[FORRIGE] [NÆSTE]
Det skal tages med et gran salt. Jeg har aldrig gået på jagt og aldrig
skudt efter noget levende. Men bisonerne
er rigtige nok. Og selv om de går i en indhegning så er det, at man kan
gå ind i reservatet og "jage" dem temmelig
tiltrækkende - og lidt farligt.
Det er en del af Almindingen på Bornholm, der er tale om. Det blev der i foråret 2012 udsat 6 kvier og en tyr, som kom fra Polen. Jeg strejfede fra tid til anden gennem området på min cykel, men så dem aldrig. Nu er der heller ikke mange veje dér. Én asfaltvej krydser gennem området, hvor også biler kan køre og så er der tre grusstier. To sydpå til hver sin side af Svinemosen, og én nordpå, der ender ved en låge i hegnet. Det gør den ene af dem forbi Svinemosen også. Herudover er der nogle stier afmærket med gult. Med besvær kan man køre på dem på MTB
.
Da jeg endnu aldrig havde set nogle bisoner, stillede jeg en dag cyklen
og gik ned ad en af gangstierne. Det var
næsten grænseoverskridende. Sæt de nu pludselig stod dér....
Der er skilte i skoven, der fortæller hvordan man skal gebærde sig og at
de, omend vilde dyr, så dog er fredelige
så længe de ikke føler sig truet. Det værste man kan gøre, er at bevæge
sig ind mellem en kalv og dens mor...
Nå - der var ingen kalve - den gang.
Nord for Svinemosen er der en kæmpe rydning og ved Svinemosen et fugletårn. Det var i rydningen jeg så dem første gang. Det må have været vinteren 12-13. Senere samme år så jeg dem igen her et par gange. Den sidste gang forlod jeg cyklen og bevægede mig gennem skoven for at komme tættere på uden at blive set.
 |
 |
|
| Første billede - kan I få øje på dem? | Heldigvis findes der jo zoom... |
Jeg holdt mig udenfor de 100 m's afstand som skiltene anbefaler, men
spændende var det trods alt. Der ligger en del væltede træer i dette område og sådan et rodnet kan på afstand
godt ligne i bison. Bisonerne rør sig stort set heller ikke. Da jeg således var blevet skuffet én gang, da jeg
fik sat kikkerten for øjet, tænkte jeg næste gang, at det bare var en trærod igen - men det var det ikke!
En gang tidligt i dette forår kørte jeg igen op til området. Allerede
inden jeg havde entret det så jeg en holdende bil og en mand henne udenfor hegnet. Jeg nåede at tænke, at han nok
skulle kontrollere hegnet, da jeg fik øje på bisonflokken. Der er en rydning lige når man kommer over kvægristen
og der stod de nede i den anden ende. Manden kiggede på bisoner, men havde valgt at gøre det fra YDERSIDEN af
hegnet. Klogt nok.
Jeg standsede og måbede. Kalven, der blev født sidste år, var tydelig af
se, og de var der allesammen. Det er de altid, de er jo flokdyr, og er man flokdyr, er flokken ens sikre
tilholdssted. Sprede sig lidt kan de dog godt og det gjorde de også nu, hvor de langsomt trak skråt henover rydningen.
På et tidspunkt lagde kalven sig ned - den var vel træt. I mellemtiden var manden fra hegnet kommet ind til mig og sammen
betragtede vi herlighederne. Han blev lidt bekymret for sin bil som stod så alene henne i enden af rydningen, hvor
de tilsyneladende var på vej hen. Som ved et trylleslag blev det bestemt, at nu skulle de over vejen,
sådan opfattede jeg det i hvert fald. Jeg mener det var tyren, der gik forrest, og da den gik op på vejen fulgte
de allesammen med. Også kalven fik travlt med at komme på benene og kom spænende.
De krydsede lige bag om bilen - som ikke kom noget til - og bevægede sig
ind i skoven på den anden side, hvor man kunne følge dem nogen tid. Forestillingen var forbi for denne
gang. Jeg havde ikke noget kamera
på det tidspunkt andet end det i telefonen, men det var for spændende
til at bruge tid på at tage billeder.
Opildnet af mit held måtte jeg derop igen dagen efter. Nu vidste jeg jo
hvor de havde været i går... Jeg krydsede stædigt rundt på stierne i området også udenfor hegnet for at
se om de skulle være lige indenfor.
De var som sunket i jorden. Jeg endte med at punktere og havde kun min
lillebitte pumpe med... Det var halsløs gerning. Jeg indstillede mig på en spadseretur på 6 km hjem....
Bedst som jeg går på Chr.X's Vej som er asfaltvejens officielle navn,
kommer jeg pludselig til at se til siden, og dér - ikke 20 m væk står der to. Altså bisoner. De stirrer mod mig.
Jeg vælger at forsætte min vandring
lige et lille stykke. Så standser jeg og de ser ikke mere ud til at ænse
mig. På disse 30 m's afstand bliver jeg stående, mens resten af flokken kommer frem fra skoven. Denne gang
har jeg åndsnærværelse nok til
at tage nogle billeder med telefonen. Da de er forsvundet tilbage i
skoven genoptager jeg min lange vandring - dog betydeligt opmuntret.