Rejsebrev nr. 17
Calama 07.08.02
San Pedro - Calama 04.08.02 72.28 km
e1000 m i højden. Men først den lille
generalprøve: over Månebjergene. Det er aldrig godt at starte dagen med
en skrap stigning. Slet ikke efter at have kørt i
relativt fladt terræn flere dage. Det går helt galt. Jeg lægger alt for
hårdt ud, og må standse på den første lille stigning. I gang igen.
Roligt tempo. Og efter en 10 minutter finder jeg ind i en god rytme for
både ben og åndedræt.
Det var generalprøven. Nu kommer den store forestilling. (Er i 2430 m's
højde med km-tæller på 14.47 km) Første 4,5 km gik godt. Det er vist
også kun begyndelsen til det værre, men det er helt stille og solen
sløres af tynde skyer. Bedst muligt. På 1 eller 2 km findes der kun é
n
ting i verden, mit åndedræt. Forsøger af al magt at holde det i en
konstant rytme, men i hvert luftindtag trækkes der lige lidt mere
igennem, som skulle jeg prøve at sprænge lungerne. Benene må tilpasse
sig denne rytme. 5 km/t. Mindste gear. Og så. Lidt efter lidt bliver
luftindtaget mindre anstrengt. Rytmen holdes og det er som om kroppen
ved, hvad hovedet ikke kan huske, at dette var styrkeprøven, nu er det
værste overstået. Der er langt, men det går. En ny pause efter endnu
nogle km. Jeg sørger for at holde hastigheden på 5-6 km/t, så der er
overskud til også at se sig omkring. Selv om alt er grus. Mange gode
fikspunkter på denne strækning. Et autoværn i den ene side, så i den
anden, så en afløbskanal, så et skilt. Nu er vejen lige, og et sted et
ukendt antal km fremme sker der noget. Måske flader det ud? Det holder.
Nok til at gå ét gear op. Men kun for at stige igen, men kortvarigt. Ny
fladen ud. 3 gear op. Så vidt jeg kan se, er der 1 km frem, så drejer
vejen 1 km mod højre, og så svinger den tilbage den sidste dræbende km
op til højlandet. Har passeret de 3000 m i højden.
Det holdt ikke helt. Først viser det sig, at der ikke er så stejlt, som
der ser ud til, og i ca. 1 min får jeg lov til at være glad. Så begynder
det at blæse. Og det bliver det ved med. Men sådan var det jo også, da
jeg kom den anden vej. Blæsten bliver værre og værre, men heldigvis er
den ikke lige imod. Til gengæld må jeg af og trække forbi nogle steder,
hvor der er gnavet store stykker af vejen, og det falder 10-15 m. Vinden
kommer så uberegneligt, at jeg ikke vil risikere at blæse i "afgrunden".
Resten af turen op er forfærdelig, men omsider kommer jeg op på det
flade stykke og har vinden fra siden; dèr går det. Og omsider kan jeg se
det grønne skilt, der viser af til Rio Grande, og så ved jeg, at
busskuret er nær. 500 m i direkte modvind, og jeg er der. Der blæser det
om muligt endnu mere, og kun når jeg trykker mig op mod muren, er der
lidt læ. Jeg spiser et eller andet og kører videre for i en fart at
komme over passet og væk fra denne hylende vind. (3395 m i højden og
km-tæller på 40 km) Efter at være kommet over og have kunnet køre i
frihjul på det øverste stejle stykke, går det op for mig, at denne vind
ikke bare er en oppe i højderne, den kommer såmænd helt fra Calama -
eller fjernere. Hylende modvind - 60 km til Calama - INTET læ - intet at
stille cyklen op af, det er muntre udsigter.
På det øverste stykke går det dog så meget nedad, at jeg stadig kan
holde et nogenlunde tempo, men det hører hurtigt op. Jeg har stadig en
tro på, at når jeg kommer lidt længere ned, blæser det lidt mindre -
men, nej - tværtimod.Det bliver nogle lange timer. I forvejen var jeg jo
udmattet af opkørslen, og så skal jeg først til at arbejde!!
Overvejelser om teltrejsning, som jeg jo havde regnet med på forhånd,
fejes af bordet. Jeg har INGEN lyst til at prøve at sætte teltet op
alene på denne bare flade. Altså til Calama!
Det lykkes èt sted at finde en stor sten at sætte cyklen op ad, og jeg
kan sidde bag, mens jeg spiser en ostebolle. Jeg spiser helst ikke
noget, når jeg kører opad, som i formiddags, måske en enkelt stang
chokolade. Til gengæld ved jeg godt, at NU skal der kalorier på bordet.
Chokolade, juice, småkager, brød. Jeg stopper ofte og indtager noget.
Denne konstante hylen i ørerne er næsten det værste. Kun når jeg bøjer
hovedet og ser ned i asfalten, bliver lyden udholdelig, men så kan jeg
jo ikke se, hvor jeg kører. 60 km i hylende modvind uden en læmulighed.
Det er umenneskeligt. Men jeg er stædig. Og frem kommer jeg, men
formodet ankomst bliver ved 20-tiden, så jeg må køre det sidste stykke i
mørke. Der er håb om, at vinden lægger sig lidt ved solnedgang, tænker
jeg. Og så tænker jeg: Når jeg kommer til Calama, vil jeg skrive i
dagbogen, at naturen ikke er for tøsedrenge. På dette tidspunkt mangler
jeg stadig omkring 30 km, jeg har altså kørt halvvejs siden overgangen.
Så standser em pick-up et stykke foran mig, og jeg er straks klar over,
hvad det betyder. Kørelejlighed. Aldrig har et lift været så velkomment.
Da vi har kørt et øjeblik, passerer vi to tur-cyklister på vej mod San
Pedro. De første jeg har set i Chile. Og så kan jeg ikke snakke med dem!
Jeg gætter på, det er mine to "canadiske venner", men jeg ved det ikke.
De havde da i det mindste medvind, men må overnatte i ørkenen, med
mindre de kører om natten? Men de er da to til at sætte telt op.
Denne dag bliver altså ikke nogen ny Chuqui-dag. Jeg er i Calama præcis
kl.18 og værelset på Hostel "Camino del Inca" venter på mig. Manden
siger, at det koster 7000, men så kan jeg pludselig en masse spansk, og
han er inde og spørge, og jo - det er i orden - 5000. 2 eller 3 dage
skal der nu slappes af og ordnes cykel og repareres regnjakke, der er
blevet lidt flået.
Tøsedrengen overvejer hvad han nu skal. Der var jo økonomiseret med
kræfterne til de sidste 30 km?!
 |
 |
|
| På vej op fra Salar de Atacama | Der HAR været vådt på et tidspunkt |
Calama 05.08.02 22.84 km
Jeg havde ikke svært ved at falde i søvn i går. Vågner med en let
hovedpine, som jeg ofte gør efter store fysiske anstrengelser. Nu efter
morgenmad, kaffe og bad er den væk.
På jernbanestationen lød det i første omgang ikke, som om man kunne få
en cykel med toget. Der var kun sæder. Senere tog jeg min cykel med
derhen, og viste ham den. Antydede at den måske kunne stå på højkant, og
at jeg jo kunne betale et sæde for den. At hjulene evt. kunne tages af.
Joh.. det mente han nok kunne lade sig gøre. Men billetsalget er kun i
morgen og i overmorgen.
Det tog ikke lang tid at få byttet dæk. Vasketøjet kunne desværre først
hentes kl.18, så jeg har rundt rundt i shorts og en kortærmet skjorte.
Det har været lidt koldt. Cyklede lidt rundt og fandt vejen mod Chiu
Chiu. Ellers er dagen mest gået med overvejelser om den resterende tid.
Følgende er på min ønskeseddel: Salar de Uyuni (3 dage), Lago Chungara i
Chile lige på grænsen til Bolivia, La Paz, Titicaca-søen og Machu Pichu
i Peru, men der er masser af interessante steder, men de skal jo gerne
kunne passe sammen. Turen til det sydvestlige hjørne af Altiplano har
jeg opgivet. Jeg får rigeligt med dårlige veje alligevel.
Jeg går hen og spiser samme sted som sidst, jeg var her. 2 retter for
1100. Ikke noget særligt, men god solid mad og nok af den. Det kan man
også se på klientellet. Jeg sidder sammen med de enlige mænd, der kommer
for at få 'mors mad'. Ham der serverer ligner en fra 'De Nattergale' i
et lidt ældre udgave. Kunne ligeså godt være dansker bortset fra
sproget. Så ser jeg 'Calama by night'. De fleste forretninger lukker
først kl.21.
Der er et vældigt liv. Ikke alle forretninger ligger lige ud til gaden.
Der er en del overdækkede gyder vinkelret på gaden og derinde er der
forretninger på siderne. Nogle steder 3x3 m, andre kun 2x3 m. Èt sted er
der 4 borde med stole omkring, hvor man kan få noget. Jeg undrer mig
over, hvor dette noget kommer fra, men tjeneren må jo hente det et eller
sted. Èt sted er det pludselig, som om man er inde i et hus med stuer og
i en af dem er tatovøren i gang med at tatovere en pige. Det kunne
ligeså godt være i Danmark.
Calama 06.08.02 4.75 km
Jeg må hellere straks gå til bekendelse. Jeg har haft det lidt skidt her
i nat. Det begyndte allerede i går aftes. Først en lidt underlig
fornemmelse i maven. Så kunne jeg mærke noget undervejs i halsen.
Prøvede at lade som ingenting, man kan ikke være syg som
langturs-cyklist. Men i nattens løb fik jeg mere og mere ondt i halsen.
Vågnede et par gange med en ubehagelig fornemmelse af ikke at kunne få
luft. Jeg var vist bare endt på ryggen, hvilket er min snorkestilling.
Halsen har været opsvulmet, så der er
blevet lukket for lufttilførslen gennem næsen. Allerede til morgen gik
det bedre og lidt mad og væske har bedret det yderligere, men jeg er
mat. Tager den med ro. Måtte dog have cyklen frem for at få fat i nye
gasdåser. I turist-info'en mente hun 'Falabella'. Og Falabella i Copiapo
have. Men ikke her.
Prøvede hvad der var af 'stormagasiner': Johnson, Din, Corona. Bad luck.
Altså til 'Mall' udenfor i den nordlige ende af byen. Lìder og Ripley.
Her lykkedes det. Blev nødt til at stille min cykel udenfor. Op ad en
brandhane. Da jeg kom ud, var den der ikke, men jeg havde set manden,
der hentede indkøbsvogne se så interesseret på den. Den var flyttet
indenfor i indgangen. Aha, sådan gør man altså, når der ikke ligefrem er
cykelstativer.
I følge turistinfo skulle der være en 'comedor', en spisevogn i toget.
Det vil jeg se, før jeg tror det. Man må ikke have friske fødevarer med
over grænsen. Det er om at have spist madpakken inden. Billetsalget er
først fra kl.15.
Kl. er 12.30 og jeg har været travlt beskæftiget hele dagen. Udover
gasdåserne, har jeg limet håndtaget på cykeltasken igen - og min
regnjakke. 'La Gotita' som det hedder her, kan ikke undværes på sådan en
tur. Skulle jeg nævne noget andet, jeg burde have haft med, er det 2-3
klemmer. Lige til at hænge et håndklæde eller en skjorte op med. Men man
klarer sig selvfølgelig.
I den nordlige ende af byen har de verdens dårligste asfaltveje, som jeg
allerede på ulykkelig vis har stiftet bekendtskab med. Der må være noget
nedenunder asfalten, som man ikke har taget højde for udvider sig i
varmen. Resultatet er, at asfalten hver anden meter brækker op som en
bjergkæde på tværs af vejen. Slemt. Ulideligt, hvis man boede der. En
anden ulidelig ting er bilosen, og da specielt hvis man har en smule
ondt i halsen.
Så er billetterne købt, og det er blevet tid til at 'gravere' billeder,
altså komme dem på CD. Har fundet et sted med USB-port (det nemmeste) og
CD-brænder. Maskinen er desværre optaget, så jeg venter. Hvad er der
ellers at sige om Chile her på falderebet? Der er ikke mange fede
chilenere, allerhøjst lidt kraftige, og når de ikke bliver fede f.eks.
af 'mors mad', så må det være fordi, de bestiller noget. En anden
karakteristisk ting er de mange 'Centro de Llamados', opkaldscentre,
hvor man kan ringe fra. I sådan en by som Calama, vil jeg gætte på, at
der er langt over 10. Det er altså meget almindeligt ikke at have
telefon. På den anden side er der trods alt mange, der har 'cellular',
mobiltelefon, hvad der selvfølgelig er dyrere. Alt i alt ser jeg Chile
delt op i (rent gæt) 5% overklasse, 45% middelklasse og 50% underklasse,
og af den sidste del vil det undre mig, hvis ikke en del lever under
fattigdomsgrænsen. Men tilhører man den rigtige del af 'den globale
landsby' er her alle de goder og bekvemmeligheder, som vi er vant til:
Hoteller m. aircondition, bad, bar, swimmingpool, biler, internet, fly
you name it.
Jeg har ikke set nogle fulde folk?! Kan man være for fattig til at
drikke sig fuld?
Min hals er ikke helt god, jeg må hvile mig lidt, inden jeg går ud og
spiser. Rammer lige ind i 'Fatal Attraction' med spanske undertekster.
Det er en udmærket måde at lære udtryk og ord på. Ganske vist har jeg
glemt 95% inden 2 min, men lidt tror jeg, der hænger ved: 'bastard'
hedder ’canalla' - din kanalje. Måske ikke lige det ord, jeg har mest
brug for? Jeg har en vældig lyst til en pizza Napoli med ansjoser og
oliven. Men da jeg ser størrelsen på en alm. størrelse pizza,
ombestemmer jeg mig straks til 'Fettuchini Alfredo'. Jeg ved heller ikke
hvad ansjos hedder, hverken på engelsk eller spansk.
Jeg er ude at spise fint. Først tænker jeg ikke over det andet, end ved
at priserne er anderledes, end de plejer, men pludselig står det klart
at LYDEN er anderledes. Der er ikke noget larmende TV. Derimod lyder der
dæmpet klavermusik. DET er ikke nogen dårlig afveksling. Klientellet er
også et andet - og der er ikke mange. Jeg har dristet mig til at SPØRGE,
hvad jeg kan få til dessert og FORSTÅR svaret. Fremskridt. Vælger is.
'Chico' eller 'grande'? Jeg er ikke helt klar over, hvor stor forskellen
er, så hun vælger for mig: 'chico', og da den kommer, var det helt
rigtigt. Den store er også meget stor, siger hun. Klaverspìlleren er nu
afløst af en klagende sopransax. Jeg kender alle numrene, men kan kun
komme i tanker om 'Tak for gode som for.. år'? Her til regningen spiller
de et nummer af Hoagy Carmichel, noget med star? Jeg er ved at blive
forkalket!
Hjemkommet dæmrer det: Stardust. Nu er det vel føromtalte herre?