31.05.18 Riga Jeg blev lettere overrasket, da jeg trådte ind på "Da Roberto" i går. Der var
fuldt. Fik dog et bord. Det var et japansk selskab, der fyldte det meste. Mit værelse vender ud til gården, og det skal jeg vist være glad for. Kan
ikke forestille mig et mere larmende sted end Aleksandra Ceka Iela her til
morgen. Morgenbordet skulle også befinde sig på anden sal, hvor jeg bor. Jeg så
skiltet med "Kafejnica" og en pil i går. Går altså målrettet i pilens retning på
udkik efter tegn på morgenmad. Da der ikke er nogle, fortsætter jeg. Nu gennem
en dør til en ny gang. Stadig værelsesnumre, men nogle af dørene har skilte, der
leder tankerne over i den medicinske verden. De må vist være udlejet på
langtidsbasis. Går tilbage da gangen slutter. Man skulle have været gået ud på
trappen. Selvfølgelig, det ved enhver! Her er OGSÅ havregrød, og det viser sig, at det er ketchup og ikke marmelade,
jeg har kommet på osten. Kedelig fejl. Man kan sikkert vænne sig til det, men
det tror ikke, jeg ønsker. Har fundet en plads, hvor jeg ikke kan se den evige
skærm. Den var der også hos Roberto, om end uden lyd. Jeg har læst i hotel bogen. Man må tage en gæst med på værelset for et tillæg
på 10 €. Ja, så. Gad vide om man også bruger det i København? Så kører jeg til Banegården. Skal lige sikre mig, at toget til Jelgava i
morgen ikke kører videre, så jeg har god tid til at få cyklen af. Det viser sig
at være tilfældet.
 |
|
| Her viste turistkontoret sig at ligge. Døren til venstre |
Så prøver jeg at finde turist
kontoret. Jeg har allerede undret mig over at Museet for Okkupationen åbenbart
ikke mere ligger i den gamle by? I min søgen finder jeg det nu, museet altså. Det er blevet flyttet fra en
bygning, der var bygget specielt til formålet og som er ret speciel. Jeg får
forklaringen, da jeg finder turist kontoret. Inden da, når jeg at spørge nogle
danskere, som heller ikke har kunnet finde det. Det var ovre i hjørnet af
bygningen. Svært at få øje på. Der er nogle tekniske problemer med bygningen til museet, så det er
midlertidigt - og hun antyder, at det måske tager mange år - flyttet. Så havde
Google Maps ret. Jeg kan købe billet til KGB-museet her. Der er plads på en
rundvisning på engelsk kl. 13.30.
 |
|
| Turister foran domkirken |
Der er formentlig lige så mange turister her som i Tallinn, men arealet de er spredt ud på er meget større, så det syner ikke af så meget. Der er nok heller ikke lige så mange af disse store grupper med en bannerfører. Alle gader er stadig brolagt i den gamle by og den er hyggelig at skrumple rundt i.
 |
|
| Hjørne af den oprindelige borg |
Nu var jeg her midt i april sidst - for 14 år siden - så jeg husker ikke en eneste fortovsrestaurant. Nu er der stort set ikke andet i størstedelen af den gamle by.
Når hjem til rugbrød og banan, før jeg kører til KGB's tidligere hovedkvarter. Rundviseren er god. Ikke uden humor, men på en måde, så gruen ikke bliver taget ud af det. Historien bag bygningen med hjørneindgangen er, at det oprindelig var en smuk beboelsesejendom. Men i 1940 efter at Hitler og Stalin havde lavet deres ikke-angrebspagt med de hemmelige paragraffer om delingen af Europa, rykkede russerne ind og KGB havde deres første æra.
 |
|
| I forhørslokalet |
Den afløstes hurtigt i 1941 af Nazi-Tyskland og efter at have udstillet russernes grusomheder her, tog Gestapo over i nøjagtig samme stil, dog med en jødisk tilføjelse.
 |
|
| På gårdtur |
En ny KGB æra begyndte i 1944 og varede ved indtil 1990, hvor det lettiske politi overtog bygningen. Det fandt man hurtigt ud af ikke virkede helt passende, og nu er her altså museum og vist også arkiv. Men i Letland har man modsat DDR valgt at holde arkiverne over, hvem der gjorde hvad under okkupationen fra 1945 til 1990, lukket.
 |
|
| Celledør |
Det sidste er rummet hvor henrettelserne foregik. Foran det kører en filmstump, der viser hvordan, det kunne foregå. Den har jeg set før. I Vilnius. Det viser sig, at det er et klip fra en polsk film. Og grusomhederne var jo også de samme. I Polen, I Litauen, I Letland, I Estland. Og mange andre steder.
Ude i gården, hvor vi ender, foregår der noget, jeg ikke lige kan gennemskue. Der sidder en masse mennesker og spiser. Nogle i militære uniformer....
Det er en filmoptagelse, men de har altså lige frokostpause. Der er en "rigtig" KGB officer.
Selv om jeg egentlig har fået nok af tortur og henrettelser, synes jeg lige jeg må se det lettiske okkupations museum, nu jeg så det litauiske. Og det her er bedre. Gennemgår mange flere aspekter af tiden under kommunisterne i Moskva end i Vilnius. Og ikke så mange forvirrende genstande og billeder.
 |
|
| Frihedsmonumentet |
Så cykler jeg ellers rundt på gader, stier og fortove. Særlig ved floden er det godt at cykle, men det er ikke altid nemt at komme op på broerne. Fx vil jeg tage et billede af den gamle by fra den bro, jeg kom cyklende af i 2004. Desværre er trapperne under reparation, så det tager mig først et kvarter at
komme op på broen i den ene side, blot for at finde ud af, at det var den anden side, jeg skulle have været i. Det tager så et kvarter til.
 |
|
| Billede fra 2004 i ny udgave |
Men jeg er blevet god til at finde hjem til hotellet. Der er en række gader, der ligesom stråler ud fra centrum. Det er lige meget hvilken jeg tager. Når jeg kommer til Stabu Iela (et navn der er til at finde ud af), skal jeg til højre og blive ved, til jeg kommer til Aleksandra Ceka Iela. Så ligger hotellet lige om hjørnet.
 |
|
| Udsigt til den anden side af floden - der var kommet meget nyt til |
Jeg husker stadig den ret, jeg fik for 14 år siden med lam og bl.a. solbær. Spurgte på turist kontoret. Nej, det er ikke nogen speciel ret med et navn, men de har jo tradition for at komme bær i maden.... Altså spørger jeg på hotellet efter en typisk lettisk restaurant? Jo, Lido. Der er en stor i centeret ved
stationen. Ja, der er også en lille - og hun markerer et sted i Gertrudes Iela, der absolut er gå-afstand, mens stationen er cykel-afstand. Den lille er ikke noget, forstår jeg, næh, den store ville hun vælge til hver en tid. Altså vælger jeg den lille. Det er af cafeteria typen ligesom den i Kaliningrad.
Kartoffelmos og en kæmpe hakkebøf i sovs med løg og rosiner, men så er der desværre ikke solbær af nogen slags - men jordbærsovs. Men det er jo sødt, siger hun. Jeg troede netop man skulle blande sødt og surt og kød og kartofler. Så jeg får jordbærsovs foruden den, der følger med. Absolut spiseligt. Måske har jeg skabt en ny trend?
23.63 km