I verdens - tidligere - største åbne mine


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 14

San Pedro de Atacama 29.07.02
Chuqui - Calama 18.07 km

Var som sædvanlig vågen flere gange af længere varighed. Jeg begynder at tro, det er højden, der gør det. Til omvisningen i verdens største åbne mine, skulle man møde 8.30 på en adresse i byen. Spurgte min betjent, hvor længe , jeg ville være om at gå dertil, jeg havde allerede aftalt, at cyklen godt kunne blive stående. Hvis ikke politiet kan passe på den, hvem så? Han ville absolut have mig til at vente 'un rato'. Jeg troede, det var fordi, jeg skulle hilse på afløseren, der skulle komme kl. 8.00, men det viste sig, at jeg skulle køres. Politiet yder en vis service her.
Når skaderne gøres op fra i går, er jeg sluppet med lettere hudafskrabninger på knæene, to halvforstuvede fingre og lettere molestrerede negle og en ikke funktionsdygtig bagtaske. Det sidste naturligvis det værste.
Under besøget i minen kommer vi op i 2780 m. Som det er med sådan nogle omvisninger, er alt det pladder man hører ligegyldigt, men SYNSINDTRYKKENE overvældende.

 


"Mindre" transporter Køretøjer i forskellige størrelser

 

Efter besøget er der en dame med et videokamera og nogle småpiger, der vil mig noget. Først tror jeg, jeg skal filme dem sammen, men det er MIG, der skal filmes. Det er lærerinden og nu skal pigerne vise, at de kan engelsk, og jeg skal være forsøgskanin. De spørger det bedste de har lært på engelsk, og jeg svarer tilsvarende på spansk, jeg ved ikke, om det var meningen. Da dette åndfulde interview om mit navn, min alder m.m. er ovre, ser jeg chancen for at blive kørt tilbage, men det skal de ikke. Guderne
må vide, hvad de så skal? De gule taxi'er kører kun til Calama, så jeg går de halvanden km i den støvede hede.
Får pakket om efter et nyt koncept. Den nye betjent kommer og snakker lidt, mens jeg pakker. Vil vide hvorfor folk kommer for at se Chile? Jeg forsøger at forklare ham nogle af mine indtryk, men han er ikke overbevist. Jeg vil også nok sige, at jeg ikke tror, jeg kommer til Chuqui mere, og at det at være betjent i sådan en støvet by ikke er misundelsesværdigt.
Triller hele vejen til Calama, dog med bremserne slået til en del af vejen. Calama er ikke en by at skrive hjem om, men jeg finder en cykelmand, som hjælper mig med at købe sekundlim og få limet stadset sammen. Låse/åbne-mekanismen er for fintfølende til at klare den slags, men med et til lejligheden medbragt stykke stiv elledning, får jeg den hurtigt til at sidde. Nu skal det prøves af i morgen. Han har også talt med tyskeren, som kom fra Bolivia, og som rejste sydpå, men at han skulle hedde Jeff, det vidste han ikke. Cykelmanden mener ikke, det skulle være umuligt at cykle til Ollague og gennemgår ruten for mig i detaljer, men jeg har besluttet at ville køre med dette tog. Det skulle være en oplevelse af de mindre komfortable. Det er noget med en tidsubestemt aftale om at befordre passagerer på strækningen. Det giver underskud, så vedligeholdelse ser man vist stort på. Jeg skal nok sidde i min sovepose det meste af vejen. Det tager omkring et døgn og koster 7.000 uden cykel. Men den kan komme med.
Desværre tager man siestaen alvorligt her inde i landet, og det er også lørdag, men jeg håber, de åbner her 17.30. Jeg skulle gerne have nogle oplysninger og få oparbejdet et nyt lager af 'alimentos'.
 

 

28.07.02 Hotstel Camino del Inca
Calama - San Pedro de Atacama 109.53 km

Kommer afsted kl. 8.15. Det sidste kvarter går med at prove forskellige løsninger med bagagen. Det har været det bedste 'alojamiento' i Chile, når man lige ser bort fra mit luxustrip i Los Molles. Hun ville have 7.000. I sådan en situation taler jeg dansk. Der kommer tonefaldet bedst til sin ret. Var det kun for én nat? Ja, nu. Men jeg kommer tilbage fra San Pedro. Nå, så 5.000. Top. Der er to værelser her gennem gården. På gangen er der køkkenvask, så med mit lille gasblus er det et helt køkken. Fjernsynet står også her, så man kan se det fra begge værelser med døren åben. Der er hele dynen af kanaler, så de har parabol. Jeg finder CNN og ser, om en forfærdelig ulykke i Ukraine ved en flyopvisning. Pæne kakler på gulvet. Kun et mindre hul i væggen og et rædselsvækkende gardin ødelægger lidt af stemningen.
Det bliver en hård start. Modvind og opad. Men som cykelmanden sagde (om Ollague) man skal tidligt afsted for hele formiddagen blæser vinden ned fra bjergene. Ved lossepladsen kommer en hær af gøende hunde ud imod mig. Her frister de en trang skæbne. Sidste stop før døden.
Ser senere noget bevæge sig på vejen forude, så løber det væk fra vejen. Frem med kikkerten. Den er lidt for langt væk. Men dyret står stille. Jo, rævehalen er tydelig. Det er denne ørkenræv, jeg også har
set tidligere.
Dagen er allerede meget bedre og vinden er lidt mere skråt fra siden. Da jeg passerer nogle bjerge inde til højre, holder der tre biler. Her er overfladen så hård og plan, at selv almindelige personbiler, kan vove sig derind. Bag bjerget holder endnu én, og på toppen ser jeg, hvad der foregår. Paraglidere. Vinden har allerede taget meget af og vor ven får ikke nogen lang tur. Ned til foden af bjerget (200 m højt gætter jeg på). Må håbe han har været tidligt ude. Nu er den næste oppe og samtidig hører jeg, hvordan de sprænger i Chuqui. Fjerne drøn. I nat troede jeg først, det var torden.
Ved ca. 21 km standser jeg og betragetr landskabet. Flad slette omkring mig. Mod øst troner de høje Andes i disen. Chokeffekten fra forleden er væk, men imponerende ligger de dér, voksende op af den flade slette. Måske er der nogle lavere foran, i så fald er de skjult i disen. Mod nordøst er nye toppe kommet tilsyne og mod sydøst rager en fjern kæmpes kegle op over den kæde, jeg skal passere sidst på dagen. Mod vest er der kun nogle meget lave brune bjerge, der afskærer området fra dalene bag. Kæmpen må være Llacancabur. Mod vest ser jeg en sø ligge der foran bjergene i horisonten. Faktisk er det som om horisonten forsvinder på et stykke og to små toppe synes at svæve over "vandet". Luftspejling, fata morgana.

Klokken er 12.10 og jeg er nået et godt stykke, 43,5 km. Vejskulderen som først manglede dukkede pludselig op efter 10 km. Jeg undrede mig, men får senere forklaringen. Godt 35 km ude har arbejderne et depot, hvor de også graver grus til at komme ovenpå den bløde asfalt, og herfra arbejder de sig åbenbart ud til siderne. Og de arbejder sørme også om søndagen. En almindelig personbil standser lidt fremme, og fra højre side rækkes en arm ud med en lille flaske. Jeg når frem, og selv om jeg antyder, at jeg har da drikkevarer med, tager jeg taknemmeligt imod denne gestus. Vinden er nu taget til igen, men nu har jeg den nærmest i ryggen og det giver forskellen fra 9-10 til 14-15 km/t. Bedst som det er ved at blive lidt ensformigt, fanges mit blik af noget der bevæger sig inde til venstre og minsandten, der går et større dyr, dér 50-75 m fra vejen. Jeg når at tage et billede, hvor den nok kan skimtes som en prik, men i kikkerten ser den flot ud. Helt alene. Jeg troede de færdedes i flokke eller familier, men hvad er det for én? Lama, guanaco eller vicuña? Ikke det første, men jeg tror min Bolivia-bog også har billeder af dem. (Nu ved jeg det er en vicuña, den er på skærmen jeg sidder ved, og jeg har spurgt).
Jeg synes bare, jeg holder tempøt, men med ét er min vejrtrækning gået over i denne hivende rytme. Det er begyndt at stige op mod den kam, jeg skal over, men Så meget? Men et blik på højdemåleren siger alt: 2875 m. Jeg går ned i tempo, der skulle gerne være luft til eftermiddagen også. Fra 13 til 10 km/t. Det er det seje stykke, jeg er i gang med. Kammen jeg skal over, har i nogen tid været skjult bag den stigning jeg er på, men nu dukker den frem igen, så det må nok flade lidt ud? - hurra! Et træ ved
vejen undrer mig, godt nok har der på det sidste været disse spredte tørre totter, men et træ? Et skilt ved det giver forklaringen: 'Dame agua, por favor'! Og nogen må altså stoppe. Hvor er nu ekstra-vandet? JEG skal i hvert fald ikke køre forbi!
Skyer går ind imellem for solen, og en velsignet vind skubber bag på, og alligevel er det hårdt. 3205 m siger måleren. Har ikke justeret den siden Baquedano. Jeg har længe kunnet sæ den hvide skrå stribe på bjergryggen forude og sætter mig det mål, at der vil jeg spise frokost kl. 14.00.
Sådan set kan det være fløjtende ligegyldigt hvor og hvornår jeg spiser frokost, men i dette seje slid, må man have noget for øje, ellers går man helt i sort. Jeg kan nu se, at det ikke lykkes, men pyt, der er ikke langt. 14.20 er jeg ved autoværnet. Tid til væske, hvile og forhåbentlig velvære. Her til sidst så jeg noget hvidt ovre til venstre. Efter nogen granskning var jeg ikke i tvivl: sne. For næsten en måned siden hørte jeg, vist i Los Molles, at der var faldet sne i San Pedro, og her så lang tid efter, har skrænten formået at skjule den for solen. Men det fortæller også om temperaturerne her oppe i passet.
At komme i gang igen efter hver lille pause er en oplevelse. Specielt nu. Opildnet af mad og drikke sætter jeg rask i gang, kun for efter 20 m at mærke, hvordan noget, der skulle løbe ud i benene ikke gør det. Det er somom de sygner hen under én, og farten må ned på det lavest mulige 5-6 km/t. øverst er vejen skåret de sidste 10 m gennem bjergryggen og netop her lander en stor fugl 50 m foran mig på kørebanen. Desværre kommer der en bil bagfra i det samme, men i flugten får jeg da set, at den er hvid på
det meste af undersiden af vingerne, ellers sort. Jeg tror, den hører til Jote-slægten, der er sikkert flere arter.
Efter bjergryggen flader landet ud og måleren standser ved 3410 m. I et busskur! Det eneste på de 100 km sidder jeg lidt i læ for den hylende vind, der så venligt har skubbet mig på det sidste. Der er ret fladt på et langt stykker - overraskende, jeg troede, vi bare skulle ned. Men efter nogen tid kommer det så, faldet. Og endnu engang bliver jeg taget på sengen. Mine forestillinger havde været fra 3000 m til 2600 m, men jeg endte oppe i 3410 m og da jeg ser efter på kortet, skal jeg ned til 2200 m. Et fald på 1200 m!
Så nedad går det! Vejen er ikke perfekt, så jeg holder den lige omkring 50. Stopper og får HH på. Og ned og ned og ned. Allerede her tænker jeg på, hvordan jeg nogensinde skal komme OP denne vej. Da det endelig hører op, skal benene i gang igen. Det er som om de nægter, og det stiger også, det ser ikke ud af meget, men med de ben! Jeg troede, jeg bare skulle ned til San Pedro, men godmorgen. Efter nogle skud chokolade, hjælper det lidt, og jeg får slæbt mig op over en stigning. Det er området med Valle de la Luna, Månedalen, og der er da også nogle lidt interessante formationer, selv om det ikke er selve dalen, jeg kører i. Men så kommer det!!
Da jeg endelig er kommet helt op, går det igen ned i svimlende fart, og nu kommer der først noget interessant inde til højre, men et øjeblik efter pløjer vejen sig ned gennem det mest fantastiske landskab, jeg endnu har set. Regnkløfter har skåret dette landskab ud. Det har samme farve som røde mursten. Det er blevet eroderet til de mest fantastiske takker og spidser. En lang række takker på højre side minder om ryggen på en overdimensioneret kamøgle. Det er alle anstrengelserne værd. Jeg bremser mig roligt gennem dette, og når endelig frem til San Pedro de Atacama!! Endnu et mål. Klokken er vist ca. 17.30.
Endnu en overraskelse: asfaltvejen hører op udenfor byen. Her bruger man ikke asfalt. Det er meget rustikt. Minder mig om byerne ude i østen. Indien og Nepal. Det ligner lerklinede huse, hvad det sikkert også er. Byen ser ikke stor ud. Det er en turistfælde og en flipper-by. Bag de lerklinede mure er der nogle steder moderne installationer, til moderne priser og lidt til. Masser af overnatnigsmuligheder men alt er optaget de første 4 steder. Det, jeg først passerede, men som jeg syntes så for lurvet ud viser sig at have et værelse med eget bad til 12.000. Og senere finder jeg et til 18.000. Den sekundlimede taske springer op, så nu slæber den på baghjulet et sted. Pludselig står jeg ved et 'Sernatur', det statslige turistbureau, og som ved et mirakel er det ved at åbne her søndag aften klokken 18. Hun kan nu ikke hjælpe mig meget. Der er en del steder med værelser til mine priser, men når de er optagne nytter det ikke. Endelig kommer jeg i min søgen til et sted, hvor der også står Camping, så nu har jeg for første gang slået mit telt op i mørke. Her er kun unde mennesker. 2000 pr. nat. Mit næste problem bliver: hvad kan man købe her i byen? Men der er internet-forbindelse.

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]