Morgenrutiner
Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var
klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet
ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig
at have det hele på
én gang. Den store taske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på
hovedet, handsker og
briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke
så snart har jeg sat
min store taske, så rules bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der
hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi
får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.
Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i
feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om.
Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler
går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser
derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de
bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og
ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller.
Og så fremdeles. Det
er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran
kørende, sådan at hvis
farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude
kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to
forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de
farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.
Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner
noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for
sådan én som mig, der godt
kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Teutelberg,
hvor vejen gennem en slugt
snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et
spektakulært view af byen på
vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer,
man ikke kender navnene
på, hen over motorveje, som man spekulerer på hvor fører hen? Og over kanaler?
Mittellandkanal har vi
dog hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er.
Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?
For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi
har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når
vi kommer op over de 30 km/t
ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det
gjort, inden jeg mister luften
helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en
heroisk indsats lykkes det
dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de
foregående dage.
182 km.