[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 7
Søndag 18.04.10
Jeg vågner og ser vantro på uret. Ti minutter i syv. Det skulle vise 5.30. Nu bliver jeg
nødt til at blive, til vejen åbner igen. Det går op for mig, at det er NU bussen
kører. Jeg overvejer, hvor mange penge jeg har tilbage, alt imens jeg i største
hast giver mig til at pakke. Straks efter ringer telefonen. Det er Che Li.
Bussen kører nu! Hvorfor er du der ikke? Jeg undskylder det bedste jeg kan,
siger at nu skal jeg også have en cykel med, som om det gør det bedre. Jeg
skynder mig, siger jeg, er der om 5 min. Det ved jeg ikke holder,
men jeg har fået en livline - de er ikke kørt endnu.
Da Xia Wei kom med cyklen i går spurgte han, hvad jeg ville gøre med den, og jeg
svarede, at jeg ville foretrække at lade den blive, til jeg kommer tilbage
senere, men det var han ikke glad for, kunne jeg fornemme. Men hvordan skulle den
kunne være i bussen? Men det mente han kunne lade sig gøre, hvis jeg tilbød at
betale f.eks. 100 for den.
Kommer ned ad trapperne iført al bagagen og cyklen. Der er ikke tid til, at få
mit depositum retur. Så nu har jeg ofret i alt 170 på dette lorteværelse!
Kan cyklen mon køre? Det kan den, bremserne virker stort set ikke, og sadlen er
sat ned til småbørnshøjde. Det må se sindssygt ud, da jeg med rygsæk hjuler op ad
vejen. En gal "laowei" på vej hvorhen?
Lungerne hænger hurtigt ud af halsen på mig, men jeg nærmer mig. Jeg skulle være
blevet på det første hotel, det var lige ved busstationen. Nu skal jeg desværre
op ad bakke. Ved busstationen er der en kæmpe trappe op til ventesalen og
billetkontoret. Derfra så jeg i går busserne holde på den anden side. De må
altså køre ned bagom bygningerne til venstre for, så jeg kører hen og finder
vejen op bagom. Jeg kan ikke mere, da jeg når op til holdepladsen. Der holder en
bus, der ser ud til at være ved at køre. Chaufføren er der, han er ikke i tvivl om,
at det er mig, han skal have med. Han åbner bagagerummene og viser, at der ikke
er plads til nogen cykel. Jeg antyder at hjulene kan tages af. Han går om på den
anden side og viser, at der heller ikke er plads. Så hiver jeg 100 sedlen frem,
som Xia Wei har foreslået. Det ser ikke ud til at have nogen effekt. Vi går om
på den anden side igen. Jeg foreslår med fagter, at den kan komme med ind i
midtergangen og vifter med mine 100 igen. Vi går igen om på den anden side, og
han begynder at omplacere bagagen, så min rygsæk kan være der. Og sådan går det
til, at jeg trods alle odds alligevel kommer med bussen til Chengdu. Jeg antyder
at styret bør fastgøres til sædernes håndtag, men det er ikke nødvendigt. Det må
de finde sig i, som sidder der. Jeg får sædet i første parket ved siden af
chaufføren. Kl 7.20 kører vi.
Jeg finder hurtigt ud af, at der er en sikkerhedssele og får den spændt.
Udsigten er fin. Faktisk lidt for fin. For disse kinesiske chauffører kører som
død og helvede sammenlignet med danske forhold.
Da vi passerer broen syd for byen, ser jeg, at de fleste af søjlerne til en ny bro
allerede er på plads. Og nu hvor det er lyst ser jeg, at træerne på skrænten,
hvor jeg løb ned på marken, ganske rigtigt ikke er der mere. Marken er totalt
oversvømmet, der må være en dæmning, der stemmer vandet op. Det er ikke til at
kende.
Chaufføren er dygtig og bussen er meget mere behagelig at køre med end
minibusserne. Han kaster fra tid til anden bussen fra side til side for at undgå
de værste kratere. Og må så ind i mellem bremse hårdt op for at køre nærmest
sidelæns over pukler på vejen. Så tidligt er der endnu ikke så megen modkørende
trafik, så vi kommer et godt stykke, før vi for alvor sidder fast. Og kun i 10
min. Mange gange er der kortere afbrydelser, hvor store maskiner midlertidigt
spærrer, eller arbejdere er i gang med at trække lange betonpiller fra en vogn op
ad bjergsiden. Kun en enkelt gang er fjedrene i bund. Han kan sit job. Men med
en skrækindjagende fart går det set fra min plads - det er værre end rutschebanen.
Overalt myldrer arbejdere med skovle og primitive redskaber, mens de undertiden
afløses af store moderne maskiner.
Da vi holder tissepause må cyklen ud, men de andre gange, hvor trafikken går I
stå, må folk kante sig forbi, hvis de skal ud og ryge.
Det er halsbrækkende, var det ikke fordi, jeg kan få taget nogle rimelige
billeder gennem forruden, ville jeg gerne have været det foruden.
Omsider når vi til betalingsvejen, og så går det ellers med 100 km/t derudaf.
Denne chauffør kører mest i midterbanen, der hvor der er 3, og det er der det
meste af vejen fra Dujiangyan.
Kl. 12 ruller vi ind på Cha Dien busstationen. Han har fået sine hundrede, men
hvor jeg mente, jeg ville give 100 for cyklen ALENE, har han åbenbart regnet med
100 i alt. Det burde efter de alm. takster også være dobbelt pris, men om de
større busser også har øgede priser, ved jeg ikke.
Herfra kender jeg vejen - og den er lang. Jeg hviler en enkelt gang og spiser
lidt morgenmad, jeg har med, men derfra tager jeg den i ét stræk med rygsæk og
det hele. Stadig med sadlen nede. Jeg prøver et par gange om jeg kan låne en unbraco nøgle, men værktøj har scootertaxi chauffører åbenbart ikke.
Omkring 12.30 er jeg HJEMME. Hjemme hvor man taler engelsk i et rimeligt omfang.
 |
 |
|
| Der er mange forhindringer.... | ...på vejen mod Wenchuan |
Jeg sætter cyklen ind. Ledig computer! Jeg får sendt brevene fra Maoxian. Næsten
hver gang jeg sidder der, er der problemer af en eller anden slags, men i mål
kommer jeg.
Det næste er at få købt en lås, for den oprindelige - der var låst - er væk. Det
er heldigvis lige ved siden af, så Elaine, der er den næstmest kompetente, går
lige med. De har kun en ødelagt én af den slags wirelås, jeg vil have, men kan
skaffe en i løbet af kort tid, den skal koste 25? Det accepterer jeg. Sådan en
koster vel normalt 50 der hjemme for ikke at sige mere. Mine blinklygter er
også væk, kun den bageste holder sidder der endnu.
Så får jeg gemt mine 100 billeder fra Maoxian-udflugten. Imens kommer låsen, og
jeg får spist lidt.
Så står den på cykelrengøring. Det tager mindst en time, men så har jeg også
fået justeret bremserne og fjernet tapen, der var sat over den store klinge og
computerholderen, der var gået i smadder, er væk. Og sadlen er sat op! Og
lygteholderen fjernet. Så nu ligner den min cykel igen, men jeg får ikke tid til at køre
nogen steder i dag, for nu skal der skrives, så jeg kan være up to date.
Natten sprang jeg over. Efter at jeg havde været ved at falde i søvn flere gange,
kom jeg i den tilstand, hvor jeg ikke regnede med at komme til at sove
overhovedet. Aircon'en, der var kommet i gang, skramlede og larmede som en syg
klapperslange. Fra tid til anden blev den tavs, kun for at begynde en ny
sekvens. På et tidspunkt efter halv fire faldt jeg i søvn. En tung søvn?
Overhørte jeg virkelig alarmen? I så fald er det aldrig sket før. Eller virkede
den ikke? Hvilket desværre ER sket før, dog uden så NÆSTEN fatale konsekvenser.
Jeg skal nok bruge telefonens alarm i stedet. Det er godt med alternativer.
Dette må vel siges at være første etape, og jeg er tilfreds med resultatet.