[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 5
Søndag 03.04.11
Jeg sover vist til 7.15 og bliver liggende længe. Det føles ikke som om
kroppen er særlig ivrig efter at skulle løbe 21,1 km. Jeg skriver og kommer
bagefter til at læse nyheder på Politiken online.
Pludselig er klokken over 9 og B. er ikke dukket op endnu. Jeg må op og vække
ham, og det hele bliver over hals og hoved.
Men vi kommer da ud af døren selv om der kun kommer til at gå en time fra mit
morgenmåltid til løbet.
Jeg har forstået, at der er nogle lastbiler, man kan klæde om i, men de er kun
til opbevaring af deltagernes poser. 28.000 poser med tøj m.m. fylder en del -
der er MANGE lastbiler.
Jeg må stå og klæde om mellem to lastbiler, i skyndingen glemmer jeg at få
sedlen med mine optimale løbetider med. Så går vi over og finder “der Frank”,
en af B.’s venner, der også skal løbe med. Han og jeg løber nok ca. lige
hurtigt. Det er først her, at det går op for mig, at det står på mit
nummerskilt, hvor jeg skal starte: sektion E. Frank skal starte i D. Han har
skrevet sin formodede tid til 1:59:00, jeg har vist nok - jeg havde helt glemt
det - skrevet 2:00:00. Ikke at der er nogle der kontrollerer det, og mig gør
det ikke noget.
28.000 mennesker fylder mere end man tror. Jeg kravler over hegnet for at
komme ind i “startboksen” - det er kun 1 m højt. Der er nok nogle indgange,
men sikkert kun én i hver ende. Vi står tæt!!!
Så går starten, hvilket vil sige, at der er nogle, der begynder deres løb et
sted forude. Og så går tiden ellers, jeg vidste det godt på forhånd, men 5 min
trækkes under disse omstændigheder ud til timer...
ENDELIG begynder vi at bevæge os - uendelig langsomt - mod startlinjen. I det
mindste startes ens tid først, når man passerer den.
Det tager over et kvarter, før løbet begynder for mig og de andre stakler
omkring mig.
ENDELIG... Jeg kan løbe, men farten reguleres i det store og hele af
omgivelserne, hvad der synes passende for mig, ikke for stærkt i starten.
 |
 |
| De fleste holdt sig ved jorden... | ...men der var dem der svævede igennem løbet |
Vi løber af Unter den Linden og passerer under Brandenburger Tor og løber
videre ned ad 17.juni Allée til Siegessäule og videre. Dette næste stykke
langt før vi drejer for at løbe ad Otto Suhrs Allée mod Charlottenburg. Pulsen
har været i 150’erne indtil videre, det er nok meget godt.
Jeg troede, der ville være skilte for hver km, men det første jeg ser er 3 km.
Fra Charlottenburg går det sydpå. Pulsen er nu omkring 160 og det føles fint.
Det er helt sikkert for varmt, men jeg klarer normalt varme godt. Jeg havde
ikke tænkt mig at skulle drikke undervejs, men nu gør jeg det. Det man nu kan
få ned fra et plastikbæger, mens man løber. De næste skilte jeg husker er 10
og 11 km og der er vi vist nået Kurfürstendamm. Det går stadig fint. I mangel
på tidsskema regner jeg således: 20 km á 6 min giver 120 min = 2 timer. Ved 10
km er min tid ca. 55 min, altså er jeg 5 min foran. I de 5 min kan jeg
forhåbentlig løbe de sidste 1,1 km? Og som jeg løber vokser mit forspring
støt.
Ved 15 km begynder en knudeagtig fornemmelse i højre læg... optræk til krampe.
Jeg prøver at løfte benet højere, gå lidt ned i tempo. Fornemmelsen går og
kommer, det er virkelig det kritiske tidspunkt - ellers er alt fint. Jeg føler
lidt, jeg slæber mig af sted det næste lange stykke. Jeg ser ingen skilte, men
så kommer det pludselig: 19 km - sikken en lettelse - det var hvad jeg
manglede. Jeg sætter farten op til puls 166- 170 og det gør ikke læggen værre.
Så er det som om det varer uendelig længe, før vi kommer til svinget ind på
Karl Marx Allée, til gengæld er målet så at sige lige om hjørnet. De sidste
300 m skruer jeg gradvist op for tempoet og er i mål - min egen tid siger
1:56:00 - ikke dårligt. Mit manglende tidsskema sluttede på 1:56:30 - hvad
skal man med den slags?
Der var lige det med krampen, der var ved at spille mig et puds, men ellers
har jeg da bevist, at jeg virkelig kender mine grænser ret nøje og kan
planlægge efter det.
Frank er lidt beskæmmet. Hans tid var 2:02:00, det var varmen, siger han.
Hjemme til et velfortjent bad kommer den korrigerede tid. Man kan allerede se
sin tid på nettet: 1:55:59 - et helt sekund!!
En øm tå har jeg også fået ud af det, men hva’?
 |
 |
| Ikke kun det danske postvæsen var repræsenteret | Det var godt vi løb gennem Tiergarten - for nogle |
Senere mødes vi igen med Frank og hans kone. B må ringe adskillige gange.
Først kører toget for næsen af os og der er 10 min til det næste, det er jo
søndag. Så har vi taget den forkerte linie og må af og have en sporvogn på
tværs. Og sporvognen når vi kun med det yderste af neglene. Også B får løbet i
dag, vi er midt mellem stoppestederne, da sporvognen dukker op i det fjerne.
Det gjorde han nu meget godt. Løbet altså. Det andet kommer han til at høre
for. Vi er i Prenzlauer Berg og sidder ude på en café med kaffe og kager,
Pflaumkuchen til mig. Vejret er vidunderligt og Frank er en fin fyr, han har
boet i området her på Prenzlauer Berg siden han var barn i det gamle DDR. I
dag er han B’s gruppeleder. For ham er der ingen tvivl, hans tilværelse er
blevet mere komfortabel efter genforeningen. Men allerede før var hans
statsejede selskab i gang med et joint venture med B’s selskab. Det er
software det drejer sig om.
Om aftenen ser vi “Tatort” - ét ord? - gerningsstedet. En “serie” der har kørt
i 40 år. Det er sandelig noget andet end det i går. Det er på Eins. “Klasse!!”
Det må jeg se hjemme, så kan jeg lære noget tysk.