Dag 7 Fra Sedan til Essômes sur Marne


[HOME]

Intro

Første samling

Vintertræning

Forårstræning

Dagen før dagen...

Dag 1 til Bentwisch

Dag 2 til Rheinstorf

Dag 3 til Hotel Seeblick

Dag 4 til Haus Duden (Wesel)

Dag 5 til Liège

Dag 6 til Sedan

Dag 7 til Essômes sur Marne

Dag 8 til Paris

Dag 9 i Paris

Dag 10 Hjemturen

 

[TILBAGE]   [NÆSTE]


Det er en diset og kølig morgen. Vist nok kun 8 gr. Jeg tager alt mit tøj på, hvilket vil sige: korte cykelbukser med seler, cykelbluse med løse ærmer, vindvest og regnjakke.

Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål yogurt naturel tilføjet havregryn og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost, en pain aux chocolat og en kop cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.

Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og inden en time har den brændt disen væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved første tissepause og vindvesten og ærmerne ved første depot.

Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan dækket giver sig. Man kunne måske indvende at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men er det pumpet op til 8 bar, kan jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får hurtigt et andet hjul og får mit os varierer eget tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
-
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går det. Mest op i starten, men fra km 25 til 35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans og jeg selv sagde hunden - fortsætter vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem en på hver side, når det kniber. På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.

På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter hver 10 km og en hjælper skiftes ud efter behov.

Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter et stop eller en pause, tager det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men så kører det. Min hofte har det bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.

Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden bagskifter er der ikke nogen alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på et tidspunkt. Han har haft
problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok konen er med i beslutningsprocessen.

Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er der et vidt udsyn. Små byer putter sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem dem og måske kirkeklokken lige slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset hvad man får set, dertil går det for stærkt, selv om farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og frem for alt: vejen er ofte dårlig her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer, brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager risikomomenterne og råber videre til dem længere nede i feltet, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så dem, som ikke kan se noget, før det  måske er for sent, bliver opmærksom på faren.

Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den tager prisen som det mest velsmagende måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget tidspres i dag, så pausen bliver så lang at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.

Vi er fremme ved halv fire-tiden og dem der vil, kører med på en lille ekstra tur, op til et amerikansk mindesmærke, hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører med - jeg er naturligvis én af dem. Det er jo sådan noget jeg plejer, at se seværdighederne dér, hvor jeg passerer igennem. Vi stikker en øl i lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.

Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske soldater i området i "den store krig", Første Verdenskrig.

For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30

166 km

 

[TILBAGE]   [NÆSTE]