Op i Sierra del Muerto - Dødens Bjerge


  

  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 9

Antofagasta 21.07.02 kl. 16.10
Kære venner.
Her følger de seneste tildragelser, eller i hvert fald nogle af dem. I kan af ovenstående se hvor langt jeg er kommet.

Chañaral - Bahia Leones Marinos 18.07.02 27.64 km
Fik handlet og sendt endnu et rejsebrev, så nu er I helt opdateret. Jeg kunne roligt lade min cykel stå hele formiddagen, sagde min værtinde, og fortalte samtidig forarget, at på et hotel i byen, var der blevet stjålet 16.000 pesos, underforstået at noget sådant skete ikke hos hende. Det stolede jeg på og undlod at fortælle om mit tab på over 300.000. Da hun senere skulle gå, kørte jeg over og ventede på bussen. Stod dér i støvet i halvanden time. Vejen er asfalteret, men stykket ind til tankstation, værksteder, busholdeplads m.m. er ikke. Hver gang en bil kører derind afstedkommer det en støvsky. Bussen var 1/2 time forsinket. Området vi kører igennem er det tørreste, jeg endnu har set. Mørkebrune bjerge med lysere sten, grus og støvsletter imellem. Vi skal over et pas.
Bussen holdt nærmest stille, mens den ventede på, at kunne overhale en lastbil, så her er stejlt. De viser en eftersynkroniseret film med Robert de Niro og ..er det Billy Crystal han hedder? Tror ikke jeg har set den. Vejskulderen er her grus, meget godt jeg slipper for dette stykke. Da bussen ikke starter fra Chañaral, er der allerede bagage overalt, og der er problemer med at få cyklen ind i bagagerummet. Jeg må tage forhjulet af og efter megen skubben og masen (spekulerer på hvor meget, der er blevet skævt) lykkes det. Prisen på hvad cykel og bagage koster, kan jeg ikke få, først senere, det er åbenbart noget, chaufførerne, der er to, bestemmer. Det ender med 2000, hvilket er 100 mere end for mig selv, men det var nogenlunde, hvad jeg havde regnet med. Knap 50 kr. for 146 km + cykel m.m. - ikke ringe.
I modsætning til i går er her ikke nogen variation. Den eneste forskel er, om der er en enkelt busk eller ej, og det er mest ej. Kilometer efter kilometer er der intet levende, men et sted ser jeg en stor grøn pudeagtig vækst, som muligvis er denne llareta?, jeg har læst om. På vejen nedad mod Taltal er der masser af dem. Jeg er ret sikker. Ser bløde og fristende ud, men er hårde som sten.
Vi ankommer til Taltal 15.30, kun et kvarter efter, det jeg havde håbet på forhånd.
Min sidemand er minearbejder far Copiapò, der arbejder i en mine 20 km fra Cerro Paranal. Da han spørger, hvilke lande grænser op til og han, da jeg nævner Sverige, siger åh så er du europæer, forstår jeg disse menneskers forhold til Danmark: et navn de har hørt, og intet andet. Jeg kommer af bussen. Alt er kaos som vi kender det fra Bornholmerbussen ved Hovedbanen. Et smalt fortov og alle dem, der skal med, står og venter med alle deres pakkenelliker, så vi andre ikke kan komme af. Midt i alt dette står jeg med en cykel, der skal have påmonteret forhjul og i øvrigt lastes. Jeg tør ikke fjerne mig fra stedet med cyklen først, så jeg bliver stædigt stående indtil alt er på plads - så først trækker jeg væk over på den anden side, for at cheke at alt er, som det skal være. Og så af sted ud af byen, nordpå i en fart. Vejen går langs havet, sagde min sidemand, og det er ikke til at tage fejl af. Undervejs ud af byen, råber en mand i en pick-up noget til mig. Jeg vinker til ham, men nogen tid efter dukker han op i sin bil og vil fortælle mig noget. Vejen er forfærdelig, forstår jeg, og noget med nogle kilometer. Jeg takker for oplysningen, men fortsætter. Vejen er faktisk udmærket, den bliver hurtigt til grus, men ikke så dårlig. Men så kommer der vejarbejde, og den bliver dårligere. Pludselig står der en maskine, der er i gang. En af disse to-hjulede pumper eller kompressorer eller hvad de nu gør. Jeg tænker, at det er én, der skal holde vand væk fra en udgravning af en slags, for der er ingen mennesker. Men det er det ikke. Netop som jeg passerer den, begynder to trykluftbor at hamre i klippen ovenover mig, og klippen stiger nærmest lodret lige ved vejen. Heldigvis falder der ikke noget ned, men jeg får fart på fremad. Da jeg er kommet lidt frem, kan jeg se 4 arbejdere, der står dér 15-20 m oppe og borer i klippen i den hensigt at få stykker af den til at falde ned. Da de ser mig, råber de alle af fuld hals og gør tegn og fagter. Jeg kan ikke blive klog på, om de mener, jeg ikke er rigtig klog, eller om man ikke må køre videre eller hvad. Men jeg har set biler komme fra den side? Jeg er et øjeblik rådvild. Jeg har ikke lyst til at få bjergsiden i hovedet, så hvad nu?
Der kommer endnu en bil imod mig, en taxa. Jeg standser den og spørger, om det er muligt at køre videre? Vejen er meget dårlig de næste par kilometer, får jeg at vide, men så er den fin. Beroliget fortsætter jeg, og vejen er visse steder meget ringe, men dette lille stykke, som nok har været 4 km, er intet mod min tur fra Putuendo til Cabildo, så jeg fik vist min ilddåb hurtigt?

Jeg kommer ikke så langt, som jeg havde håbet, men finder 17.45 et sted at slå lejr, hvor billygterne ikke vil ramme mig. Indtil det bliver mørkt, vil man kunne se mig, det er der ikke noget at gøre ved.
Så nu, hvor jeg har lavet mit første varme måltid, overstået aftenritualerne som linseudtagning, tandbørstning, dagbogsskrivning ligger jeg og lytter til Stillehavets bølger 50 m væk og spredte galp fra søløver, det er ikke kulsort nat. Godt det samme. Godnat.

 


Lejr ved Stillehavet Den ukuelige



19.07.02
Bahia Leones Marinos - Støvbjergene 74.80 km
Klokken er 6.15 og jeg er radbrækket. Dette tynde underlag yder ikke min gamle krop megen komfort. Natten har været én lang venden og drejen sig. Men hvad gør man ikke, for at ligge og høre søløverne gennem Stillehavets brusen. Særlig den store hans dybe bas er karakteristisk. Jeg har hørt dem med mellemrum natten igennem, sover de aldrig? Der er vist også en klippe ude i vandet, men jeg havde for travlt med teltrejsning og madlavning til at få set efter. Navnet på stedet har jeg selv måttet finde på.
Det er mørkt endnu, jeg ligger bare og glæder mig til kaffen. Købte pulverkaffe i stedet for tebreve. Jeg må have noget "stærkt" at komme i gang på.
En dejlig morgen, brød med ´durazno´ marmelade og kaffe med sukker. Jeg nyder det. Er nede og "bade" i oceanet - og vaske op. Søløverne er ikke umiddelbart at se, der ligger en klippe imellem.
Kommer af sted 8.30. Det bliver hurtigt denne svage støvregn, vejen er rimelig, hvilket vil sige af svingende, men overvejende god kvalitet. Jeg passerer noget, der hedde Santo Domingo, som ikke står på kortet. Et eller andet i forbindelse med minedrift, der ser også ud til at være boliger. Omsider efter 24 km kommer jeg frem til der, hvor vejen skal dele sig, og jeg skal op i landet. Først én stigning, så en skrap én. Det kan da ikke passe, at vi skal ind mellem de bjerge? Både og. Først viser det sig, at vejen fortsætter som en hylde på bjergsiden, og efter et 180 graders sving går det tilbage igen. Vejen er her noget ødelagt sine steder, hvor der ellers er en jordvold ud mod dybet, er den på stykker manglende. Jeg holder mig ude på midten disse steder. Et kabel, der følger vejen, svæver her, der er langt ned, men hvor langt bliver hurtigt uvist, for vi bevæger os op i skyerne og sigtbarheden falder til 20 m. I et sving ligger noget, jeg døber "Kapellet i Skyerne", og strakt efter et sving kommer der en åbenbaring: en grøn oase endog med nogle blomster.
Efter nogen tid kommer en lastbil bagfra. Jeg trækker så langt ud til højre, jeg kan komme, men der er 1/2 m høje jordvolde på begge sider. Lastbilen har tilsyneladende fundet et godt spor ude til højre, og jeg ser den komme lige imod mig. Jeg
vinker som en gal, og han når at se mig og trække udenom, men sjovt er det ikke. Al denne tid går det bare opad og opad og opad. Jeg regner den gennemsnitlige stigning ud til 8%, det svarer til 6 km/t viser det sig. Nogle steder er den nede på 5 km/t. I 900 m´s højde bedres sigtbarheden til 30-40 m og i løbet af 5 minutter bryder enten jeg op igennem skylaget eller solen spreder det, hvad der er tilfældet, ved jeg ikke. Og opad går det. Fra havluftens klamme fugtighed er jeg kommet til tørkehelvedet. Ikke noget under bjergene her hedder, og jeg undlader at oversætte for sarte sjæle, "Sierra del Muerto". Ind imellem går velsignede høje skyer for solen og en vidunderlig vind køler min fugtige ryg og skubber mig opad - opad - opad. Efter 20 km og 1340 højdemeter kommer det, jeg længe har ventet på. Vejen deler sig, til venstre mod Paranal. 27 km står der. Men lidt efter kommer et skilt med "Observatorio" 40 km. De 27 klarer jeg i dag. Det betyder, at jeg kun skal køre 13 i morgen - men det bliver også opad. Hvor meget vil vise sig. Minearbejderen i bussen, som jeg stoler mest på, mente vejen gik i 1600 m´s højde, det vil i givet fald sige, at jeg skal 1000 m op på 13 km. Den stigningsprocent har jeg ikke lyst til at regne på lige nu.

Klokken 16.45 er jeg oppe. Oppe i 1945 m´s højde. Jeg har intet levende set bortset fra, at jeg er blevet overhalet af en lastbil. Vejen stiger let endnu nogle kilometer, men så er det nok også slut. I følge kilometer-tælleren mangler jeg stadig 10 km af dagens planlagte strækning, men det har ikke været sådan bare lige. Hvordan er det at køre på veje som i dag? Anstrengende. Af flere grunde. Grusveje kan være dårlige på to måder: gruset, sandet, støvet eller hvad det nu er, ligger så tykt, at dækkene skærer sig ned i, og man mister fart, går i stå, i værste fald får man drejet så meget i styret (som på grund af vægten ikke er som det plejer), at man vælter. Desuden er de ujævne, i værste fald rent vaskebrædt op-ned-op-ned. Kommer man ind på sådan et med god fart hopper og danser alting, og risiko for at noget tabes, forskubbes, brækkes er der. Bedre når man kører opad, så er farten så lav, at det ikke betyder så meget.
Det går altså ud på, at finde er godt, fast og plant spor at køre i. Det kræver absolut koncentration HELE tiden. Der er ikke tid til at nyde landskabet andet end ved standsning. Alt går altså ud på at holde næsen i sporet og holde et passende tempo, som man kan blive ved med. Men man skal jo også fremad. Og under 5 km/t på disse veje er ikke lad-sig-gørligt med de baneændringer, der er nødvendige.

Det har været en dag i støvhelvedet, selv om det begyndte fugtigt i morges. Efter jeg var drejet fra mod Paranal, blev vejen RIGTIG dårlig, hvor det stort set ikke var til at finde spor NOGEN steder, alt var bare løse bunker. Sådan slæbte jeg mig igennem 6 km, så blev den lidt bedre. Da solen brød igennem tog jeg skjorten af, da den var gennemblødt både udefra og indefra. Lagde den over bagagen bag på og glemte alt om det. Da jeg næste gang gjorde holdt, tænkte jeg, at der lå den jo udmærket og mærkede med mellemrum efter, om den var der, men da jeg først kom til dette forfærdelige stykke, og det begyndte at blæse fra siden, tja så forsvandt skjorten også på et tidspunkt. Da jeg opdagede det, søgte jeg efter den med kikkerten, men så den ikke og tilbage... det ville have været tåbeligt. Men nu mangler jeg den.
Men tilbage til dagen: 48 km opad endende på 2.060 m, det giver kun en gennemsnitlig stigning på 4,3%, men størstedelen af de 48 km har været 8%! Det har virkelig været en balanceakt for at overleve. Jeg er lidt stolt af mig selv. Og - "kun Månen kom og ønskede tillykke" (citat fra sang af Helge Kjærulf Schmidt og Henrik Blichman) - men det gjorde den, selv om den ikke var fuld.
 


Vejen var ikke god - men lige! Lejr i ørkenen

 

[FORRIGE]  [NÆSTE]