Den første gang vi mødes er der dømt "teambuilding". Vi cykler bare ud til Blykobbe Efterskole, hvor Bjarne har tilrettelagt et program, hvor vi i hold gennemfører en form for orienteringsløb. Man skal undervejs samle nogle ting sammen ved posterne, som senere skal bruges nede ved stranden. I grove træk er det vi slæber med: to kajakker, nogle brædder og noget reb. Ved hjælp af disse ting skal vi bygge en flåde, som afsluttende skal sejles ud omkring en bøje el. lign. Der må også have været nogle padler, for vi brugte i hvert fald ikke hænderne eller armene.
Når jeg nu tænker tilbage, er jeg vist på hold med Henry, Toni, Christian og Majbritt + én eller to mere. Det går udmærket. Bagefter er der en øvelse med at få noget vand gennem et rør og ned i en spand. Der skal være en bestemt mængde og man har forskellige hjælpemidler.
Endelig skal hvert hold vælge én, der skal klatre op i et træ. Det har jeg på forhånd sagt, at jeg godt vil, men da jeg ser, hvad det går ud på skifter jeg mening. I stedet for en klatrevæg, er det et klatretræ, altså et træ, der er afgrenet og i stedet forsynet med små dimser til at holde i og sætte fødderne på. Heldigvis er der hurtigt en anden, der overtager opgaven - en pige tror jeg - så også vores hold gennemfører. Man skal klatre op og ringe med en klokke, der sidder øverst oppe.
 |
 |
|
| Flåden kom i søen | Det er vist Thomas på vej op... |
Efter at alle hold har gennemført, er der tid til at interesserede kan prøve.
Jeg har besluttet mig for, at det er jeg vist for gammel til, men efter at
Thomas, vores alderspræsident på 69 har gennemført, ser holdkaptajnen på mig, og
spørger om ikke jeg også skal prøve? Jo - det kan da godt være - beslutter jeg
lidt hovedkulds. Nu har jeg før været på klippeklatring med mine børn og en
instruktør, så SÅ grænseoverskridende er det ikke, og det går da også fint,
indtil jeg er næsten oppe. Jeg vil stadig hævde, at havde jeg haft passende sko
på, havde der ingen problemer været, men dem jeg har på er for glatte. Jeg kan
godt med besvær få min fod op på den sidste svære klods, men hver gang jeg
forsøger, at strække benet, skrider foden. Jeg tager nogle pauser og prøver igen
og igen. Til sidst er ham der holder i tovet - man har naturligvis
sikkerhedsline på - åbenbart blevet træt af at vente, for pludselig bliver jeg
trukket et stykke op, rigeligt til at jeg får fodfæste og kan ringe med den
forbandede klokke.