Tilbage på vejen


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 7

Chañaral 17.07.02

Copiapó 15.07.02 1.25 km
Det var ikke noget tilfælde, at det skete her i byen. I går eftermiddags var jeg ude at trille på cyklen. Byen er kæmpestor, men der er ikke mange bygninger, der er værd at se på. Selv ikke kirken ved Plaza'en. Alt er bare lave fattige huse og de sædvanlige småforretninger og værksteder. Kørte nordpå, hvor jeg, da jeg første gang kom til byen på afstand så nogle lange lyse streger op ad bjergsiden. Næsten kun opad. Få på tværs. Man anede godt at det var noget af en by.
Nu ser jeg forklaringen. De hvide streger var asfaltgader. Alle andre gader er grus. Det er et kæmpeområde. Vel ikke direkte slum efter lokale forhold, de fleste huse har da numre og elforsyning, men mange er ikke helt færdigbyggede. Man er holdt op, da det væsentligste var færdigt eller pengene slap op. Resten venter på evigheden.
Næsten øverst er der dog nogle rækkehuse, som en lokal byggematador nok har banket op, og lejerne nu betaler en formue (relativt) for, eller er det ejerhuse?
Som en stærk kontrast hører jeg pludselig hjemis-bilen. Vantro stirrer jeg på den - og nej, det er ganske rigtigt ikke is det handler om, men gas. Man bruger gas til madlavning, man bruger gas til varmt vand, hvis man har råd. Kun i visse supermarkeder får jeg mine empanadas varmet i mikroovn. Havde jeg spurgt min vært, er dette nok stedet, hvor jeg IKKE skulle bevæge mig hen, men på cyklen føler jeg mig sikker nok. "Min" avis hedder 'Chañarcillo', det samme som mit residencial og præsenteres som 'el diario
de la mineria', det er altså minearbejdernes avis, og Copiapó er i høj grad en minearbejderby. Men minerne går ikke alle lige godt, så det er måske ikke så underligt, at man tager, hvad man kan få?
Har ikke lyst til at blive i denne forbandede by, men én dag til... Læser netop i avisen fra i går, hvor der er én side med internationale nyheder, at Arbejdsløsheden i Argentina nu er 23%, At der er nye dræbte i Kashmir, 20 civile, At bønder opponerer mod en ny lufthavn i Mexico og endelig mere interessant for mig, at 52 er døde og 32.000 blevet hjemløse efter dårligt vejr i Peru, det gælder også områderne op mod Bolivia og Chile, Puno og Tacna.

Kl. 10.10 Så er den nye avis udkommet. Billedet er ikke kommet med og chancerne for at noget, der fylder 1/9 af en side i en avis på 24 sider giver resultat sikkert ikke stor, men de har skrevet en pæn artikel, synes jeg. Overskriften er: 'Roban mochila a turista danés', tyveri af taske fra dansk turist. Ordet 'gratification', dusør, kunne godt have været fremhævet, men hvad?

Kl. 17.45 Jeg har været på turistkontoret (lukket i weekenden). En dame kunne engelsk. Talte også med et skotsk ægtepar med en dreng. De rejste rundt med bus. Var kommet til Santiago samme dag som mig, men med Lufthansa fra Frankfurt. Havde set mig på den store stigning op fra La Serena. Mente at have set en turcyklist på vej i modsat retning? Så må han være kørt ned ad en sidevej.!
Ingen reaktioner på avisartiklen indtil videre, men jeg har været på endnu et officielt kontor en time til halvanden. Hos politiet fik jeg, da jeg fremviste deres papir, at vide at dette var en 'constancia', jeg skulle også have en 'annuncia' på et andet kontor et andet sted. Det afstedkom megen telefoneren og spørgen og finden nogen, der kunne lidt sprog. Til sidst havnede jeg på den lokale anklager's? (fiscal) kontor. Vældig flinke og forstående mennesker. Vi var kommet et par uddannelsesklasser op. Ikke for at sige noget ondt om politiet - jeg kan bare ikke bruge dem til noget i min situation. Nyt fint papir (3) med stempel og underskrift. Blev helt bange for, at de ville beholde det første papir, det skal i glas og ramme engang.
Har indstillet mig på negativt resultat og været henne og prøve cykeltasker. Det går nok. Kan få tasker, underlag og gasblus samme sted. De åbner 9.30, så jeg kan køre ca.11.00 og bortset fra forventelig modvind, skulle det være fladt terræn i dalen ud til Caldera, der er en strandby. Kun ca. 60km. Derfra en dagsmarch til Chañaral, hvorfra jeg prøver at tage en bus til Taltal. Herfra er det fuldstændig ødemark forbi Cerro Paranal Observatoriet og til Antofagasta. Skal kunne klare mig 4-5 dage på grusveje.
På forhånd havde jeg sagt til mig selv, at hvis man vil opleve andre dele af verden, kan det ikke nytte at komme og tro, alt er som derhjemme. Det er mig der er på besøg, mig der må indordne mig, søge at forstå sammenhængene her. Lade være med at blive irriteret. Spørge de lokale om råd, for de kender deres område bedst. Rejs med ydmyghed kalder jeg det.
Det synes jeg foreløbig, er lykkedes over al forventning. Nu mangler jeg bare at lære spansk.

Kl. 20.00 Er gået ud for at spise. Først på busstationen for at høre tider for Chañaral-Taltal. Først ét sted. mange selskaber, men kun lange strækninger. Fandt det næste sted - heller ikke der. Henviste til 'Tur-Bus'. Fandt dem. 8.15 afgang fra Chañaral. Kunne cyklen komme med? Jo, hvis jeg forstod det rigtigt, når man betalte ekstra. Vil vente med at købe billet, men ved aldrig, hvad der sker.
Nu er jeg træt. Jeg trænger til at cykle igen. Alt det her renden rundt er til at få spat af.

Copiapó-Caldera 16.07.02 84.50 km
Kommer først af sted 11.30. Først rundt og høre, om noget var dukket op? Nul. Så på turistkontoret til den engelsktalende. Vågnede i nat ved 5-tiden og lå og kom i tanker om ord og vendinger, der ville være gode at kunne på spansk. Endte med at tænde lyset og skrive en liste. Bagefter hen og købe tasker og underlag. Gasblusset kunne alligevel ikke fås der. De har en lidt anden type, faktisk 2, til de samme dåser, men dem vil jeg ikke have. Så må jeg i centeret. Det har selvfølgelig ikke åbent endnu. Og
sådan går formiddagen.
Endelig på vejen igen. Let modvind som forventet. Vejen er hurtigt lige og flad og kedelig. Eneste lyspunkt er en sælger ved en landsby. Jeg har ikke købt brød, tænkte det kunne fås på vejen. Altså er jeg interesseret i, hvad det er han har i kurven, som der er et hvidt klæde over. Han synes ikke umiddelbart at være villig til at afsløre indholdet. Jeg ligner måske ikke en potentiel kunde? Jeg må spørge, hvad han har i den, og om han sælger, før han tager klædet væk.
Kager. åh, no pan, siger jeg skuffet, selv om et par kager også vil gære godt. Næ, men dér lidt tilbage, peger han, er der en 'almacen', 'at the flag' tilføjer han på engelsk. Jeg lover at komme tilbage og triller hen ad landsbygaden. Men de har ikke brød. Til gengæld peger damen endnu engang tilbage, og - sandelig - har jeg passeret en butik ved vejen uden at lægge mærke til det. Jeg får mit brød og køber to kager af den runde smilende mand, der kan adskillige engelske brokker.
Så går det videre ud af den flade vej. Der er intet til siderne, ikke engang noget at stille cyklen op ad. Vejskulderen bliver værre og værre, bjergene fortaber sig i dis, vinden er imod og de nye cykeltasker larmer knirkende mere og mere jo værre vejen bliver. Her er røvsygt. Men hvad - tænker jeg, det er jo også vejen til verdens røvhul: Copiapó.
Efter yderligere nogle kilometer går omgivelserne fra dog at have haft bevoksning over til at bestå af sand. Vejen drejer et par gange med 3-5 km's mellemrum, og jeg slæber mig over flere bakkedrag. Omsider bedres vejen lidt, vinden tager af, mens det eneste der ikke bedres er sigtbarheden. Sådan bliver det ved og ved. Nu, hvor bjergene har trukket sig i baggrunden, bliver vinden til ingenting. Det er bjergene, der har virket som en tragt, og skabt den "stærke" vind. Et sted hvor jeg gør ophold et øjeblik ( endelig noget at stille cyklen opad) gør jeg en opmuntrende opdagelse. Jeg har rundet de første 1000 km. Det er sket 6 km udenfor Copiapó. Jeg har altså indtil nu gennemført 1/4 af den "planlagte" strækning, og der er gået 1/4 af de to måneder. Det føler jeg mig meget tilfreds med.
En vej ned til venstre går til den (lokalt) berømte engelske bugt, Bahia Inglesa, men havet er ikke at se. Sandet og himlen mødes ude i horisonten. Efter 80 km burde jeg kunne se byen, jeg kæmper mig spændt over en bakkekam...Der afsløres nogle hvide bunker, hvor der graves og nogle få bygninger ikke langt derfra er en restaurant og et 'posada'. Ingen by at se. Jeg er lige ved at tro, der ikke er andet end det, jeg lige har passeret, da det viser sig, vi skal mere nedad og så... endelig kommer noget til syne,
som ikke ser spændende ud, men by er der, og da jeg drejer fra og kører mod noget, de kalder centrum, ser jeg en kirke rejse sit trætårn over de omliggende huse. Med usvigelig sikkerhed finder jeg hurtigt det billigste og grimmeste logi i byen. Byen er meget 'flad', ingen huse med mere end 2 etager, men der er en havn med en mindre hær af små fiskerbåde. Selv om det er udenfor sæsonen er der lidt liv og en hel del små forretninger, hvor det efter nogen søgen og spørgen lykkes mig at købe et håndklæde,
så jeg kan komme i bad i morgen - noget skal jeg da have for pengene. Her er masser af restauranter, men et fåtal ser åbne ud. Jeg har dog allerede udsøgt mig New Charles til at være dér, hvor jeg spiser i aften. Når man kommer ind på dette residencial, er der først frisørsalon inde til højre, så følger en lang lige gang, hvor der er værelser på højre side. Mit er det sidste før toilettet. På venstre side har jeg midtvejs passeret et rum, der egentlig bare er en udposning på gangen. Der stod et bord med stole om, en radio og et TV og jeg tænkte, det var dér morgenmaden blev serveret (ikke inkluderet).
Da jeg nu går ud, har jeg i nogen tid kunnet høre en del mennesker snakke, og da jeg træder ud foran føromtalte rum, befinder jeg mig pludselig i spisestuen ansigt til ansigt med den samlede familie m.m., der spiser til aften. Samtalen går i stå og samtliges øjne rettes mod mig. Hvad er det nu, man siger her? Jeg standser, og i en brøkdel af et sekund, der føles som en evighed, får jeg fundet ordene, jeg netop i går har lært af min tidligere vært i Copiapó: 'una buena comida', hvorefter alle som med én mund takker denne høflige fremmede, der så glimrende mestrer det spanske sprog, og jeg kan gå ud til mit velfortjente måltid.
 


Parkering for natten

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]