Den fantastiske saltslette


  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 18

Calama 07.08.02
Skal have vekslet, så jeg har nogle Bolivianos. Kan først hæve på visakort i Oruro. Bankerne veksler ikke. Der er kun private vekselkontorer, og kurserne er derefter. Bestemmer mig til slut for at veksle det meste af det, jeg har til rest i chilenske pesos. Godt 300 kr. Det vil de èt sted. Får også sendt e-mail og billeder. Og sidder nu og venter på at det arkæologisk-etniske museum skal åbne kl.15. Toget kører 23(?), man skal være der en time før. Min bagage har fået lov til at stå på mit hostel.
Toget viser sig at være nogenlunde som forventet. Masser af lokale chilenere eller bolivianere med kolossale kasser, poser, stole, sække med løg.. hvad som helst. Og der kommer jeg med min cykel. Togpersonalet var ikke begejstrede, men ombord kom den og jeg. Den kom til at optage det ene toilet. Det viser sig at der er en del backpackere. Mest franskmænd, men vi er en gruppe, der snakker engelsk sammen: en hollænder, en englænder, en moldaver og mig. Det er ikke træsæder, som jeg havde forventet, men da vi board'er toget er det helt mørkt - toget altså. Jeg tror, jeg stadig har al min bagage.
Men varmen er der rigtignok ikke nogen af. Jo, der er varmeapparater, men de virker ikke.
Natten bliver rædsom, jeg skal undgå at gå i detaljer. Da det bliver lyst, skal man, hvis man vil se ud, først skrabe isen af ruden. Vi ankommer til Ollagüe (chilensk grænse(lands)by) ved 8-tiden. I løbet af et par timer får vi check'et ud af Chile, afleveret det rette papir, fået det rigtige stempel. Så kører vi frem til den bolivianske side og vores chilenske lokomotiv forlader os. Der er ingen pas-eller toldmyndigheder, men der er heller ikke noget lokomotiv. De kommer nok sammen, men hvornår? Nu er klokken 11.45
 


Vulkanen Ollagüe set gennem en isdækket rude Lokomotivet er kørt....

 

Klokken er 13.00, told og pas er for længst overstået, men bedst som det så ud til at vi for alvor var strandet her, er vi nu blevet koblet sammen med et tog, der kom senere. Tolderne er ihærdige, nu er det tredje gang, der kommer èn og tjekker nogle bovianeres bagage. Vi andre 'gringos' som vi kaldes, interesserer de sig ikke for, men cyklen! Men når de hører, at det er en gringos, gør de ikke yderligere.

Klokken er 14.30 og der er blevet rokeret lidt rundt på vogne. Nu har vi en bagagevogn efter os, og min cykel er blevet flyttet over i den. Solen har varmet toget siden i morges, så nu er der blevet stegende varmt.

Klokken er 15.30 og der er ankommet et lokomotiv fra den chilenske side. En togmand har sagt 'vamos', så måske kører vi om lidt?
15.55 kører toget. Det er en stor opmuntring og jeg nyder landskaberne indtil det bliver mørkt. Men jeg er ikke mange sure sild værd, en ubehagelig hovedpine har meldt sin ankomst. Formodentlig er vi i Uyuni kl, 19.45, så er det direkte skråt over gaden, forbi Plaza'en og midt i næste 'querda' ligger hotel Avenida, som jeg har fået anbefalet af pigen på 'Camino del Inca'. Hun stammede fra Uyuni (eller rettere en lille landsby i nærheden).
Hvad udsætter jeg ikke mig selv for frivilligt. Hvorfor kunne jeg ikke have taget bussen, som andre normale mennesker? Men de andre gringos har nu været interessante.
Nu ser jeg lysene forude: målet er nær.

Uyuni 09.08.02 15.62 km
Det sidste 1 1/2 døgn har været hårdt. Jeg sov ca. 1 time forrige nat og 3 1/2 denne nat. Og har været plaget af denne skarpe hovedpine. Og hvad betyder så det? Højdesyge! Mit åndedræt har også været underligt. Som om det bare kører sin almindelige rytme, hvorpå kroppen hvert andet minut finder ud af at der mangler noget, og pludselig må tage nogle dybe indåndinger for at kompensere. Højst ubehageligt. Og så resterne af et hals-og næseonde oveni. I nat følte jeg mig virkelig på spanden. Men her i løbet af formiddagen går det ligesom bedre. Så godt at jeg måtte ud og TRILLE lidt på cyklen.
Andet kan man faktisk heller ikke på grund af vejene. Fandt efter nogen søgen vejen mod Colchani og Oruro (og Salar de Uyuni). Den ser dårlig, men ikke forfærdelig ud. Under de forhåndenværende omstændigheder har jeg opgivet min rundtur i Salar'en. Det er mellem -10 og -15 grader om natten, og det skulle udstyret kunne holde til, men desværre synes jeg ikke, helbredet er til det. I stedet har jeg meldt mig til en heldagstur i Salar'en til de steder, jeg gerne ville have cyklet til. Så kan jeg også lige orientere mig lidt, for en mindre tur på cykel derud skal jeg, når jeg kører herfra i overmorgen.
 


Motiver fra.... ....togkirkegården


Hvordan er Bolivia så? Dårligere økonomisk stillet, det ses tydeligt. På den anden side er Uyuni en by, der minder om San Pedro. Masser af turister, masser af tour-bureau'er. Bolivianerne virker mere tillukkede end chilenerne. Mindre imødekommende overfor gringos. Men penge af dem vil de gerne have. Jeg køber noget til 6 BOB. Giver hende en 5'er og en 2'er. Det passer. Næ..jeg gav dig da 7! Næ... virkelig?
Uyuni's eneste 'turistattraktion' er 'El cementario del Trenes', togkirkegården, der ligger et sted udenfor byen, i.flg. Lonely Planet i sydvestlig retning. Jeg har kompasset fremme, det bliver nok den eneste gang, jeg får brugt det, og triller derudaf. Spørger alligevel for en sikkerheds skyld nogle mennesker, og finder den. Lokomotiverne, som er de mest interessante, er selvfølgelig længst borte. Jeg tror, jeg er helt alene, men der dukker hele tiden folk op, bl.a. nogle af dem fra toget og vi aftaler at mødes på "Cactus" og spise llama-steak, som man skulle kunne få der.
Da jeg går ud for at finde den omtalte kaktus, møder jeg 3 franske cyklister, som er kommet nordfra, men desværre med bussen, så jeg kan ikke få detaljer op vejen.
På Cactus deler vi en flaske rødvin, og jeg får omgående ondt i maven, men ved at spise langsomt går det efterhånden over og denne llama-steak er FREMRAGENDE.

Uyuni 10.08.02
Jeg har ikke sovet i nat, i hvert fald ikke det JEG kalder sovet, men hvilet har jeg vel. Gad vide om jeg nogensinde kommer til at fungere normalt her i højderne, som faktisk kun er 3.600 m. Jeg har jo været oppe i 4.400 m, Men det var kun 8-9 timer, og det har ikke samme effekt. Jeg bor på hostal 'Europa the Best', hvad der er lidt misvisende, for bedst kan det vist ikke siges at være. 20 BOB - 25 kr. for en seng på et 4-sengs værelse. Der var en israeler, da jeg kom, men han rejste sydpå til Tupiza i går aftes. Så jeg blev 'værelsesformand' og hotel-mor kom og spurgte pænt, om der måtte komme flere på værelset (det dækker formodentlig over, at prisen egentlig er for et enkeltværelse). Ja, men ikke mere end to, jeg skal også have plads til min cykel, men har i øvrigt ikke noget imod selskab. Da var så dukket to tyskere op, da jeg kom hjem. Her til morgen viste det sig at være en fordel, for værelset, som ellers har været som et køleskab (ment helt bogstaveligt - der er ikke over 5 grader) var blevet dejligt varmt (måske 10 grader?).
Der er en grund yderligere til at jeg har opgivet min cykel rundtur i Salar'en. En cyklende schweiz'er, der også bor her, og har været strandet i 14 dage med noget han efterhånden tror er lundebetændelse, har prøvet den, og som han sagde i dyb alvor: 'The Salar almost killed me'! Vejret er ikke til at stole på i år, og der er ret dybt vand mange steder. Jeg har siddet ude i solen her kl.9 og skrevet dette. Det har været dejligt, men nu hvor det lufter en ANELSE, bliver det for koldt. Temperaturen er vist ikke over frysepunktet endnu.

En-dagesturen går som man kunne forvente. Vi er ikke kørt mere end 500 m, før vi går i stå. De prøver at få den i gang igen, det lykkes, men motoren lyder ikke rigtigt og vi er et erfarent 'hold', det her går aldrig, og vi vil ikke strande en nat i Salar'en i 15 graders frost. Vi insisterer på at skifte bil og det lykkes, vi går resten af vejen ud til togkirkegården, som for mig desværre indgår i turen, og bliver hentet der, så vi kommer afsted med 1 1/2 times forsinkelse. Holdet består af et norsk par, et tysk par, en japaner og så mig. Jeg har fornøjelsen af at kunne snakke tysk med tyskerne, dansk med nordmændene og engelsk med japaneren. Det er en underlig fornemmelse at kunne tale med nogen på sit eget sprog. I praksis bliver det dog mest til engelsk, det er alle fælles om.
Vi stopper og ser på saltudvinding, først hvad de gør ved saltet, når det kommer på 'land', og inden længe er vi ude på den uendelige hvide flade, hvor saltet skovles op i kegleformede bunker for at tørre. For en dansker ligner dette en snedækket isbelagt sø - på størrelse med Sjælland, skal jeg huske at sige. Bolivia viser sig fra sin bedste side: Dybblå himmel og hvor den hvide flade og den blå himmel mødes, brydes horisonten af blågrå toppe i den fjerne dis. På vores højre side vulkanen Tunupa og omliggende bjerge, ikke til at tage fejl af. På venstre side et bjergland, hvor landsbyen Colcha K ligger et sted nede i bunden. Og fremme foran 3 små toppe, der som vi kører over saltet formerer sig, og endelig viser der sig to meget mørkere klatter, hvoraf den venstre er vores mål: Isla de Pescados, fiskenes ø. Her er forfatterne til Lonely Planet, Bolivia uenige og hævder hårdnakket, at navnet er forkert. Den hedder Isla de los Pescadores, altså fiskernes ø. Den første ligger et andet sted og har sit navn efter formen, der skulle minde om en fisk. Men lige meget er det, mit mål er i sigte. Ankomsten bliver dog forsinket af, at heller ikke denne bil er perfekt. Vandtemperaturen er steget betænkeligt, og vi må holde en pause. Når vi ikke har kunnet se øen før, skyldes det selvfølgeligt, at den ikke rager så højt op, og her på denne enorme hvide flade, spiller Jordens krumning ind.
Den sorte skygge foran os vokser i størrelse, formen kunne faktisk godt minde om en fisk set herfra, men måske egentlig mere en krokodille, men dem har de nok ikke hørt om her. Da vi når frem har vi kørt 70 km over saltsletten. Tættere på bliver krokodillen behåret, det er kaktusser på toppen af højderyggen, og endelig mister den sin sorte silhouet-farve og bliver 3-dimensional. Hvor mon vi skal 'gå i land'.

 


Den første bil kom ikke så langt Der er langt til alting


Jeg står på toppen. En ganske svag summen fra en lille myre-bil i det fjerne, er alt hvad der høres. Nu er der HELT stille. Nede ved informationen står der hundredvis af mennesker, men heroppe er jeg lige nu helt alene. På toppen af 'verdens ende'? Det er i hvert fald et MEGET isoleret sted. Nu kan jeg høre en tromme dunke og fjerne fløjter, det er et eller andet åndssvagt Boliviansk orkester fra La Paz, der er kommet herud i bus. Kan man da ikke være fri for den larm? Ikke i Bolivia. Det er som at sidde hjemme i min have i Åkirkeby og høre dem spille oppe på torvet. Dèr er det hyggeligt. Ikke her.
Efter nogle udmærkede sandwich'es som var inkluderet i turen, vender vi næsen hjemad. Fejlen er blevet lokaliseret, men der er ikke noget at gøre ved den. Det er den automatiske blæser, der er stået af. Vi må tage det roligt på hjemturen. Endnu engang får jeg noget for pengene, hvad angår køretid. Hvorfor er jeg altid uheldig?
 


Fra Isla de los Pescadores Saltet tørres....


Tilbage i Uyuni efter en udmærket dag, hvor vi ender med at holde for at se solnedgangen, og hvor jeg glæder mig over, ikke at have cyklet en eller to dage for at komme til dette interessante, men overrendte sted, regner jeg med at køre direkte til La Paz. Næste 'opkald' kan først blive fra Oruroom 6 dage. Derfra 4 dage til La Paz, ankomst 20.08.02?
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]