[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 45
Onsdag 26.05.10
Det bliver en urolig nat. Toget slingrer og brummer og stønner og piber
natten igennem. Allerede klokken 1.30 tror jeg så småt, at det er
morgen, så det bliver en lang nat.
Omsider bliver der uro blandt de rejsende. Det er næppe lyst 5.30, men
i følge planen skal vi ankomme 6.18. Jeg sætter mig ved vinduet og ser
ud. Berusende frodigt landskab. Disede blå bjerge på en forgrund af langsgående kantede bakker draperet
i grønt. Den grønne farve må jeg
nærmest gætte mig til på denne tid. Det er en ny variation af Sichuan
landskab.
Damen kommer og veksler plastikkortet tilbage til en billet. Så er det
snart. Jeg er ude at pjaske lidt vand i hovedet. Da jeg kommer tilbage,
hører jeg en kendt sætning: "Xia yu le". Ja, minsandten, det regner. I
det tiltagende lys ser man, at vejbanen er våd. Da en af mine medrejsende
råber ind i sin mobil, lærer jeg et nyt udtryk: "Ni shou shen'me" -
direkte: du taler hvad, eller på godt dansk: Hvad siger du? Den anden
råber nok ikke?
Jeg ved ikke, om det er Chongqing Nord eller Chongqing Central, vi kommer
til. Tager kniven med kompasset frem. Vi kører nærmest mod syd-øst og
senere stik øst. Så jeg gætter på, at vi kører nordvest om byen og
derfor er på vej ind til Chongqing Central. Det vil passe fint, så tager
jeg en taxi, jeg ved retningen, og det er nok kun 2-3 km?
Jeg ankommer til Tinas Hostel et kvart i syv. Taxamanden vil lige ind og
tanke - only 3 minutes - på min regning, men den går ikke. Nogle af de
foregående har gjort mig hård i filten.
Alle sover. Fyren i receptionen åbner øjnene og ser på mig, men da jeg
ikke siger noget, sover han videre. Det er Chongqing - intet er vandret
ret længe - så er der en trappe. Også her i huset, der er i mange
niveauer. Meget charmerende. Jeg finder hurtigt Tinas Garden, en
overdækket terrasse. Jeg finder også håndvask og varmt vand til teen,
her er der grader på vandet, 96, fint, og er snart i gang med at snitte
banan, æble og appelsin til myslien. Det giver sig til at regne igen, og
her sidder jeg i regnen og nyder morgenen. Denne trommen af regnen giver
stemning af sommerhus.
Nu er den snart 8, så må der vel være nogle oppe?
 |
 |
|
| Tina's hostel var lidt svært at finde | Der arbejdes hårdt med bærestokkene... |
Pigen i receptionen er imødekommende og taler godt engelsk. De har mange slags
værelser, men da hun vil give mig 20 i rabat på et enkeltværelse med bad og aircon,
så jeg får det for 90 slår jeg til. Jeg kunne lide stedet fra første
øjeblik.
Værelset er perfekt: et lille bord og en stol så jeg kan sidde og skrive og med
en hylde under! Der er også en hylde under TV'et og et natbord. Store fliser på
gulvet, el-kedel og en hattehylde! Det bedste værelse til prisen i Kina.
Da jeg er ude at spørge om busser og tog og metro, kommer der en fyr ud i
receptionen. "Are you from Denmark? The one with the bicycle?" Jeg er temmelig
desorienteret. Hvad er nu det? Er jeg kendt i hele Kina? Der er noget bekendt
ved stemmen, den kender jeg. "I worked at the Mix Hostel..." og nu
genkender jeg ham. Jeg husker ikke navnet, men det ER ham. Og pludselig er jeg næsten
i
familie med dem og må fortælle om både dengang og nu.
Jeg begiver mig ud for at finde supermarkedet og kommer hjem 4 timer senere. Dog
MED mine indkøb. Men efter at have lokaliseret biksen, fortsætter jeg mod
centrum på jagt efter Metropolitan Tower, hvor det danske konsulat ligger.
En dansk-kinesisk pige der hjalp mig tidligere med at prøve at lokalisere skolen
i Maoxian og engelsklæreren. Hun er her nu ikke mere, men er flyttet til
Shanghai. Hendes afløser kender jeg også pr. mail og hun er p.t. også udenbys,
men der er endnu en yngre dansker dér med et vietnamesisk klingende navn. Det er
ham, jeg møder, da jeg bliver lukket ind i konsulatet på 31. etage. Hans danske
er der ikke noget i vejen med, men han har både vietnamesiske (forældrene) og
kinesiske (bedsteforældrene) rødder. Han er praktikant på konsulatet og skal om
ca. 1 1/2 måned hjem og studere videre på kinesisk sprog (mandarin) og kultur.
Jeg havde bare tænkt kort at hilse på dem, men Hans Halskov har ikke så meget på
programmet, så jeg bliver taget direkte med ud til frokost. Jeg når ikke helt at
opfatte, hvor vi går hen, kun at vi kører højt op. Restauranten drejer langsomt
rundt, mens man sidder og spiser. De kender øjensynligt stedet. Jeg må fortælle,
og jeg har masser på programmet, nu der tales dansk. Det er første gang længe.
Så jeg når ikke at nyde maden fuldt ud. Det er lækkert alt sammen. Specielt er
der en aubergine-ret - himmelsk.
Hans har været i Yingxiu med ambassadøren på etårsdagen og tilbyder at hjælpe
med stof m.m. til min bog. Desuden har han fået endnu en datter, som nu er 16
mdr. Alle pigerne derhjemme taler kinesisk til hende og Hans taler dansk. Så kan
hun lære det, kan hun!
Da vi atter er nede på gaden igen er jeg lettere fortumlet. Vi tager afsked ved
Metropolitan Tower og Hans giver mig en nål. 60 står der på den på rød baggrund,
i anledning af 60 års diplomatisk samarbejde. Allerede i starten af 1950
anerkendte Danmark sammen med Sverige som nogle af de første lande det nye Kina.
Den er jeg glad for!!!
 |
 |
|
| ...når der da ER noget at lave... | ...SÅ slæbes der - også uden... |
Jeg går forkert. Der var et hjørne med et kæmpe billede nok af
Chongqing efter de planlagte skyskabere er færdige. Det kunne bruges til
at bestemme retningen efter.
Først senere ser jeg nærmere på billedet. Det var jo ikke det billede.
Det viser sig at det er så stort, at det går rundt om TO hjørner - og det
mellemliggende. Så nu finder jeg det rigtige hjørne - og så er der ingen
problemer.
Vil købe billet til toget i overmorgen. Der er et hurtigtog, der gør det
på 2 timer. Desværre kører det fra Chongqing Nord, men det er der ikke
noget at gøre ved. Der er billetkontorer (dem der tager 5 RMB) inde
omkring monumentet. Nærmere kan hun ikke komme det. Jeg får en seddel
med med navnet på sådan et billetkontor på kinesisk. Det er ikke helt
let. Mange er selv turister. Endelig, efter endnu et forgæves forsøg, er
der en der siger: "Can I help you?" Det er en pige med sin far og nogle
classmates i kølvandet. Der bliver diskuteret kraftigt, man er ikke helt
enige, men jeg skal da følges, det er klart. Vi standser et sted.
Datteren er lige inde og tjekke, om det kan lade sig gøre. Det er vist
et rejseselskab i bredere forstand, men de har også én luge med
togbilletter. Resten kunne jeg godt have klaret selv, men lad nu bare
pigerne. Jeg får min billet og vinker glad til familien, nu er der vist
også en mor, hende så jeg ikke før.
Jeg driver lidt rundt søgende efter Chao Tian Men, hvor mit Yangtze
cruise startede for 2 år siden (med bus). Når frem til en udsigt over
Jialing River. Er operaen blevet færdig? Noget mærkværdigt åbenbarer sig
for mine øjne. Det ligner en noget fortegnet udgave af en færge fra
siden. Lutter rette linjer og skæve vinkler.
Jeg finder pladsen. Nå, herfra ser den da lidt mere interessant ud, men
køn?
 |
 |
|
| ...men meget af tiden er uvirksom | Chongqing's skyline i disen |
En vesterlænding kommer smilende imod mig og siger, at så er han da ikke
den eneste hvide mand. Da jeg svarer, siger han, at vi måske kan snakke
dansk. Aha, en med sprogøre, det er ikke så mange, der kan høre, hvor
jeg kommer fra.
Han er rumæner og to gange flygtning, som han siger. Først politisk
flygtning til Danmark og siden økonomisk flygtning til Tyskland. Vi
snakker længe der på pladsen. Det begynder at regne, og da alle vil
sælge os paraplyer, tager vi udstyret frem. Han har en tynd badehætte
lignende ting at sætte på hovedet, og jeg har min paraply fra Maoxian.
Jeg anede muligheden for regn, så jeg tog den med. Nu kommer den mig til
nytte. Vi ender med at tage en bus sammen. Da vi næsten er hjemme ved
mig, tager den en forkert drejning, og jeg stiger af ved første stop,
efter vi har givet hinanden hånd på et hyggeligt møde. Måske ses vi i
Chengdu?
Jeg har luret vejen. Der går en trappe ned her, den må ende i min vej,
så jeg ikke behøver at gå tilbage? - ganske rigtigt.
Nu håber jeg køkkenet har åbent endnu, klokken er 18.55.