Der er lang vej til Maoxian


[HOME]

1. Chengdu 12.04.10

2. Chengdu 13.04.10

3. Chengdu 14.04.10

4. Chengdu - Maoxian 15.04.10

5. Maoxian 16.04.10

6. Maoxian 17.04.10

7. Maoxian-Chengdu 18.04.10

8. Chengdu 19.04.10

9. Chengdu 20.04.10

10.Chengdu 21.04.10

11.Chengdu - Kunming 22.04.10

12.Kunming 23.04.10

13.Kunming 24.04.10

14.Kunming (Shilin) 25.04.10

15.Kunming 26.04.10

16.Kunming - Dali 27.04.10

17. Dali 28.04.10

18. Dali-Lijiang 29.04.10

19. Lijiang 30.04.10

20. Lijiang-Tiger Leaping Gorge 01.05.10

21. Tiger Leaping Gorge - Lijiang 02.05.10

22. Lijiang-Kunming 03.05.10

23. Kunming 04.05.10

24. Kunming (West Lake Mountain) 05.05.10

25. Kunming 06.05.10

26. Chengdu 07.05.10

27. Chengdu (Airport) 08.05.10

28. Chengdu (Dujiangyan) 09.05.10

29. Chengdu (Cykelværktøj) 10.05.10

30. Chengdu - Jiuzhaigou 11.05.10

31. Jiuzhaigou 12.05.10

32. Jiuzhaigou-Songpan 13.05.10

33. Songpan-Maoxian 14.05.10

34. Maoxian 15.05.10

35. Maoxian 16.05.10

36. Maoxian (Rådhuset) 17.05.10

37. Maoxian - Chengdu 18.05.10

38. Chengdu 19.05.10

39. Chengdu-Guangyuan 20.05.10

40. Guanggyuan-Xi'an 21.05.10

41. Xi'an 22.05.10

42. Xi'aN (Moskeen) 23.05.10

43. Xi'an 24.05.10

44. Xi'an - Chongqing 25.05.10

45. Chongqing 26.05.10

46. Chongqing 27.05.10

47. Chongqing-Chengdu 28.05.10

48. Chengdu-Shifang 29.05.10

49. Shifang-Anchang 30.05.10

50. Anchang-Deyang 31.05.10

51. Deyang-Chengdu 01.06.10

52. Chengdu 02.06.10

53. Chengdu - CPH 03.06.10

[FORRIGE]  [NÆSTE]

Rejsebrev 4



Torsdag 15.04.10
Jeg tager det roligt her til morgen. Har været i bad ved otte-tiden og spiser så morgenmad. Man kan få müsli. Jeg spørger hvad der er til og får at vide, at det er yogurt. Yogurten er ikke så sur som vores, der er ikke meget af den (det er meget dyrt i Kina), og det øvrige er mest frugt, men det er også fint. De har sådan nogle vandbeholdere, hvor man kan tappe både koldt og varmt vand, men det varme er ikke varmt nok til at lave te på - synes jeg - men jeg har spurgt mig for og henne i baren, har de en termoflaske (kin. størrelse - 2 l), hvor jeg nu får vand til mine grønne teblade.
Så på indkøb. Toiletpapir og en pose af den gode te til engelsklærerens kone, hvis jeg skulle blive inviteret indenfor. Jeg leder også efter en lommekniv, helst med ølåbner og måske også dåseåbner. De eneste jeg kan finde, er nogle der kun er kniv i. Sådan nogle der skal se "seje" ud til unge mennesker. Nogle nærmest med knojern. Tilbage ved Mix støder jeg på Laura, der er på vej ud. Hvor jeg kan få sådan en kniv? Over broen og på højre side, I alle biksene med militær gejl. 'Definitely', siger hun.
Jeg går derhen. Første sted har de én. Langt inde bagved, men kun med kniv. Jeg har fået ordet "daozi" med - for en sikkerheds skyld. I de næste har de ingen knive. Så har de igen en af de sædvanlige ungdommelige. Og sådan bliver det ved. Opgive? Nej, man ved aldrig. Jeg krydser næste gade og - bingo, der i montren ligger den. Grøn med både øl-og dåseåbner m.m. - og lys. Hun vil have 50 RMB for den. Jeg synes bladet er svært at få ud, hun er selv ved at knække neglene... Wu shi kuai, tai gui - 50 er for dyrt, en meget brugbar kinesisk vending. Nå hvad så med 40, og det tager jeg den så til. Den er sikkert heller ikke mere værd, og hun har helt sikkert gjort en FIN forretning.
Går hjem og får pakket, der vil gå noget tid, før jeg helt har styr på, hvordan jeg pakker bedst. Bliver færdig. Checker ud og heldigvis er der lige en ledig computer, og jeg får sendt brev 3. Så hen til bussen. Først skal jeg med en bus til togstationen. Der kan jeg foruden 523 også tage 86, siger de i receptionen. Er det til højre eller venstre ved stationen? Til højre. Sidst kostede det 1 RMB at køre i bus. Nu koster det 1 eller 2, alt eftersom den har aircon eller ej. Min har. Jeg står af, da jeg kan se stationen og går under vejen til den anden side. Ser en 86 køre i fuld fart i den rigtige retning. Finder busstationen til højre for banegården, der er ingen 86. Går hen til et alm. stoppested. Der holder 86 ikke. Fandens. Jeg går mod den anden side, det ser ud som om, der holder nogle busser længere fremme. Det viser sig at en af dem er en 153. Jeg stiger op og håber det bedste. Der går en rum tid, før bussen kører. Der kommer andre med stor bagage (kinesisk stil), det beroliger mig. Inden længe drejer den til højre, det kan godt passe - men da den drejer til højre igen, bliver jeg urolig. Jeg læner mig tilbage og lader skæbnen råde. Ved næste kryds laver den en u-vending - og vi er på rette vej. Jeg opgiver at holde styr på stoppene, for han holder kun hvis der bliver givet tegn. Mit "Cha dian" er i billettørens udgave blevet til "Cha dian zi", og på et tidspunkt antyder hun, at det er næste gang. Jeg står af, selv om jeg kan se, det ikke er LIGE her. På stoppestedet står der ganske rigtigt "Cha dian zi" og noget mere. Der holder nogle el-scooter taxier, og jeg har straks set dem som en sidste udvej. Efter lidt parlamenteren med nogle ved en forretning, er der én der kan sige "five" for at blive kørt dertil - så det kan ikke være langt - og det er det heller ikke. Jeg kan kende det efter et par gader. Alligevel glæder jeg mig over at give 4 kr. for at blive fri for at gå, jeg er blevet magelig - det er noget andet med bagage på ryggen end på en cykel.
Jeg styrer straks mod info-skranken. Hende der sidder der i dag kan lidt flere engelske ord. Der er ingen bus til Maoxian i dag. Jeg kan komme til Wenchuan. De graver på vejen. I Wenchuan skal jeg med en "little bus. Many people go to Maoxian today", siger hun. Der vil altså ikke (formodentlig) være problemer med at komme videre.
Jeg køber en billet til Wenchuan og sætter mig ind i ventesalen. Der holder faktisk en bus, der står Maoxian på, så... Men der står 14.00 på min billet så... Lidt efter kører bussen til Maoxian, eller hvor den nu kører hen. Klokken er 13.00, så måske kører de hver time?
Jeg spiser, skriver dagbog (i hånden) og venter. 13.46 ruller en bus frem og det halve af hallen rejser sig - sådan virker det. Jeg kan ikke se, hvad der står. Viser min billet til min sidemand, der også er på vej på benene, jo den er god nok, det er den. Da jeg kommer ud, står der ganske rigtigt Wenchuan i forruden. Bagagerummene er for længst fyldte, så jeg og en del andre, må tage bagagen med ind. Det lykkes at komme til at sidde på en plads ved vinduet, som en mand vist ellers havde forsøgt at spærre, så han kunne komme til at ligge lidt mere ned og få sig en lur? Han sover i hvert fald straks, bussen kører. Inden vi kører, er der stor opmærksomhed om mig - det er ikke hver dag, der er en udlænding på vej til Wenchuan. Men ingen kan engelsk ud over "hello", som der endda kun er én der brillierer med. Ham giver jeg så hånden. Jeg kan forstå, når de spørger om mit navn, så det får de. Og "dan mai" - altså Danmark, kan jeg da også sige. Så snart vi kører bliver der ro i bussen, de fleste sover. Vi skal ad Express-vejen, fint nok, og inden længe bliver byen til land, og vi er på vej mod Dujiangyan. Der er ca. 60 km. Jeg tager et billede af nogle af de sovende, og min hello-ven synes også, at jeg skal tage et af ham, det gør jeg så. Til gengæld hiver han så sin mobil op og tager hele to af mig.
 

 

 
Der er langt til Maoxian...   Det ser ud som om bjerget er revnet her


 Inden længe nærmer vi os Dujiangyan, og bjergene tårner sig op, og vejen deler sig. Lige ud til Yingxiu, til højre til Wenchuan. Jeg forstår ikke et muk, jeg mener de begge ligger på vej 213. Vi drejer i hvert fald og et skilt siger 77 km til Wenchuan. Nå, senere kommer der et skilt, hvor der både står Yingxiu og Wenchuan.
 Vi fortsætter af det nye stykke express-vej. Det der næsten var færdigt, da jordskælvet kom - og blev sat et år tilbage. Nu er det færdigt har jeg læst i Peoples Daily på nettet. Vi passerer en tunnel på 4-5 km og kommer ud ovenfor Zipingpu dæmningen. Det var vist her jeg på min cykel zig-zag'ede op ad bjergsiden, gennem en mindre tunnel og så ned igen. Nu kører vi bare gennem en mindre tunnel og kommer ud igen, hvor express-vejen ender. Så gennem en ny tunnel, der bygges på, så der kun er ét rør farbart - der arbejdes, støvet hænger tykt derinde. Der er mange steder, hvor jordskælvets konsekvenser tydeligt ses. Bjergene er nærmest revnet flere steder. Man har med gitre og netværk søgt at "holde bjerget i ro" og beskytte mod nye nedstyrtninger. Der er også "stenhegn", altså trådhegn, der står op for at fange nedstyrtende sten. Nogle steder er de fulde og strakt til det yderste. Overalt vrimler arbejdere i færd med alt fra at plante træer (meget få steder) til at sammensvejse de lange gitterformede rør, der er grundlaget for de lange betonben, den kommende motorvejs vejbane skal balancere på over floden


 
Arrene fra jordskælvet ses stadig på bjergsiden   Der diskuteres kraftigt i Wenchuan

 


Så stopper trafikken. Chaufføren slukker motoren. Efter nogen tid kommer den modkørende trafik rullende. Der er åbenbart kun ét spor her. Folk går ud for at ryge eller spytte eller snyde næse, alle tager det roligt. Det er nok ikke nogen overraskelse. Hvor længe holder vi? Det varer lidt, før jeg begynder at holde styr på tiden, men et godt bud er over en halv time.
Så endelig bliver det vores tur til at køre, og videre går det mod Wenchuan. Så skulle vi vel være over det værste, for der er kun 60 km tilbage og i en minibus?
Vi kommer ud. Jeg bliver hurtigt shanghaiet til en gruppe, der alle skal til Maoxian. Minibusser holder der nogle stykker af. Der sidder nogle i dem. Der bliver en vældig diskussion af den slags, hvor der råbes. Efter nogen tids forløb er der en dame, der vil have mig over i en minibus. Det andet ser ikke ud til at blive til noget. Jeg går med. Spørger hvad det koster? 90! Jeg måber. Jeg har givet 40 for at komme til Wenchuan. Jeg er først overbevist om, at de vil have mig til alene til at betale turen. Nej, dem der sidder derinde har betalt 100. Jeg skriver 50 i støvet på kofangeren. Det kan der ikke være tale om. Hvad vil hun så gå ned til? Hun vil ikke gå ned. Jeg indstiller mig på at betale. Frem skal jeg. Jeg får anbragt rygsækken og sætter mig ind. Der kan være to mere, så vi kan ikke køre. Og sådan går tiden. På et tidspunkt bliver jeg rykket over i en anden bil. Endelig får de fat i en til, og vi begynder at køre. Langsomt. Inden længe standser han og vender. Det er vist et logistisk spørgsmål. Hvordan får man hurtigst muligt fyldt flest muligt ind i de tilstedeværende biler. Der er åbenbart et samarbejde mellem dem. Efter endnu en tid ender det med, at vi kører. Klokken er nu blevet 17.50. Vi kommer kun lige nord for byen. Vejen føres over en bro og sammen med vejen ud af byen (der ligger på den anden side af floden). Der er der gået ged i trafikken i vanlig kinesisk stil. Ingen kan komme frem eller tilbage. Vi venter vel 10 min. Så beordres vi pludselig til at tage bagagen med os og gå videre igennem trafikproppen. Der holder en anden minibus, som jo heller ikke kan komme frem til Wenchuan for at hente flere passagerer. De hører åbenbart til samme gruppe. Sådan kommer vi videre. Vejen - eller mangel på samme er forfærdelig. Det er i klasse med vejen til Huozhou i 2008, som trofaste læsere måske kan erindre - bare værre.
Vores nye chauffør kunne godt minde lidt om Will Smith med briller. Han kører som død og helvede. Vi hopper rundt som kaniner inde i bilen. Jeg er virkelig ude at køre med de skøre. Vejen bliver bare værre. Will Smith sidder og råber i sin mobiltelefon det meste af tiden. Samtidig med at han bruger hornet og lyset og holder sig på vejen. På et tidspunkt er den helt spærret af nogle arbejdere og et skilt. Jeg benytter lejligheden til at kravle over nogle jordbunker for at tisse. Man ved aldrig, hvornår vi kommer frem. En lastbil er ved at hælde et læs grus ud på vejen og en gravemaskine klar til at planere vejen. Der lyder også nogle eksplosioner. Om de har noget med det hele at gøre, ved jeg ikke. Men lidt efter kører vi. Jeg begynder at forstå prisen. Først syntes jeg, det var skrapt at nogle kunne få lov til at udnytte de stakkels passagerer, men med denne kørsel, kan sådan en bil ikke holde længe, så der er en mening med galskaben. Vi skifter bil en gang til, og til slut falder mørket på. Vi er passeret gennem den ene landsby efter den anden, som jeg ikke synes at huske. Jeg leder og leder efter noget bekendt. Her er goldt. Hvor er alt det grønne? Er det bare fordi det er en måned tidligere?
Endelig ser jeg i forlygternes skær tankstationen! Den ligger på den rigtige side, men har fået en lille tilbygning. Faktisk lige der hvor jeg stod med nogle andre i et par timer. Den har været brugt, mens hovedbygningen blev renoveret, og nu bruges den tilsyneladende stadig. Hovedbygningen er måske ikke klar endnu? Så skulle vi gerne snart svinge til venstre over broen? Men hvor var træerne på skrænten, som jeg løb ned ad? Er det hele væk - eller er det bare mørket og bilens tonede ruder? I hvert fald drejer vi til venstre - og broen er der. Meget længere end jeg husker den. Vi er i Maoxian. I mørket er det svært at genkende så meget, men vi når da frem til der, hvor broen går over floden igen. Vi kører til venstre mod Songpan, altså kommer vi bagom skolen. Jeg ser den nye skole, men kan ikke rigtig se, hvordan den er kommet til at ligge i forhold til den gamle - det går for stærkt. Vi holder og nogen står af. 'Lüguan?' siger jeg prøvende til en? Han peger længere frem. Endelig kommer vi ned til den, der var "min" hovedgade og holder. De peger op mod det store neonskilt. Det må være det hotel de andre udlændinge boede på - eller rettere sagt udenfor - sidst.
De kan intet engelsk, men efter en séance med undseelig fnisen, som jeg har oplevet det før, lykkes det mig at få noget jeg opfatter som præsident suiten for 160 RMB. Jeg får også bragt to retter mad op på værelset og et fad ris som en kinesisk familie kunne leve af en uge. Plus en øl. Her taler vi om et måltid til 40 d.kr, hvor jeg kunne have nøjedes med det halve.
Der er elkedel og TEBREVE. Så jeg bruger mine egne blade.
 


 
Vi går forbi et trafic-jam på vej mod en ny minivan   Vejen er midlertidigt spærret

 

Der er ikke CCTV9, den engelsksprogede, men alle andre. På 4’eren viser de noget om jordskælvet i Qinghai. De sædvanlige frygtelige billeder.
Jeg sidder og skriver til 00.30, efter jeg har spist. Hvornår var jeg her? Jeg tror den var ca. 20.30.
Jeg fik styr på aircon'en, der også kan varme, og her var koldt.
Nu vil jeg I seng. En overraskende dag. Vejmæssigt er Maoxian blevet ladt i stikken, nej man har nok ikke kunnet gøre det anderledes. Men hele stykket fra Wenchuan var én stor byggeplads. Og man kan jo ikke lægge asfalt før broer og støtteforanstaltninger er færdige. Jeg tror endda, at det er hensigten at føre express-vejen helt til Maoxian. Man skal gå grueligt meget igennem og så...

[FORRIGE]  [NÆSTE]