Blandt venner i storbyen


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 11

Antofagasta 24.07.02

Antofagasta 23.07.02 31.48 km

Klokken har netop passeret midnat og det har været endnu en mindeværdig aften. Mauricio havde taget sin kæreste med, og vi havde det utrolig hyggeligt. Hvis jeg vil vente med at tage afsted til torsdag, vil hun lave
'ceviche' til os. Det er en fiskeret med citron, som jeg da gerne vil smage. Desuden skal Mauricio vise mig byen i morgen på cykel, så med de ting jeg ikke har nået i dag, kommer det nok til at passe.
Iøvrigt bliver jeg nødt til at tage toget helt fra Calama til Uyuni, så der ikke bliver langsom tilvænning til bjergene. Jeg kan i hvert fald IKKE stå på i Ollagüe. På den anden side skal jeg jo så heller ikke cykle i
de 4500 m's højde, som passet vist ligger i.
Kl. 15.15. Sidder på Plaza'en med min cykel holdende ved siden af. Klokkespillet i uret midt på pladsen slår netop a - g - f - c. Jeg har ikke absolut gehør, så jeg ved ikke om det er helt korrekt, med gætter
på det var f-dur. Jeg har fået nyt logi. Carolina, som kæresten hedder, insisterede på, at jeg sov på hendes sofa, men der findes kun èn nøgle, og den har Mauricio, for han kommer først hjem, og jeg er ude i ærinder som: at få vasket, sende postkort og hæve penge. Der røg nogle ved restaurationsbesøget, hvor vi fik drinks både før (Pisco Sour) og efter maden.

Domkirken i Antofagasta Jo højere oppe ad bjerget - jo fattigere

 

Antofagasta 24.07.02 57.54 km
Tingene viste sig at være lidt komplicerede, eftersom Carola var midt i at lave første del af sit afgangsprojekt færdigt (også arkitekt). Jeg havde hele lejligheden for mig selv til en gang i morges, eftersom de arbejdede på projektet og sov i hans lejlighed. Det var betydelig bedre end mit forrige hotel. Da jeg lagde mig og lige skulle se TV et øjeblik, gik jeg ud som et lys, var senere lige vågen nok til at slukke, men sov ellers som jeg ikke har sovet længe.
I dag skulle jeg så smage den typisk chilenske ret, og vi enedes om, at det måtte være til frokost, så de kunne komme videre med projektet. Inden frokosten kørte jeg endnu en gang til centrum for at gøre et sidste forsøg på at finde et bedre underlag. Det lykkedes mig at finde et, som stadig er af skumtypen, men lidt tykkere og med sådan en slags vaffel-eller æggebakke-mønster. Det var dèr, hvor det virkede mest usandsynligt at finde det, de havde stort set kun værktøj, men lige en enkelt disk med fiskekroge, waders og den slags, og så dette underlag, som sad på væggen bagved helt oppe under loftet. Den unde mand måtte først ud for at finde en stige, og da han endelig var kommet op kalde på en anden for at få en bidetang, for det var sat forsvarligt fast. Da han endelig greb fat i det og løsnede det fra væggen, stod der en støvsky til alle sider, som om jeg havde haft det med for nylig og sovet på det UDENFOR teltet. Lidt overflødigt fortalte han mig, at de kun havde det ene, jeg prøvede til gengæld at antyde, at det nok havde hængt der i nogen tid, hvorefter han gav sig til at børste det som en gal. Under en del moro for de andre kunder, rullede jeg det ud, og lagde mig på det på gulvet. Det føltes ikke dårligt, men 1/2 minut på et gulv er og bliver noget andet, end en hel nat på stenbund, hvor stenene vokser i løbet af natten. Men med TO underlag må jeg vel kunne sove nogenlunde?
'Caviche'n' smagte himmelsk, lige noget til en varm sommerdag, og det var det faktisk også efter danske forhold. Opskriften er indtil videre en hemmelighed, jeg skal prøve at lave noget lignende, når jeg kommer hjem. Jeg kan stadig ikke udtrykke mig på spansk, men alligevel synes jeg, det går bedre. Jeg kan da sige en del af de engelske ord på spansk også, og dermed hjælpe til at Carola forstår lidt mere, hendes engelsk er ikke så meget bevendt - og hun har endda været i udlandet (Brasilien). Mauricio har noget Mapuche blod i sig. Hans bedstefar kom et sted nede sydfra. Der er lidt Marcelo Rios over ham, hun er mere klåssisk spansk af udseende. Undervejs viser der sig to ting, der forbinder dem med Danmark.
Hun kommer med en dåse, hun synes så godt om, og hvad har der været i den? Keldsen småkager. Der er et motiv af Carl Larsson på låget, og Mauricio henter, da jeg af en eller anden grund er kommet til at fortælle om NaturBornholm, et opgave-oplæg til en arkitektkonkurrence om noget tilsvarende. Først tror vi, det er det samme, vi taler om, men da jeg ser det, viser det sig, at det er på Møn, man vil lave noget efter samme koncept. Underligt at sidde og læse dansk hos nogle tilfældige chilenere. Der er dog også en engelsk oversættelse. Han har også et oplæg angående det kongelige teatera skuespil-eller operahus, jeg har ikke fulgt helt med i den sag.
De er 26 og 28 år, regner jeg ud, da vi taler om kuppet i 1970, hvor ingen af dem var født, men gennem familiernes "sår", har de alligevel haft det tæt inde på livet. Problemet er nu, mener de, at der er en masse, der har deltaget på militærdiktaturets side, men som er gået fri.
Desværre må vi jo tage afsked, men ses måske igen?
 


Carola og Mauricio La Portada

 


Jeg cykler nordpå for at se La Portada, en slags chilensk 'Pont d'Arc' (som går over floden Ardeche i Frankrig), der står et stykke ude i havet. Det er min mening, at jeg vil sove et sted i nærheden, men der er INGEN egnede steder. Klokken er næsten 18, og jeg beslutter at køre tilbage til Antofagasta (som jeg under alle omstændigheder skulle), og se om mit gamle værelse stadig er ledigt på 'El Cobre'. Må køre i tiltagende mørke, men jeg har jo heldigvis en fast baglygte med blink, man bare tænder med et tryk. Den er 19.20 før jeg er fremme, men værelset ER ledigt. Efter at have skrevet lidt, går jeg ud i byen for at få noget at spise.
Jeg kender efterhånden byen som min egen bukselomme. Efter at have set på forskellige pizza-og kylligerestauranter, ender jeg med at gå hen et sted, hvor man kan få 2 retter for 1000. Denne gang skal det være noget andet end sidst.
I morgen går det så mod Calama.
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]