen,
der ikke taler engelsk, så må jeg hellere blive en nat mere, som jeg
også havde forestillet mig.