Det er en diset og kølig morgen. Vist nok kun 8 gr. Jeg tager alt mit tøj på,
hvilket vil sige: korte cykelbukser
med seler, cykelbluse med løse ærmer, vindvest og regnjakke.
Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål
yogurt naturel tilføjet havregryn
og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost,
en pain aux chocolat og en kop
cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.
Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og
inden en time har den brændt disen
væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved
første tissepause og vindvesten og
ærmerne ved første depot.
Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan dækket
giver sig. Man kunne måske indvende
at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men
er det pumpet op til 8 bar, kan
jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får
hurtigt et andet hjul og får mit eget
tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går
det. Mest op i starten, men fra km 25 til
35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans
og jeg selv sagde hunden - fortsætter
vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af
tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen
fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem
en på hver side, når det kniber.
På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.
På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter
hver 10 km og en hjælper skiftes
ud efter behov.
Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter
et stop eller en pause, tager
det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men
så kører det. Min hofte har det
bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.
Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden
bagskifter, er der ikke nogen
alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på
et tidspunkt. Han har haft
problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok
konen er med i beslutningsprocessen.
Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er
der et vidt udsyn. Små byer putter
sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem
dem og måske kirkeklokken lige
slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset, hvad man får set,
dertil går det for stærkt, selv om
farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og
frem for alt: vejen er ofte dårlig
her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer,
brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem
feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager
risikomomenterne og råber videre til dem
længere nede, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så
dem, som ikke kan se noget, før det
måske er for sent, bliver opmærksom på faren.
Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den
tager prisen som det mest velsmagende
måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget
tidspres i dag, så pausen bliver så lang,
at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.
Vi er fremme ved halv fire-tiden, og dem der vil, kører med på en lille ekstra
tur, op til et amerikansk mindesmærke,
hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører
med - jeg er naturligvis én af
dem. Det er jo sådan noget jeg plejer, at se seværdighederne dér, hvor jeg
passerer igennem. Vi stikker en øl i
lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.
Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske
soldater i området i "den store krig",
Første Verdenskrig.
For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30
166 km