Den levende klippe - og andre formationer


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 8
Chañaral 18.07.02

Caldera-Chñaral 103.18 km
Allerede da jeg prøvende lagde mig på sengen i går, var jeg omgående ved at falde i søvn, så da jeg kommer tilbage efter måltidet, går jeg ud som et lys.
Er ude for at prøve badevandstemperaturen lidt over otte. Det bliver ikke varmt, men nu ved jeg, at det er fordi vågeblusset i vandvarmeren er slukket. Skal jeg prøve at banke dem op? Jeg vælger at begynde at pakke cyklen og vente og se. Da jeg så småt er færdig og bare venter på at komme i bad, kommer manden i morgenkåbe med en æske tændstikker, og jeg får mit bad. Ingen blandingsproblemer, bare op for det varme - perfekt. Morgenmåltidet består af 3 småkager, der vist blev tilovers fra i går,
men lidt efter kommer også min tostada, som dog ikke er stor, men måske ER det smør, og der er marmelade, som jeg har bedt om. Normalt koster tostada con café 500, men nu er der måske lidt ekstra? Jeg hører konen nævne tallet 'ocho centos', 800 og gætter, at det er prisen, nå je, hvad. Konen er af den vrisne type, særlig her til morgen, mens manden er sagtmodig og venligheden selv. Da jeg skal betale bliver det ganske rigtigt 4.300 og jeg betaler med en 5.000 seddel. Konen roder i en pung og giver mig 600 tilbage. Men det er da ikke nok!!? Det mener hun åbenbart kan være det samme, hun har i hvert fald ikke flere, men så træder manden i aktion og, vupti, får jeg mine 100 pesos.
Det har vist sig, at han kan lidt engelsk, men engelsk eller ej, hiver jeg ham med ind i spisestuen, hvor der hænger et stilleben, denne frugtopstilling vi kender så godt, blot er det her en fotostat, og det er lokale frugter. Så ved at pege får jeg udvidet mit spanske ordforråd specielt med henblik på restaurationsbesøg. En grøn peber viser sig at være en papaya, den jeg ved flere lejligheder har fået i 'cazuela'en og i første omgang bedømte til udkogt gulerod.

Vejen mod Chñaral er en fortsættelse af gårsdagens. Grus og sand til begge sider, et enkelt sted trækker en hvid farve et kegleformet spor ind i landet fra bunden af en bugt, der er også hvidt sand! Først tror jeg det er solen, der skinner, men der bliver jeg skuffet. En let støvregn følger mig ud af byen.

Det bliver mod forventning en dejlig dag. Støvregnen overgår til bare at være megen fugtighed i luften og vejen skiftevis stiger og falder: 10m, 55m, 70m, 30m, 100m. Landskabet, som godt nok er øde, er alligevel varieret. På højdedragene står klipperne tilbage, det er her sandet produceres. Hvor umådelige støvskyer ude i universet bliver til 'stjernefabrikker' ved at tyngdekraften får dem til at samle sig til sole og måske planeter, er situationen omvendt her. De store klipper nedbrydes af vind, vand og temperaturskift til mindre stykker, der ender som grus og sand, der blæser ned i lavningerne.
Klipperne antager groteske former. Specielt ét sted, jeg omgående døber dødningeklipperne, er fascinerende. Erosionen forsyner klipperne med næsebor og øregange, nogle steder står kun skaller tilbage. Orden bliver til uorden, hvor det var omvendt i eta-Carinæ-tågen, vi fik udpeget på Mamalluca.
Et sted passerer jeg 4-5 blikplade-skure, hvor nogle hunde og em barnestemme afslører, der bor mennesker. På et hjemmelavet skilt står et navn, men stedet eksisterer tilsyneladende ikke officielt. Gad vide om disse mennesker står i noget register?
På et tidspunkt går klipperne over til at ligne lavamarker, undertiden delvist dækket af sand. For en rejsende i mit tempo er det en oplevelse at se alle disse landskabsformer, der uafladeligt skifter. Så røde klipper, grå, sorte og hvor regnvandet har kunnet samle sig har tørken senere fået leret til at sprække i naturlige mosaikker.


På et tidspunkt bryder solen igennem og samtidig standser jeg brat. øverst på en klippe på den anden side af vejen sidder to bemærkelsesværdige fugle. Det er ikke de store sorte, som jeg allerede så i byen i går kaste sig ud fra fjernsynsmasten for at svæve på vinden med udspilede svingfjer yderst på vingerne, ravne?, næ, disse har et meget kraftigt let nedadbøjet næb, der er lyst men orange ved roden. En sort kalot på hovedet, et hvidt 'ansigt', der går over i det grå nedad halsen for at ende i et fasan-lignende mønster på ryggen. Jeg betragter dem i kikkerten og får lov til at komme ret tæt på og fotografere.
Nu, hvor solen igen er brudt igennem, og jeg spiser frokost, har jeg netop set en klippe ude i vandet, der grangiveligt ligner kaptajn Nemo's Nautilus. De lysende 'øjne' forrest viser sig tættere på at være lysere klipper, fuglemøj? Jeg ser ingen.
Klippeformationerne fortsætter, her er noget der sætter fantasien i gang: ørnehovederne, den koparrede djævel, lossepladsen og en ugæstfri planet.
Lossepladsen er et område, hvor stenene ligger dynge på dynge, og hvor farvespillet mellem rød, grå, hvid, sort og brun får det til at ligne nævnte. Den ugæstfri planet er et område, hvor næsten lodrette skifferlag rager meterhøjt i vejret og giver det dette forrevne udseende, her vil det vist ikke være let at lande.

 


"Dødningeklipperne" To fugle på vejen


Endelig må Chañaral ligge bag det næste fremspring, men for en gangs skyld strækker bjerget sig helt ud i vandet, så vi skal sno os noget opad. Et sted står en rød bil, og nede fra klipperne lyder nogle uartikulerede brøl. Jeg tænker, at det er nogle, der er nede for at lave ekko, men hvordan bærer de sig ad med at lave disse dybe brøl, og hvorfor siger de slet ingen menneskelige lyde? Uafklaret på dette spørgsmål kører jeg lidt videre. Der er i hvert fald fugle dernede på en brun klippe i vandet, og jeg hiver kikkerten frem, og ser det. Den brune klippe er levende. Den er oversået med søløver, det er dem der laver disse brøl. Helt op til toppen ligger de. Jeg ser også nogle i vandet. øverst troner en pelikan og et par mindre fugle. På en mindre klippe ved siden af ligger en kæmpe-karl. På et tidspunkt er der en almindelig størrelse oppe ved siden af den. Den er 4 gange så stor. Kan det være en han? Eller er det en søelefant-hun eller er der ikke noget, der hedder en søbjørn? På et tidspunkt kommer der en ubuden gæst op til den, og med forbløffende hurtighed får den sat bevægelse i kæmpekroppen og jaget den indtrængende bort. Det er zoologisk have in natura. Vinden er denne vej og her lugter virkelig også af fisk, fugle, rovdyr og ekskrementer. Klippen foran er helt
hvid, og her ser jeg tydeligt gennem kikkerten, hvordan fuglemøjet er løbet i striber ned ad klippen.
Efter denne for mig enestående oplevelse, mest fordi den kom helt uventet, er der ikke langt tilbage. Skiltning med turistinformation viser sig mod forventning at holde stik. Det er en fin fyr. 56 fortæller han, da vi udveksler data. Jeg forhører mig om vejen fra Taltañ til observatoriet og videre til... Ja, de sidste dage er det forjættende navn begyndt at dukke op på skiltene: Antofagasta. Navnet over alle. Vi, der kender vores Anders And, husker hans problemer med Antofagasta-myrerne. Nu skal jeg se, om de virkelig findes - nej selvfølgelig ikke. Men det er som jeg har forventet: der er INTET. Jeg skal have mad og vand med til 5 dage, selv om jeg formodentlig kan få vand på observatoriet? Jeg tager hans oplysninger med et gran salt, det er egentlig ikke hans område, men han mener altså at vejen fra Paposo, der er et fiskerleje uden indkøbsmuligheder 56 km nord for Taltal og op i bjergene og op forbi vejen til observatoriet skulle være nem. Ingen særlig bratte opkørsler og vejen forbi observatoriet går i 6-700 m's højde, mener han. Jeg spørger, fordi jeg gerne vil vide, hvor mange meter jeg skal op den 20. Bjerget er 2644 m, det giver en klatretur på 2 km, mere end Mt. Ventoux. Den ville være god at gøre uden bagage.
Hvis jeg kan skjule teltet godt nok, burde det gå.
Om søløverne siger han, at det ER hannen den kæmpestore og om de sorte fugle, at de hedder 'jote' på spansk. Det er en chilensk gribbeart, der godt nok lever af ådsler, men ikke har den nøgne hals. Jeg skriver mig ind i gæstebogen, der har været en svensker engang i foråret. De to canadiere har han set, og det har min senere værtinde også. Man slipper ikke sådan ubemærket forbi her.
Det er også ham, der foreslår et residencial. Jeg spørger prøvende, hvad det koster. 3000? Ja, det mener han. Det var billigt. Jeg får et kort, han sætter et kryds, det bliver et stykke 'piece of cake' det her. Først bliver jeg lidt forvirret over, at den gade, jeg skal nedad, hedder noget andet på kortet end i virkeligheden, men det er åbenbart noget alle ved. Jeg spørger nogle ældre mennesker, der står lidt nede af en sidegade, mest for at øve mit spanske, men det viser sig at være en god idé. Residencial Sct. Maria, jo jo, det er lige derhenne, og de forklarer, hvor mange gader, men alligevel synes manden lige, at hen skal følge mig derhen, og han sætter sig ind i sin lillebitte japanske bil og kører foran mig derhen og rundt om hjørnet og peger. Det er dér. Jeg ser på en dør i et hegn, men der fremgår ikke noget navn, så jeg går hen om hjørnet og ser efter en indgang, men det ER den låge - nogle mænd på det andet hjørne peger, den er god nok. Ja det havde jeg ikke lige fundet af mig selv, men her ved alle, at damen her lejer værelser (2) ud og kalder det Residencial Sct. Maria, selv om det ikke fremgår nogen steder.

Har nu købt busbillet til Taltal i morgen. Bussen kører ikke 8.15 som jeg tidligere havde fået at vide i Copiapó, men 13.15. Eller også er det fordi den tidlige bus er fuld, det er det nok. Det giver mig mindre tid til at køre i morgen, men bedre tid til at gøre indkøb, som jeg så vil gøre her i stedet.

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]