Jeg tror vi begynder den rigtige træning i starten af november. De første ture er bare på omkring 30 km. Allerførste gang er det temmelig vådt. Jeg tror ikke det regner noget af betydning, men vejene er i hvert fald våde, og det er vist kun mig, der kører med skærme. Så det at ligge lige i baghjulet på én uden skærme, er ikke specielt tillokkende, så jeg holder mig helst midt imellem de to foran. Vi kører normalt to og to. Ægtefæller kærester og lign. må ikke køre ved siden af hinanden.
Da vi når frem til Teglkås, er der nogen bagved, der gør opmærksom på, at man altså skal "holde hjul", altså køre lige bag ved den foran i 10-20 cm's afstand. Det ved jeg jo sådan set godt, men jeg blev grundet omstændighederne fristet til at slippe for sprøjtet. Det har den bagved så til gengæld fået, og det var jo slet ikke nødvendigt, for jeg kører jo med skærme.... Jeg fatter godt pointen og gør mig de bedste anstrengelser for at holde hjul og blive godt og grundigt oversprøjtet på hele hjemturen.
Og sådan fortsætter vi ellers i de kommende weekender. Jeg bruger stort set alt mit krudt på at holde mig tæt på hjulet foran. Det kræver stor koncentration i starten. Til gengæld synes jeg ikke, jeg har problemer med at følge med, men vi kører vist heller ikke særlig stærkt på dette tidspunkt. Næsten alle kører på MTB inklusive mig selv og på sådan én, ligger man ikke og kører 25-28 km/t som er det, vi har forpligtet os til at skulle kunne senere på sæsonen.
Jeg tror det er på omkring 4'de tur, at jeg har en oplevelse, jeg endnu ikke har lagt helt bag mig. Jeg husker den i hvert fald tydeligt stadigvæk. Holdkaptajnen har det med ind imellem at køre op og ned langs feltet og give gode råd eller uddele skideballer. Nu kommer han op til mig og min makker og skælder mig ud for ikke at holde hjul. Han har sagt det til mig, han ved ikke hvor mange gange!!! For det første har HAN aldrig sagt noget til mig før, for det andet er det netop DET jeg koncentrerer mig om. Altså at holde hjul. Jeg kan da ikke afvise, at der har været nogle sekunder, hvor jeg ikke var klæbet til hjulet foran, men jeg ved, at jeg prøver på netop det: at klæbe til hjulet foran. Så jeg finder den FULDSTÆNDIG uretfærdigt og upassende den reprimande, jeg får. Jeg er ved at hidse mig op og nu hvor jeg tænker tilbage, burde jeg have gjort det, for hvad fanden ligner det.... men jeg kører ved siden af Thomas, og Thomas mener ikke, det er noget, jeg skal tage mig af, så jeg holder i hvert fald min kæft. Men jeg tænker mit....
Hver gang jeg siden tænker på situationen, er jeg ved at hidse mig op, og jeg har samtidig en fornemmelse af, at have oplevet noget lignende. Til sidst går det op for mig, hvad det er. I 4. eller 5.klasse hev historielæreren mig pludselig ud af rækken, da vi var på vej ind i klassen. Det var dengang, hvor de yndede at tage fat i kinden på én og vride rundt. Der var én, der var sprunget i vejret og råbt: "Læreren kommer BABU BABU" og nu mente han fejlagtigt, at det var mig. Det blev senere opklaret at jeg var uskyldig - i hvert fald i dette tilfælde. Sjovt nok blev jeg aldrig hørt i historie hele resten af året. Nå, nok om det, men så langt - 55 år ca. - skulle jeg tilbage for at have oplevet noget lignende.
 |
En af de få gange vi var i Aakirkeby |
Så gik der en tid med træning uden problemer, og vi kørte lidt efter lidt længere og længere. Så en dag kommer holdkaptajnen op til mig og makkeren igen. Jeg holder naturligvis hjul - som altid. Nu siger han imidlertid, at vi kører for langt ude på vejen. Jeg svarer selvfølgelig, at vi jo bare holder hjul - som vi skal. Og det eneste logiske her er vel at gå videre til dem foran os. Det må jo være DEM, der kører for langt ude. Foran mig kører imidlertid Lea Wermelin. Hun er folketingsmedlem for socialdemokratiet, og jeg har en stærk formodning om, at også holdkaptajnen er socialdemokrat. Tja, hvad kan man sige. Der er mange regler, når man cykler med Rynkeby. Måske går det lettest, hvis man er socialdemokrat. Det her kan jeg nu ikke hidse mig op over. Kun ryste på hovedet af.
Jeg har indtil videre følt, at jeg havde lidt overskud på turene, men pludselig løber jeg ind i en tur til Allinge og tilbage igen, hvor jeg er færdig allerede i Allinge. Turen tilbage er ren tortur - men hjem kommer jeg. Og så er det, at det går op for mig, at bagbremsen "hænger". Ikke ret meget, men rigeligt, når man kører tæt på grænsen i forvejen. Jeg har haft rodet med den bremse flere gange, og den endte med at virke igen. Men det gør den i hvert fald ikke mere. Både kabel og bøjning bliver skiftet inden næste gang. At gå ned på udstyr - det er for dumt!
Ellers går det rigtig godt. Jeg synes stort set altid, at jeg har lidt overskud, mens der er andre, man ved efterhånden hvem, det typisk får problemer på bakkerne. På én af turene kørte jeg på hjemturen ned langs vestkysten mod Rønne ved siden af Merete. Hun er en af dem, der tit har problemer. Hun får en hånd i ryggen hver gang hun slipper baghjulet foran, og jeg kører os op igen. Det sker igen og igen og til sidst begynder det at knibe, og jeg råber "én ned", som man jo gør. Men der har jeg taget fejl. Vi må bare følge med. Til sidst må jeg sige, at nu kan jeg altså ikke mere, og en anden bagved overtager. Men jeg føler mig totalt svigtet.
De allerfleste gange mødes vi ved sportshallen i Rønne. Der er to gange, hvor det er i Aakirkeby, men jeg kan kun den ene af dem. Men det betyder, at jeg kører 30 km ekstra hver gang, eftersom der er 15 km til både Rønne og Nexø. I det store og hele er jeg med hver anden gang. Jeg har regnet ud, at jeg skulle komme op på de 2000 km man har forpligtet sig til at køre med holdet på denne måde.