Oplevelser for livet


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 15

San Pedro de Atacama 29.07.02 24.10 km

Jeg tror, de sidste unge mennesker gik til ro ved 4.30-tiden, men jeg har nu sovet rimeligt. Stod op 7.15 og spiste morgenmad. Gik senere en tur ud i byen for at orientere mig, og inden jeg så mig om, var jeg på vej mod et eller andet nationalt monument, jeg ikke anede hvor langt der var til. Det viste sig at være resterne af nogle før-inka fæstningsværker, der beklædte en mindre bjergside. Det lokale Hammershus, bortset fra at det kostede penge. Rimeligt nok, hvis det skal bevares, er det ikke gratis. Men kunne også af en snoet sti gå op til toppen af bjerget bagved, hvorfra der skulle være en enestående udsigt. Jeg spurgte, om jeg måtte komme igen og gøre det senere, da jeg ikke havde noget på hovedet og ingen vand med. Det måtte jeg godt. Han skulle nok huske, at jeg havde været der og betalt.
Der VAR en enestående udsigt, både ud over Salar'en og til månebjergene bagved. Meget skiftende vejr. I morges sol og varme. Nu her til eftermiddag skyer og blæst. Har meldt lig til en tur til El Tatio-gejseren i morgen tidlig. Starter kl. 4.00 mens det er mørkt. For at man kan være der, når gejseren er på sit højeste.
Indkøbene behøvede jeg ikke bekymre mig om. Man kan få det, jeg gerne vil have til rimelige priser, bananer, ost i skiver, juice, brød.
 


"Den sidste drink" På vej ned i Salar de Atacama

 

  San Pedro 30.07.02 0km
Det har været en bevæget dag. Jeg startede med kl.3.50 at blive klar over, at min cykel ikke var der mere. Hvad kunne jeg gøre andet end at styrte pladsen rundt med min lommelygte, for at se, om nogen havde flyttet den for sjov?
Så kom minibussen og hentede mig, og vi kørte mod gejser-området på den dårligste vej, jeg endnu har oplevet. Nogle skyer, der forsvandt, afslørede, at Orion stod på hovedet, jeg syntes nok, der var noget, der var lidt underligt, indtil jeg så Sværdet rage op i luften. Jeg kunne ikke helt koncentrere mig om gejserne (flest små boblebade), og desuden havde mit håndklæde hængt til tørre på cyklen, så jeg kom heller ikke i det varme bassin. På vejen op gik der lang ikke tid før, der var sne til siderne og senere også på vejen. Nogle steder føg det, og jeg overvejede, om vi overhovedet kunne komme ned igen? Der kørte to minibusser foran vores, og vi blev senere overhalet af endnu en, så der var mindst 4 busser fra forskellige bureauer på vej. Juan, vores chauffør, kørte pænt og kom derfor langt efter. Jeg fik taget nogle billeder, men det var utroligt koldt. Desuden var vi oppe over 4400 m. Juan underholdt med historier om folk, der var faldet i det 70-80 grader varme vand, én havde overlevet, men var 2 år senere blevet dræbt i et trafikuheld.
Et sted kunne man, når man stod nær kanten, mærke rystelserne i klippen fra det kogende vand nedenunder. Vi var nogle stykker, der lige skulle prøve. De andre mennesker var søde, men skulle hele tiden noget, så vi kom sent deroppefra. Jeg var bare interesseret i at komme hjem, og finde ud af, hvad der var sket med min cykel.
Hjemturen gik godt, indtil vi kørte fast i sneen. Der manglede ca.200m, før vejen igen blev farbar. I 10 graders frost og blæst og 4400 m's højde er det ingen spøg. Juan, som vel her burde føre sig frem, som leder af turen, virkede rådvild, men med hænder og fødder var vi nogle, der begyndte at rydde vejen. Det lykkedes ved skubben og masen at få bilen 10 m frem. Opildnet af succesen fortsatte vi med 5, 15, 50 m, men der var stadig langt igen, og vi var stadig i 4400 m's højde, så når jeg havde skubbet, gik der nogle minutter, før jeg igen kunne trække vejret normalt. Jeg sagde ikke noget om den historie, jeg havde læst, om nogle italienere, der i Bolivia i en 4WD kørte fast og ikke blev fundet i live. Vi kunne sagtens gå over det tilsneede stykke, men der var stadig 40-50 km i samme højde. Til gengæld havde vi passeret et hus ved en forladt mine måske 5 km før, hvor der havde været liv. Juan trøstede os med, at når vi ikke kom hjem indenfor en tidsfrist, ville der komme nogen og lede efter os.

 


Guiden koger æg Redningen....


For at gøre en lang historie kort: Efter et par timer, hvor hårdt arbejde hjalp til at holde varmen, kom der en 4WD ekspeditions-bil med snekæder og slæbetov den modsatte vej, og i løbet af 5 min havde de trukket os igennem det tilsneede stykke.
Næsten hjemme igen mødte vi 'the rescue team', en KIA minibus magen til. Hvis vi skulle have ventet på dem, var vi først blevet undsat kl.17, og de havde så måttet efterlade den fastkørte bil. Nu var vi hjemme kl. 17. Da jeg som den sidste blev sat af ved min campingplads, spurgte jeg Juan, om ikke det var første gang, det var sket for ham, og det måtte han indrømme. Lidt af en undskyldning er det, at der ikke har været sne i gejser området de sidste 20 år (siger de).
Da jeg kommer 'hjem' er cyklen ikke dukket op, og teltet svæver nærmest over jorden kun holdt af de 4 store sten i hvert hjørne, resten har revet sig løs, for her blæser det ikke bare, her stormer det. I største hast får jeg nødtørftigt teltet på plads og ender med at finde ejeren af pladsen, som tilfældigvis havde syntes, det var for risikabelt, at min cykel stod alene udenfor teltet, så han havde taget den ind i et aflåst rum, de havde. Havde han dog bare vækket mig og sagt det!!!! Således opmuntret går jeg tilbage til teltet for at konstatere, at det ikke kun er de få ting i forteltet, der er 'rullet' i støv. I den dobbelte indgang har der været en 10 cm lang sprække, hvor kun myggenettet har været for, så alt er dækket af et fint brunt støvlag. Dette støv, som jeg allerede har haft i næsen de sidste dage, er umådelig fint, og trænger ind i alle porer. Det er mest soveposen, det er gået ud over.
Efter kraftig banken og børsten får jeg en del af. Resten må være. Udmattet falder jeg om med en liter juice og en ostebolle og ligger og vegeterer lidt. Så hører jeg nogen kalde på mig. Det er Christel og Daniel fra turen, som jeg havde snakket en del med. Jeg havde også tænkt, at jeg lige ville hen forbi og sige, at alt havde vist sig at være i den skønneste orden, nu kom de mig i forkøbet. Jeg tilbød straks at give drinks, og vi gik ud og fik Pisco Sour, et sted de kendte. Senere gik vi ud og spiste. Daniel er hollænder og Christel er portugiser, men bor i Holland. Hun taler spansk som en indfødt, og vi kommer ind et lillebitte sted, hvor hun overtaler damen til at finde nogle stole, for der er da et bord dér. Christel og Daniel taler sammen på en blanding af portugisisk og hollandsk. Når det ikke lige er engelsk, fordi andre taler engelsk. Vi har en hyggelig aften, de vil videre sydpå engang i morgen, og vi finder og af at bytte kort. Daniel har allerede tilbudt mig deres kort over Altiplano (Chile, Peru, Bolivia). Jeg kan jo bare sende det, når jeg kommer hjem, og da jeg så ikke mere har brug for mit kort over hele Chile, får de det.

San Pedro 31.07.02 42.47 km
Måtte have 2 kopper kaffe her til morgen. En let hovedpine tager hurtigt af. I dag skal jeg gennem Valle de la Luna, månedalen. På nogle kort er vejen asfalteret, det passer ikke med virkeligheden, den er meget ringe, men dalen der skærer sig igennem disse bjerge er virkelig fantastisk. Nogle steder ligger klitterne helt op til toppen af bjerget, andre steder er klitten selv blevet det højeste punkt. Blødere dalstrøg er dækket af et ujævnt, gråligt, boblende lag af salt, til den ene side ses, hvordan saltet nogle steder er krystalliseret og glimter mod mig i solen som tusinder spejle. Desværre har jeg ikke vinden med mig i dag. Den kommer i ujævne, voldsomme stød, der nogle steder forårsager den rene sandstorm, jeg må forcere. På et langt lige stykke truer vinden med helt at bremse min fremfærd. Det blæste ikke sådan i morges hjemme ved teltet, håber heller ikke, at det gør det nu.

 


Klippeformationer.... ....i Valle de la Luna


Andre steder er mere bestandig klippe blevet stående som sære skulpturer eller lange, smalle, takkede mure. Efter at vinden et par gange har været lige ved at vælte mig helt omkuld, og jeg har måttet have benene ned, søger jeg læ for at skrive dette, men det er som om vinden er alle steder. Den hylende vind fortsætter. Spiser frokost i noget jeg kalder elefantfodsdalen. Hjemme igen konstaterer jeg, at teltet står endnu.
Går på museum sidst på eftermiddagen. Meget interessant bygning. Stjerneformet. Desværre er der kun ét sted tekst på engelsk. Jeg har ordbogen flittigt fremme og lærer nye gloser, men det er også trættende. Det omhandler bosættelserne i Salar'en og deres udvikling fra forhistorisk tid og til i dag.
Ved solnedgang burde vinden lægge sig, og det er som om, den er lige ved, men så blæser det op igen. Endelig nu 21.30 er den stilnet af. Kun for i nat? I morgen kører jeg sydpå til flamingoerne.

San Pedro - Llano Aguas Blancas 01.08.02 83.81 km
Nogle nye på campingpladsen larmer næsten lige så meget og længe som de forrige. Og dette er endda nogle familier. Jeg tager mig ikke af det. Til gengæld gør jeg intet forsøg på at være stille, da jeg står op og pakker sammen ved 7.30-tiden.
Hvad står den på i dag? Ingen vand. Intet bad. Jeg klarer lige akkurat at vaske hænder i resterne af en 2l's mineralvand. Har 2 l juice og 1 1/2 l vand. Jeg køber 1 1/2 l ekstra just in case. Må lige ind forbi grænsepolitiet og sige, at jeg ikke skal over Paso Jama til Argentina, men sydpå. Vejen går ligeud, falder måske en smule, men Salar'en er stort set flad. Benene fungerer overraskende godt. Jeg er ved at tilvænne mig højden. Det er trods alt 2400 m. For at blære mig kører jeg over 30 km/t på en strækning. Så pustes der altså også en del. Solen skinner fra en skyfri himmel og det lufter kun en anelse. Efter 5-6 km overhales jeg af en pick-up med stole. Den kører ind ved noget, hvor der holder en masse biler. Ellers er her intet bortset fra lav bevoksning og spredte træer. Først tror jeg, det måske er en fodboldkamp. Nej, der er faner og der lyder musik. Musikken får mig til at tænke på Albanien 1974. Der er noget march og fædreland over det. Det kunne ligne en pumpestation, den skal nok indvies. Ser ganske vist ikke HELT ny ud, men efter støvstormen kan vi alle vist godt se lidt brugte ud. Læbepomaden er jeg begyndt at bruge flittigt.
Nu mangler jeg blot at få købt noget fugtighedscreme i stedet for den stjålne.
Jeg standser efter 25 km. Her er FULDSTÆNDIG stille. Omkring mig den flade Salar, der mod øst fortsætter lige til foden af bjergene. Så skråner terrænet jævnt opad til de øverste toppe strækker sig mod himlen. Særlig Llacancabur's vulkankegle, som jeg for længe siden kunne se i baggrunden, er karakteristisk. Jeg er alene i verden. Tamarugal står der på mit nye kort et sted mellem San Pedro og Toconao, med en stjerne ved, så det er noget seværdigt. Da jeg spurgte pigen i turist-info'en, forstod jeg ikke det hele, men árbol var det afgørende ord og det betyder træ. Da jeg nu kører på vejen har jeg altså en forestilling om et særligt træ, måske et særligt gammelt træ? Men på afstand dæmrer det for mig. Den mørke stribe, jeg har kunnet se i horisonten, er træer. Mange træer. En skov? Da jeg når frem, viser det sig at være tilfældet. De står måske lidt mere spredt end vi er vant til det, men kan da spærre for udsynet i alle retninger. Der holder en campingvogn og er en bod, der sælger kunsthåndværk, men ellers ingen, hvad der først undrer mig, for med al denne frodighed må der da være basis for beboelse? Men det er nok fordi det er nogle ret dybe vandførende lag træerne kan nå, der er ikke basis for afgrøder. Det er også nogle tornede bæster, viser det sig, da jeg parkerer min cykel opad et og bagefter må trække torne ud af dækkene. Heldigvis viser det sig, at ingen har kunnet trænge helt igennem.

 


"Skoven" i Salar'en: Tamarugal Skiltet - om ikke andet - har kendt bedre dage


Jeg når Toconao, som ligger lige under 'Quebrada'en, som disse skrånende bjergsider hedder. Her provianterer jeg lidt og køber en hat, sådan en slags foret kludeklips-hat, som mange af de lokale bruger. Sidst jeg skulle beskytte hovedet mod solen, måtte jeg bruge min strikkede, sorte hue. Veksler et par ord med to franskmænd, som lige kommer med bussen i det samme og skal bestige en vulkan i nærheden. Og så af sted mod flamingoerne. Endnu engang bliver mine forestillinger gjort til skamme. Jeg ved ikke hvor disse forestillinger kommer fra, men det skulle ikke undre mig, om det var fra Anders And. I hvert fald synes jeg, da jeg kører fra Toconao, der ligger højt, at kunne skimte nogle træer et sted i det fjerne, så det er nok dér!
Fra at have ført gennem en grusørken, jeg senere kommer til at overnatte i, drejer vejen og fører midt ud i Salar'en. Der kommer vegetation, hvis man kan bruge det udtryk. På en brun jord med et hvidligt overtræk af salt, er der nogle få arter, der kan overleve, specielt én tør, gul, strid græsart. Jo længere jeg kommer ud, jo mindre er der.
Til sidst kun den brune jord og den hvide salt, og så kommer Conaf's lille hus til syne, og et øjeblik efter parkerer jeg op af det. Der er også en lille parkeringsplads og ellers bare en afgrænset sti lige frem, og der kan man nu se vandet og nogle flamingoer. Jeg får betalt 2000, armerer min taske med kikkert, dagbog m.m. drikker resten af den anden flaske og haster derudaf. Pigen forklarer mig om en anden sti, man kan gå ad, men jeg har ikke tid, jeg må ud og se dette gådefulde i midten af verdens ende. De spankulerer majestætisk rundt og roder i vandet. I modlyset spejler de sig i vandet og mod bjergene i baggrunden er det et overvældende smukt syn. Jeg ser også nogle ovre til den anden side længere væk. Måske man kan se dem fra den anden sti? Og jeg skynder mig tilbage til den anden sti. Den viser sig at være meget interessant. Ved et vandhul, hvor disse diatomerer og en anden slags alger, som flamingoerne lever af kan ses på tæt hold, ser jeg overrasket et sort firben med røde pletter. Efter teksten at dømme er det måske en salamander? Så ser jeg endnu et firben i en anden farve. Jeg fotograferer og skynder mig videre. Ved den yderste lokation er flamingoerne stadig langt væk, så jeg må have kikkerten frem. Og denne lille kikkert med de 10x's forstørrelse kan virkelig sætte tingene i relief. Ikke nok med at flamingoernes næb nu tydeligt ses kraftigt gult og dens ben røde og halsen pink, bag den tårner de snedækkede Andesbjerge sig op og understreger sammenhængen. Hvordan de fjerne bjerge gennem underjordiske vandførende lag forsyner denne lagune med det vand, der gør det muligt, at livet kan opretholdes i denne afsides biotop står hen i det uvisse. Det er et enestående syn, og jeg er opfyldt af begejstring og taknemmelighed over at kunne opleve det.

 


Det ene øjeblik uddød saltørken.... ....det næste livgivende vand


Jeg står der så længe, at jeg bliver indhentet af en tysk familie med guide. Jeg låner dem min kikkert og falder senere i snak med dem.
Nu hvor jeg ligger i forlygtens skær og skriver og har været ude at betragte stjernehimlen over Salar'en føler jeg mig mæt fysisk og psykisk. Nu skal jeg sove. Godnat.
Jeg måtte lige ud at tisse. Lysene fra Toconao ses tydeligt, men det er også kun 17 km væk. Men mod nord kunne San Pedro ses og så 3 steder mere, hvor det sidste må være Peine i bunden af Salar'en. Det er ca. 50 km til hver side. Må lige se, hvad de to sidste er.
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]