Rejsebrev 5
Torsdag 10.05.12
Jeg endte med at gå ud og spise med japaneren i går. Han lever for det
meste af brød og ost, men i går tillod han sig den luksus, at spise en
Pizza Margarita på et billigt sted vi fandt. Desværre kom vi til at
bestille Alsterwasser til at drikke. Da jeg smagte den kunne jeg godt
huske den fra før. Det er en sød øl. Som grenache i Frankrig, en
blanding af øl og limonade - sådan smager det i hvert fald. Han har et
navn: Tsuji ura Nori taka. Som hos kineserne er det familienavnet man
nævner først.
Jeg burde nok være blevet hjemme og være gået i seng, men det kunne jeg
ikke få mig selv til.
Til gengæld blev det en rædsom nat. Mit hoved hamrede og næsen stoppede
helt til og jeg hostede ustandseligt. Og samtidig var der larm fra alle
ungdomsgrupperne, hvis jeg endelig var ved at falde hen. Ud på morgenen
fik jeg dog sovet lidt. Det føltes ikke sådan, men i vanlig stil kom jeg
i tanker om ting jeg havde drømt, så sovet har jeg.
Dagen i dag har jeg været gele det meste af tiden. Men der var ting at
ordne. Først var der kæden! Jeg blev nødt til at tage et led mere af for
at få den til at hænge sammen. Det var en ultegra-kæde jeg fik fordi, de
ikke havde de kranse jeg havde bestilt. Så dyre sager har jeg aldrig
haft før. Den er nok også mere fintfølende med, hvordan man får samlet
den? Nu har jeg befølt den på begge sider og palen sidder, hvor den
skal. Håber jeg! Til gengæld må jeg nok sige jeg er blevet klogere. "Det
kunne under ingen omstændigheder være kæden!!" Ha, ha.
Hvor klog tror jeg lige jeg er? Ikke ret klog. For nu føles den helt
rigtig igen, og jeg kan ikke mærke NOGET SOM HELST slør i kranken! Derfor
må jeg nok alligevel nok snart skifte den - inden den næste længere tur.
Efter at have fået renset mine oliebefængte fingre - og her er det en
fordel at være et sted, hvor der er sæbe på toilettet. Ikke værelsets
ganske vist, men det nede i stueetagen - kunne jeg ånde lettet op. Nu
var DEN sag indtil videre - vær ikke overmodig - klaret.
 |
 |
| Bankerne fortæller.... | ...om en driftig by - i hvert fald tidligere |
Så gik vi ud i byen, japaneren og jeg. Jeg ville gerne lige se, hvor Die
Maus-Archive (som det hedder, det man selv kan søge i) var. Og det
gjorde jeg klogt i, for det med åbningstiden var det ikke så nøje med.
Alligevel en mærkelig oplevelse. Jeg havde jo skrevet til dem på
forhånd, men ikke fået noget svar. Nu startede vi så forfra. Der var en
ældre meget venlig herre, der åbenbart var ham der ledede det. Udover
ham sad der en håndfuld tavse mænd fordybet i slægternes oprindelse. Han
lyttede gerne til, hvad jeg havde at fortælle og hvis jeg ville skrive
navnet på
min forfader ned, så skulle han gerne lede efter ham. Men jeg måtte jo
forstå at det ikke var så ligetil, eftersom der var omkring 12 kirker i
Bremen på den tid. Ikke noget med at jeg selv kunne gøre noget, selv om
jeg spurgte til hvordan materialet var tilgængeligt. Jo det nyere var på
mikrofilm hvor man satte et mikrofilm kort ind i en maskine af gangen.
Det ældre var i bøger - altså kopi-bøger. Han viste mig én fra 1779, det
formodede fødselsår for Johan Friderich Schultz. Det var SÅ smukt
skrevet. Det ville have været guf at lede i.
Nå, men nu vil han lede efter ham og give mig besked pr. email hvad
enten resultatet er positivt eller negativt.
Under de forhåndenværende omstændigheder undlod jeg at spørge, hvorfor
jeg ikke havde fået svar på min email - jeg tror det var klogt. Men
Eugen, du har helt ret. Det er nogle sære størrelser på de tyske
arkiver!
 |
 |
| I Schnoor kan man forestille sig... | ...livet i tidligere tider |
Nori - den korte udgave af japanerens navn - har vist mig hvor Lidl
ligger. Vi skilles og jeg driver lidt rundt og får købt ind, så jeg har
lidt mad igen. Om eftermiddagen finder jeg så det mest interessante i
Bremen. Nori har vist mig noget der hedder Schnoor på kortet. Jeg har
fået det indtryk, at det er en borg eller fæstning. Da jeg leder efter
det kommer jeg pludselig ind i en snæver gade med små huse. Et blik
tilbage i tiden, til hvordan Bremen har set ud på Johan Friderichs tid.
I dag er alt naturligvis souvenir, kunst og design-forretninger og
restauranter, men indtrykket af
hvordan livet må have formet sig i disse gyder i slutningen af
1700-tallet kan man godt fremkalde på nethinden. Der er endog et hus,
der hedder "Schiffer Haus" - skipper huset, der boede Johan nok?
 |
| Har min forfar været her? Næppe. |
Jeg får også talt lidt tysk. Vores 3. værelseskammerat er Ingo Sohn fra
Kiel. Vi har ikke talt sammen længe, før han giver mig sit kort og
tilbyder mig en seng, hvis jeg skulle komme forbi Kiel. Er lidt ældre
end mig. Har også cykel med, men er kommet med toget for at forberede en
vandretur i næste uge med en vandregruppe fra Kiel. Taler også engelsk
så det er engelsk når Nori indgår og ellers tysk.
Sidst på aftenen bliver også den sidste seng besat. Det viser sig at
være Per fra Stavanger. Han har været i Japan, så det taler Nori og han
om. Jeg har allerede set en norsk bil parkeret på vejen nedenfor med en
lille anhænger med noget der formodentlig er en motorcykel og det er
ganske rigtig Pers bil.
Han har været en tur ved Boden søen for at besøge venner og - købe en
motorcykel. Ja han skulle selvfølgelig lige se den først, men den var
straks blevet accepteret. En Honda 600 med V-motor. De øvrige
specifikationer forstår jeg mig ikke meget på udover at den er
vandkølet. En 89-model tror jeg. Per snakker som et vandfald og har
nogle - nervøse? - trækninger ved øjnene, men han er fin nok. I det hele
taget er det som oftest sådan, at vi der mødes på sådanne steder har et
eller andet fællesskab, der går på tværs af alder og nationalitet. Inden
jeg falder i søvn hører jeg Ingo og Per tale om en park med blomstrende
rhododendroner, som Per lige må have et kig på i morgen tidlig når han
kører videre. Han skal med en færge fra Hirtshals direkte til Stavanger.