Dag 4 Fra Hotel Seeblick til Haus Duden nær Wesel


[HOME]

Intro

Første samling

Vintertræning

Forårstræning

Dagen før dagen...

Dag 1 til Bentwisch

Dag 2 til Rheinstorf

Dag 3 til Hotel Seeblick

Dag 4 til Haus Duden (Wesel)

Dag 5 til Liège

Dag 6 til Sedan

Dag 7 til Essômes sur Marne

Dag 8 til Paris

Dag 9 i Paris

Dag 10 Hjemturen

 

[TILBAGE]   [NÆSTE]

 

Morgenrutiner Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi  spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'? Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt  kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt. Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på  én gang. Den store taske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og  briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat  min store taske, så rules bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og  pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv  skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.

Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke  at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme  fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt  i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik  efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere  skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved  liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det  er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer. Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis  farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.  Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt  ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal  vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.

Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.  Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt
kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Teutelberg, hvor vejen gennem en slugt  snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på
vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene  på, hen over motorveje, som man spekulerer på hvor fører hen? Og over kanaler? Mittellandkanal har vi
dog hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -  men HVOR i Tyskland?

For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den  bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t  ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften  helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.

Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det  dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.

182 km.


 

[TILBAGE]   [NÆSTE]