Berøvet og bedrøvet - men jeg giver ikke op


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 5

Copiapó 13.07.02
Kl. 15.10. Nu sidder jeg så her på politistationen. Højre fortaske, rygsækken og liggeunderlaget var væk, da jeg kom ned fra Internet-stedet. Lort. Mig, der har berømmet deres hæderlighed her. Idioten ved skranken havde lovet at se efter min cykel, der var trukket ind i opgangen. Jo, tak for det!
Hvad gør man? På spansk? Spurgte forbipasserende om de kunne lidt engelsk? En mand bed på. Gik med mig herhen og hjalp med at forklare situationen. Og oversætte hvad der havde været i taskerne. Det kunne have været værre.
Umiddelbart synes værktøj og ordbog og vandbeholdere at være værst, for aftrækkersættet til kransene og egerne var vist flyttet over i den anden fortaske. Og unbraco-trenøglen havde jeg i styrtasken. Men mit UNDERLAG!!!

Kl. 18,50. Sidder på mit Recidencial og skumler. Det har dog været en oplevelse. Betjenten der fik mig overdraget var ung og kunne intet engelsk. Men vi havde fået oversat det meste, så det lykkedes mig at få et officielt papir med stempel på, som bevis på at tingene var anmeldt stjålet. Det eneste jeg siden har opdaget mangler er opladeren til mine kamera-batterier og 4 batterier, som desværre var flyttet over i den stjålne taske. (Jeg har en plan over, hvordan tingene var fordelt fra starten - Gud ske lov for det). Måtte hjælpe betjenten lidt med stavningen... på spansk! Da jeg bagefter spurgte efter et residencial, ville han absolut følge mig derhen, det var 200 m henne ad gaden, men jeg måtte lige vente lidt. Det viste sig, at han lige skulle have kasketten på! Mindede om en sergeant, da jeg var soldat. Jeg havde medlidenhed med dem begge.
Men lad mig resumere: en fortaske (bliver nok svært kun at køre med én!), blandt værktøjet min dejlige bidetang fra mormor og ekstra bremseklodser. Jeg tror ikke der er noget vitalt værktøj, der mangler. Det jeg bruger regelmæssigt havde jeg andre steder. Men kædeadskiller, svensknøgle, unbraconøglesæt, nipplenøgle... jeg prøver at komme i tanker om, hvad jeg egentlig havde. Den fuldstændige plan lå i rygsækken, som er væk, men... jeg har sendt den som e-mail til mig selv for tilfælde som dette, så den kan jeg få i morgen. Men videre: vandbeholdere, forbindskasse med solcreme og fugtighedscreme, malariapiller, vandrensepiller, kort over Bolivia og Argentina, mavetaske (som jeg engang har købt i Frankrig - suk), den dejlige lille sorte bluse, som jeg fik af Jon til jul, løbebukser, lange cykelbukser, håndklæde, min dejlige Ventour cykeljakke, 10 m flagline, bred tape, min nyindkøbte gasbrænder (ekstra beholderen har jeg endnu), rygsækken, krus, Lonely Planet Chile, ordbogen, liggeunderlaget + diverse madvarer - og toiletpapir, som jeg håber de altsammen får galt i halsen.
Dette er en storby. Værelset koster næsten det samme som sidst, men uden bad og toilet. Til gengæld er der TV. Nu vil jeg se lidt TV og trøste mig med Santa Rita 120, hun har fået 3 medaljer.

Copiapó 14.07.02 12.19 km
Det er søndag morgen, klokken er 9.00. Byen er død. Fuldstændigt overskyet. Har fået den ide i nat, at jeg vil lave en efterlysning. Plakater til at sætte op. Dusør udloves. Politiet er ikke til noget. Hvor er de det? Men jeg må have fat i en engelsktalende til at hjælpe mig. Går lidt på udkig efter egnede emner. Uddannelse kan som regel ses på folk.
Finder en ung mand, der kan lidt. Forklarer på engelsk/spansk min plan. Han forstår, men mener en avis er løsningen. Forklarer mig, hvor avisen "bor".
Finder det. Der er lukket i dag. Her hedder det ikke 'periodico' men diario' ligesom dagbog. Det er en lokal avis for området kan jeg se. Denne mulighed lægges foreløbig på hylden. Måske må jeg blive nogle dage? Kom forbi kirken før. Så lige ind - der var messe. Nu er den slut. Folk er på vej ud. To pænt klædte herrer står og snakker, og jeg spørger dem, om der er nogen her, der kan engelsk? Nej, det er ikke nødvendigt, er svaret. Og det har de jo helt ret i. Hvad laver jeg også her uden at kunne mere spansk? Her klokken 9.45 er solen ved at sprede skyerne. Alle vil gerne snakke, men ingen kan engelsk. En mand, der venter på en taxi, (de kører faste ruter ligesom busserne, erfarer jeg) får jeg en længere snak med. Han spiller pelota, et spil, der vist er specielt for de spansktalende lande. Får den ide, at det store hotel, hvor jeg aldrig kunne finde på at bo, må kunne hjælpe mig. Også her hører man gerne på mig, og jo - direktøren kommer ved frokosttid - han skulle kunne hjælpe mig med teksten til min plakat. Vi får se.
 


Det frivillige brandkorps' parade Har den virkelig været i udlandet?

 

13.30. Nu er efterlysningen med tilbud om findeløn (direktøren syntes ikke jeg skulle sætte noget beløb på - utvivlsomt rigtigt) med samt billede af den forsvundne taske (hvad skulle man gøre uden et digitalkamera) sat op udenfor internet-stedet. Det eneste jeg mangler, er at finde ud af om jeg kan få det i avisen, uden at det koster en formue. Der var lukket tidligere, men den er udkommet i dag, og er det et dagblad, og det skulle det være, skal de vel lave morgendagens avis på et tidspunkt. Sidder nu på torvet i skygge og ser byens (frivillige?) brandkorps marchere til tonerne af 'Lili Marleen'. Man elsker åbenbart parader her. Det er mindst tredje gang, jeg oplever det. Nu kommer specialisterne med tænger, save m.m. til at klippe biler op med. Og nu kommer aspiranterne, de mindste må være 7 år! En enkelt ambulance lader lejlighedsvis hornet lyde og to brandbiler afslutter.
Hoteldirektøren var ikke ligefrem nogen ørn til engelsk, men ha fattede klart hvad det gik ud på og lavede det om til en stil, man bruger her og forkortede det i fald det skal i avisen.
Nu kommer en redningsvogn, det var ikke slut endnu. Og nu kommer en hær af brandbiler, hvad vil de gøre, hvis der bliver ildløs et sted nu? Så vandvogne, ikke drikkevand står der på siden. Og endelig clou'et: en vogn med en dampsprøjte fra 1800 hvidkål. Skinnende flot eksemplar. Det var så det, folkefesten opløses på et øjeblik.

14.05. Har været på avisen. Der så stadig lukket ud, men tilfældigvis var en mand ved at banke dem op. Blev netop lukket ind af en dør. Den blev ikke lukket helt til. I tre spring henne og skubbe den op og med mit nye papir i hånden var det noget lettere at gøre sagen klar. Som jeg havde håbet. De ville lave en artikel om det i morgendagens avis. Jeg blev fotograferet med billedet af den forsvundne cykeltaske. Skulle ikke koste noget. Lettelse. Afslapning. Nu har jeg fred i sjælen. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, og kan nu kun vente og håbe. Tror ikke på noget resultat, men hvem ved? Har planen klar for den videre tur. Må blive et par dage, i hvert fald i morgen med. I negativt fald køber jeg et par elendige fortasker, jeg har fundet. Finder ud af, hvordan jeg kan låse dem fast, så de ikke kan falde af. Køber et elendigt underlag, jeg også har fundet og et nyt gasblus - igen. Har allerede købt en billig rygsæk.
Er gået ind for at spise frokost. Hører noget, der lyder som Don McLean, der synger "It don't matter to me', dejligt nummer. Tjeneren ved ikke, hvem det er, men en gæst mener, et er George Michael. Ham må jeg vist lytte lidt til ved lejlighed. Savner musik jeg har lyst til at lytte til. For her er musik næsten overalt til enhver tid. Jeg har læst, at Bolivianerne skulle være meget støjende. Jeg troede ikke, det kunne blive værre – det kan det sikkert. I supermarkedet måtte jeg stå stille og lytte til én, jeg ikke kan huske, hvad hedder, der sang: "Sing it you're the pianoman", passende til mit humør, sentimentalt.
Stedet her er lidt burgeragtigt. Moderne. Her kommer forældre med deres børn. Pludselig vinker en dreng til mig fra et andet bord. Vinker igen. Hvor har jeg set ham? Må være ham, der hjalp mig med udprintning af foto her til formiddag. Jeg er ved at blive kendt her i byen. Bare vent til i morgen!
I går aftes fandt jeg et typisk chilensk billigt spisested. Fik en 3-retters menu + øl for 2.100. Først 'Cazuela', en suppe, men med en stor kartoffel og et stort stykke kød. Fås i flere udgaver. Så en hovedret, fisk og ris valgte jeg. Sidst en 'postre', en slags ris-a-la-mande med en karamellignende sovs. Virkelig noget for slikmunde. Kunne dårligt spise op. Nu får jeg en 1/2 m høj burger med noget lækkert kød og tomater, bønner og nogle særlige chilenske pebre.
Et nyt begravelsesoptog. Først en hvid rustvogn smykket med blomster. Bagefter gående 40-50 mennesker. Ser fattede ud. Så en række biler, men ikke så mange som sidst. Der spilles skak her på Plaza'en. De elskende sidder på bænken overfor. I morges vaskede én sig i springvandet. Her er en del hjemløse eller rejsende eller begge dele. Lå nogle i deres tæpper udenfor kirken i morges. Der er en del rygsækrejsende. Nogle almindelige, andre af den usoignerede type, som vel også er hjemløse, eller på evig
vandring. Passerede én gående på vej op over et af passene forleden. Med en vanddunk i hånden. Kun få klæbende tiggere - i La Serena bl.a. De kommer med deres små grædende børn, men går alligevel hen og køber cigaretter for pengene. I morges bad en mand om nogle få mønter til morgenmad. Jeg er også sulten, sagde jeg - på spansk. Det grinede vi så lidt af.

[FORRIGE]  [NÆSTE]