Første overnatning i ørkenen


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 4
Copiapó 13.07.02
Så kommer der endnu et brev.
Vallenar – Mina Transito (et sted i ørkenen) 115.87 km

Spurgte nogle betjente om Residencial i går. Der var ét lige i nærheden. Fandt det straks. To forskellige priser værelser. Besluttede mig for at se begge først. Vi var på en længere travetur i en labyrint af gange. Det dyre til 5000 havde bad og toilet på værelset. Med varmt vand... Det andet med bad på gangen kostede 3000. Jeg satsede på at vandet KUNNE blive varmt. Her til morgen viste det sig at være tilfældet. Meget varmt. Desværre var det lidt svært at dosere. Når en anden åbner for vandet eller trækker på toilettet ændrer balancen sig og så står man og regulerer og så.. og så.. Men det var herligt. Og rent undertøj!

 
I går mødte jeg to piger på internet-caféen, der talte engelsk. Den ene var lige kommet hjem efter et år i huset i... FINLAND. Den anden havde læst et år i New York og underviste nu i engelsk i Calama. Var nu i vinterferien hjemme hos forældrene her i byen. Som altid rart at kunne SNAKKE med nogen. Efter at have været ude i verden opfattede de Vallenar som et hul i jorden. For mig havde den det en storby skal have: overnatning og internetforbindelse. Her til morgen er jeg klar til kørsel 8.45. Mangler bare 2x1,5 l sodavand og en ny kuglepen. Trækker hen ad hovedgaden, alle butikker synes lukkede. Kun spisesteder og et 24 timers apotek er åbne. Jeg spørger nogle damer hvornår der åbnes? Klokken ti viser de med fingrene. Lidt efter spørger jeg en ung mand, hvor man kan købe en kuglepen, ‘bolígrafo’ i følge ordbogen., ‘lapis’ i følge ham. Det er ikke så godt nu, jeg må vente lidt, de åbner 9,30. Tilbyder mig sin, roder i sin taske, nej, han har ikke nogen alligevel, desværre. Jeg traver lidt videre, mens byen vågner, og så – en boghandel, der netop er ved at åbne. Kan jeg købe en kuglepen? Ja, bestemt. Gitteret bliver hevet op, og her sidder jeg og skriver. Nu er det bare sodavand, men nu er klokken over 9 så måske? Tiderne lader ikke til at være helt ens for alle.


Klokken præcis 9,30 er jeg igen på Ruta 5. I går spurgte jeg de to piger, om der overhovedet var NOGET imellem Vallenar og Copiapó? Jo, der var i hvert fald ‘una posada’, præcis midtvejs. Altså et sted med mad, drikke og en seng. Lyder absolut passende. Jeg kan alligevel ikke gøre det på én dag.
Lidt udenfor byen standser jeg ved to blaffere (chilenere). De skal til deres hjemby oppe ved Arica til en religiøs fest. Den ene kommer fra Viña del Mar, den anden har været hos noget familie. Landskabet er fladet noget ud, bjergene ligger til begge sider, men der er ikke den store forskel i højden mellem dem og sletten jeg tilsyneladende skal køre på. Det er blevet mere gruset og støvet til siderne. Jeg er i går kørt ind i Región de Atacama. Et stort udgået træ står inde til højre som en sidste bastion før det der venter mig: el desierto, ørkenen. Én ting har jeg glemt: tun på dåse, frokosten. Der er kun en dåse ærter og ikke mange skiver brød, men jeg har appelsiner og chokolade. I dag går det i hvert fald.


Diligencen trækker sit støvspor efter sig fremme mod øst. Nå, nej. En bil. Efter nogen tid kommer jeg til en sidevej mod Chihuaque, det var ikke der. Her efter et kvarter hænger støvet stadig et sted ude i horisonten. Jeg har ikke mødt andre turcyklister, Blafferne for lidt siden havde set nogle i april eller maj, men det nærmeste fra familien i Las Pørta. Der havde to canadiere passeret for 15 dage siden – ikke to uger, der blev talt omhyggeligt – på vej mod Paraguay og var kørt i samme retning som mig, så de må også skulle over Bolivia.
Efter 32,5 km drejer vejen mod højre. En dejlig afveksling. Vi skal krydse jernbanen, vi har fulgtes med. Jeg ser på sporet, at denne bane er i brug og mindes pludselig nogle fjerne lyde i nat: da-dung-da-dung... På et rødt skilt står PARA (stop) og det gør alle pligtskyldigt. Til trods for at man kan se så langt øjet rækker til begge sider, at der ikke kommer noget tog. Det er ikke kun danskere, der er lovlydige. Af samme grund er her samlet en gruppe sælgere. Oste, clementiner m.m. Jeg beslutter mig for et net clementiner. 500. Bagefter tænker jeg at appelsinerne jeg købte forleden kun kostede 500. Har han snydt mig? Nej, han har bare fået en god pris. Jeg kunne jo bare have pruttet. Til gengæld skal jeg få en pose med 5-6 camembert-store gedeoste for 1000. Jeg vil bare have én til frokosten, men det kan jeg ikke.


Efter 60 km kommer et posada, men vi er jo ikke midtvejs endnu, så jeg passerer. Det er varmt. Shorts’ene kommer på. For første gang føler jeg mig meget lille og sårbar. Men jeg har sikret mig vand til både i dag og i morgen. Ikke desto mindre synes jeg den første flaske forsvinder hurtigere end sædvanligt. Vores opfattelse af ‘exactly’ var nok ikke den samme. Men netop som jeg har krydset halvvejspunktet kommer et skilt med ‘pueblo’, og ude i det fjerne skimter jeg noget, der ligner huse.
Det holder stik. En restaurant, men ingen overnattende gæster. Cola er det eneste, der er at få. Jeg sætter mig med én og mærker nu, hvordan varmen har tæret på kræfterne. Det har været nemt terræn, jeg har taget det roligt, men alligevel føler jeg mig helt færdig efter 80 km. Jeg har heller ikke spist noget udover appelsiner, det er nok en fejl. Har ikke lyst, når det er så varmt, men det må jeg vist lave om på! Et skilt med noget der lignede en kondor, antydede en fuglefarm, og der er virkelig en masse bure udenfor. ‘Otra’ siger man, når man skal have én til (cola), lærer jeg.
Det er ikke kun fugle i burene. Silkeaber? (silbador) fra Bolivia og Equador. Undulater fra Australien. Alpacafår-og geder m.m. En lille zoologisk have her midt i ørkenen! Jeg lægger 100 i en bøsse til fodring. Det lyder ikke som om andre har gjort det samme. På vejen så jeg en prærie-ræv, coyote, eller hvad sådan én nu hedder, så helt alene bliver jeg da ikke – i mit telt.
Da jeg kommer udenfor, synes jeg ikke det føles så varmt igen, men ser lige på uret, cyklen har stået i skygge: 31.3 grader. Jeg triller videre. Prøver at holde et søndags-tempo. Kan ligeså godt tage nogle flere km. Ser efter mulige teltpladser. Skidt. Her er helt fladt.

 


Blomstrende mirakel En uventet zoo


Ved 96 km er der et bus skur ved en sidevej. Da jeg kommer ind i skyggen mærker jeg, igen hvordan sveden ligger overalt. I fart mærker man det ikke. Jeg kunne også køre igennem helt til Copiapó, 50 km tilbage. Max. 3 timer. (Jeg ved ikke bedre) Hvis jeg kan se den hvide stribe, kan jeg godt køre i mørket. Har baglygte med blink og jeg kan jo bare standse de få gange, der kommer nogen. Overvejer.
Så sidder jeg her i forlygtens skær og gør dagens sidste tildragelser op. Kl. Er 19,15. Teltet for længst slået op, underlaget lagt ud, soveposen også, jeg er klar til natten.
Måtte lige over et par bakkekamme for at se om jeg skulle nærme mig en by, der er på kortet. Intet tegn på hverken by eller huse og samtidigt passerede jeg noget, der så egner ud til teltning: en gammel udtørret flodseng eller udgravning fra konstruktionen af vejen. Kun på lang afstand kan det ses sydfra, og så langt rækker bilernes lygter vist ikke.
Lynhurtig beslutning, klokken var 17,50 og efter min “tidsregning” bliver det mørkt kl. 18,15.
Som lyn og torden kom teltet op. Pløkke kunne ikke komme i, så det står tøjret til 6 store sten, jeg fik samlet sammen. Måtte ligge indtil nu, før jeg kunne tage mig sammen til at finde bog, kuglepen og lygte. Lige nu en anelse luftning – ellers er der helt stille. Her er foreløbig ikke mere mørkt end at jeg kan se teltdugen. Kun en negl af en måne. Må ud og se stjernehimlen. Herinde er kun 23,7 grader.

Enhver blomst er et mirakel i de tørre omgivelser Bjergene fortoner sig i disen

 

13.07.02 Minas Transito – Copiapó ca. 50 km fik ikke computeren med her op. Det har været en rolig nat. Stort set ikke en vind har rørt sig. Temperaturen ikke under 13 grader i nat – inde. Lastbilerne har kørt hele
natten, ja jeg har kun hørt dem, når jeg har været vågen. De ældre modeller larmer som jumbojets.
På vej mod Copiapó. Vi skal lige op over et mindre pas. Et af dem, hvor vejen bare går ligeud op over. Jernbanen, som er dukket op igen, hvad den skulle ifølge kortet – det er vist det eneste, der er rigtigt på dette kort – slår nogle større sving for at komme over, men vi andre må slæbe os af sted. Har næsten tømt den første flaske allerede. Klokken er kun 9,30, men det er allerede ved at være godt varmt. Da vi første gang krydser jernbanen, står der på et skilt: “Chauffør i dette område lever ulve og guanacho’er, vær opmærksom og tag hensyn, det er truede arter”. Gad vide om ulvene har fået lignende besked angående mig?
Jeg have håbet på en forholdsvis hurtig formiddagstur, men det går kun langsomt. Mere op end ned – øv. Så endelig kommer der et posada. Jeg hilses af to lastbilschauffører, der er på vej ud. Hvor jeg kommer fra? Dinamarca! Ah, el grande danes! Udbryder den ene, og selv om jeg viser min ringe størrelse, så er man da ‘grande’, når man sådan kører på cykel her. Vi ender med håndtryk og skulderklap: Feliz viaje!
Jeg får min velfortjente morgenmad: Tostada con café. Her kommer Nescaféen og margarinen på bordet, så kan man selv dosere.
De tørre, brune bjerge ligger til begge sider, kun på sletten imellem dem frister nogle hårdføre vækster tilværelsen, men spredte regnkløfter fortæller, at selv her falder der undertiden regn.
Vejen stiger igen. Jeg kravler op 2-3 km. Farten fortæller om stigningen: 7 km/t. Det er bagende varmt, men sveden hagler ikke af én. På grund af den tørre luft, når den at fordampe, før den bliver til dråber.
På toppen sætter jeg mig i skyggen af et kapel, større end de fleste, og skriver lidt. Nu kan der kun være 10 km tilbage i dag. Der brænder lys i nogle af stagerne, så det er et sted folk kommer. Netop som jeg skriver dette, kører en bil med en familie op foran og stiger ud.
Så går det nedad. Først med ubehagelig stærk fart – 50 km/t – for vejen er dårlig her. Der arbejdes også på den. Gravemaskiner med grabber, der kan fylde en lastbil på 2-3 gange, får støvet til at rejse sig. Heldigvis blæser det den anden vej. 12 km triller jeg ned, det længste hidtil. Ved skiltet Copiapó må jeg træde igen. Luften er på nedturen blevet køligere. Det lufter dejligt. Efter at have været i byen lidt tid – travet rundt efter et internet-sted, der har åbent – synes jeg faktisk vinden er lidt for kølig. Den kommer ude fra havet og blæser ind gennem dalen. Sikke en kontrast til for 12 km siden.

[FORRIGE]  [NÆSTE]