Rejsebrev 3
Tirsdag 08.05.12
Solen skinner og det bliver hurtigt for varmt til 3 lag og jeg må have
det midterste af. Her i sollyset viser det sig hurtigt, at jeg
også har haft glaslegemesammenfald i det højre øje. Jeg synes, jeg ser
fugle oppe i luften, men når jeg ser nærmere efter forsvinder
de. Jeg synes nok, jeg havde de der lysglimt, der ofte følger med i går
aftes.
I noget der hedder Insmühle og som er med på kortet selv om det kuner 4
huse, er der et - vandrehjem. Måske er det ikke med i den
officielle liste, eller også har det undgået min opmærksomhed. Jeg kører
på mindre veje påvej tilbage mod vej 75 gennem et fredet stykke
af Lüneburger Heide, den må da være stor, jeg synes den plejer at være
på den anden side af Hamburg. Næh.. ved nærmere eftertanke snarere
syd for. Soltau - som jeg ikke skal til - ligger vist på den.
Der er ikke en sten der ligger forkert i de små velfriserede landsbyer,
jeg kommer igennem. Måske jeg skulle blive her i det lidt
mere landlige?
Jeg vælger nu alligevel at søge frem mod A75 og det viser sig at være
heldigt. Den går gennem skov det meste af vejen så her er der rimeligt
læ for den friske vind, der har blæst mig mere og mere i ansigtet.
På et tidspunkt går cykelstien væk fra vejen og jeg kommer til at følge
jernbanen i stedet, hvor utallige godstog bryder ensformigheden. Bedst
som jeg tænker på, om den går hele vejen til Bremen - altså cykelstien -
ophører den. Bare sådan. Bliver til mark, ikke engang et hjulspor. Altså
må jeg nogle km tilbage til et skilt med nogle navne, der ikke sagde mig
noget - og stadig ikke gør.
Kommer tilbage til hovedvejen, men nu går stien på den anden side langt
inde i skoven på grusstier. Det passer mig nu udmærket, for her er der
læ,
og jeg kan bare slå forhjulsaffjedringen til, så går det fint.
Der kommer en udfletning på hovedvejen og cykelstien bevæger sig op og
ned og i alle retninger. Jeg er totalt rundforvirret og klamrer mig bare
til
det ene navn, der skal få mig på rette kurs mod Bremen: Sottrup. Vi er
mindre end 50 km fra Bremen og alligevel kan ingen finde på at skrive
det
på cykelskiltene, der ellers er masser af. Men cyklister formodes
åbenbart at være nogle, der kører rundt på små lokale veje med deres små
lokale kort,
og ikke folk, der kan finde på at cykle fra f.eks. Hamburg til Bremen!
Klokken er knapt 15 og jeg føler mig totalt færdig. Tror jeg satser på en
campingplads, der er på mit kort - og så kører de sidste 30 km i morgen
formiddag.
 |
 |
| Marken afpatruljeres | Oops... blind vej |
Klokken er 17.30 og teltet står og solen skinner. Så langt er
alt godt, men sammenlignet med i går er jeg uden for lands lov og ret.
Og jeg fik ikke provianteret.
Tossede rundt efter pladsen på kortet. Måske var den der, men højst
sandsynligt ikke. To damer i Seessum, hvor den skulle ligge i nærheden,
troede ikke rigtig
på det, men HER i et langt navn med M, var der i hvert fald én.
Med det resultat, at jeg fik kørt 10 km forgæves, stædig som jeg er.
Skød ellers meget kreativt genvej ad en markvej, jeg så på en
oversigtstavle.
 |
 |
| Waldweg... det var ingen løgn | Rheinerstal |
Her er faktisk TO campingpladser. Den første havde swimmingpool. Det
syntes jeg ikke lige jeg havde brug for. Denne her er primitiv, men det
ser ud til, at der er
brusere med varmt vand, man ikke skal betale ekstra for. Aftensmad
skulle jeg kunne få hos naboen. Morgenmaden bliver chokolade og rugbrød
indtil jeg finder en bager.
Jeg ligger på engen ved de to egetræer. Der er ingen andre. Det er en
gammel dame, der bestyrer den. Hun kan dårlig gå, men arbejde, det kan
hun.
Nu hvor kroppen gearer ned, kan jeg mærke, at halsen ikke har det bedre.
Men efter at have siddet lidt, beslutter jeg mig for et bad. Da jeg
træder ind, hører jeg lyde,
men ser ingen. Jeg tænder lyset, det kunne godt behøves. Når jeg
udtrykte at her var primitivt, var det bl.a. fordi, der er 4 brusenicher
men kun én har forhæng.
De andre er forsvundet i tidens løb - ringene sidder der endnu. Et
forbløffet ansigt fuldstændig skjult i sæbe ser på mig fra den yderste
bås. Jeg vælger "kabinen"
ved siden af, den med forhænget, hvor bruseren ikke kan sidde på væggen.
Resten kan der ikke klages over. Vandet er så varmt som man kunne ønske
sig.
Så skal jeg have noget at spise. Jeg finder hen til nabopladsen, som
ser noget mere stilfuld ud. Der står ligefrem med bogstaver, at der er
restaurant. Heldigvis har
jeg studeret spisekortet udenfor, for damen stirrer på mig, som kom jeg
fra en anden planet. "Kan jeg få Pizza?" "Ja, hvad slags?" Og da er det
jeg lynhurtigt beslutter
mig for den med salami, af de fire slags, der var. "Und etwas zu trinken?"
kan hun da sige af sig selv, og jeg spørger efter "Bier", hvilke slags
har de? Og hun remser
lynhurtigt 4 op. Jeg spørger efter den lokale og får en "Haakebeck", den
er udmærket, ret bitter, det kan jeg godt lide. Der kværner en radio i
baggrunden med trafik-info.
.... 5 km stau, ....3 km stau u.s.w. Godt man er på cykel.
83.96 km