Rejsebrev 4
Onsdag 09.05.12
Jeg sidder i en grøn plastikstol, jeg fik overdraget ved ankomsten.
Morgenmaden kom til at bestå af to tranebærcookies - medbragt helt fra
Danmark - og en skive rugbrød og en række Ritter Sport. I går fik jeg
også overdraget en rulle toiletpapir, jeg skulle vogte med mit liv. "Lad
den ikke sidde, tag den med frem og tilbage. De løber med det altsammen".
Hvem der lige for tiden skulle løbe med noget ved jeg ikke, jeg har kun
set én, tror jeg nok. Hvis ellers sæbehovedet i går var det samme, som
sad på den gamle, der røg på toilettet her til morgen.
Jeg kører de 3,5 km tilbage til hovedvejen og fortsætter. Det står
hurtigt klart at en kraftig regnbyge ligger ret fremme. Håber bare jeg
kan nå til Oyten inden det begynder. Der har længe været dråber i
luften, da jeg når frem. Og straks efter ligger det Bäckerei, jeg har
håbet på, på den anden side af vejen.
Perfekt timing. Med min kakao og en kæmpe Johannisbeer Streusel Taler -
det er guf - kan jeg sidde indendørs og se det bryde løs. Den varme
kakao er lige, hvad min hals har brug for.
Det er næsten holdt op. Jeg kører og står lidt efter i tørvejr ved en
Aldi. Beslutter til sidst at tage regntøj på og bare køre.
Pludselig bliver problemerne - som jeg godskrev kranken - helt
mærkelige. Den skifter frem og tilbage på gearerne bagpå - helt efter
forgodtbefindende. Ved nærmere eftersyn er det et led på kæden, der er
ved at gå skilt ad. Det synes at være blevet en vane. Det er 3.gang det
sker indenfor få måneder, for ikke at tale om, at jeg for første gang
nogensinde knækkede en kæde også. Hvorfor kan jeg pludselig ikke samle
kæder mere? Jeg kan nok ikke se godt nok?
Jeg bliver nødt til at skille den ad først og bagefter prøve at få den
til at hænge sammen. Det lykkes godt nok til at jeg tør tro på at kunne
nå frem i dag.
Jeg kører forsigtigt det sidste stykke. Holder under et træ ved en kort,
voldsom regnbyge, men når så frem til centrum. Finder ret let JH'et.
Kalkstrasse sagde hende ikke noget, men hun kender ét JH, det er An der
Weser, på højre side, et gult hus. Hun sagde ikke et grimt, gult moderne
hus, men det kunne hun roligt have gjort.
 |
 |
| Måske er det ikke så grimt endda? | Bremen har været sejlskibenes by |
Jeg kan først komme på værelset fra kl.15, men jeg kan få snydt næsen og
vasket hænder!!! Det hjalp.
Helbredet går det ikke så godt med, men nu er jeg da indendørs 2 dage,
før jeg cykler til Eberhard i Espelkamp. Jeg har fået udpeget arkivet på
mit kort.
Jeg har taget kæden nærmere i øjesyn - det er ikke godt. Den vil vist
ikke hænge sammen i det forbandede led, så jeg bliver desværre nok nødt
til at tage det af.
Da jeg træder ind i værelset er der allerede én. En japaner, der er på
cykel rundt i Europa. Han har også været i Bolivia og Peru - dog ikke på
cykel. Men det taler vi længe om.