[FORRIGE] [NÆSTE]
Engang i juni måned er jeg deroppe igen. Det er sidst på eftermiddagen,
jeg tror klokken er 16-17 stykker. Da jeg
er kommet et stykke ind ad asfaltvejen ser jeg en mand på cykel holde
fremme i venstre side og tilsyneladende
stirre ind i skoven.
Da jeg kommer nærmere ser jeg, hvad han stirrer på. Bisonerne eller i
hvert fald nogle af dem står inde til venstre.
Jeg siger et eller andet og ud fra hans svar spørger jeg, om han da tit
cykler her igennem for at se dem?
"Det er mig, der er skovfogeden, så jeg har sådan set ansvar for
projektet", lyder svaret. Ja så. Ikke dårligt.
Jeg benytter lejligheden til at spørge om det ene og det andet:
Tyrekalven fra sidste år bliver først kønsmoden efter 4-5 år. Til den
tid vil hannerne så skille sig ud og gå
for sig selv og ligesådan med hunnerne. Ligesom hos elefanter og
muligvis mange andre hovdyr? Ja nu er elefanter
ganske vist ikke hovdyr, så vidt jeg husker - men alligevel.
Mens vi snakker kommer flokken helt ud af skoven og bestemmer sig til at
anbringe sig midt på vejen. Der er show
for alle pengene. Biler fra begge sider standser og folk hober sig op på
begge sider.
Lidt efter går tyren hen og stiller sig ved skiltet ned mod Svinemosen.
Ganske som skovfogeden forudsagde for et
øjeblik siden. Så står den og holder mandtal og viser sig frem. Det gør
den åbenbart tit. Der er lejlighed til at
få taget nogle billeder. Det er nok det tætteste jeg endnu har været på
dem.
 |
 |
|
| Pas på! Bisoner på vejen | En af kalvene |
 |
 |
|
| Så er der stillet op til familiefoto | Kalve i forskellige størrelser |
Så er der gået nogle måneder. Det er blevet oktober. Jeg har én gang været oppe og lede. Kørte rundt nogle timer uden at se det mindste glimt af en bison. Sådan er det jo også. Selv for os "eksperter" er der gange hvor det ikke lykkes. Skal man følge anvisningerne, skal man jo holde sig på stierne og eftersom der specielt nord for asfaltvejen kun er én sti kan de jo bare gemme sig der, hvis det passer dem.
Men denne lørdag går det bedre. En bil kommer kørende og standser ved nogle
fodgængere længere fremme. Den fortsætter
forbi mig, men vender et stykke tilbage og kommer tilbage forbi mig. Vinduet
rulles ned og jeg bliver spurgt om
jeg vil se bisoner? Ja, det er præcis hvad jeg er her for, hvor er de? Jo, jeg
skal gå ned ad den gule sti der
fremme så er de ude i rydningen, omkring der hvor der er nogle små broer over
grøfterne.
Så er jeg med. Jeg kender udmærket dén gule sti, i det hele taget kender jeg
vist efterhånden hver eneste sti i
området - der er som nævnt heller ikke mange.
Jeg cykler ned ad den gule sti. Man skal have en MTB som min, geare helt ned,
køre meget langsomt og helst ikke
have for meget luft i dækkene - så kan det lade sig gøre. Det første stykke er
nu nemt nok og inden længe har jeg
passeret den første bro er dér er de.
Det ser ud til, at der er fri leg i øjeblikket. De fleste ligger og tygger drøv
- går jeg ud fra. Nogle står og
æder lidt. Nogle af kalvene bevæger sig lidt rundt. De er mere spredt end jeg
før har set dem, men da har de også
altid været "på tur".
 |
 |
|
| Fri leg på engen | Det er ikke til at få alle på skudhold samtidigt |
Mens jeg står og nyder synet dukker fodgængerne fra før op. De stiller sig lidt
bagude på stien og iagttager og
fotograferer. Lidt efter går jeg hen til dem og vi indleder en samtale. Her er
der jo noget at snakke om. De viser
sig at være nordmænd - fra Hamar. Det er dejligt at høre norsk igen. Efter at
tante Wenche - det norske indslag i
familien - er død hører jeg stort set aldrig norsk mere. Jeg nyder det. De har
hus nede i Snogebæk (Dueoddevejen 4)
og kommer til Bornholm i ferierne. Vi står der udenfor lands lov og ret og
snakker længe. En halv time vil jeg tro.
Imens tygger bisonerne videre på deres drøv.
Omsider bliver vi enige om, at søge hjemad. De skal hjem i morgen med den
tidlige færge. Jeg beslutter at forsætte
ad stien. Herved kommer jeg til at passere noget tættere forbi dem. Men holder
jeg mig på stien, er der vel ikke
nogen, der vil klandre mig for det?
Da jeg næsten har nået den "store" bro som er dér, hvor jeg kommer tættest på
rejser den nærmeste bison sig og
stirrer på mig. De er årvågne nok. Ved altid når man er i nærheden og kommer man
tæt nok på (ca. 20 m vil jeg sige)
skærpes deres opmærksomhed og de gør sig klar til aktion - Forhåbentlig flugt?
Det er nu kun den nærmeste der reagerer og stirrer efter mig til jeg har bevæget
mig langt nok. Så lægger den sig
igen.
To dage efter må jeg lige derop igen. Selv om det er to dage siden vælger jeg
alligevel at starte, hvor jeg så dem
sidst. Det gør de fleste forstår jeg på mange af dem jeg møder og snakker med.
Altså kører jeg frem til den gule
sti og den ad den. Der holder en bil ved stien. Lidt nede af stien spørger nogle
jeg møder om jeg vil se bisonerne,
for de er lige derinde i lysningen til højre. Ganske rigtigt jeg ser én af dem
tydeligt, men om jeg havde set den,
hvis ikke de havde sagt noget, ved jeg ikke. Der er åbenbart fri leg ligesom
forleden. De fleste ligger ned. Nogle
bevæger sig lidt rundt.
 |
 |
|
| Man vender.... | ...og drejer sig |
Jeg traver lidt frem og tilbage på stien og venter på, om de mon skulle bryde
op? Da der ikke synes at ske noget
beslutter jeg at køre en tur rundt og komme ad den gule sti fra den anden side.
Henne omkring Svinemosen møder jeg
på skift nogle par, der ser ud som de er på bisonjagt og jeg fortæller dem, hvor
de er. Da jeg nærmer mig stedet
fra den anden side er der nogle flotte spor i mudderet på stien, som er lige
lovlig mudret. Da jeg endelig når
stedet, ser jeg kun én bison og netop som jeg passerer bestemmer den sig for at
brage ind gennem budskadset. Det
går sandelig ikke stille for sig. De plejer at være mere forsigtige med, hvor de
træder. Nogle tilstedeværende mener,
det måske var mig der skræmte den, men det tror jeg nu ikke på. Så tæt var jeg
ikke på den. Efterfølgende bliver
jeg klar over, at den nok pludselig var blevet bevidst om, at flokken var
forsvundet, og så er det jo bare om at
følge trop - når man er et flokdyr. Kort efter ankommer de to par jeg havde
givet tippet. Desværre må vi meddele
at de netop er forsvundet ind i skoven. Det ene par bor i Rønne og har aldrig
set dem, det andet så dem i går nede
ved Svinemosen. Da jeg kommer op til asfaltvejen ser jeg at der sker noget
længere tilbage. Der holder 3-4 biler i
vejsiden. Vi havde også talt om, at de muligvis kunne have taget retning så de
ville krydse vejen.
Det synes at være netop, hvad der var sket. De havde været næsten helt fremme
ved vejen, men så var de blevet
skræmt, muligvis var det hestene, der fornylig er begyndt at gå i en mindre
indhegning, der skræmte dem. Nu står
de længere inde i skoven, men man kan tydeligt se dem.
Det ene af de to par nåede at se dem tæt på, det andet ankommer først lidt
efter, men når dog at se dem, før de
lidt efter bevæger sig længere ind i skoven.
Det er tid til at køre hjem.