[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 33
Fredag 14.05.10
Jeg spiser mysli I "Emma`s Kitchen" kl. 6.30, det er aftalt aftenen før.
Yougurten ligner ikke det den plejer. Jeg spørger om man kan købe
yougurt I forretningerne I Songpan? Nej, den kommer fra "The Grasslands".
Det er yak-youg. Mnn. The real stuff.
Hvor var hun da jordskælvet indtraf? I restauranten. De fik alle ud på
gaden I en fart, der var nogle, der måtte forlade internettet I en vis
fart. Så stod de der midt på gaden, og da der ikke var nogle høje
bygninger I nærheden, mente de sig I sikkerhed. Der var ikke noget, der
styrtede sammen her I Songpan. Flaskerne I køleskabet klirrede kraftigt
samt flaskerne I baren, men de faldt ikke ned. Men alle, undtagen dem I
træhusene, sov udendørs I den næste tid - som jeg desværre ikke fik
spurgt, hvor lang var.
Vi skal med forskellige busser, tyskeren og jeg, der er en der kun kører
til Maoxian, så jeg finder hans bus, og vi får sagt pænt farvel. Måske
ses vi I Chengdu?
Bussen kører, han har ikke lukket døren, det er koldt og jeg sidder
forrest. Men han lukker den vel, når vi er kommet ud af byen efter at
have samlet dem op vi skal? De viser ingen billet og betaler I hvert
fald ikke ved indstigningen. Gad vide, hvordan det fungerer?
Vi kører ud I den sydlige ende af byen og vender på en tankstation. Så
kører vi tilbage igen, hvad er meningen? Tilbage på busstationen kommer
der flere på - så kører vi igen.
Vi samler to op med store pakker - så endelig lukkes døren. Nu er det
alvor!
Dalen er ret bred, vel 300 m og vejen er ikke så slem som frygtet. Et
sted er der blomstrende frugttræer.
Aha. Det er kontant betaling ved udstigning, men ingen billet. Han
benytter lejligheden til at gå bussen igennem og få betaling fra dem
uden billet. Døren skal have en arm og en fod for at åbne - der er ofte
en forklaring.
Så vender han bussen og kører tilbage, det lyder ikke som om det er
populært.
Klokken er 7.55, børnene er på vej I skole og vi er tilbage, hvor vi
begyndte - på busstationen. Nogle farer ud og mens han vender bussen
kommer de farende ind igen, vistnok med nogle flere. Jeg tror det var en
minibus, der havde opgivet at få fyldt op.
NU går det over stok og sten. En voldsom tordenbyge I går aftes har
gjort Min flodens vand brunt. Den overdækkede gårdsplads udenfor
skrånede og alt vandet samlede sig I vores ende. Var der kommet mere,
var det løbet ind I værelserne.
 |
 |
|
| Vejens beskaffenhed... | ...var ikke den rene spøg |
Tordenbygen har ikke gjort vejen mere fremkommelig. Ind imellem
sejler bussen rundt I mudderet, men igennem kommer vi. Dalen bliver
skiftevis bredere og smallere, vi er på 2800 m. Ind imellem er der plads
til marker.
Vi kommer til en by, jeg efter kortet lokaliserer til Anhang. Vi er vel
en femtedel af turen og klokken er kun 8.45 - vi har reelt kun brugt en
time.
Vi stopper et sted og får lige nogle poser med for en gammel dame. Bare
ind gennem chaufførens vindue.
Med mellemrum er mændene der med deres grønne og røde flag. Lige nu
venter vi på, at en større kortege skal passere.
En væltet lastbil I en landsby taler sit tydelige sprog. Vi har to
højtlæssede foran os lige nu. Her med floden til den ene side, er de
ikke meget for at komme ud af stedet. Det er ikke til at se, hvad der
sker, men så kommer den forreste frem I synsfeltet netop som den tipper
ud mod floden - men den klarer frisag - tipper tilbage igen.
Fremad går det, en strækning hvor den nye vej skal gå på den anden side
af floden er den gamle vej intakt, men det er alt for kort desværre.
Vejen er spærret af en bunke klippestykker, men en gravko er ved at
skovle dem op I en lastbil - så det venter vi lige på.
Vi har indhentet en lidt større bus, det er tydeligt, at den har det
sværere på denne vej end os.
To vestlige langturs cyklister er på vej nordpå. Vi møder dem på en af
de få strækninger med asfalt. Skidtet og prøvelserne står malet I
ansigterne på dem.
Klokken 11.30 er der endelig toiletstop. Tyskerens bus holder der med et
sammenbrud, jeg ved ikke hvad. Han siger, de mener, at nå frem ved
21-tiden I aften. Vi skal hurtigt videre - han er jo en time bagud.
Antallet af modkørende er døet ud. Der burde jo heller ikke være nogen.
Dem vi har mødt, må være dem, der ikke nåede helt igennem I går?
Min floden hvis til tider meget brusende vand vi har fulgt hele dagen,
er dæmmet op et sted længere fremme. Man borer en tunnel og bygger brør
til den nye vej her.
De sidste 36 km (eller var det 56?) ser ud til at skulle foregå på den
gamle vej. Hvad jeg ikke vidste er, at den går op, op over et mindre
bjerg. Den nye skal bores igenne, tror jeg. Vi har været oppe I 23-2400
m, nu fører hårnålesving os ned mod floden igen. Vi skal over på den
anden bred det sidste stykke - så meget ved jeg.
Det var vist godt, jeg aldrig nåede så langt dengang. Alt dette kan man
ikke se på kortet, men jeg tror jeg har læst om det. Det fremgik bare
som om det var meget tættere på Songpan.
Så er der en pause mere - bussen skal vaskes. Måske vejen så er ok
resten af vejen?
Kl. 13 kører vi igen, det var lige et kvarter. Det går nedad, de er ved
at lave den nye vej helt nede ved floden dybt under os.
Men da vi kommer ned, er der ikke noget der er færdigt, men bussen er
ren - så længe det varer - og det var ikke længe.
Vejen går frem og tilbage over floden. Det ses heller ikke på kortet.
Vi holder. Der er vist en gravko, der lige skal rydde vejen for os.
Endelig kommer "den rigtige" bro til den anden side, 28 km igen, 22
iflg. kortet, det tror jeg da. Og så holder vi igen og klokken er to.
Vi kommer videre, men kl 3 sætter trafikken sig uhjælpeligt fast. Der
går dog kun 10 min, så ruller det igen - nogle 100 m. Næ, det er for
alvor - vi kører.
Vi når at sidde fast indtil flere gange mere, men endelig breder dalen
sig ud og Maoxian Hotel International ligger der nogle km nord for byen
- snart, snart...
16.05 holder vi ved busstationen og jeg ved lige præcis hvor jeg skal
hen, efter 9 timer I denne bus trænger jeg kraftigt til mit værelse til
160 RMB på WestQiang Homeland Hotel og en kop te - og mine to småkager,
der er næsten hele endnu.
Det var hård kost.