Allerede i starten af november skal cyklen betales. Og ikke så længe efter tøj pakken. Vi har været i Cykelforretningen i Snellemark og prøvet tøj og fået lavet bestillinger. Jeg tror vi får tøjet i løbet af januar, men cyklen skal først komme omkring 1. april. Ikke desto mindre bliver det allerede i slutningen af februar, at vi skal møde hos Boss Cykler ved Balka, for at hente vidunderne. Jeg må med bussen til Balka tidligt søndag morgen. Det går op for mig, at det er første gang under mine 17 år på Bornholm, at jeg tager bussen i den retning. Det er næsten, som at køre i et fremmed land.
Jeg har mine egne pedaler med, som jeg har taget af den røde racer. Dem har jeg jo sko til og cyklerne kommer med en anden type klikpedaler, der vil kræve nogle nye sko. Nu starter jeg med det jeg kender, så kan jeg altid købe nye sko, hvis jeg synes. Jeg får skiftet pedalerne og sat sadlen og får lige Hasse Boss til at tjekke om saddelbolten er strammet passende. På sådan et carbon-stel skal den ikke have for meget. Han giver den nu lige et lille nyk mere. Så er jeg klar. Jeg kører lige en rundtur på de nærmeste småveje, mens de øvrige bliver endeligt færdige. Det føles fint alt sammen.
Så kører vi ellers til Rønne. Jeg tror det er her i modvinden, at jeg er ved at komme i krise en enkelt gang. Det kniber med luften - altså den i lungerne ikke i dækkene. Men jeg tror, der er en defekt, der lige giver et pusterum. Så kører det ellers bare derudaf.
På et tidspunkt har vi besøg af holdet fra Vordingborg. D.v.s. rent faktisk er der ikke mange af dem, der kommer fra Vordingborg, men det hedder holdet nu engang. De fleste er vist fra Københavns området. Da vi allerede har fundet vores pladser, da vi kører fra mødestedet til havnen, kommer de til at danne bagtrop i feltet. Og på et tidspunkt efter en pause, kommer en større flok op og "maser" sig ind i feltet længere oppe. Det er de fleste på vores hold vist utilfredse med. Sådan gør man ikke. Vi er jo vant til en "kæft trit og retning" kultur, med en temmelig diktatorisk holdkaptajn. Efterfølgende kan jeg godt se, at det er et sammenstød mellem forskellige ledelsesstile. Ved en spisepause snakker jeg med en, der viser sig at være islænding. Og senere på dagen er jeg med samme færge til Køge, som de fleste fra Vordingborg, og der finder vi hinanden igen og har en lang interessant snak. På deres hold har den enkelte ansvar for at placere sig, så man kan følge med og alt andet lige, er det betydeligt mere anstrengende at køre i bagtroppen, eftersom der uvægerligt opstår huller i feltet undervejs. Huller man så må bruge kræfter på at køre op. Der er "elastik" i feltet, kalder vi det. Set fra den synsvinkel, gør de jo bare det, de skal. Hos os er det anderledes, der bliver der på forhånd taget hånd om dem, der kan tænkes at få problemer, så de bliver anbragt lige efter trækkerholdet.
Senere er vi på en endagstur til Sverige, hvor vi fra Ystad kører nordpå til bl.a. Kivik og ender tilbage i Ystad. Det er første gang vi har motorcyklerne med. 2 motorcykler, der kører foran og "bereder vejen". Ved vejsammenføringer, t-kryds og rundkørsler lukker de af for den øvrige trafik, så vi får fri bane, og kommer straks efter drønende forbi for igen at lægge sig i front. Det er behageligt. Kørslen bliver flydende, de eneste uautoriserede stop bliver, hvis der er defekt. På denne tur er jeg blevet "forfremmet" til et af trækkerholdene. På dette tidspunkt er der vist 3 hold. Det er vores hold der trækker på det sidste stykke tilbage mod Ystad, og jeg ligger forrest med Jesper Møller Hansen. Der er en del modvind og det er det absolut værste jeg ved. Jeg forsøger at trække tempoet så meget, at jeg kan få vejret, men Jesper er ikke meget for det, han ligger hele tiden et halvt hjul foran mig og havde vist gerne givet den en skalle mere. På den anden side har jeg allerede her erfaret, at når jeg kæmper med luften, når jeg ligger forrest, er der også andre længere tilbage, der har det svært, og vi behøver vel ikke at presse dem til at råbe "en ned". De kan bare sætte mig forrest, så skal jeg nok sætte et tempo, som alle kan være med i. Nå, men vi kommer endelig ind i byen, hvor vinden ikke er så slem. Alt i alt en fin tur. Det regner lidt mod slutningen på trods af vejrudsigten, men det bliver aldrig HELT slemt.
På et tidspunkt starter tirsdags træningen. Det er fra kl. 18 til 20. Standard turen går til Vestermarie, hvorfra vi kører "enkeltstart" de 3 km til rundkirken i Nylars. Derfra går det til havnefronten i Arnager. Derfra er der 2 forskellige bakkerundture man kan køre. Hver skal køres 4-5 gange. Endelige køres der for fuldt knald tilbage til Rønne. Der gælder det om ikke at slippe hjulet foran.
 |
 |
|
Henne i juni kommer den store bakke-prøvelse. Vi er på en 2 dages tur til Hallandsåsen. Man skal aflevere cyklen et sted ude i Rønne Nord dagen før. Jeg tjekker først adressen umiddelbart før jeg kører. Da går det op for mig, at der bliver langt at gå, når jeg skal med bussen hjem. Heldigvis møder jeg Henry derude. Henry er på min alder og bor i Lobbæk, så vi er næsten naboer. Det er også første gang for os begge. Jeg har før kørt med ham til Rønne en gang eller to, én gang med bil. Nu kører han mig hjem. Alle tiders.
Turen til Hallandsåsen bliver tilbagelagt i privatbiler. Jeg står nede på Birgersvej og bliver samlet op af Kim Ole og hans kone. Vi kommer til at køre den frygtede bakke op på Åsen 4 gange, tror jeg. 2 gange hver dag. Første gang virker noget af den uhyggelig stejl, men som det ofte er: når man først har prøvet den én gang, ved man præcis, hvor det værste stykke er og kan justere ind efter det. Vi kører også op ad den gamle hovedvej nordfra et antal gange. Den er naturligvis meget mere jævn i stigningen. Vi sover i hytter på en campingplads. Jeg deler hytte med Thomas og Henry, vi er "The grand old men", de ældste. Thomas er nået at fylde 70 og Henry er vist fyldt 68 og jeg gør det til september. Det er en fremragende tur. Nu kan Mur de Huy i Belgien bare komme an! Jeg lærer også noget nyt: at køre på brosten. Man skal holde løst på styret, så man ikke får så mange rystelser op gennem armene. Umiddelbart er man jo tilbøjelig til at holde godt fast i styret og så bliver det hurtigt et helvede. Det prøver vi nemlig på en vej gennem Båstad. Det er et fint trick, jeg nok skal huske.
 |
 |
|
200 km ture