Besøg på VLT - very lage telescope


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 10
Antofagasta 23.07.02 kl.18.15
I byen me det mærkelige navn bliver jeg to dage mere, men her kommer et nyt brev:

Støvbjergene - Stensletten i Støvbjergene 30.03 km
Vågnede som sidste nat ved 00.30 - 01.00 tiden, og syntes ikke jeg havde sovet siden, med uret viste ca. 06.30. På tide at stå op. Her er 8 grader indenfor, men dejligt varmt i min sovepose. Udenfor viser det sig at være 2grader. 2 kopper kaffe i dag. Det foregår i teltet. Alt er støv udenfor, der er intet at sidde på. Den sten jeg fandt i går til at banke pløkke i med, var vist den eneste. Alt er i inderteltet, som er blevet erklæret for støvfrit område, og alt skal ud herfra og sættes direkte på cyklen. Den står lænet op ad en skrænt. Jeg mindes dagen i går. Det var som en snkeltstart på Mt. Ventoux: Du skal køre med alt, hvad du har, men der skal alligevel være noget tilbage til sidst.
Kommer afsted 8.35. Kilometerangivelsen har været forkert. Selv om min tæller viser en anelse for meget, er den helt gal. Det stykke, jeg kan se fremad, nedkørsel og opkørsel, kunne måske godt være 10 km, så jeg aner reelt ikke, hvor langt, der er til de sidste 10 km's asfaltvej. Siden minen Yumbas, hvor min ven fra bussen arbejdede, og som jeg nylig har set ligge i en dal langt nede til højre, har der været spredte stykker med gammel asfalt. Aldrig i hele vejens bredde og af umådelig ringe kvalitet, men alligevel fremskridt. Jeg passerer endelig op over bakkekammen og inden længe ser jeg det vidunderlige syn af en lang, lige lys streg skråt op af bjerget lidt fremme: autoværn. Inden da skal vi dog lige have overstået et stykke af værste slags med løst grus overalt. Det er den rene speedway, omend i et andet tempo. Det gælder om at finde det sted, hvor der er mest "bid". Ind imellem må jeg skråt over vejen til bedre steder. Det er om at holde tungen lige i munden, sætte en kurs og så bare holde den gennem grusbunkerne. Jeg får hurtigt ondt i skuldrene af det krampagtige tag i styret.

 


På vej mod toppen Blandt verdens største teleskoper



9.35 står jeg tæt ved den mest henrivende asfaltvej op til bjergtoppen. 2050 m siger højdemåleren. 600 m op på 10 km: 6% Kilometertælleren viser 11.44, der skulle altså have stået 37 og ikke 27.
Opad går det. Et skilt fortæller vist om kraftig stigning de næste 3 km, blæsebælgen går i hvert fald på højtryk, farten er 5-6 km/t, jeg tror allerede, det er den tynde luft, der gør sig gældende. Hyppige stop. Jeg har god tid.
På med pulsmåleren, pulsen stabiliseres efterhånden ved 151. Under normale omstændigheder ville den ligge på 171 anslår jeg. Der er noget med at pulsen falder her i højden. Hjertet skal jo bruge ilt, og når iltindholdet falder, må det slå langsommere og præstationen sættes vel tilsvarende ned?
Da vejen svinger og jeg får modvind, stiger den til 159, og jeg føler trang til at holde pause. En "kraftig" modvind (frisk til hård vind) – men det går trods alt også opad - forsøger at forhindre mig i at nå mit mål, men jeg kæmper mig op over bjergkammen og ser nu teleskoperne ligge på en flad top fremme. Jeg er nær. Hvor nær, ser jeg først et øjeblik efter, da det viser sig, at hele den omliggende by ligger nærmest nedenfor mig og gitterlågen er dèr 300 m fremme. Jeg er i mål. Klokken er ca. 10.45 og tælleren står på 27 km. Vagten ligner èn jeg har kendt tidligere og taler spansk, men forstår sagtens, at jeg bare er lidt tidligt på den, og jeg bliver vist ind i et lille "venteværelse" med toilet, hådnvask, varmt og koldt vand. Det lykkes mig at vaske hår og det meste af overkroppen i den lille vask, men jeg tørrer pænt op efter mig på gulvet med noget køkkenrulle, der står der til at tørre hænder i.
Det er forunderligt at sidde her med moderne komfort midt ude i det støvhelvede, jeg har befundet mig i i to dage. Kontrast på kontrast på kontrast.
Der er nøje kontrol med hvem, der kommer ind her. Jeg har udfyldt en formular og er blevet forsynet med et besøgsskilt nr. 02 visita turistica. Lastbilchaufførerne, der fx. kommer med vand - der har allerede været to, mens jeg har ventet - får et magnetkort, som køres gennem en kortlæser udenfor, og afleverer noget, der formentlig er en faktura. En af ESO's biler kommer, der er nok en ansat, der har besøgende med. Alle, selv 2 små børn på 3-4 år, får et besøgskort. Det er ikke fordi her er hemmeligheder, man må frit fotografere, det er jo videnskab det her, ikke militære hemmeligheder. I videnskabens verden samarbejder man, undtagen nogle enkelte gange, hvor det gælder om at vinde priser.
Der er efterhånden kommet en hel del besøgende, nogle i privatbiler andre i en bus. Nu håber jeg ikke, at omvisningen er på spansk. Jeg er iført den næsten hvide HH-fleece-bluse og har børstet det værste støv af bukserne, støvlerne har vist sig at være ideelle til denne tur, de har samme farve som støvet. Af de investeringer, jeg har gjort, er de mest elskede: soveposen, uret, mine Vaude-cykeltasker og støvlerne i prioriteret rækkefølge. Bilerbe kører i kortege ind på området nu kl. 14.00. Jeg blev spurgt, om jeg ville cykle eller køre med 'turlederren', og valgte det sidste. De sidste 300 m op ville tage mig en halv time - mindst. Nu sidder vi alle 40? og venter på først at høre om sikkerheden. Der ligger en masse sikkerhedshjælme, så sådan èn skal vi nok alle have....
Efter at have været hele turen igennem: introduktion, teleskop, kontrolcenter og som en ekstra bonus hotellet, som Mauricio ellers bare viser sine studerende, men jeg ser ud som om, jeg ikke gider høre mere om stjernernes fødsel og død, som jeg formentlig ved lige så meget om som den talende, så jeg kommer med, ender jeg med at stå ved min cykel en oplevelse rigere. Ikke at jeg har fået noget at vide, jeg ikke lige så godt kunne have fået at vide hjemme, men jeg har med mine egne øjne set disse kæmpe elektroniske vidundere, det ypperste menneskeheden endnu har frembragt, eller næsten - for der er en ekstra finurlighed foruden de 4 teleskoper. De kan kobles sammen og man kan lave noget, der kaldes interferometri. Og hvad mere er, al denne højteknologi er anbragt et af de mest ugæstfri steder på Jorden, og jed har selv på min egen krop mærket hvordan omgivelserne er.
Mauricio viser sig, at være underviser på arkitekt skolen i Antofagasta, og hans studerende er altså hovedsagelig kommet for at se hotellet, som er tegnet af en berømt tysk arkitekt. Det er endnu et spring i tid og rum. Hvor der blæste en kold vind på toppen, og hvor temperaturen i teleskophallerne skulle følge udetemperaturen, så går vi nu ind i et tropisk paradis af cirkler, cirkelbuer, tropeplanter og swimmingpool. En sådan modsætning til det udenfor - og det er naturligvis helt bevidst – at man næppe kan fatte det.
Da jeg endelig 16.45 triller ned ad bjerget, har også denne dag været usædvanlig, og jeg har desuden Mauricio's tlf.nr., hvis jeg får problemer i Antofagasta.
Er klar over, at jeg ikke kommer langt, men der blæser en ret kraftig vind nu, så jeg vil gerne have læ og gerne nogle store sten i stedet for pløkker. Jeg finder et glimrende sted. På toppen havde jeg den første rigtige oplevelse af, hvordan højder føles. På vejen op ad bjerget, har jeg godt nok pustet, men stigningen ER også kraftig, men oppe i teleskopbygningen (300 m ekstra opad) går vi opad en trappe, og det er noget man kender og kan sammenligne, jeg bliver forpustet vare i normalt tempo. Vi nærmede os også 3 km.
 


Marslandskab - i Atacamaørkenen


21.07.02
Stensletten i Støvbjergene - Antofagasta 1915 m 33.33 km
Klokken er 6.45 og det begynder at lysne. Det er 3.9 grader - indendørs. Er der ikke lige èn, der sætter vand over? Her er FULDSTæNDIG stille. Ikke en vind rører sig, ikke en lyd høres udover kuglepennens krablen på papiret. Jeg må ud og se på morgenen! Første handling er at tage hovedpuden på - min HH-sweater. Underkroppen føler ingen trang til at forlade soveposen, men èn skal jo lave kaffe.
Det er svært at tro, at det kan være bagende varmt om 2-3 timer. Nu længes jeg mod det, til den tid vil jeg længes mod kulden. Min pragtfulde sovepose er indvendig forsynet med en krave, man kan lukke sammen, så kroppens varme bliver nede i posen, og kun hovedet stikker ud. Desuden kan hætten lukkes sammen, hvis også ansigtet får det koldt. I nat følte jeg trang til at stramme kraven lidt, og da jeg ser udetemperaturen, forstår jeg hvorfor -6.4 frader, men tænk at jeg - den kuldskære – kun iført almindeligt undertøj, kan sove ude ved sådanne temperaturen!
Udstyret har bevist sin effektivitet. Nu mangler jeg bare, at få købt et par lange uldne underbukser til, når vi skal ned på -20. Solen rammer allerede bjerget bag mig, jeg kan ligefrem se skyggen trække sig nedad. Et slynget spor går opad, hvor længe går der, før solen når svinget? En - to, jeg tæller sekunderne, Ni - Ti, så nu er den der, og inden længe ligger også teltet badet i ørkensolens morgenlys. Afgang 9.15. Vejen går ligeud, men desværre ikke i konstant højde, jeg skal op igen. 2065 m så er jeg oppe, desværre kun for at se en endnu værre stigning langt fremme. Hører det aldrig op?
Der er vist over 16 km derhen og det sidste stykke (kun 50 m) er MEGET stejlt. HH viser nu sit værd. I mangel af skjorte til at dække armene, bruger jeg den, og nu kommer den hvide (engang) farve til sin ret. Samtidig tror jeg, den formindsker fordampningen fra armene, så med HH stående åben for dog at få nogen køling, når jeg toppen. Fra 1880 m er jeg nu oppe i 2135 m. Langt fremme ser jeg fugtige skyer ligge i dalen (30-40 km?)

Klokken er nu 11.15, km: 23.83.
Kilometertælleren når at standse lidt over 27 km. Så sker der noget. En stor varebil (camioneta) i min retning standser og af chaufførens gestus forstår jeg, at jeg han tilbyder, at jeg kan køre med og at cyklen kan komme om bagi. Jeg trækker lidt på skuldrene. Jeg er ved godt mod, vejen har været blandet, ikke så god som håbet, og jeg tager en rask beslutning, omend jeg synes det er lidt usportsligt, ja, tak. Vi får cyklen løftet op bagi og lagt ned og så sætter vi i gang. De første 5 minutter klamrer jeg mig til, hvad der er: sædet, håndtaget i døren. Jeg har ganske vist set, at de kører hurtigt på denne vej, men oplevelsen af, hvordan det føles, er ny. Gruopvækkende. Bilen hopper og danser henover vejen. Forsigtigt skæver jeg til speedometeret: nå, vi kører "kun" 80,
men det føles sandelig som 100. Men sådan går det derudaf, og jeg vænner ,mig efterhånden til forholdene. De næste 40 km til vi når Ruta 5, er der intet, der forandrer sig, udover at vi ikke skal over flere bjergrygge, vejen går støt nedad, men omgivelserne er nøjagtig lige så brune som hidtil, her lever intet, og vejen er akkurat den samme med få opkvikkende stykker med næsten hel asfalt. Det, der ville have taget mig 3 timer + frokost, klarer vi på 1/2 time. Så kommer vi ud på Ruta 5, pragtfuld vej,
men landskabet, jeg havde trøt ville vinde lidt i vegetation, er det samme brune. Han skal helt til Antofagasta, og da han nu får den op på 100, varer det ikke mere end en 1/2 time til, så er vi i Antofagasta. På vejen er der, udover de sædvanlige reklameskilte, som mange steder står med 200 m's mellemrum, kun to værker: en mine af en slags og en cementfabrik, en Copec pg en Esso-tankstation ved siden af hinanden og en restaurant, hvor det meste af navnet er overdækket, såq den enten er lukket eller ikke eksisterende. Jeg takker mig selv for den hurtige beslutning, èt er at køre i de øde bjerge og se på et sådant landskab, noget andet er at køre på carreterra'en.
De sidste 16 km drejer vejen til Antofagasta fra, og snor sig ned mellem lige golde bjerge til vi endelig ser de første huse på en top forude. Vi fortsætter ned til vandet, de rige bor der ovre til venstre, viser han og peger, mens vi fortsætter mod højre (nord) af en slags strandpromenade, som i vanlig chilensk stil består af omtrent lige dele affældige karrèer og liebhaverboliger og luxushoteller.
Og sådan går det til, at jeg ankommer til Antofagasta en dag før beregner kl.13.00 om eftermiddagen. Det er desværre en søndag. Turistinformationen er, som jeg havde gættet lukket. Nu ville Lonely Planet Chile have været til hjælp med kort og billige overnatningssteder, men jeg triller lidt rundt med næse for, hvordan der skal se ud ved sådan et sted og finder også èt, som jeg synes ser lidt dyrt ud. Da jeg senere spørger en mand, er det det jeg bliver vist hen til. Det er billigt. Så nu bor jeg på Residencial El Cobre i ANTOFAGASTA. Uden at have været i San Francisco vil jeg sige, at det er det, den minder mest om. Stejle gader, der ender langt oppe af et brunt bjerg. Det er her de fattige bor, kan jeg se på husene - men fin udsigt!

Antofagasta 22.07.02 0 km
Klokken er 13.50 og jeg har netop fået mig, i bogstaveligste forstand, en kop øl og noget ost og brød. En dejlig afveksling fra el mermelada durazno! Nu venter kaffen og to kokoskager. Dette storbyliv er trættende eftersom, jeg altid skal købe noget og have oplysninger, og begge dele kan være tidskrævende. Denne by har dog en mere passende størrelse end Santiago. Har efterhånden fået erstattet det tabte. I dag gjaldt det bedre underlag, solcreme, ordbog, CD'ere til at overføre billeder til, lange underbukser, skjorte, oplader og oplysninger om området ind mod Bolivia m.m. Underlaget er en katastrofe. Selvoppustelige underlag findes
tilsyneladende ikke. Blev sendt hen i et center på størrelse med åkirkeby. Selv ikke franske supermarkeder eller Bilka, kan være med. Da jeg så ned ad sådan en "gang" ville jeg have taget et billede, men man skulle aflevere sin taske (styrtasken har jeg ALTID med mig) udenfor. Ville hente kameræt, men da jeg skulle ud, fik jeg alarmen til at gå i gang. Min højre arm uden nogen metalgenstande kun iført HH kunne få den i gang.
Efter under megen morskab at have været tilbageholdt nogle minutter, blev jeg sluppet fri, men syntes ikke, jeg havde tid til at gentage spøgen. På vej tilbage kom jeg forbi en aviskiosk og NU skulle det være. Jeg måtte lige opdateres i Tour de France. Prøvede at spørge mig frem, men selv om vi nåede til 'carrera', 'bicicleta' og 'en Francia', var der tilsyneladende ikke noget, der sagde nogen noget, (Der er heller ingen chilenere med, men Schumacher kunne de godt skrive om).
Da jeg havde opgivet og fortsatte, hvem møder jeg så 100 m længere fremme? Min nye ven Mauricio, som jeg har inviteret på middag i byen i aften. I en by med 1/2 million indbyggere! Ved hans hjælp lykkes det at finde en avis ('Tercera') med sportstillæg og en HEL side om Tour'en, og hvad er overskriften? 'La batalla de Mont Ventoux'!!! Utroligt. Men jeg synes ikke, jeg ser CSC-Tiscali nogen steder?
Den videre plan begynder at tegne sig: Herfra i overmorgen mod Calama. Til minen (verdens største overflade-mine) i Chuquicamata, videre til San Pedro de Atacama, der er et af de store trækplestre i turistmæssig forstand (heldigvis er det vinter). I dette område vil jeg bruge en lille uge med 'Valle de la Luna', flamingo-reservater og små landsbyer. Hvis det er muligt på en tour op til gejserne ved den bolivianske grænse. Det er ikke muligt at cykle derop. Vejen er vist officielt lukket, men de stedkendte chauffører i 4WD får vist lov til at køre. Koster nok en formue. Tilbage til Calama, for at tage toget til Uyuni nær Salar de Uyuni. Hvad der så skal ske, bortset fra at jeg vil til Isla de Pascadores ude i Salar'en, ved jeg ikke, men det kommer an på vejr og temperaturer. Det er gennemgående meget koldere i Nord-Chile end det plejer p.g.a. El Niño. Måske på en flerdages-tur med 4WD til den sydvestlige udørk af Bolivia? Under alle omstændigheder mod La Paz omkring den 18.08 for at bekræfte min returrejse og bruge tid på Machu Pichu i Peru, hvis der er en bus, og Titicaca-søen. Hermed slutter dagbog nr.1. En ny er købt.
 


Tilbage i storbyen.... ....mellem hunde og biler

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]