[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 31
Onsdag 12.05.10 Jiuzhaigou Nat.Park
Der var irriterende koldt I værelset I går aftes, men det obligatoriske
varmetæppe lå parat under lagnet. Det måtte prøves. Jeg fik skruet op på
fuld styrke. Først syntes jeg ikke det virkede, men kolde tæer eller ej,
jeg sov på et øjeblik og måtte senere på natten skrue ned for blusset.
Det er en glimrende opfindelse. Kunne også bruges, når man kommer til et
koldt hus - fx. på Bornholm.
Fik betalt for en nat mere og kom af sted med min efterhånden udslidte
lille rygsæk. 310 RMB for indgang og bus hele dagen. Jeg var forberedt.
Men allerede busturen overgik mine vildeste forventninger. Op gennem
dale og kløfter går det. Strømmende vand afløses af klare søer.
Pludselig en mose, en grøn eng med afblomstrede mælkebøtter. Vandfald I
alle afskygninger. Bevoksede. Søernes vand I mærkelige farver hvor
tidens tand I form af rådnende stammer og grene ses tydeligt. De fladere
områder afløses af klippeafsatser hvor vandet fosser igennem. Vi ender
oppe I næsten 3000 m`s højde hvor bjerget som en uigennemtrængelig mur
rejser sin lodrette flade - hertil og ikke længere. På toppen flager af
sne, det er herfra alt vandet kommer. Skyerne ligger omkring bjergenes
toppe, men solen bryder fra tid til anden igennem. Det er til at få
tårer I øjnene af. SÅ smukt. Jeg ser et øjeblik bort fra de 1000
kinesiske turister der befinder sig bag mig. Om et øjeblik begiver jeg
mig på den lange vandring tilbage, ad netbelagte trægangbroer, hvor jeg
inden længe vil være alene. Her er koldt, men netop nu varmer solen min
ryg. Det er en vidunderlig morgen. Busserne kommer væltende - I`m on my
way.
 |
 |
|
| Der var mange mennesker... | ...men man kunne hurtigt blive alene... |
Så let skulle det ikke gå. Man må ikke gå herfra. Stierne er spærret,
jeg bliver nødt til at tage bussen et stykke tilbage. Jeg er lettere
harm, men så snart jeg er kommet af bjergtages jeg af dette vidunderlige
vildnis og skov, krat, sø, mose. Og farverne på søerne!
Jeg begiver mig sammen med mindretallet på vej rundt om Bamboo Arrow
Lake og inden så længe er jeg alene. Det må være det tætteste man kommer
på en tempereret jungle. Uberørt af menneskehånd ligger kæmperne hvor de
er faldet.
Jeg tager et væld af billeder, men de lever nok ikke op til
virkeligheden. Det gælder om at lagre dem I hukommelsen.
Vandfaldet fra denne sø til den næste er enestående. Ikke vældig højt -
5m vel - og ikke vældigt brusende, men det flyder bare ud gennem
bevoksningen I nærmest hele dalens bredde.
Næste punkt er Panda Lake med farver som I det græske øhav. Det er
tydeligt at søen mangler vand. Så vandfaldet efter søen er tørlagt. Ned
ad trapper går det. Ned og ned og ned.
Så kommer Pearl Shoal Lake med tilhørende waterfall. Her er jeg ikke
alene. Der er vel 1000 mennesker samlet her ved vandfaldet. For nogle
hundrede meter må jeg kæmpe mig vej frem, men ikke længe efter, hvor jeg
vælger at også gå rundt om den næste sø, er jeg FULDSTÆNDIG alene. Ikke
dårligt. På hele denne strækning møder jeg kun én - med et videokamera.
The Mirror lake er heller ikke SÅ spektakulær som de foregående.
Omsider kommer der et passende busstop. Der er mere at nå. Da jeg sidder
her ved busstoppet og skriver er jeg den adspredelse de manglede. Alle
kommer hen og skal se denne udlænding med den sære computer.
 |
 |
|
| ...med det enestestående sceneri: | Vandfald |
Da bussen kommer er jeg ikke sen til at komme ombord. Men jeg har gået
så langt at jeg kommer til at køre med helt tilbage til indgangen. Får
lige en banan og lidt brød, og så af sted med bussen igen.
Denne holder ved skillevejen. Jeg skal gå 200 m frem og tage en ny bus,
der kører op af den anden gren. Denne dal er helt tør. Gangbroerne er
der, men der går ingen på dem. Bussen kører og kører, op, op, op. Vi
ender I 3000 m`s højde ved Long Lake. Under høje bjerge med sne på. Man
må ikke gå videre, øv.
Tilbage med bussen. Den kører kun et lille stykke, så stiger alle ud.
Det må jeg jo hellere også gøre. Flere busfulde vælter på en gang ned ad
trapperne til Colorful Pool. Her kan der ikke overhales. Efter flere
billeder, jeg gætter på jeg har taget 200 denne dag, er der ikke mere at
se her, så det er bare tilbage med bussen til skillevejen.
Her fra er det så min plan at gå hele vejen tilbage til indgangen - hvis
det ikke er for langt.
 |
 |
|
| Søer i spektakulære farver | Døde træer på bunden |
Der er store busser og små busser. De store kører mest de lange
stræk, mens de små er bybusserne, hvor man stiger af og på ved
stoppestederne. Første stop med denne lille bus er Rhinosceros Lake, der
stiger jeg af og begynder at gå ad en gangbro til den anden side af
søen. Det er herovre man finder mest fred og ro.
Klokken er vist omkring 3 og jeg har nogle smukke, fredelige timer, her
langs søerne og vandfaldene. Eneste afbrydelse af freden er da jeg søger
tilbage til vejen for at se på "landsbyen" hvor alskens tingel-tangel
faldbydes. Det er en tibetansk landsby, men den er omdannet til det
sædvanlige turisthelvede. De 9 stupær og bedehjulene er utvivlsomt det
mest tibetanske.
Da jeg søger tilbage over gangbroen til freden begynder det at småregne,
og det bliver det mere eller mindre ved med. Jeg møder en tysker, jeg
snakkede lidt med I går, han går I modsat retning, der var lige en ting
han ikke fik med, han er på vej tilbage til. Da han spørger mig hvad jeg
har syntes om det, har jeg svært ved at finde ord. Terrific, er det
eneste, der falder mig ind.
Det har virkelig været en enestående naturoplevelse. Jeg har ikke været
alene, men det er lykkedes at abstrahere fra de andre 20.000. Lonely
Planet nævner I hvert fald, at Jiuzhaigou har over 20.000 sengepladser.
Det mest spektakulære har været søerne med deres forskellig farvede vand
og de døde træer på bunden I alle afskygninger af forfald - og farver.
Jeg vandrer til rutebilstationen og får min billet til Songpan I morgen
tidlig. 7.40 står der på den. Jeg har besluttet at tage en taxa derhen.
Den spadseretur med rygsæk er jeg gerne foruden.
Jeg tager også en taxa hjem fra rutebilstationen - den har jeg ærligt
fortjent - 25 km er det mindst blevet til I dagens løb.
Da jeg tog bussen det sidste stykke til parkens udgang var der en mand,
der straks rejste og tilbød mig sin plads. Jeg vinkede lidt afværgende,
men han insisterede. Er jeg virkelig blevet så gammel? Eller ses det så
tydeligt, at jeg er godt mør?
Jeg bliver sat af ved et youth hostel skilt, men det er ikke det rigtige
sted. Jeg må spørge for at være sikker på ikke at gå I den forkerte
retning. Disse blå pladehegn de sætter op overalt gør det svært at
orientere sig.
Efter en hel pose af de dyre småkager og 3 kopper te, er jeg I fin form
igen - men stadig øm I fødderne.
Desværre sidder der nogen ved den eneste computer der virker. Der er
ellers 4. Og nu har de siddet der I timevis. Jeg bliver nødt til at gøre
noget.
 |
 |
|
| Ind i mellem stødte man på de andre 20.000 | For så at blive alene igen |