15.05.18 Nida Da jeg kom hjem i går, var min seng redt, og jeg havde fået nye håndklæder.
Det havde nu ikke været nødvendigt, men det får man ud af at aflevere nøglen. Vejret er endelig blevet overskyet. Ikke massivt, men der skulle kunne komme
byger. Det ser det også ud til. De første dråber lader ikke længe vente på sig,
men det bliver ikke rigtig til noget. Jeg har de tynde bukser på, der tørrer
næsten øjeblikkeligt. De bliver til gengæld også hurtigt våde. Jeg har haft mine betænkeligheder ved vejen. For at komme ud af A19 ser det
ud som om, jeg skal køre lidt på noget, der ligner en motorvej. I nødsfald
skulle jeg kunne følge en sti langs banen og senere komme til højre og ind på
min vej, men det er noget, jeg har set på Google Earth. Google Maps kender ikke
noget til den sti og viser heller ikke jernbanen.
 |
|
| Tingene foregår med ret forskellig hastighed her i Rusland |
Alle betænkeligheder bliver gjort til skamme. Ikke desto mindre, når jeg at spørge to russere til råds inden. Da den sidste står og peger, kan jeg godt se, at jeg bare skal 500 m længere frem, så kommer udfletningen, og på det stykke er der et nødspor, jeg kan køre på, hvis det da ikke ER til cykler.
Som ventet er A19 bare en almindelig hovedvej med et spor i hver retning, men uden så meget trafik.
Jeg skal have en ny kuglepen. I en lille by er der noget, jeg tyder som Mini Marked. Der holder også nogle biler, ellers ville man ikke ane, det var en forretning. Ingen vinduer eller glas i døren, men når man åbner den, kan man godt se, man er gået rigtigt. Jeg holder den tomme kuglepen hen mod én, der
sætter varer op. Nej, det har de ikke, men... og så snakker hun og peger og ender med at gå med ud. Det er bare rundt om hjørnet og op på første sal.
Igen intet der afslører, hvor jeg er på vej hen, men det er skam en boghandel og kuglepennene er lige for næsen af mig. Jeg ender med at købe 2, jeg må have en i reserve.
 |
|
| Heldigvis så de mig ikke |
Når uden problemer til Zelenogorsk, hvor der som sendt fra himlen er et Spar Marked med Königsbäcker i indgangen, hvor jeg kan få brød, kaffe og kage for mine sidste rubler. Nu er der 49 km til grænsen og 5-6 yderligere til Nida i Litauen.
 |
|
| Ellers kunne det være endt galt |
Så kører jeg ellers ud på den Kuriske Landtange. Eller Sandtange er egentlig rigtigere, for det er sand, den er dannet af. Men også her har tyskerne beplantet for at få styr på sandet. Det er nærmest en skov man kører i. Fyr og birk til begge sider. Ude mod venstre kan man ind i mellem ane den yderste
klit og en enkelt gang er jeg oppe over for at få bevis for, at vandet er der.
 |
|
| Der er da også lidt humor i Rusland |
Så er der ind i mellem sump, nogle gange til begge sider. Så kommer der røn, el og bævreasp til og fyrren forsvinder. Vejen er sjældent helt lige mere end en km så kommer der sving inden det næste lige stykke.
 |
|
| Bornholm er derude et sted |
Der har været dette drypperi on/off hele dagen, men her på tangen bliver det på et tidspunkt til så meget regn, at jeg står i tørvejr og spiser frokost.
 |
|
| Selv på en god vej skal man være vågen i Rusland |
Senere kommer der lidt sol og vejen tørrer efterhånden.
Jeg kører ned til højre ved Rybacij, som jeg har forestillet mig være en lille pittoresk fiskerby med en havn. Jeg mener, den har været positivt omtalt et sted. Men det kan vist ikke passe. Der er ingen fiskere, ingen havn og ussel er nok mere dækkende end pittoresk. Bevares, der ER huse, der er nogenlunde renoveret, men hovedindtrykket er at halvdelen af husene er ubeboede, og for resten er det som at se ind i et andet århundrede, der hvor de blå døre står åbne
 |
|
| Der var én der havde stillet - omend ikke træskoene - så i hvert fald støvlerne |
Jeg kører tilbage til hovedvejen og fortsætter mod grænsen. Der er lige et sidste sted med boder, hvor jeg prøver om jeg kan få noget for mine sidste russiske mønter, men må opgive. Der var ikke engang til en flaske vand.
 |
|
| Et enkelt sted var der ligefrem en sø |
Så kommer grænsen. Først er der én, der skal sikre, at man HAR nogle papirer, de kan tjekke længere fremme. Så kører man 3-4 km, hvor man ikke må standse og sætte passagerer af, og så kommer den egentlige grænse. Igen er der først én, der tjekker passet. Og nogle toldere, der spørger, om man har alkohol, cigaretter eller stoffer med og så kommer endelig hende, der tager seddelen, jeg fik da jeg rejste ind, og som knalder et stempel ind i passet.
 |
|
| Fuglene kender ikke til grænser |
Så kommer den litauiske side, hvor hun forsvinder ind i huset med passet. Skal sikkert tjekke om jeg er efterlyst i EU. Så skal man videre til den litauiske told, hvor passet også skal tjekkes, og da jeg SÅ tror, at jeg kan køre, skal jeg til at åbne mine tasker. Hun starter med venstre fortaske og da jeg har
åbnet og trukket et par regnbukser frem, er det fint. Så til venstre bagtaske. Jeg åbner, og så er det fint. Og SÅ får jeg lov til at køre videre ind i Litauen.
 |
|
| Nu kan det ikke være Rusland mere |
Der skal være en campingplads i Nida, men belært af tidligere erfaring, tænker jeg, at jeg hellere må køre helt ind til byen først. Jeg ser et kort, der viser en turist info. Den viser sig nu at være lukket, selv om der står, at den skal være åben. Jeg er ved at dø efter en kold Cola og finder et supermarked.
Hele setup'et her er europæisk til forskel fra, hvor jeg kommer fra. Man ser det ved at der er affaldsspande overalt og ALLE husene ser pæne og velholdte ud.
De har IKKE kold Cola. Kun kold Øl. Det er et farligt skråplan, men jeg MÅ have noget koldt. Da jeg skal betale, konstaterer jeg, at man betaler pant her.
Vejret ser ikke godt ud for camping. Det kunne godt tænkes at regne i morgen tidlig. Så møder jeg en skør brasilianer og hans datter. På mini-cykler og med minimal bagage. Datteren taler ikke engelsk, men faderen gør. Mener han selv. Nå, spøg til side, det meste kan man godt forstå. De er på vej hen til et sted, hvor en overnatning kun koster 15 €. Den er jeg med på.
Det med de 15 holder nu ikke helt, men for 25 € får jeg en hel lejlighed med dobbeltseng, køkkenafdeling, spiseafdeling og bad. Det er jo mindre end et tysk jugendherberg.
Da jeg ikke har lige penge, skal jeg bare betale til en dame, der kommer om lidt, han skal nok orientere hende, hun taler ikke engelsk.
Jeg begiver mig tilbage til supermarkedet, for nu kan jeg jo selv lave mad både i aften og i morgen tidlig. Da jeg kommer tilbage, er hun kommet og han endnu ikke gået og jeg får betalt.
Og SÅ kan jeg få mig et bad....
Og NU er det tid til mad....
89.44 km