Rejsebrev 11
Onsdag 16.05.12
Da jeg kommer ned til morgenmaden, sidder min tyske værelseskammerat fra
sidst der.
Ved det samme bord, fuldstændig som jeg har forventet. Der har været
MEGET arbejde, men han er gennemgående
godt tilfreds og bliver nok ud over de 2 uger.
Der er ikke nogen yougurt som sidst. Jeg må ud og banke én op i
receptionen. "Desværre er de udgået. Kommer i morgen eller i
overmorgen..." Der er heller ingen müesli! Det kan han dog klare, men
jeg er lidt skuffet over denne
efterladenhed, jeg har mødt på det seneste. Det er ikke tysk stil!
Appelsinjuicen har aldrig set en appelsin, men det
kan han jo ikke gøre for. Men automaten har en GOD café creme! Vejret
ser noget muggent ud, men det regner da ikke lige nu.
Der kommer en dame med en stok og sætter sig ved mit bord nu hvor
tyskeren er gået på arbejde - det er nok hendes stambord, jeg har sat
mig ved? Hun siger ikke noget, så det gør jeg heller ikke. Klokken er 8
og en sidste kop kaffe til ostemaden, og jeg går op og pakker, så jeg
kan køre klokken 9. 100 km venter forude...
Netop da jeg vil tjekke ud bliver jeg overfaldet af en dame. Da hun har
talt i et minut standser hun og spørger, om jeg forstår tysk.
Ja, det går, siger jeg og hun taler videre. Sikke en dejlig cykel, jeg
haqr, og hun er italiener og hvor hun har været i Danmark og hendes
afdøde mand og så videre... Uden at jeg har indvendt ret mange ord
bliver hun dog færdig og ønsker mig videre god rejse. Jeg virkede nok
heller ikke særlig interesseret...
Jeg er lige ude for at mærke på temperaturen. Jeg kan roligt tage begge
jakker på - det er KOLDT. Er lidt henne i gaden for at købe "einen
kleinen Geschenk", så jeg kommer over en anden bro end ellers, men vejen
er ikke til at tage fejl af. Vinden er ikke ugunstig og jeg har snart
kørt de første 15 km.
Det er en frisk vind, hvad der i Østersøregionen kan være ganske
ubehageligt, hvis den er imod. Jeg venter så småt, at den vil dreje mere
op i nordvestlig retning, men da vejen drejer østpå mod Neustadt, får
jeg direkte medvind, og da jeg efter at have spist der, begiver mig
videre, er det som om vinden drejer med vejen - altså på den gode måde -
og jeg har stadig medvind. Hvor heldig kan man være?
I Grömitz provianterer jeg for sidste gang. Nu er der ingen hele euro'er
tilbage, kun småmønt. Der har været vand i luften flere gange, men nu
hvor en større byge krydser min vej, sidder jeg lige lidt i et busskur.
Jeg har ikke tålmodighed til at vente, så jeg kører til næste busskur og
gør mig regnklar, hvilket vil sige regntøj på og overtræk over taskerne.
Da jeg er færdig, er det stort set også færdigt med at regne, så inden
længe tager jeg regntøjet af, men lader overtrækkene sidde.
Det bli'r ikke sidste gang...
Jeg ser en byge bygge sig op forude og en anden jagte mig bagude. Når
lige 200 m til venstre til et busskur i Augustenhof.
Én gang til er jeg igen heldig med at finde læ på det rigtige tidspunkt.
Desværre drejer vejen mod nordvest og de sidste 14 km til Heiligenhafen
er drøje.
Men jeg ved, at så snart jeg kommer ind på hovedvejen der, får jeg
medvind. En sidste gang står jeg længe under to store træer og venter
på, at en byge skal komme og gå.
Endelig... vinden i ryggen resten af vejen, det bli'r en leg - tror jeg!
Det gør det også i starten.
Det er bare at lade benene løbe rundt. Jeg nærmer mig hurtigt broen -
men! Den går i en anden retning. På tværs af vinden. Da jeg kommer til
opkørslen, hvor vinden er ret på tværs, står det hurtigt klart: Det er
for farligt! Jeg må af og gå - ingen tvivl.
Og sådan passerer jeg Fehmarn-broen. Halvt gang, halvt løb for en byge
kommer ind fra vest. Det er LANGT og det er begyndt at regne, da jeg er
ovre, men som ved et Guds under, dukker der et busskur op - på den anden
side af vejen. Under alle omstændigheder kommer jeg i tørvejr, og kan få
regntøjet på. Jeg får krydset vejen igen - ikke helt nemt, for da
der er hastighedsbegrænsning er der næsten uafbrudt køkørsel i begge
retninger.
Nu kan jeg cykle igen og vejen får drejet så meget, at det går
nogenlunde ubesværet - det meste af vejen. Men denne ulidelige blæst er
trættende under alle omstændigheder, og jeg er godt brugt, da jeg
endelig kl. 17.15 efter 100 km ruller frem til billetlugen og 5 min
efter er jeg ombord.
På færgen får jeg skåret mig i tommelfingeren, da jeg skal tørre kniven
af. Fummelfingeren kunne vi også kalde den. Jeg er ikke helt tilvænnet
min nye ÆGTE schweizer-kniv.
De sidste 19 km til Maribo er hårde, mest på grund af de foregående 100.
Der er lidt på vejen til Rødby, men derfra er det det flade åbne
Lollandske landskab, der bestemmer farten. Ind imellem kommer vinden
skråt bagfra, men få graders drejning af vejen gør hele forskellen.
Kommer den fra siden, må jeg ned på den mellemste klinge.
Der er netop kørt et tog, da jeg ankommer til stationen.
Der er ½ tim til det næste.
Så sidder jeg i lokaltoget til Nykøbing F og suser hen over det
solbeskinnede Lollandske landskab. Ud over at møllerne snurrer lystigt
mærker man ikke noget til naturens vilde kræfter her inde. Men de har
sat sig sine spor i mit hoved og mine øjne. De sidste er tilbøjelige til
at falde i.
Dette tog har tilslutning til Københavns toget fra Nyk.F så nu er der
ikke længe til. Jeg kommer hjem 2 timer før planlagt - det er jeg glad
for.
Tak for denne gang.