[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev44
Tirsdag 25.05.10
Jeg skal være på Han Tang Inn kl. 9.30 og det tager højst et kvarter.
Tjekker ud og placerer bagagen. Hende i receptionen er sur. Ikke på mig
- i al almindelighed. Det er et kedeligt sted. Aldrig mere skal jeg
komme her - men aircon`en virkede!
Det er et canadisk par jeg skal sammen med til Hanyangling Mausoleet -
der er flere navne, det er lidt forvirrende.
Vi venter og klokken bliver 10.15. En Buick ankommer og en mand kommer
ind, men fortsætter videre ind i huset. Vi venter videre. Pigen i
receptionen undskylder, men chaufføren sidder fast i en trafikprop. Ti
minutter senere dukker manden fra før op igen - han er chaufføren, og det
er Buick`en vi skal køre i.
Det er den særeste kørsel jeg endnu har oplevet. Han accelererer,
bremser og - skifter OP i gear. Ind i mellem er det som om, han vil
stoppe midt på vejen, men han sætter vist bare farten ned, fordi en er
ved at overhale. Sådan går det stødvis derudaf.
Jeg har ikke været nord for byen før, de bygger som vanvittige. i et
stort område er man i gang med mindst 25 højhuse, hvert til 4.000
mennesker, vil jeg tro - det er lige 100.000!
Da vi først når motorvejen mod lufthavnen, er vi ganske alene - på en
4-sporet motorvej.
Til forskel fra ved Terracotta soldaterne, hvor i hvert fald første "pit"
var en overdækket udgravning, går vi her ned i en bygning under jorden.
Lyset er MEGET sparsomt, det er kun få steder, jeg kan tage billeder
(uden blitz som jeg foretrækker).
Disse soldater, der er lidt yngre end de andre, er af en anden type. De
har haft træarme, der alle er rådnet bort, og de er i 1/5 størrelse. Det
ligner en bunke dukker - man spekulerer på, hvor bunken af arme er? Der
er også grise, heste, hunde, katte, geder m.m. De har været påklædt, men
også tøjet er forsvundet i tidens løb.
Efter at have været rundt og set de mange firkantede udgravningshuller
ender vi ved biografen. Der er kun et kvarter til næste forestilling. Vi
bliver udstyret med en hovedtelefon med engelsk tale.
Forestillingen redder til en vis grad dagen. Tæppet går op og på en
scene med nogle af de udgravede relikvier toner en lille mand frem i et
lyseblåt jakkesæt og begynder at fortælle. Han bevæger sig ind og ud
mellem genstandene og bliver snart ledsaget af lærde, danserinder og
kejseren og hans kejserinde.
Det er vist en holografisk film, det virker forbløffende - enestående.
 |
 |
|
| Et kig ned i en af gravene | De armløse (armene var af træ) |
Kun er der ikke action nok til at holde mig vågen i det lange løb i denne skumle
belysning, så efter 20 min begynder jeg at kæmpe mod søvnen. Heldigvis varer det
kun ca. 30 min.
Så kører vi et kort stykke til museet. Det er ligesom med Terracotta soldaterne.
Det er ikke helt det samme, at se dem i montrer, som at stå dernede i graven. Der
står et sted, at den samlede gravplads dækker 20 km2? Det har jeg svært ved at
tro.
Chaufføren er som forvandlet. Han skal åbenbart hjem og holde fri? Eller tjene
flere penge? Over stok og sten går det. Heldigvis er vi alene det første lange
stykke, men i byen? Han kører uroligt ud og ind mellem bilerne. Alt for hurtigt
fra tid til anden. Jeg har den tvivlsomme ære at sidde foran. Jeg HAR spændt
sikkerhedsselen!
Da vi holder for rødt, er han lige fremme og kigge under bilen. Skulle han lige
se, om der var røget en fodgænger med?
Vi når frelst tilbage. Den lovede kop kaffe er udeblevet, jeg spurgte prøvende:
"No coffee?", da vi startede hjemad, så vi bliver enige om at spørge efter den
på hostel`et. Så får vi den også.
De har været 3 uger af sted og skal snart hjem. Hans forældre er fra HongKong
men bor i Beijing. De skal hjem til Toronto. Vi er allerede tilbage kl.14, så
jeg har god tid.
I "Global Times" læser jeg, at man har fremstillet verdens mindste transistor
ved hjælp af 7 atomer i en silicium krystal. Et nyt skridt på vej ind i super
miniature verdenen.
Tilbage på mit nu tidligere hostel må jeg nu udskifte sandalerne med støvler, i
det mindste indtil jeg er ombord i toget.
Går lige over og får en bus 611 med det samme. Bedst som jeg står og tænker, at der
da godt kunne være et af de unge mennesker, der kunne rejse sig for en ældre
herre med en stor rygsæk, er der en dame, der prikker mig på den. En anden dame
gør mine til at rejse sig for at stå af, og de synes åbenbart, at jeg er en
værdigt trængende. Det var lige det skulderklap, jeg godt kunne bruge. Jeg
smiler taknemmeligt til dem, da de står af. Jeg er trods alt næsten pensionist.
Så nu sidder jeg her på hug og skriver. Rækkerne for K1032 er for længst besat -
og der er to timer til afgang, men jeg fandt da et sted at sætte rygsækken op ad
væggen - i det mindste. Desværre er denne ventesals række også vejen til
toiletterne...
Her er der ikke nogen, der rejser sig...
 |
 |
|
| Der var ikke meget trafik | Det indre af en kinesisk Buick |
Joh...
Der går en dame med en megafon ned gennem rækken. Jeg gætter på, at hun
siger, at der er en betalingsventesal, hvor man kan sidde mere
behageligt. Det var der i hvert fald i Guangyuan. Lidt efter rejser
manden til venstre sig og jeg er ikke sen til at sætte mig på gulvet
der.
Lidt efter rejser hele selskabet overfor sig, bedsteforældrene, moderen
og barnet. Vi er nogle stykker, der tilkæmper os en plads. Det var lige
noget, der passede den gamle...
Her er der mirakuløst nok bevægelse i luften. På en dag der står i
lummerhedens tegn. Regnen kommer nok i nat, der er jeg over alle bjerge.
Klokken er 20.20 og jeg sidder i toget, hvor flere af mine medpassagerer
allerede er gået til ro. Mørket er faldet på og vi er på vej sydpå, så
meget ved jeg, mens jeg spiser "White rabbit" og uvægerligt kommer til
at tænke på Grace Slick og Jefferson Airplane på Surrealistic pillow,
hvor hun synger: "Go tell Alice, when she's ten feet tall...". Der er
også noget eventyrland over det her. Selv om jeg ikke tror, det er andet
end mint karameller. Godnat.