Punta Colorada - det LYDER da farvestrålende


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 3
 

Vallenar 11.07.02 kl. 17.45

10.07.02 La Serena - Punta Colorada 94.00 km
Sover til 7.45. Har kun lige været vågen et øjeblik i løbet af natten. Det er jo som at være hjemme. At være i en stor by (ikke i ét ord her), er nogenlunde det samme overalt. Vil hurtigt af sted. Havde egentlig tænkt at gå hen et sted, hvor man kan få morgenmad og stille cyklen udenfor. Men nej. Jeg vil af sted NU.
Spiser en håndfuld af mine nye småkager og tømmer den tidligere reservevand. (Ud over 2x0.75 l + 0.5 l har jeg vænnet mig til at have 1.5 l ekstra mineralvand - indtil videre - snart vil det ikke slå til). Min værtinde kommer ud i tøfler og ser bekymret på mig. Vallenar, Copiapó, Antofagasta - muy lejos. Der er langt mellem byerne, der er langt mellem alting, INTET er der. Hun minder mig om min tidligere underbo, da jeg boede i Søborg. Meget omsorgsfuld dame, men hun skal jo også tjene penge. Er på Ruta 5 i løbet af 2 minutter. Kommer hurtigt ud på "ordentlig" vej.
Vejskulderen dårligere end hidtil, men absolut tålelig. Der er fladt her i bugten. For en gangs skyld ser jeg, hvor hurtigt, jeg ville køre, uden alle disse stigninger. 23 km/t uden at anstrenge mig. Kommer til en COPEC-tankstation. Fuldt moderne. Over europæisk standard. Den er også ny.
Køber en sandwich med ost og skinke og en kop kaffe. Koster mere end mine aftensmåltider med fideos y pollo. Så skal jeg på toilettet. Herskabelige forhold. Handicap-toilet med plads til en mindre familiebil. Sæbeautomater og hårtørrere der virker. Det er lige før gulvet bliver rengjort, for hvert skridt jeg tager. Der er lige én ting, jeg har glemt m.h.t. toiletforhold her i Chile (Sydamerika?) Man kommer ikke papiret i toilettet.
Det er kloaksystemet ikke bygget til. I stedet er der en spand ved siden af. 150 pesos for disse herligheder. Det gav jeg gerne hver gang.
Vejen begynder at stige. Har lige stillet højdemåleren på 10 m her i bugten. Nu skal vi se, hvor højt vi skal op? Det ser ikke galt ud, stigningsprocenten er i hvert fald behagelig. Snart er der smuk udsigt tilbage mod byen, omend gennem den sædvanlige dis. Men tåge har her ikke været her til morgen. Nu står den på 125 m. Det er vist tid til shorts i dag.
Kort pause. Første 30 km passeret. Klokken er 11. For lidt siden kom tågen eller havgusen er måske mere korrekt væltende op over bjerget. Kold og klam. Varede heldigvis kort. Og når jeg ser på kortet, drejer vejen ind i landet, så den slipper jeg forhåbentlig for. Kortet bruger jeg ellers ikke til noget. Hverken mit eget, eller andre jeg har fået. De viser ikke det, jeg har brug for at vide. Et busstop på en øde strækning kan gøre, at der ligger en Almacen (butik), den slags fortæller kortet ikke. Kortet har snydt mig, når jeg troede, at jeg endelig kunne bruge det til noget. Bag et højdedrag ser jeg pludselig ned i en dal, hvor en bugt skærer sig ind i bjerget og vejen i et kæmpemæssigt S falder ned mod bølgerne for derefter at forsvinde op i bjerget på den anden side. Nå, det var de slyngninger, der så ud som om, de lå langt inde i landet. (Jeg skal blive klogere) På vej ned viser et skilt, at der tilsyneladende er delfiner på vejen, efter udseendet at dømme i hvert fald. Nej, der sælges nok fisk. Der er i hvert fald en mindre bølgeblik-by.
Vejen går stadig op og har gjort det i nu 7 km. Jeg har i nogen tid undret mig over, hvor den bliver af, for det ser ud som om, den bare forsvinder ind i bjerget. Så ser jeg pludselig noget der højt, højt over mig - en bil!
Og nu ser jeg, hvordan vi i et kæmpemæssigt hårnålesving først skal tilbage og så i et nyt sving ende der oppe i højderne. Foreløbig siger højden 340 m.
Efter over 11 km og 475 højdemeter er der stadig langt. Vi skal virkelig over det bjerg, der spærrede retningen. Endelig efter 15 km og beskedne 575 m er jeg oppe. Vejen falder nu jævnt snorlige ned mod nye dale. På et tidspunkt begynder det at blæse imod mig. Det er ikke noget efter Bornholmske forhold og med den fart jeg holder, men i det lange løb er det enerverende med denne uafladelige susen i ørerne. Dalen får en ende et sted fremme, endnu engang ser det ud, som om dalen bare holder op, så hvad med vejen?
Det viser sig dog at nogle småbjerge foran de andre giver plads bag sig til at vejen kan svinge til højre ind i en kløft, og idet jeg drejer med vejen, springer vinden pludselig om i ryggen. Tak.
Omkring de 80 km kommer der en landsby. Der har ellers været totalt øde længe. Det nærmeste var et grønt skilt med den sædvanlige hvide skrift, som plejer at angive en by: "Minas Tolo". Jeg ser mig omkring: ingen by.
Intet. Der kunne ikke være mere øde. Kun de sædvanlige småbuske og kaktus. Et skilt lidt længere fremme antyder i hvad retning, den omtalte by måtte befinde sig. En sidevej fra venstre. Jeg ser over mod venstre og dér langt, langt ovre ved foden af bjerget afslører nogle opgravede bunker menneskelig aktivitet: en mine. Der kommer ingen lyde, ses ingenting, måske er den nedlagt, men den har da endnu sit skilt. Og det ved jeg, jeg skal være opmærksom på heroppe mod nord: Det der tilsyneladende er byer på kortet kan vise sig som her at være: INTET.
Lidt længere fremme kommer en landsby og ved vejen er der en bod, butik hvad man nu vil kalde det, som sælger hjemmeproducerede varer. Et Pepsi-skilt antyder salg af sodavand, og skulle jeg få brug for at telte i nat, vil jeg ikke have noget sodavandslager til dagen i morgen. De har min favorit: Crush i 1,5 liter, fint. Koster 900. Dyrt. Men hvad, de har skullet hente den i La Serena. Men skal jeg ikke have andet? Empenadas? En? To? Jeg lader mig friste. Én. Og appelsiner? Jeg tror ikke, jeg har nogen tilbage, det viser sig, der er én. Jeg får et kilo. Hvad med gedeost? Jeg nøjes med en kop kaffe, men smager dog på osten. Udmærket, men ikke noget at slæbe med sig. Hvor meget sukker? Hvor meget kaffepulver? Fin service. Damen fortæller, at om sommeren kommer der en del cyklister. Australiere, englændere og franskmænd, men åbenbart ikke mange nu. Jeg bliver sat ved et bord og en stol, der bliver ryddet til lejligheden, rart med en pause.


Vej no.5 - den er lang Mit "instrumentbord"


Jeg spørger, hvor langt, der er til den nærmeste landsby fremefter? Det må være Punta Colorada. Hun rådfører sig med en mand: En time. Jeg spørger om det er på cykel? Ja, det er det, for ham der, han kører selv på cykel, ja ikke lige nu, for nu er han ved at prøve at komme med en bil, men... og så kommer en længere forklaring, hvor ordet arbejde i hvert fald forekommer.
Jeg fortsætter opmuntret. Kort efter siger et skilt 10 km til Punta Colorada, de cykler nok ikke stærkt her, for der er helt fladt. Efter endnu nogle minutter ser jeg noget på et bjerg langt fremme mod højre.
Selvfølgelig, det havde jeg helt glemt. En hvid kuppel troner på bjergtoppen: La Silla Observatoriet. Som jeg ville have besøgt, men som er lukket i juli og august. Der falder ofte sne. Det ligger også umiddelbart foran de snedækkede toppe. Men der skulle jo være flere teleskoper? Og da jeg ser godt efter, ser jeg noget mindre krims krams. Frem med kikkerten. Min lille 10x20 kikkert, som jeg har fået af min bror, der lige måtte købe én til, da den var så billig. Den er fremragende. Og gennem kikkerten ser jeg det tydeligt. Som hvide perler på en snor ligger teleskoperne hen ad bjergryggen. Det er et storslået syn.
Straks efter er de væk. Og et skilt viser at Punta Colorada ikke ligger ved vejen, men 3 km til siden. Pokkers. Skal det være telt?
Kort efter dukker et hus eller hvad vi nu skal kalde det , en ranch? op bag en stor sandet plads. Det ligner noget fra en Western. Et Pepsi-skilt giver forhåbninger. Er der restaurant er der nok også overnatning. Der er vel nogle, der strander her i ødemarken. Ganske rigtigt. Alojamiento? Si, si eller som de siger her på egnen: jah, jah. Der skulle vist være en del tyske indvandrere heromkring. Ved ikke om det er derfor? Værelset er det
sædvanlige primitive. Væggene består af masonitplader i skiftende størrelser. Jeg opdager snart, at der ingen pære er i loftet. Til gengæld står der en flaske med et stearinlys og tændstikker. Nå sådan.
Toiletbygningen finder jeg selv. Vandskyllende toiletter, bruser hvor forhænget ganske vist for længst er væk, kun de ensomme kroge hænger tilbage. Til gengæld ingen vand. Nu har jeg lige rodet med cyklen så jeg kunne godt trænge til at få vasket hænder. Under en vandhane udenfor står en kæmpe plastikbeholder. Den er halvfuld af vand. Ved siden af en plastikbeholder af mindre størrelse. Aha. Og snart har jeg fået vasket hænder.
Låsen på døren er bare en træklods med et søm igennem. Da jeg vil vise damen, at pæren mangler i loftet, kommer jeg til at skubbe til den, hvorefter den falder på gulvet. Megen latter. Den skal straks blive ordnet.
Og et øjeblik efter kommer mutter med en hammer, og så er den lås i orden. M.h.t. pæren siger hun noget, jeg ikke først forstår. Nå.. un rato. Et øjeblik. Og noget om generatoren. Jo sandelig. Lidt efter hører jeg lyden af en benzingenerator og endnu et øjeblik efter kommer hun min Gud med en pære i hånden. Det var altså ikke mañana, som man aldrig ved med, men virkelig "un rato".
Hun kan ikke nå fatningen, og jeg tilbyder at sætte den i, men nej. Hun skal absolut op på sengen og vise sine ynder frem. Det lykkes hende, at få blusen, der i forvejen stumper lidt, til at glide godt op og pæren kan hun ikke få i. Til sidst går det dog og - bingo - lys. Sengen skulle koste 1000 peso, så jeg synes for en gangs skyld, at jeg får noget for pengene.
Hun er meget lattermild, med grimme tænder og af en ubestemmelig alder. 25? 30? 35?
Cyklen kan jeg da bare køre ind på værelset. Jo tak. Men hvem fanden skulle komme i nattens løb dette gudsforladte sted og tage min cykel? Ikke desto mindre er det rørende så omsorgsfulde alle er om min cykel, den må virkelig ligne en halv million. Jeg gør det i hvert fald ikke.
I dagens løb har et navn lydt i mit hoved: Chungungo. Desværre var det et sted nede til siden. Jeg ville ellers have givet meget for at have omend ikke sovet, så bare VÆRET i Chungungo. Der er nogle bynavne der er mere lokkende end andre - for mig. Kuala Lumpur fx. Og Ouagadougou. Timbuktu er vel også en klassiker som de fleste af os kender fra Anders And. Men Timbuktu er bare noget fjernt. En trussel. Et sted Anders And rejser hen, når han skal skjule sig for verden. Men Chungungo!....Der var vist strand.
Og det er ikke nogen strandferie det her, selv om jeg håber at prøve Oceano Pacifico, når det bliver lidt varmere... hvis?
Jeg spiser det sædvanlige: kylling og pommes frittes og godt med salt på. Desuden 2 øl og en kop kaffe. Siger jeg hellere må betale for alt nu for jeg vil tidligt af sted i morgen - håber jeg. Det bliver 2000!! Jeg spørger
om kaffen er med? Si. 2000! Sengen skulle koste 1000. En øl koster almindeligvis 400. Kylling m. tilbehør 1400. Det er fundet for de penge. Eller man kunne sige: hvor meget er jeg ikke blevet snydt tidligere?
Jeg går ud og ser på stjernehimmelen. Genfinder Sydkorset. Mælkevejen ligner virkelig skyer. Venus er ikke gået ned endnu. Det er enestående, men her er det bare dagligdags. Hundene, som jeg overhovedet ikke så, da jeg kom, er nu lukket ud. De accepterer mig fordi jeg kommer indefra, men var jeg kommet fra vejen!!!
Generatoren brummer. Jeg lægger ikke mærke til masonitpladerne og synes her er rart. Blev tilbudt tæpper. Det er koldt om natten! Jeg ved det, jeg har en sovepose. Nå, så går det vel. Buena noche! Sov godt. Jeg vågner ved 23-tiden, hvor det lyder som om samtlige møbler i huset flyttes rundt. Der kommer vist nogen for at sove i et værelse, der støder op til mit.
Pludselig mærker jeg stilheden - generatoren er slukket.

Klokken præcis 6.00 flænger et brag luften, da en lastbil, som må have sneget sig ind på mit værelse i nattens løb, startes. I omkring et halvt minut spiller chaufføren tordenskralds-symfonien med virtuose tråd på gaspedalen, så lader han motoren falde til ro i tomgang. Flot lyd. Som 7 Harley'er i synkronopvisning.
Skyerne ligger tungt over bjergene. Så langt er jeg altså ikke fra havet. Temperaturen ude er 7.3 grader. Inde holdt den sig dog på 11.


Overnatning i nærheden af Punta Colorada Primitivt - men TO senge




Punta Colorada - Vallenar 115.41 km

Det bliver en sej start. Vejen stiger støt, ikke meget, men nok. Farten holder sig på 11 km/t. På denne måde hæver jeg mig stille og roligt op i skyerne og sigtbarheden falder til omkring 100 m. Fugtigheden fortættes på hjælmen og bliver til dråber, der regelmæssigt falder. Det samme gør dråberne fra min næse. Kunsten er, at få dem til at undgå at ramme stangen og samtidig undgå at ramme solbrillerne, der dingler i deres snor. Efter 7 km på denne måde bliver det lysere et sted deroppe og inden længe kan jeg lokalisere solen et sted i skydækket. I de følgende minutter oplever jeg sekund for sekund, hvordan solen får fugtigheden til at fordampe, og jeg må standse og stå og se landskabet komme til syne omkring mig. Fantastisk!
Efter 11 km på ny tegn på mennesker. Regelmæssige småbjerge ser absolut ikke naturlige ud og på bjergsiden er udgravet terrasser, altså minedrift!
Et skilt forkynder der er en restaurant. Da jeg har parkeret ser jeg et stort skilt, for fortæller, hvor langt der er fra Incahuasi til forskellige steder sydpå, steder jeg HAR været. Afstandene glæder mig. Jeg kommer trods alt nogen vegne. Skiltets tilstand fortæller stedets historie: i følge kortet skulle Incahuasi ( også et spændende navn) være en by, men minen er løbet tør, omgivelserne forfaldet. Ud over et par huse man ikke kan tro der bor mennesker i, er her kun restauranten. Den er til gengæld en overraskelse: gardiner for alle vinduer. For nogle tillige røvballegardiner. Spejle overalt. Ikke ens. Røde roser på adskillige borde. Ikke ægte, men hvad? Et billede på den ene væg. Et privat foto? på en anden. Loftet er ganske vist på vej ned et enkelt sted, men det er også det eneste, der forstyrrer idyllen. På min begæring om tostada y cafè, svarer damen lakonisk: tostada con cafè. Ja, ja, lige meget det er vel det samme?
Jeg tog fejl. 2 km længere fremme forkynder det sædvanlige grønne skilt, at hér er Incahuasi. Jeg havde også undret mig over, at der ikke var rester af byen, som disse spøgelserbyer jeg har læst skulle være her nordpå.
Incahuasi har endog noget man kan kalde en gade med én muligvis to butikker. I følge et skilt er her telefon, førstehjælp og spisemulighed. En fodboldbane hvor 2 diminutive grønne pletter fortæller om græs eller i det mindste plantevækst. En nyere basketball-bane tyder på liv endnu selv om minen utvivlsomt ER lukket.

Siden starten har jeg fulgtes med et jernbanespor, som også fortæller historie. Sporet kom ovrefra Punta Colorada og i dette navn og dette spor gemmes en udvikling. Punta Colorada betyder det farvede punkt (sted). Det skyldes utvivlsomt mineraler i undergrunden som en dag har ført til minedrift, som har afstedkommet en by. Men af den rustne overflade på sporet ses, at det ikke bruges mere. Minen er død, en dag en byen det også.
25 km har det nu gået opad. Jeg har længe undret mig over, hvor vejen til La Silla Observatorierne blev af. Nu ser jeg nogle hårnålesving på bjerget fremme. Er det til La Silla eller skal jeg også derop? Det skal snart vise sig.
Vi slæber os op. Jeg og så de andre lastbiler. Mine 10 km/t er ikke så ringe endda. Må tage det roligt! Nogle lastbiler kører måske 20 km/t, andre ikke. Efter hvert nyt sving afslører en skrå streg på bjerget forude, at det stadig går op. 12.03 er jeg oppe. Efter 31,5 km's uafbrudt opstigning. Højdemåleren viser 1225 m. De sneklædte tinder ses fremme til højre. Her er smukt og øde. Hvor vejen var skåret ned i klippen sås den
som røde flader skiftende med mere blålig/violette afbrudt af enkelte grønne streger (kobber?). Ikke sært, at navne som Punta Colorada er opstået. Bjergene ligner ellers udbrud af skoldkopper i falske farver. Rød hud og grønne "kopper" (buske).
Jeg har længe undret mig over, hvor vejen til La Silla bliver af. Kan jeg have passeret den? Der har ikke været noget skilt. Så ser jeg den. Som en lang tynd streg bevæger den sig over mod øst heroppe i fjeldovergangen. Og så ser jeg kuplerne. Svære at få øje på på baggrund af de hvide bjerge bagved. Nu fra en ny vinkel. Frem med kikkerten. Jo, herfra ses også de beboelseshuse, som huser det tekniske personale.
Nu kommer belønningen for anstrengelserne. Km efter km triller jeg nedad med 30-40 km/t. Opad i morgenkulden og nedad her over middag, sådan skal det være. Jeg bliver dog lidt kold efterhånden og standser ved et busstop og en landsby: Cuchiyoyo. Herligt navn. Smager indiansk. Tid til frokost. Efter en mindre uendelighed af lige vej, lidt op lidt ned, kommer der en mindre kam, vi lige skal over - tror jeg. Desværre viser det sig, at
fjeldovergangen har pas i begge ender. Fra 775 m skal jeg nu slæbe mig op igen. 1085 m ender måleren på - så er det slut - for denne gang. Resten af vejen til Vallenar trækker ud og ud, men omsider triller jeg ned til byen.

[FORRIGE]  [NÆSTE]