[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 35
Søndag 16.05.10
De to sidste breve er sendt fra engelsk lærerens computer. I går
downloadede vi Google Earth og jeg sad og fortalte om Danmark i kort og
billeder i timevis. Den blev i hvert fald 23, så pludselig var han helt
urolig, og jeg måtte hellere skynde mig hjem. Porten var også låst, så
uden hans hjælp var jeg nok ikke blevet lukket ud.
Det er gået op for mig, at han føler sig ansvarlig for mig, ligesom han
nok gjorde for 2 år siden. Det er et smukt træk, men det er næsten for
meget. På den ene side kan jeg godt tage vare på mig selv - synes jeg -
på den anden side synes jeg, han overdriver de risici man udsætter sig
for i Kina ved at gå hjem ad en oplyst hovedgade voldsomt. Jeg vil da
hellere gå hjem en sen aften her i provinsens provins Maoxian end et
sted på Nørrebro.
I følge skiltet nede ved korsvejen er der 172 km til Songpan, i følge
mit tyske kort ca. 114 km. Vi må nok stole på det første - undskyld
tyskere. Det tog os 9 tim, altså lidt under 20 km/t - cykelhastighed -
ja, altså ikke på denne vej. Det fortæller vel med al ønskelig
tydelighed, hvilke problemer man stadig står i her. I følge engelsk
læreren bliver vejen færdig til oktober. "Must be", siger han, der er
altså nogle, der har sat en deadline. Men det kan være svært at tro, når
man ser alt det håndarbejde, der udføres. Bropillerne støbes på stedet
efter at armeringen er svejst sammen. De langsgående broelementer støbes
på byggepladser langs vejen og forsynes med forhjul og baghjul, så de
kan køres hen hvor de skal være. Kranen til at løfte dem på plads med er
det mest avancerede her. Anderledes er det måske med tunnelerne. Men alt
andet langs vejen, hvilket vil sige afvandingskanalerne og kanterne
bygges op med håndkraft, og SÅ mange arbejdere synes der ikke at være.
Måske er det også kun strækningen Wenchuan - Maoxian han taler om?
 |
 |
|
| Et nyopført hus i landsbyen | Den øverste del af byen var endnu ikke færdig |
Her I byen kører vandvognen uafladeligt, særlig på omfartsvejen her oppe bagved,
der fører trafikken videre mod Songpan fra Wenchuan. Man forsøger ikke at fjerne
støvet og mudderet - man forsøger at holde det nede. Vinden og bilerne sørger
hele tiden for nye forsyninger. Og det er ikke kun vejen, der gør det. Også
byggepladserne gør deres. Men engang - engang vil der måske se ud som på de
store plakater på muren udenfor det kommende museum og kulturcenter for
qiang-folket, hvor alt står krystalklart med en blå himmel med spredte skyer som
baggrund. Tiden vil vise hvornår.
Det regnede da jeg gik hjem i går aftes og i hvert fald indtil 00.30 hvor jeg
gik i seng, men i dag ser det tørt ud. Måske skal vi have lidt sol?
Engelsklæreren fortalte i går, at han havde talt med en kollegas kone i går på
markedet. Hun fortalte, hvordan de kæmpede i mange landsbyer for at tjene nok
til at tilbagebetale de lån de havde måttet tage (formodentlig i Agricultural
Bank of China?) for at kunne gennemføre genopbygningen af deres huse. Fra
centralregeringen har de fået 20-24.000 yuan, men det forslår åbenbart ikke.
Jeg spurgte, hvornår efter jordskælvet de var kommet under tag. Først var der
kommet de blå telte. Det var 2-3 uger efter. Der havde skulle være 8-10 personer
i et telt. Senere var det reduceret til 2 familier i hvert. De midlertidige
boliger var kommet efter ca. et halvt år. Så havde de kunnet undervise
nogenlunde normalt igen. På det tidspunkt havde hans familie kunnet flytte
tilbage i deres lærerbolig blok, som ikke var beskadiget. Andre bor, som jeg så,
stadig i midlertidige boliger. Og om vinteren? Elvarme er en mulighed siger
han... men det må godt nok være dyrt uden isolering.
Klokken er blevet 19.00 og jeg er udmattet. Ved 11-tiden skulle jeg lige en
lille tur for at finde et sted med udsigt over byen - og jeg er lige kommet
hjem.
 |
 |
|
| Del af landsbyen med Maoxian i baggrunden | Denne sten fra jordskælvet var blevet benådet |
Nogle gange ender det, der ser lovende ud uden resultat andre gange omvendt. I
dag var det omvendt. Det der kunne se ud som en dead-end udviklede sig.
Jeg starter til højre for busstationen og det lykkes at komme lidt i vejret. På
vej hen ad bjerget, ender jeg i en landsby, som er blevet genopbygget, og ikke
nok med det, det er Maoxians nye turistattraktion.
Jeg får først det fulde overblik, da jeg har været op gennem byen så langt man
kan komme. Dalen ender og det ser ikke ud til, at der er så meget som en sti
videre i kløften, der også stiger brat.
Så går jeg lidt tilbage og bliver først nu opmærksom på en vej, der gik til
højre og snor sig op af bjerget.
Jeg har godt set nogle Buddha figurer henne til venstre ad en lille sti. Jeg har
tænkt mig at gemme dem til nedturen, men der kommer netop en ældre mand, der
viser mig, at han skal hen og bede, så jeg går med. Han forklarer, at man skal
passe på nedfaldende sten - jeg forstår ikke ordene, men meningen er klar. Der
lå faktisk også en blok på størrelse med en mindre personbil, som der var boret
huller i til sprængning, men som nok får lov til at blive liggende som
mindesten. De der skal forbi, kan komme forbi, tror jeg.
Han laver sine 3 x 3 bøjninger, og vi går tilbage. Jeg overvejer, om han nu vil
gå tilbage, hvor han kom fra eller videre ned - han går videre. Det var nok bare
dagens tak for endnu en dag uden ulykker.
Jeg når til en sendemast - og har den mest vidunderlige udsigt over byen. Solen
skinner, det er blevet varmt, og jeg får taget nogle billeder. Her oppe fra er
der overblik. Jeg kan se den store parkeringsplads og indgangsportalen til
landsbyen, der strækker sig over et stort område. Pladsen er tom bortset fra en
lastbil. Husene er nyopførte. Ikke alle er færdige, så jeg kan se, hvordan man
gør. Først nogle solide jordskælvssikre betonmure. Så "klistrer" man pynten på,
så stenmurene i Qiang-stil nærmest er en skal, der lægges uden på. Nogle flader
pudses med ler med strå i, andre med rigtig puds tilføjet mønstre i Qiang-stil,
ligesom vædder udskæringerne i vinduesrammerne er som de originale. Det er ikke
til at se det, hvis man ikke lige ved det - og hvad skulle man ellers gøre. Det
ser ægte ud. Byen er klar til at modtage de første gæster, jeg er om ikke den
sidste turist i Europa, så den første turist i Ping Cun - folk ser i hvert fald
på mig, som var jeg det. De fleste huse kan have overnattende gæster, tror jeg,
og der er en restaurant. I hvert fald er der en masse kokke samlet ved noget,
der må være en restaurant. Men om der virkelig ER nogle gæster, eller om de bare
øver sig? Det sidste tror jeg.
En eller anden har fået den skøre ide, at der skal være noget med vedvarende
energi, så med jævne mellemrum sørger små vindmøller og solpaneler for
aftenbelysningen. Lige nu er der kun den enerverende snurren fra vindmøllerne at
gøre godt med.
Nede ved indgangsportalen møder jeg dem igen. Der var et mere intellektuelt
udseende kinesisk par, som jeg sagde et par ord til længere oppe, og han kunne
lidt engelsk.
Nu mødes vi igen, de er gået en anden vej ned. Inden jeg får sagt for meget om
hans girlfriend, indrømmer han, at det er hans mor. Jeg håber ikke, jeg taber
underkæben helt, og ved nærmere eftersyn kan jeg godt se hun i det mindste er
ældre end han.
 |
 |
|
| Med en ny ven foran indgangen til landsbyen | Endnu et interessant måltid |
Han får fortalt, at han skal til Chengdu i morgen. Virkelig - men der
kører busserne jo den anden vej? Jo, men han skal med en bil, der har en
særlig tilladelse. Vil jeg med, kan jeg sikkert komme det? Der bliver
ringet frem og tilbage, nej, så let går det ikke. Han må nok blive en
dag mere? Men da jeg spørger om hvornår man kan købe billet til busserne
tilbyder han at gå med til busstationen og spørge. Han mener godt, at
jeg kan få billet til tirsdag allerede nu. Men jeg HAR forstået det
rigtigt. De sælger kun billetter én dag i forvejen. Til gengæld bliver
jeg inviteret på frokost. Det siger jeg ikke nej til. Efter hans første
famlende engelske ord går det bedre.
Vi kører i taxi til den anden side, hvor de bor, altså forældrene, for
han læser i Chengdu, i tilslutning til skolen, hvor moderen arbejder,
hun underviser ikke, men har et administrativt job. Faren arbejder på
rådhuset. Jeg aner en mulig kilde til oplysninger, men det viser sig at
være i undervisningsafdelingen han er. Men alligevel.
Vi får æggesuppe med sukker. Det lyder måske mærkeligt, men er faktisk
udmærket. Man skulle ikke tro at æg og sukker gik godt sammen, men det
gør det. I hvert fald i Kina.
Den unge mand var i Wenchuan under jordskælvet, så jeg får en del
oplysninger, jeg skal bruge til min bog: "Historien om et jordskælv - og
en cykel". Hvordan jeg så end skal få den stykket sammen. Han har nogle
fantastiske billeder, jeg ikke mindes at have set i verdenspressen, som
bliver lagt over på min USB-stik.
Jeg skal absolut blive til middag også. Så nu har jeg været til 4
middagssselskaber og ved efterhånden, at når man har spist sig mæt i
alle de gode sager - så kommer risen.
Jeg har også fået mig nogle snapse eller hvidvin, som de oversætter bai
jou med. Helt så stærkt som snaps kan det heller ikke være - men denne
her smager godt!
Jeg er udmattet af at skulle være "på" hele tiden. Trænger bare til at
ligge ned og glo TV, men jeg skal jo skrive... Går lige ned og køber 2
æbler og 2 appelsiner - og "yi ping pi jou". Gæt lige hvad det er!