Hård tur tilbage til Calama


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 17

Calama 07.08.02

San Pedro - Calama 04.08.02 72.28 km

Det er denne dag, jeg har frygtet. Tilbage til Calama op over den stejle stigning på.. 20km? Med 1000 m i højden. Men først den lille generalprøve: over Månebjergene. Det er aldrig godt at starte dagen med en skrap stigning. Slet ikke efter at have kørt i
relativt fladt terræn flere dage. Det går helt galt. Jeg lægger alt for hårdt ud, og må standse på den første lille stigning. I gang igen. Roligt tempo. Og efter en 10 minutter finder jeg ind i en god rytme for både ben og åndedræt.
Det var generalprøven. Nu kommer den store forestilling. (Er i 2430 m's højde med km-tæller på 14.47 km) Første 4,5 km gik godt. Det er vist også kun begyndelsen til det værre, men det er helt stille og solen sløres af tynde skyer.Bedst muligt. På 1 eller 2 km findes der kun èn ting i verden, mit åndedræt. Forsøger af al magt at holde det i en konstant rytme, men i hvert luftindtag trækkes der lige lidt mere igennem, som skulle jeg prøve at sprænge lungerne. Benene må tilpasse sig denne rytme. 5 km/t. Mindste gear. Og så. Lidt efter lidt bliver luftindtaget mindre anstrængt. Rytmen holdes og det er som om kroppen ved, hvad hovedet ikke kan huske, at dette var styrkeprøven, nu er det værste overstået. Der er langt, men det går. En ny pause efter endnu nogle km. Jeg sørger for at holde hastigheden på 5-6 km/t, så der er overskud til også at se sig omkring. Selv om alt er grus. Mange gode fixpunkter på denne strækning. Et autoværn i den ene side, så i den anden, så en afløbskanal, så et skilt. Nu er vejen lige, og et sted et ukendt antal km fremme sker der noget. Måske flader det ud? Det holder. Nok til at gå èt gear op. Men kun for at stige igen, men korttvarigt. Ny fladen ud. 3 gear op. Så vidt jeg kan se, er der 1 km frem, så drejer vejen 1 km mod højre, og så svinger den tilbage den sidste dræbende km op til højlandet. Har passeret de 3000 m i højden.
Det holdt ikke helt. Først viser det sig, at der ikke er så stejlt, som der ser ud til, og i ca. 1 min får jeg lov til at være glad. Så begynder det at blæse. Og det bliver det ved med. Men sådan var det jo også, da jeg kom den anden vej. Blæsten bliver værre og værre, men heldigvis er den ikke lige imod. Til gengæld må jeg af og trække forbi nogle steder, hvor der er gnavet store stykker af vejen, og det falder 10-15 m. Vinden kommer så uberegneligt, at jeg ikke vil risikere at blæse i "afgrunden".
Resten af turen op er forfærdelig, men omsider kommer jeg op på det flade stykke og har vinden fra siden; dèr går det. Og omsider kan jeg se det grønne skilt, der viser af til Rio Grande, og så ved jeg, at busskuret er nær. 500 m i direkte modvind, og jeg er der. Der blæser det om muligt endnu mere, og kun når jeg trykker mig op mod muren, er der lidt læ. Jeg spiser et eller andet og kører videre for i en fart at komme over passet og væk fra denne hylende vind. (3395 m i højden og km-tæller på 40 km) Efter at være kommet over og have kunnet køre i frihjul på det øverste stejle stykke, går det op for mig, at denne vind ikke bare er en oppe i højderne, den kommer såmænd helt fra Calama - eller fjernere. Hylende modvind - 60 km til Calama - INTET læ - intet at stille cyklen op af, det er muntre udsigter.
På det øverste stykke går det dog så meget nedad, at jeg stadig kan holde et nogenlunde tempo, men det hører hurtigt op. Jeg har stadig en tro på, at når jeg kommer lidt længere ned, blæser det lidt mindre - men, nej - tværtimod.Det bliver nogle lange timer. I forvejen var jeg jo udmattet af opkørslen, og så skal jeg først til at arbejde!! Overvejelser om teltrejsning, som jeg jo havde regnet med på forhånd, fejes af bordet. Jeg har INGEN lyst til at prøve at sætte teltet op alene på denne bare flade. Altså til Calama!
Det lykkes èt sted at finde en stor sten at sætte cyklen op ad, og jeg kan sidde bag, mens jeg spiser en ostebolle. Jeg spiser helst ikke noget, når jeg kører opad, som i formiddags, måske en enkelt stang chokolade. Til gengæld ved jeg godt, at NU skal der kalorier på bordet. Chokolade, juice, småkager, brød. Jeg stopper ofte og indtager noget. Denne konstante hylen i ørerne er næsten det værste. Kun når jeg bøjer hovedet og ser ned i asfalten, bliver lyden udholdelig, men så kan jeg jo ikke se, hvor jeg kører. 60 km i hylende modvind uden en læmulighed. Det er umenneskeligt. Men jeg er stædig. Og frem kommer jeg, men formodet ankomst bliver ved 20-tiden, så jeg må køre det sidste stykke i mørke. Der er håb om, at vinden lægger sig lidt ved solnedgang, tænker jeg. Og så tænker jeg: Når jeg kommer til Calama, vil jeg skrive i dagbogen, at naturen ikke er for tøsedrenge. På dette tidspunkt mangler jeg stadig omkring 30 km, jeg har altså kørt halvvejs siden overgangen.
Så standser em pick-up et stykke foran mig, og jeg er straks klar over, hvad det betyder. Kørelejlighed. Aldrig har et lift været så velkomment.
Da vi har kørt et øjeblik, passerer vi to tur-cyklister på vej mod San Pedro. De første jeg har set i Chile. Og så kan jeg ikke snakke med dem! Jeg gætter på, det er mine to "canadiske venner", men jeg ved det ikke. De havde da i det mindste medvind, men må overnatte i ørkenen, med mindre de kører om natten? Men de er da to til at sætte telt op.
Denne dag bliver altså ikke nogen ny Chuqui-dag. Jeg er i Calama præcis kl.18 og værelset på Hostel "Camino del Inca" venter på mig. Manden siger, at det koster 7000, men så kan jeg pludselig en masse spansk, og han er inde og spørge, og jo - det er i orden - 5000. 2 eller 3 dage skal der nu slappes af og ordnes cykel og repareres regnjakke, der er blevet lidt flået.
Tøsedrengen overvejer hvad han nu skal. Der var jo økonomiseret med kræfterne til de sidste 30 km?!

 


På vej op fra Salar de Atacama Der HAR været vådt på et tidspunkt

 

 Calama 05.08.02 22.84 km
Jeg havde ikke svært ved at falde i søvn i går. Vågner med en let hovedpine, som jeg ofte gør efter store fysiske anstrengelser. Nu efter morgenmad, kaffe og bad er den væk.
På jernbanestationen lød det i første omgang ikke, som om man kunne få en cykel med toget. Der var kun sæder. Senere tog jeg min cykel med derhen, og viste ham den. Antydede at den måske kunne stå på højkant, og at jeg jo kunne betale et sæde for den. At hjulene evt. kunne tages af. Joh.. det mente han nok kunne lade sig gøre. Men billetsalget er kun i morgen og i overmorgen.
Det tog ikke lang tid at få byttet dæk. Vasketøjet kunne desværre først hentes kl.18, så jeg har rundt rundt i shorts og en kortærmet skjorte. Det har været lidt koldt. Cyklede lidt rundt og fandt vejen mod Chiu Chiu. Ellers er dagen mest gået med overvejelser om den resterende tid. Følgende er på min ønskeseddel: Salar de Uyuni (3 dage), Lago Chungara i Chile lige på grænsen til Bolivia, La Paz, Titicaca-søen og Machu Pichu i Peru, men der er masser af interessante steder, men de skal jo gerne kunne passe sammen. Turen til det sydvestlige hjørne af Altiplano har jeg opgivet. Jeg får rigeligt med dårlige veje alligevel.
Jeg går hen og spiser samme sted som sidst, jeg var her. 2 retter for 1100. Ikke noget særligt, men god solid mad og nok af den. Det kan man også se på klientellet. Jeg sidder sammen med de enlige mænd, der kommer for at få 'mors mad'. Ham der serverer ligner en fra 'De Nattergale' i et lidt ældre udgave. Kunne ligeså godt være dansker bortset fra sproget. Så ser jeg 'Calama by night'. De fleste forretninger lukker først kl.21.
Der er et vældigt liv. Ikke alle forretninger ligger lige ud til gaden. Der er en del overdækkede gyder vinkelret på gaden og derinde er der forretninger på siderne. Nogle steder 3x3 m, andre kun 2x3 m. Èt sted er der 4 borde med stole omkring, hvor man kan få noget. Jeg undrer mig over, hvor dette noget kommer fra, men tjeneren må jo hente det et eller sted. Èt sted er det pludselig, som om man er inde i et hus med stuer og i en af dem er tatovøren i gang med at tatovere en pige. Det kunne ligeså godt være i Danmark.

Calama 06.08.02 4.75 km
Jeg må hellere straks gå til bekendelse. Jeg har haft det lidt skidt her i nat. Det begyndte allerede i går aftes. Først en lidt underlig fornemmelse i maven. Så kunne jeg mærke noget undervejs i halsen. Prøvede at lade som ingenting, man kan ikke være syg som langturs-cyklist. Men i nattens løb fik jeg mere og mere ondt i halsen. Vågnede et par gange med en ubehagelig fornemmelse af ikke at kunne få luft. Jeg var vist bare endt på ryggen, hvilket er min snorkestilling. Halsen har været opsvulmet, så der er
blevet lukket for lufttilførslen gennem næsen. Allerede til morgen gik det bedre og lidt mad og væske har bedret det yderligere, men jeg er mat. Tager den med ro. Måtte dog have cyklen frem for at få fat i nye gasdåser. I turist-info'en mente hun 'Falabella'. Og Falabella i Copiapo have. Men ikke her.
Prøvede hvad der var af 'stormagasiner': Johnson, Din, Corona. Bad luck. Altså til 'Mall' udenfor i den nordlige ende af byen. Lìder og Ripley. Her lykkedes det. Blev nødt til at stille min cykel udenfor. Op ad en brandhane. Da jeg kom ud, var den der ikke, men jeg havde set manden, der hentede indkøbsvogne se så interesseret på den. Den var flyttet indenfor i indgangen. Aha, sådan gør man altså, når der ikke ligefrem er cykelstativer.
I følge turistinfo skulle der være en 'comedor', en spisevogn i toget. Det vil jeg se, før jeg tror det. Man må ikke have friske fødevarer med over grænsen. Det er om at have spist madpakken inden. Billetsalget er først fra kl.15.

Kl. er 12.30 og jeg har været travlt beskæftiget hele dagen. Udover gasdåserne, har jeg limet håndtaget på cykeltasken igen - og min regnjakke. 'La Gotita' som det hedder her, kan ikke undværes på sådan en tur. Skulle jeg nævne noget andet, jeg burde have haft med, er det 2-3 klemmer. Lige til at hænge et håndklæde eller en skjorte op med. Men man klarer sig selvfølgelig.
I den nordlige ende af byen har de verdens dårligste asfaltveje, som jeg allerede på ulykkelig vis har stiftet bekendtskab med. Der må være noget nedenunder asfalten, som man ikke har taget højde for udvider sig i varmen. Resultatet er, at asfalten hver anden meter brækker op som en bjergkæde på tværs af vejen. Slemt. Ulideligt, hvis man boede der. En anden ulidelig ting er bilosen, og da specielt hvis man har en smule ondt i halsen.

Så er billetterne købt, og det er blevet tid til at 'gravere' billeder, altså komme dem på CD. Har fundet et sted med USB-port (det nemmeste) og CD-brænder. Maskinen er desværre optaget, så jeg venter. Hvad er der ellers at sige om Chile her på falderebet? Der er ikke mange fede chilenere, allerhøjst lidt kraftige, og når de ikke bliver fede f.eks. af 'mors mad', så må det være fordi, de bestiller noget. En anden karakteristisk ting er de mange 'Centro de Llamados', opkaldscentre, hvor man kan ringe fra. I sådan en by som Calama, vil jeg gætte på, at der er langt over 10. Det er altså meget almindeligt ikke at have telefon. På den anden side er der trods alt mange, der har 'cellular', mobiltelefon, hvad der selvfølgelig er dyrere. Alt i alt ser jeg Chile delt op i (rent gæt) 5% overklasse, 45% middelklasse og 50% underklasse, og af den sidste del vil det undre mig, hvis ikke en del lever under fattigdomsgrænsen. Men tilhører man den rigtige del af 'den globale landsby' er her alle de goder og bekvemmeligheder, som vi er vant til: Hoteller m. aircondition, bad, bar, swimmingpool, biler, internet, fly you name it.
Jeg har ikke set nogle fulde folk?! Kan man være for fattig til at drikke sig fuld?
Min hals er ikke helt god, jeg må hvile mig lidt, inden jeg går ud og spiser. Rammer lige ind i 'Fatal Attraction' med spanske undertekster. Det er en udmærket måde at lære udtryk og ord på. Ganske vist har jeg glemt 95% inden 2 min, men lidt tror jeg, der hænger ved: 'bastard' hedder ’canalla' - din kanalje. Måske ikke lige det ord, jeg har mest brug for? Jeg har en vældig lyst til en pizza Napoli med ansjoser og oliven. Men da jeg ser størrelsen på en alm. størrelse pizza, ombestemmer jeg mig straks til 'Fettuchini Alfredo'. Jeg ved heller ikke hvad ansjos hedder, hverken på engelsk eller spansk.
Jeg er ude at spise fint. Først tænker jeg ikke over det andet, end ved at priserne er anderledes, end de plejer, men pludselig står det klart at LYDEN er anderledes. Der er ikke noget larmende TV. Derimod lyder der dæmpet klavermusik. DET er ikke nogen dårlig afveksling. Klientellet er også et andet - og der er ikke mange. Jeg har dristet mig til at SPØRGE, hvad jeg kan få til dessert og FORSTÅR svaret. Fremskridt. Vælger is. 'Chico' eller 'grande'? Jeg er ikke helt klar over, hvor stor forskellen er, så hun vælger for mig: 'chico', og da den kommer, var det helt rigtigt. Den store er også meget stor, siger hun. Klaverspìlleren er nu afløst af en klagende sopransax. Jeg kender alle numrene, men kan kun komme i tanker om 'Tak for gode som for.. år'? Her til regningen spiller de et nummer af Hoagy Carmichel, noget med star? Jeg er ved at blive forkalket!
Hjemkommet dæmrer det: Stardust. Nu er det vel føromtalte herre?
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]