[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 34
Lørdag 15.05.10
Det er dejligt at være tilbage I Maoxian. Det er mit andet hjem I Kina
næst efter Mix Hostel.
Jeg kunne tro at ulykkerne følger mig. Nu jeg kom til Kina igen, er der
jordskælv igen. Og nu jeg kommer til Maoxian igen er engelsk lærerens
yngste datter igen kommet på hospitalet, så hans kone er taget til
Chengdu. Nu er det tredje gang jeg er her, og hun har været væk hver
gang.
Efter beskeder frem og tilbage aftaler vi, at vi mødes uden for porten
ligesom sidst. Så jeg tilbringer aftenen I hans selskab. Datteren øver
sig på klaveret ligesom sidst - denne gang er det "Frölicher landmann",
som jeg også spillede som barn - verden kan være lille, trods sin
størrelse.
Jeg begiver mig til centrum på udkig efter et større supermarked. Og det
er lidt af en spadseretur, nu den nordlige bro er blevet fjernet. Det
var besluttet allerede før jordskælvet, at den skulle fornyes, men det
har ikke gjort livet lettere for os på den "forkerte" side her mod nord.
Jeg må gå hele vejen sydpå til gangbroen og så hele vejen nordpå på den
anden side. En tur på mindst 2,5 km.
Jeg finder ikke noget stort supermarked, så jeg må nøjes med Wu Market,
der er af almindelig størrelse, hvilket vil sige ret lille, men de har
grøn te og jeg prøver en af de her noodle bøtter, hvor man bare skal
hælde kogende vand over. Nu jeg har elkedel.
Da jeg kommer hjem opdager jeg, at jeg ikke har set ordentligt på
bøtten. Der er en chili inden I nogle flammer foruden det andet billede
jeg så på. Nu er princippet jo at alt tilsætningen ligger I små poser
inden I, så jeg smager forsigtigt på de forskellige og blander I
passende mængder.
Efter frokost går jeg ned til området, hvor jeg overnattede den første
nat for to år siden.
 |
 |
|
| "Omfartsvejen" mod Songpan | Store plakater fortæller om fremtiden |
Jeg kan dårligt kende det, der er kommet en mur op ud til vejen og beplantningen
indenfor er også ændret. Men huset på det anden side af vejen, der hvor de
boede, dem der konstruerede et telt ved siden af mit, det ligger der.
Så leder jeg efter engen hvor helikopterne landede. Aha, det er der alle de
midlertidige boliger har stået - og ca.400 står der endnu. For restens
vedkommende er der kun betonunderlagene tilbage.
Der er også disse boliger andre steder, bl.a. der hvor Sherrys familie boede,
men mange af de øvrige kan lige så vel være boliger for arbejderne på
byggepladserne.
Så går jeg ud mod stedet, hvor jeg var da jordskælvet indtraf. Jeg har jo
allerede set det fra bussen, men jeg vil have nogle billeder fra I dag.
Man er ved at konstruere en ny bro, hvor vejføringen bliver lidt anderledes, så
der er kommet hegn om vejen ind mod klippesiden - og der er ikke meget plads.
Der står vist på et skilt at færdsel ikke er tilladt, men det bryder man sig
ikke om her. Men jeg gør. Jeg skal ikke klemmes mellem to lastbiler. Så jeg
finder en taxi. Jeg vil køres 3 km, jeg peger I hvilken retning. Vi kommer I
gang, men da vi kommer ud I enden af byen, på den anden side af broen, standser
han ved nogle betjente og efter nogen diskussion slår han taxameteret fra og
kører videre. Jeg forstår det som at han kun må køre som taxa I byen. Det får
jeg senere bekræftet af engelsklæreren.
Vi når ud til tankstationen og lidt længere fremme finder jeg med nogen
sandsynlighed det sted jeg var. Træerne er jo væk og marken totalt oversvømmet,
men jeg får taget mine billeder.
 |
 |
|
| Sådan ser der ud i dag... | ...der hvor jeg opholdt mig da skælvet indtraf |
Da han jo slog taxameteret fra er vi I en forhandlingssituation, men jeg har
undervejs besluttet, at jeg vil betale 20 RMB. Det er en FLOT pris. Så da han
skal forklare hvad det koster og skriver 30 på ruden, siger jeg 20 og det er han
godt tilfreds med.
Kl. 17.07 tilbage på hotellet sker det. Først en svag rystelse og så klaprer
dørene og bøjlerne I 2-3 sekunder og gulvet bevæger sig. Jeg er I forhøjet
beredskab med det samme, men der kommer ikke mere.
Jeg går ned I receptionen og viser hvad der skete, men det skal jeg ikke bekymre
mig om, får jeg at vide. Jeg sender en besked til engelsk læreren. Jo, den er
god nok, det var et efterskælv - så nu behøver jeg ikke at spørge ham, hvornår
det sidste var - og det er to ÅR siden.
 |
 |
|
| Nogle er allerede blevet genhuset... | ...men 11.000? venter stadig |